Guatemala: Krigen slutter aldrig

Af Christine Lundgaard

I Guatemala har der nu været fred på papiret i et halvt år. Men den fredelige stemning lader vente på sig. Der er i regeringens retorik lagt op til forsoning og fredelig sameksistens og, efter pres fra militæret, amnesti over en bred kam. Men nu dukker mange års indestængt angst og frustration op til overfladen, når begge siders sympatisører træder frem i lyset. Hærens paramilitære civilforvarspatruljer er - i hvert fald officielt - blevet afvæbnet, og militæret er modstræbende i gang med at trække sig tilbage fra nogle af sine baser. Det efterlader mange landsbyer, som har levet under hærens propaganda og beskyttelse, utrygge, og får flere og flere til at gribe til selvtægt mod kriminelle og påståede guerrillamedlemmer. Hærens propaganda er dog ikke stoppet med fredsaftalen. Det vidt forgrenede stikkernet for at kontrollere evt. guerrillasympati fungerer mange steder og får ekstra vind i sejlene nu, hvor URNG træder offentligt frem.

På landsplan fører regeringen, under det højrepopulistiske parti PAN, en hård privatiseringspolitik kombineret med færre rettigheder til arbejdere. PAN med præsident Arzú i spidsen har flertal i parlamentet og er efter fredsaftalens underskrivelse slået ind på, hvad oppositionen kalder bulldozerpolitik. Så mens man på den internationale front høster anerkendelse for fred og udvikling, underminerer man på hjemmefronten fredsaftalens smukke hensigter om velfærd og social retfærdighed.

URNGs medlemmer er for de flestes vedkommende blevet afvæbnet i demobiliseringslejre, spredt rundt i landet, og de skal nu reintegreres i det civile liv. Dertil kommer alle de guerrillamedlemmer, som ikke har været i bjergene, men som har levet som almindelige bønder og arbejdet mere eller mindre hemmeligt for URNG. Modstandslandsbyen Primavera stod pludselig med et praktisk problem, da 1/3 af kooperativets mænd forlod det daglige arbejde og tog i demobiliseringslejr. Og i flygtningegenbosættelsen Pueblo Nuevo blev 37 kooperativister, som deltog i URNGs demobilisering, nægtet at vende tilbage til deres jord af militærvenlige medkooperativister. Atmosfæren er mange steder præget af anklager og mistro til, hvad fredsaftalen reelt kan bringe i fremtiden. Meget tyder på, at det er lykkedes hæren og interesseorganisationer at infiltrere flere flygtningebyer, som før stod samlet.

Det gør fredsvagtens rolle i samfundene mindre entydig. hvad uddragene fra to fredsvagters rapporter til IF også er eksempler på:


Hærens ører

I påsken går en mand amok i flygtningelandsbyen La Esmeralda. Et par dage inden var en nonne kommet til stedet for at minde om Guds ord og holde de nødvendige gudstjenester. Da ceremonien lakker mod enden, træder en mand ind med en pistol, som hansigter med ud mod folkemængden. Han giver tegn til, at stearinlysene skal slukkes, men ingen reagerer. Han stiller sig bag nonnen og peger pistolen mod hendes nakke. Hun er midt i at recitere en bøn og gentager flere gange "Amen, amen, amen". Han trykker på aftrækkeren. Der høres høje metalliske klik; pistolen går ikke af. Forvirring og tumult breder sig. "Det er ikke en legetøjspistol", siger én. Der bliver kaldt på manden udefra. Han tumler ud, vælter en kvinde med hendes barn og rammer en dreng i hovedet med pistolen. Kort efter vender han tilbage. Da lykkes det at gribe ham og holde ham fast.

Det er en stjerneklar nat, mørket ligger over byen som en tung dyne. Kvinder og børn spreder sig fra kirken i grupper af sorte skikkelser. Der har dannet sig en kreds omkring manden, som ligger på jorden med hænderne bundet på ryggen. Jeg er blevet hentet af to drenge, som forpustede og med store øjne har fortalt mig, hvad der er sket.

Pistolen er taget fra ham, den bliver nøje undersøgt. Alle vil røre; tre patroner var der i hylsret. "Det er en kaliber 22", er der én, som siger. "Den har ikke været trukket", siger en anden. Fangen klager sig og truer folk omkring sig. "Jeg skal gøre en ende på La Esmeralda". Tasken han har båret på ryggen bliver åbnet, indholdet er dunke med benzin. "Han havde tænkt sig at sætte ild til noget", siger jeg forskrækket og ser i fantasien byen brænde.

Bekendelserne

En mand fra Canada, som studerer antropologi i landsbyen, har sat en båndoptager op foran manden og taget et billede af pistolen. I blitzlyset bliver mandens ansigt lyst op. Han er fuld og råber, anklager studenten og truer: "Vi skal gå i Helvede sammen". Båndoptageren kører og optager hans ord. Han begynder sin enetale, som varer fire timer. Han taler til studenten, han taler til folk omkring sig. Han taler hele natten, han taler til han næste morgen bliver kørt væk på ladet af en pick up.

I natten den torsdag i påsken bekender han, hvem han er. Han udspiller et drama af bekendelser, dødstrusler, gråd og angst. Han siger, at han er soldat, sendt til La Esmeralda for at observere de hjemvendte flygtninge:

"Hvis I dræber mig nu, slutter krigen aldrig, krigen er ikke forbi. Jeg er soldat, det er sandt, jeg er soldat. Jeg er sendt hertil af hæren for at observere tilbagevendelsen, jeg er sendt hertil af regeringen, for La Esmeralda det er det rene guerrilla."

"Optag det blot! Regeringen har sendt mig for at observere, hvad der går for sig i landsbyen. Dræb mig, jeg står til at dø; jeg er militærmand, jeg var førstesergent." "Lad mig gå fri, og jeg skal tage væk. Hvis ikke, vil krigen i La Esmeralda aldrig høre op."

"Selv om han optager det, rager det mig ike en skid. Jeg observerer, hvem som er med guerrillaen, og hvem der sår marihuana. Hvis I dræber mig, ved I meget vel, at slår man et medlem af hæren ihjel, falder ordren..."

"Dona Eva...du er med guerrillaen, kan du huske? Jeg siger det lige ud, hvorfor fanden sender han alle fyrene derhen for at aflevere deres våben, ha, her har folk sgu ikke tabt tråden..."

"Jeg skammer mig ikke over at være fra militæret. Husk på, hvad du gør! Dit folk er manipuleret at URNG, jeg siger dig det klart, jeg siger dig det klart."

"Regeringen er hvor som helst, blander sig hvor det passer dem. Derfor købte de jorden for at kontrollere situationen. Regeringen købte jorden, for at I kan arbejde på den uden at blande jer i politik, forstår I? Derfor sendte regeringen en leder for at kontrollere situationen. I sidste time indså I det, det lykkedes jer at kontrollere mig, det er i orden, dræb mig. I skal få at se, hvad der sker med det her samfund. Optag det blot - jeg er her for at observere, hvor mange elementer, som er indblandet i guerrillaen, og hvilken politik der bliver ført i samfundet."

"Jo, jeg holder øje. Denne gamle utaknemmelige kone, Dona Eva, er indblandet i URNG. I er manipuleret af URNG:" (Dona Eva er landsbyens "præsident". Xajil er vicepræsident.)

Jacinto Morales

Ingen taler til manden, som vrider sig i sine reb. Der bliver diskuteret, om han er fuld eller ej; om han taler sandt - er han spion?? Over højttaleranlægget indkaldes en komité, som skal holde vagt og sørge for, manden ikke slipper væk. Råbene ud i den stille nat er ulykkelige. Jeg hører hans gråd, fornemmer smerten og tænker, at krigen aldrig slutter. Smerten lever.

Dagen efter bliver båndene hørt igennem. Hvem er denne Jacinto Morales?

Jacinto Morales og familien kom til La Esmeralda for et års tid siden fra Nebaj, og søgte om medlemsskab af kooperativet. Jacinto havde bekendte i byen, som ligesom han var af Ixil-afstamning. Familien var ikke hjemvendte flygtninge, men fortalte at de var interne flygtninge. Senere fortalte han, at hans familie var blevet myrdet af hæren. Eftersom han havde erfaring som motorsavsarbejder, blev han budt velkommen. Behovet for at få skåret træplader ud tilat bygge huse var stort. Han blev hurtigt et kendt ansigt, betegnet som en hårdtarbejdende mand og en drukkenbold, hvolket ikke er så usædvanligt her. Desuden bankede han konen gul og blå og havde en elskerinde. Rygtet lyder, at han har dræbt en person i sin hjemegn, og derfor er flygtet.

En lang, træg kamp

Vi kører afsted med fangetransporten næste morgen. Folk er kommet ud for at se, når bilen kører afsted.Vi er med som fredsvagter. Stemningen er trykket. Der er kvinder, som græder og giver ham en taske med. Jeg står i hjørnet af ladet under den tre timer lange køretur i støv og brændende sol til den nærmeste politistation. Fangen har tømmermænd og hævet ansigt. Havde han bare været en drukkenbolt med lidt forskruede ideer, kunne jeg være blevet i hængekøjen og have sovet nattens oplevelser ud. Politiet roser mændene fra landsbyen for at have håndteret sagen korrekt og siger, at en forbryder som ham må bag tremmer. Han står til to års fængsel blot for det at have båret våben uden tilladelse. Der er vidner med, som afgiver forklaring og afleverer et brev, hvor sagen er forklaret punkt for punkt. At han har truet en nonne med en pistol og truet andre personer. De fire timers bånd bliver tilbageholdt. MINUGUA tager imod sagen med interesse og vil iværksætte en unders¿gelse.

Finder vi mon nogensinde ud af, om han var observatør i Esmeralda? Hæren vil aldrig afsløre sådanne oplysninger. Men en uge efter den aften hvor det hele rablede, er jeg på vej hjem fra tøjvask en eftermiddag, glad og rolig efter mange rejser med vidner frem og tilbage fra retten i byen. Der møder jeg Jacinto Morales, som løber mig i møde. Overrasket spørger jeg, for at være høflig, om hvordan fængselsopholdet har været. "Rædselsfuldt", svarer han og vender ansigtet mod himlen. "Bed til Gud om, at jeg aldrig skal havne der igen." Samme aften holder landsbyledelsen et møde med en særlig gæst. Jacinto Morales beder alle om forladelse og siger, at han intet husker fra den aften i påsken, heller ikke hvad han har snakket om i fire timer. Han nægter ethvert kendskab til at være militærmand eller observatør. Men han ved, at han må forlade kooperativet, som lovene i samfundet byder, så nu vil han sammen med sin familie drage mod sin hjemegn. Vi konstaterer alle i fællesskab, at drikkeri er en farlig ting. Jacinto fælder tårer og lover aldrig at drikke mere.

Købt frihed

Da han forlader lokalet, sidder alle tilbage med en sær smag i munden. Sådan fri uden videre?

Den næste morgen tager en mand fra landsbyen med en fredsvagt til Poptún for at undersøge, hvad der er sket. Forklaringen lyder, at vidneudsagnene aldrig er nået fra anklagekontoret til retten, som kun havde vage informationer om, hvilken forbrydelse fangen havde begået.

Politiet siger, at de anså pistolen for at være gammel og ude af stand til at fungere.Men MINUGUA var i Esmeralda to gange og talte med et vidne, som kunne fortælle, at Jacinto havde skudt pistolen af samme aften, hvor den havde fungeret fint. Det er sandsynligt, at han har betalt en seddel og fået sin frihed.

Hærens mand. Terrorkampagnen

Sagen skal deles op i to dele. På den ene side er manden farlig. Han har truet med en pistol og sat andres liv i fare, foruden de mange dødstrusler, han slyngede ud.Dette er en forbrydelse, som retsvæsenet bør tage sig af. Det er en kendsgerning, at dette ikke fungerer.

Der er forargelse over, at han en uge efter var fri, nyvasket og ustraffet. "Her eksisterer intet retssystem", hører jeg folk sige. "Her i Guatemala opfordrer retten til selvtægt for at sikre, at den skyldige bliver straffet. Der er forslag om at bygge et fængsel i landsbyen.. Der møder jeg Jacinto Morales, som løber mig i møde. Overrasket spørger jeg, for at være høflig, om hvordan fængselsopholdet har været. "Rædselsfuldt", svarer han og vender ansigtet mod himlen. "Bed til Gud om, at jeg aldrig skal havne der igen." Samme aften holder landsbyledelsen et møde med en særlig gæst. Jacinto Morales beder alle om forladelse og siger, at han intet husker fra den aften i påsken, heller ikke hvad han har snakket om i fire timer. Han nægter ethvert kendskab til at være militærmand eller observatør. Men han ved, at han må forlade kooperativet, som lovem følsomme emner. Han har fat på demobiliseringsprocessen. I andre samfund er det ikke accepteret, at mændene afleverer deres våben; de risikerer at miste deres medlemsskab af kooperativet.

Det er kendt, at regeringen har et ønske om at observere og kontrollere de hjemvendte samfund. Der findes de helt officielle ører, som er der i kraft af regeringens organer og folk i området. De er lette at gennemskue, og folk er bevidste om dem; fx var der ingen i Esmeralda, som ville sælge mad til manden fra CEAR.

Sagen med Jacinto Morales er anderledes. Den drejer sig om en mand, der er udsendt til at leve med folk, trække oplysninger ud af dem og lytte til intime samtaler. Forinden natten i påsken havde nogle folk Jacinto mistænkt for at samarbejde med G2. Eller måske var han bare i samfundet for at skabe angst, som et led i en st¿rre kampagne fra hærens side for at plette freden. Der er flere overfald på civile og terror på landevejene nu.I en anden landsby af hjemvendte flygtninge "El Tumbo" var der samme nat en mand, som havde trukket en pistol og truet en gruppe unge mennesker. Det er påfaldende...

— Maja Birk.


Fredsvagtsarbejde i Pueblo Nuevo: "URNG vil dræbe vores børn"

...Efter to uger indtraf så problemerne med tilbagevendelsen for los excombatientes (ex-guerrillamedlemmerne) fra EGP , fra Río Pescado-modstandslejren. (Medlemmer af URNG, som er kooperativister i Pueblo Nuevo, har været interneret i en demoboliseringslejr i nærheden for at aflevere deres våben, red.) Og problemerne for Mama Maquín. På et møde vedtog lokalbestyrelsen fra Pueblo Nuevo ved en håndsoprækning blandt de fremmødte at udvise de 37 kooperativister, som var medlemmer af URNG fra Pueblo Nuevo. Grunden var, at lokalbestyrelsen var overbevist om, at URNGs tilbagevendelse og tilstedeværelse i kooperativerne ville skade enigheden og ødelægge mulighederne for fremtidige projekter og penge. URNG ville med deres politik ikke være i stand til at indrette sig efter kooperativets love. Afstemningen udløste en endnu større splittelse blandt byens borgere, da de personer, der enten har tætte familiære eller politiske relationer med URNG, følte sig overset. De fik ikke lov til at tale deres sag, og de følte sig truet indirekte til at forlade kooperativet.

Manipulation

De følgende møder fortsatte i samme udemokratiske stil. Til to møder deltog samtlige styrelser fra Ixcan Grande, FN og menneskerettighedskontoret, en NGO, CCPP og to repræsentanter fra URNG. Begge møder var uden struktur eller dagsorden; kun med et eneste punkt: Udvisningen af URNG. Møderne var et redskab til at manipulere med kooperativisterne, og overbevise dem med ord og bannere, om at Mama Maquín var base for URNG, og at URNG ville tage magten og spolere det gode sammenhold i samtlige kooperativer. Et enkelt banner var mere direkte med ordene "URNG vil dræbe vores børn".

Efter disse møder søgte de "ikke hjernevaskede" til min hytte og bad om ledsagelse til modstandslejren. De ville finde et løsningsforslag til tilbagevendelsesproblemet og studere rettighederne nøje.. Dermed sluttede min "neutrale" funktion. Mit arbejde blev en form for beskyttelse og støtte til denne del af kooperativet, der havde relationer med URNG eller Mama Maquín. Folk var utrolig angste. Børnene blev truet i skolen med ord som "vi vil dræbe din far eller bror". Kvinderne fra Mama Maquín blev udsat for psykisk terror af de andre kvinder, der ignorerede dem totalt. De unge fyre røg i slagsmål tre gange på ti dage, hver gang startet af dem, der ville forhindre URNG-folknenes tilbagevendelse. Situationen var meget intens; alle vogtede på alle. Der blev ydermere sat fokus på min tilstedeværelse, da fire fyre truede med at kaste en sten i hovedet på mig. Men det blev ved ordene "luder, guerrilla, revolutionær", og de insisterede på at se mit organisationskort. I den følgende tid måtte jeg sove i La Ceibas hus og forholde mig yderst diskret.

Straf

Den 28. april vendte URNG-folkene tilbage ledsaget af bla. FN, men de vist tilbage af 26 mænd, bevæbnet med macheter. Alle parter blev truet, og man blev enige om at vende tilbage til modstandslejren. Dernæst brændte selvsamme bevæbnede mænd Mama Maquíns hus af, med bestyrelsen som øjenvidne, da de ikke længere ønskede deres organisationsarbejde og basefunktion for URNG. Alle landsbyens URNG-sympatisører blev dagen igennem holdt fangne i deres hjem, så de ikke kunne opponere mod de voldelige handlinger.

Endelig d. 8. maj, efter flere møder, vendte de 37 medlemmer atter tilbage. Denne gang blev de indkvarteret i deres hjem uden større problemer. Men samme dag blev følgende sanktioner overfor URNG-medlemmerne bestemt:

Hvert ex-medlem skal betale 5000 quetzales (ca. 5000 kr), de skal overdrage deres jord til deres hustruer ved at underskrive et dokument, der samtidig gør dem til kooperativister uden rettigheder de næste 15 år, hvor de vil blive kontrolleret i deres politiske arbejde. Dernæst skal de offentligt undskylde deres tidligere virke som modstandsmedlem. Hvis de ikke underskriver dokumentet inden 30 dage, vil de blive udvist på livstid. Reaktionen fra de fleste af de 37 var at fornægte sanktionerne, og de vil sammen med MINUGUA og ACNUR nedsætte en kommission, der skal føre sagen for regeringen. De er alle opsatte på at kæmpe videre, men mange er psykisk nedbrudte, og der er nogle få, der har bøjet sig for kravene.

Den neutrale fredsvagt

Jeg har reflekteret meget over vores neutrale rolle, afholdt møder med de andre fredsvagter, og konklusionen blev, at det er umuligt at forholde sig neutralt, eftersom kooperativerne ikke kæmper mod regeringen og hæren på samme måde som tidligere, men mod hinanden, hvolket fører til splittelse. Personligt mener jeg, at bestyrelsens interesser for kooperativet ligger på et meget lille sted. De ønsker så megen magt og penge som muligt til dem selv, som de har mulighed for at få tildelt personligt af regeringen, interesseorganisationer, oliefirmaet Triton og hæren. De er blevet ofre i den interne magtkamp mellem disse modparter, der kæmper om de udenlandske investorers pengepung. Og tilbage sidder så de almindelige kooperativister, der bliver de store tabere i dette slagsmål.

Jeg tager i næste uge til sydkysten, ikke for at flygte fra Ixcan Grande, men vi mangler informationer om stedet, og for mig er det vigtigt at få startet noget nyt op. Desværre kan jeg ikke tage til Pueblo Nuevo igen, da jeg efter besøg i modstandslejren er et for kendt ansigt. Personligt var det en svær beslutning, da jeg ikke fik afslutte mit arbejde, har en god kontakt til folk, gode venner, som jeg ikke længere kan st¿tte andet end i tankerne.

— Anne Larsen.

Forkortelser:

URNG: Unidad Revolucionaria Nacional Guatemalteca - Guatemalas nationale revolutionære enhed, som er en samling af fire guerrillaorganisationer, heriblandt.

EGP: Ejército Guerrillero de los Pobres - De Fattiges Guerrillahær, som primært arbejder i Quiché-provinsen, inkl. Ixcan.

MINUGUA: FNs mission i Guatemala i forbindelse med fredsprocessen

ACNUR: FNs flygtningehøjkommisariat (UNHCR)

CEAR: Regeringens flygtningekommision

G2: Hærens hemmelige efterretningstjeneste

Mama Maquín: De hjemvendte flygtninges selvstændige kvindeorganisation

CCPP: Comisiones Permanentes - de hjemvendte flygtninges organisering, som forhandlede tilbagevendelsen igennem med regeringen.

La Ceiba: Lokal NGO, som hjælper i nogle genbosættelser.