Hvad er Det Usynlige Parti?

Det Usynlige Parti har skabt stort postyr i den svenske sommer. Utallige demonstrationer og happenings, aktioner mod arbejdsformidlinger, Centerpartiet og Kristendemokraterne, har fået de svenske medier, politikere og politiet til at stille det samme spørgsmål: Hvad er Det Usynlige Parti?

Det Usynlige Parti blev specielt et navn i de svenske medier efter, at vinderen af det svenske realityshow ”Topkandidaterne” valgte at skænke 100.000 svenske kroner af sin præmie til Det Usynlige Parti. Ruderne hos Centerpartiets lokalkontorer har været meget udsatte for fraktioner af partiet. Også arbejdsformidlinger over hele Sverige er blevet ramt af aktioner, blokader og flyvebladsuddelinger. Pressen har desperat ledt efter repræsentanter, mens politiet har ledt efter ansvarlige og ledere. Demokratiminister Jens Orback har fordømt aktionerne og politikere har stillet krav om større ressourcer til Säpo, det svenske politis efterretningstjeneste, i kampen mod Det Usynlige Parti.

Centerpartiets leder, Maud Oloffson, beskyttes døgnet rundt af politiet som følge af rudeknusningerne. Centerpartiet har påkaldt sig vreden ved at fremsætte et lovforslag, der forringer jobsikkerheden for unge under 26 år.

Det Usynlige Parti blev skabt op til det svenske rigsdagsvalg, der finder sted i oktober. Ikke for at stille op til parlamentet, men for at give stemme til og forbinde alle de kampe, der føres udenfor stemmeboksene, hver dag hele året rundt. Partiet har ikke peget på nogen til valget, parolen har i stedet været; Vi har allerede gjort vores valg! - med henvisning til den daglige klassekamp. Partiet har ingen ledere, ingen repræsentanter eller medlemmer at repræsentere. Alle der dagligt kæmper mod kapitalen er medlemmer af partiet.

I anledning af det svenske rigsdagsvalg og panikken hos det officielle Sverige bringer GAIA derfor en tekst skrevet af en fraktion af Det Usynlige Parti.