Handling kan kun komme fra os

Den 15. august deltog 1500 personer i en af Europas største, planlagte civil ulydighedsaktioner. Under sloganet Ende Gelände, her til og ikke længere, viste aktionen en stærk og velorganiseret international klimabevægelse, der ikke tror på, at myndighederne kan eller vil levere brugbare løsninger på klimakrisen. Handling – direkte civil ulydig handling for klimaretfærdighed - skal komme fra os selv.

AF KLIMAKOLLEKTIVET

Ende Gelände Aktionen havde som formål at lukke brunkulsminen Garzweiler, en af Europas største kilder til CO2-udledning, som ligger i det industrielle Ruhrdistrikt i Tyskland. Ved at trænge ned i minen tvang aktivisterne energivirksomheden RWE til at stoppe gravemaskinerne i Ende Gelände fik således stoppet kulproduktionen i minen for en dag og skabte en international mediehistorie om en handlekraftig international klimabevægelse, der bruger organiseret civil ulydighed som metode og organiserer sig omkring et stærkt fællesskab, der sætter tryghed og aktivistisk omsorg i højsædet.

Aktionen skal ses i sammenhæng med de løbende lokale protester mod kulmineindustrien i Ruhrdistriktet, som fx skovbesættelsen ved Hambach-minen, samt mindre aktioner mod Garzweiler-minen, hvor klima-lejren ligeledes har været afholdt igennem flere år. Men i år skete der en eksplosion i antallet af deltagere og både lejren, og aktionen blev større end nogensinde før, ligesom der var stor international deltagelse. For mange af de 1500 der deltog i aktionen, og de ca. 1200 der deltog i klimalejren ugen op til aktionen, var det første gang, de deltog i en større civil ulydighedsaktion, og mange forlod aktionen med en erkendelse af, at det absolut ikke ville være deres sidste. Aktionen vidnede om en hurtigt voksende bevægelse bestående af folk, der ikke tror på, at handling for klimaretfærdighed kan eller vil komme fra regeringer og myndigheder. Et hurtigt opbyggende momentum for civilt organiseret direkte handling for klimaretfærdighed hvor flere og flere er parate til at sætte deres kroppe og frihed på spil i kampen for klimaretfærdighed.

Tager magten tilbage

Under en af klimalejrens mange workshops beretter flere aktivister om tidligere oplevelser med at bruge enorme mængder energi på at forsøge at påvirke politikere og opfordre regeringer til at skære ned på udvindingen af fossile brændstoffer. Et forsøg der i bedste fald bliver mødt med en ekstremt nedskaleret og utilstrækkelig version af de krav, aktivisterne har sat op, hvilket resulterer i en frustration, der tager magten fra aktivisterne. Magten ender således igen hos politikere, der møder aktivisternes enorme arbejde med den mindst mulige håndsrækning, sådan at de fortsat virker imødekommende uden at skulle indgå i handlinger med en reel effekt.

”Ved at bruge fredelig direkte aktion tager vi magten tilbage og placerer muligheden for handling hos os selv, det eneste sted den reelt kan komme fra. Ikke som en symbolsk handling der skal sende et budskab – men som direkte handling der for en dag lykkedes med at stoppe en af Europas største kilder til CO2-udledning. Det kapitalistiske og politiske system er kilden til klimaforandringer og kan derfor ikke rumme et reelt forandringspotentiale – vi er det bedste bud på handling, der er tilbage” – anonym klimaaktivist og deltager i Ende Gelände.

Med de 1500 deltagere kan Ende Gelände aktionen ses som et eksempel på, hvordan man som masse kan ændre rammerne for loven og muligheden for handling uden for loven. Af de ca 1200 personer der nåede ned i minen, lykkedes det politiet at anholde ca. 300 personer, hvoraf de fleste måtte løslades uden tiltale eller registrering efter en kollektiv insisteren på at nægte at opgive navne eller nogen som helst andre oplysninger. En meget velorganiseret kollektivt udført aktion, der også inkluderede lejrens juridiske team, et team af læger og samaritter, aktionstræning for alle deltagere i aktionen samt et system af affinitygrupper og omsorgsaktivister imellem, betød at politiet ikke kunne holde de mange aktivister ude af minen.

”Vi var for mange og for velorganiserede til, at systemet kunne stoppe eller håndtere os den dag” – anonym klimaktivist og deltager i Ende Gelände.

I løbet af ugen op til aktionen blev erfaringer fra kampe andre steder i verden delt og diskuteret. Til en af hovedpræsentationerne, under overskriften ’hvorfor civil ulydighed’, fortalte græsrødder om lokalsamfundskampe i Indien, Ecuador og Canada mod multinationale interesser og disse bevægelsers brug af kreative, civil ulydige aktioner. Beretningerne præsenterede et historisk tilbagevendende argument for nødvendigheden af civil ulydighed; at når uret bliver ret, bliver modstand en pligt, og at lokalsamfund mange steder i verden er tvunget til at reagere på denne måde, når der er behov for at tage magten tilbage.

Affinitygrupper og flade strukturer

Den veludtænkte fælles organisering og træning omkring aktionen og klimalejren kan ses som afgørende for forsøget på at skabe de tryggest mulige rammer for, at så mange som muligt kunne deltage i en handling, der som udgangspunkt ikke er ’tryg’. Med aktionstræning, briefings fra det juridiske team, workshops i behandling af peberspray fra samaritterne, træning i beslutningsprocesser undervejs i aktionen og vigtigst af alt dannelsen af ’affinitygrupper’, havde deltagerne mulighed for at blive så forberedt som muligt til et ellers uforudsigeligt aktionsforløb.

Affinitygrupperne, der blev skabt i løbet af ugen, kan ses som en absolut afgørende del af både en masseaktion som denne, men også andre mindre civil ulydighedsaktioner. Affinitygruppen, der kan være en mindre gruppe aktivister på alt fra 3-20 personer, men som oftest 4-8 personer, blev dannet som midlertidige aktionsbasisgrupper via aktionstræningen i lejren. De fungerede ugen igennem som små snakke/forberedelses grupper, hvor aktivister kan få afklaret deres grænser og muligheder under aktionen, deres håb for handling og deres frygt for politivold, samt hvordan man i gruppen kan hjælpe hinanden til at overholde disse grænser, stræbe efter sine ønsker for handling og ikke mindst have nogen at dele oplevelsen og beslutninger med både før, under og efter aktionen.

Brugen af affinitygruppe-strukturen for både små og store aktioner kan derfor ses som afgørende for at skabe mest mulig tryghed og handlingspotentiale for den enkelte aktivist og dermed skabe en bæredygtig aktivisme, hvor vores organisering er baseret på strukturer, der skal passe på os selv og vores energi som vores vigtigste ressource. Under aktionen holder man så vidt muligt sammen i sin affinitygruppe velvidende, at man inden har afklaret hvordan, man vil håndtere forskellige situationer, der kunne opstå, og hvad man skal være særlig opmærksom på i forhold til at passe på hinanden i gruppen. Selvom affinitygrupperne, som blev skabt til aktionen, var tænkt som midlertidige, har flere efterfølgende valgt at arbejde videre i deres grupper nu som mere permanente aktionsbasisgrupper.

Politivold og civil ulydighed som masseaktion eller mindre basisgruppe aktioner

Udover organiseringen, forberedelsen, affinitygruppe-strukturen og de mange ressourcer der var til rådighed i form af juridisk rådgivning, aktionstræning osv. var det unægtelig også følelsen af at være mange, der styrkede en bred deltagelse i aktionen. For mange og nok de fleste, blev aktionen i sig selv en styrkende oplevelse, der skabte ny energi og gejst til at deltage i flere aktioner, ligesom at de fleste slap for både alvorlige skader og juridisk tiltale. Samtidig var der også flere deltagere, der gik fra aktionen med chok over politiets brutalitet, og flere pådrog sig skader, der kan have vedvarende implikationer for deres helbred og velbefindende. Hvor den offentligt proklamerede masseaktion er effektiv og næsten ustoppelig grundet sin størrelse, involverer en sådan aktion som regel også et massivt politiopbud, og hvad der føles som en stadigt eskalerende mængde politivold, som de deltagende kun har en begrænset mulighed for at forberede sig på og beskytte sig imod. At bevæge sig i den store gruppe skaber dermed både tryghed, men gør også de deltagende til lettilgængelige ofre for politiets peberspray og stave, på en måde som ikke ville være tilfældet ved en mindre aktion udført af en enkelt aktionsbasisgruppe, der har potentialet for at være ligeså effektiv i målet om at stoppe produktionen i f.eks. en mine for en dag.

Med hvad der ligner en fortsat kollektiv erkendelse af, at vi som bevægelse er nødt til selv, på bogstaveligste vis, at stoppe, blokere og lukke de værste kilder til CO2-udledning, kan man bekymre sig om, hvorvidt en eskalering af civil ulydighedsaktioner for klimaretfærdighed også vil medføre en eskaleret brutal politirespons. Masseaktioner som Ende Gelände kan være en enorm kilde til inspiration, mulighed for at mødes og planlægge på tværs af landegrænser samt intern debat og ideudveksling i bevægelsen. Aktionen har utvivlsomt styrket mange til et øget engagement i den internationale klimabevægelse og brugen af civil ulydighed som en afgørende og nødvendig metode. Som aktivist kan man fra tid til anden føle dette behov for at mødes i masse for at lave aktioner, der kan høres og ses i hele verden, aktioner hvor den enkelte aktivist kan mærke, hvor stærke og voksende vi er som bevægelse. Man kan samtidig forestille sig potentialet i, at der med inspiration og energi fra denne type masseaktioner vil opstå nye vedvarende aktionsbasisgrupper, der i solidaritet med hinanden kan planlægge og udføre mindre aktioner med alt fra 2 – 50 personer. Således at de 1500 deltagende aktivister bliver til 150 aktionsklare basisgrupper, der fremfor at vente på næste planlagte masseaktion kan bruge netop deres gruppes evner, indsigter, erfaringer og kendskab til et lokalområde til at udføre et uendeligt antal aktioner for klimaretfærdighed. Den fælles forberedelse og sammenholdet, der blev opbygget i løbet af klimalejren, sammen med en stærk fælles historie, gjorde aktionen til en vigtig sejr for den internationale klimabevægelse og skabte håb om, at vi i den nærmeste fremtid vil se flere civilt organiserede direkte aktioner og handling for klimaretfærdighed, frem for et passiv håb om en politisk handling der aldrig kommer.