Hugo Chávez’ lange march

Venezuelas præsident læser Mao og Biblen og overdrager arbejderne kontrollen over landets største papirfabrik. Hvor ender vejen for den bolivarianske revolution?

Af Ulrik S. Kohl/Monsun

Venezuelas utrolige præsident Hugo Chávez, er en mand, der elsker gode historier. Han er selv fuld af dem. Nogle af hans bedste handler om, hvordan han har lært socialismen at kende.

Som ganske ung soldat befandt Chávez sig ude i junglen på en øvelse. Ved et uheld kom han til at stille feltradioen ind på en forkert kanal, og ud af højtaleren skrattede den cubanske kortbølgesender Radio Habana. For første gang hørte Chávez Fidel Castros stemme, der fortalte om Che Guevaras tilfangetagelse og henrettelse i Bolivia. Et uforglemmeligt øjeblik.

En anden af præsidentens anekdoter handler om, at han som ung officer overtog kommandoen over en kontrolpost, der år forinden havde spillet en vigtig rolle i krigen mod guerillaen. Ved kontrolposten lå der en kæmpe dynge affald, som Chávez satte nogle soldater til at rydde. Under bunken dukkede en sort Mercedes-Benz op, fuld af skudhuller. I bagagerummet fandt den altid nysgerrige Chávez en mængde bøger, som åbenbart havde tilhørt venstreorienterede oprørere, der havde mødt døden i en byge af bly. Om nætterne slugte den senere præsident socialismens klassikere: Marx, Lenin og Plekhanov.

Kærlighed på kinesisk

40.000 åndeløse tilhørere ved det nyligt afholdte World Social Forum (WSF) fik en helt tredje udgave af historien om Chávez’ lange rejse mod venstre. I den spiller Venezuelas nye strategiske handelspartner Kina hovedrollen. Kina, der i parentes bemærket har firdoblet sin handel med Latinamerika i de seneste fire år, har kastet sin kærlighed på Venezuela og nabolandene.

Det viser sig ikke kun ved en galopperende kinesisk import af kobber, soja, jern og andre råvarer (22 mia. dollars i fjor), eller ved Kinas enorme investeringer i jernbaner, havne og anden infrastruktur (50 mia. dollars i fjor). Fra Beijing har Chávez også fået en samling af Mao Tse-Tungs værker, som han læser i ledige stunder på flyrejser, for eksempel på vej til WSF i Brasilien.

Derfor kunne Hugo Chávez krydre sin timelange tale i Porto Alegre med citater fra Den Store Rorgænger, uden selvfølgelig at glemme sine øvrige erklærede forbilleder: Jesus Kristus, Che, Simón Bolívar, Atahualpa, og Friedrich Engels. Under et stormede bifald erklærede han, at ”socialismen ikke er død” og opfordrede til kamp mod USAs imperialisme.

USA’s udenrigsminister Condoleezza Rice er forståeligt nok mindre begejstret. Hun har i en høring i Senatet betegnet den venezuelanske regering som en ”negativ kraft” i regionen. Men Chávez’ ideologiske offensiv er fortsat i de seneste måneder hjemme i Venezuela. ”Jeg er overbevist om, og jeg tror det gælder for resten af mit liv, at vejen mod en ny, bedre og mulig verden, ikke er kapitalisme. Vejen er socialisme”, erklærede han i sit ugentlige tv program ”Hallo Præsident” den 27. februar.

Papir til folket

Spørgsmålet er, om ord i længden er nok til at tilfredsstille vælgerne i det olierige land, hvor tre fjerdedele af befolkningen stadig lever i fattigdom efter seks år med Chávez som præsident. Venstrefløjen i den bolivarianske bevægelse, der har bragt Chávez til magten, presser på for radikale forandringer. De mener, at tiden er inde nu, hvor den politiske højrefløj har lidt sit hidtil alvorligste knæk ved valgnederlag i både august og oktober 2004.

Venezuelas faglige landsorganisation UNETE har længe aktioneret for, at parlamentet skal give arbejdere magten over virksomheder, der er blevet lukket og forladt af ejere, som for manges vedkommende har været indblandet i kupforsøg mod det bolivarianske styre. For nylig gav Chávez for første gang efter og nationaliserede Venezuelas største (og konkursramte) papirfabrik ”Venepal”, og overdrog kontrollen over produktionen til 350 arbejdere. Med nationaliseringen fulgte en startkredit på 6,7 mio. dollars.

Selvom Chávez forsøgte at berolige andre virksomhedsejere ved at sige, at Venepal er en undtagelse, har fagbevægelsen fået blod på tanden. Der er mere end hundrede store fabrikker, der er i en lignende situation som Venepal, og adskillige mindre virksomheder er reelt blevet besat og genåbnet af deres arbejdere.

”Vigtigere end hvad præsidenten siger, er den kendsgerning, at arbejderne ved andre konkurstruede virksomheder nu har set, at man kan forsvare arbejdspladser med nationalisering og arbejderkontrol”, siger UNETE-talsmanden Ricardo Galíndez til den tyske avis Junge Welt.