Historien bag PalæstinakonfIikten

Staten Israel fylder 50 år i 1998. "Tiden læger alle sår" bliver der sagt, men det har ikke været tilfældet. Der tales om fredsproces i knibe. Den generelle opfattelse er, at "nu skal alle historiske årsager bare glemmes, så der kan skabes fred". Det er nemt at påstå dette, når den tilbageværende historiefremlæggelse kun tilgodeser en part Israel.

AF: ULRIK WAGNER

Forud for Israels dannelse foregik der i tiden før 2. verdenskrig en massiv indvandring til Palæstina og en zionistisk koloniafisering af palæstinensisk jord. Denne udvikling tog for alvor fart ved anti-semitismens opblomstring i Europa og i tiden efter 2. verdenskrig. Op til statens dannelse foregik der en regulær krig i området, hvor den jødiske hær - Haganah - samt små militser langsomt drev demoraliserede engelske hærenheder og den palæstinensiske civilbefolkning på flugt. I april 1947 overdrog England mandatet over Palæstina til det nyoprettede FN. I november besluttede FN at Palæstina skulle deles i henholdsvis en jødisk og en arabisk stat. Den jødiske stat udgjorde 56,5% på trods af at den jødiske befolkning stadig ejede langt mindre jord og udgjorde en langt mindre andel af den samlede befolkning i Palæstina. Ikke desto mindre underlagde FN sig zionisternes ønske om en jødisk stat i området, hvilket naturligvis var - og ikke kunne opfattes som andet end en grov forbrydelse mod palæstinenserne. Kort før at staten Israel blev udråbt i 1948 blev der begået en række overfald mod den palæstinensiske civilbefolkning. Mest berygtet var massakren i landsbyen Deir Yassin, hvor henved 260 palæstinenserne blev myrdet af undergrundsmilitsen Irgun, hvis leder Menachem Begin senere modtog Nobel's Fredspris. Effekten af denne massakre blev at den palæstinensiske civilbefolkning flygtede i tusindtal og "af-arabiseringen" af Palæstina tog fart. Den 14. maj 1948 blev Israel dannet, og samtidig gik de øvrige arabiske lande i en halvhjertet krig mod Israel. Den veludrustede israelske hær kunne let trænge de dårligt udrustede og utrænede arabiske hære tilbage. Ved våbenhvilen i juni 1948 kontrollerede Israel nu 77% af Palæstina. I perioden fra december 1947 til juni flygtede mellem 600.000 og en million palæstinensere. Det præcise tal er uklart, men det var et faktum at et af verdens største og længstvarende flygtningeproblemer blev skabt ved staten Israels dannelse i 1948. Den jødiske stat - blev dannet, den palæstinensiske stat udeblev, da Jordan besatte Vestbredden, mens Gaza kom under ægyptisk kontrol. Den store taber blev derfor den palæstinensiske befolkning, der samtidig med at være blevet fordrevet af zionisterne og å blev glemt af de arabiske landes ledere.

I 1967 udbryder 6-dage skrigen mellem Israel og de arabiske lande. Her erobrede Israel Gaza og Sinai-ørkenen fra Ægypten, Vestbredden fra Jordan inklusiv Østjerusalem og Golan-højderne fra Syrien. Hermed cementerede Israel nok engang sin militære overlegenhed i området. Yderligere flygtninge strømmer væk fra Palæstina til et liv i lejre i Jordan, Syrien og Libanon eller som løsarbejdere verden over. Det er på samme tid at den nationale befrielsesbevægelse tager form. Al-Fatah dann es allerede i 1959 og i løbet af 60'erne dannes erklærede marxistiske organisat ioner som PFLP og DFLP. PLO - den Palæstinensiske Befrielsesfront - dannes i 1964, i starten som et instrument for Egypten, men løsriver sig i slutningen af 60'erne. Herefter begynder kampen mod Israel, der samtidig var en kamp for at vinde verdens bevågenhed. Dette får Israel til at stramme tøjlerne, specielt i de besatte områder på Vestbredden og Gaza. Sinai ørkenen leveres tilbage til Egypten. Det stopper dog ikke PLO's kamp, der har sine baser i Libanon. I 1982 invaderer Israel Libanon. Det fører til store civile palæstinensiske og libanesiske tab. Det markerer samtidig de første store mobiliseringer i den israelske befolkning vendt mod krigen. Israel har siden holdt det sydlige Libanon besat som en såkaldt "sikkerhedszone, der skal beskytte Galilea". Det næste afgø rende skridt i konflikt en kommer i 1987, hvor palæstinenserne starter det store folkelige oprør - Intifadaen. Herefter bliver det klart for Israel, at de ikke længere er i stand til at holde ro og orden i Gaza og på Vestbredden. Forskellige løsninger debatteres i den israelske elite - den hårde vej, som den kendes i Likud eller den raffinerede vej, som Arbejderpartiet under Rabin argumenterer for, og som senere resulterede i Oslo-aftalen. Begge parter har dog som mål at beholde vitale dele, herunder Jerusalem, under israelsk herredømme, ligesom der på intet tidspunkt har været tale om total opgivelse af Vestbredden og slet ikke at sætte spørgsmål ved grundlaget for den israelske stats dannelse i 1948 og fortsatte eksistensberettigelse.