Globaliseringsbevægelsen og krigen - spørgsmål og udfordringer

Konflikten i den globale elite om krigen mod Irak er dybest set en konflikt om, hvordan krisen for den nyliberale globalisering skal løses. Konflikten stiller globaliseringsbevægelsen overfor en række vigtige udfordringer

Af Pelle Dragsted og Janne Tynell

I denne uge mødtes lederne for verdens syv rigeste lande samt Rusland til G8-møde i Frankrig. De franske værter havde givet mødet overskriften “Fredens Topmøde”. Desværre var der ikke tale om et forsøg på at opnå global fred og afvæbning, men snarere et forsøg på at finde en “fredsordning” på konflikten mellem forskellige fraktioner inden for den globale elite, som vi har været vidner til i forbindelse med krigen mod Irak. Men hvad er det egentlig for en konflikt, der er tale om, og hvilke udfordringer byder den aktuelle situation globaliseringsbevægelsen?

Globaliseringen og Imperiet

Efter murens fald tog den nyliberale globalisering for alvor fart. I korte træk handler det nyliberale projekt om at indordne hele verden i et gigantisk og komplekst kapitalistisk produktionssystem, hvor store transnationale selskaber frit og uden forhindringer kan henlægge deres produktion til den region eller sektor, hvor afkastet er størst. I den globaliserede nyliberale kapitalisme løsriver den globale økonomiske magt sig derfor i stigende grad fra staterne. I det omtalte værk ”Empire” beskriver Michael Hardt og Antonio Negri denne forandringsproces som skabelsen af en ny type Imperium. I modsætning til den gamle imperialisme har Imperiet ikke noget territorialt magtcenter og læner sig ikke op ad faste grænser og barrierer. Imperiet er decentralt og decentraliserende. Der er tale om et altomfattende globalt politisk system, der består af en række nationale, transnationale og overnationale institutioner vævet sammen i et gensidigt afhængigt netværk af netværk med den globaliserede kapitalismes logik som fællesnævner.

Empire er blevet kritiseret for at mudre og forvirre, mere end at skærpe analysen, men vi mener, at de nye kategorier er nødvendige for at forstå den aktuelle udvikling i den globale kapitalisme. Det er dog vigtigt for os at understrege, at der ikke er tale om en fuldendt proces - snarere en tendens.

Globaliseringsbevægelsen

’Globaliseringsbevægelsen’ opstod som en reaktion på den nyliberale globalisering - skabelsen af Imperiet. Vi knytter sædvanligvis bevægelsens gennembrud til de vellykkede protester mod WTO’s millenium-runde i Seattle i december 1999. To vigtige faktorer havde afgørende betydning for, at bevægelsen fik sit gennembrud på dette tidspunkt.

For det første var en form for global subjektivitet ved at slå i gennem. Den var bygget op omkring en følelse af et globalt skæbnefællesskab i den globale nyliberale økonomi og muliggjort af en eksploderende kommunikation og netværksaktivitet over Internettet. Diverse globale topmøder havde desuden stor betydning for denne proces. Siden murens fald var topmøderne i IMF, Verdensbanken, WTO, WEF osv. blevet knudepunkter for organiseringen af den globale økonomi. Dermed blev topmøderne også effektive fælles referencepunkter for den globale bevægelse.

For det andet befandt det nyliberale projekt sig i en begyndende krise. De manglende eller direkte negative resultater af de nyliberale strukturtilpasningsprogrammer i u-landene og østlandene var tydelige for enhver, og også i i-landene blev der sat spørgsmålstegn ved den nyliberale økonomi. Krisen medførte en voksende splittelse hos eliten om, hvordan den globale økonomi skulle håndteres, både mellem eliterne i u-landene og i-landene og i-landenes eliter imellem.

Siden Seattle er udviklingen af globaliseringsbevægelsen accelereret. Omtrent hvert eneste af elitens topmøder bliver mødt med massedemonstrationer, modtopmøder og blokader. Bevægelsen har også handlet proaktivt og selv sat dagsordenen først og fremmest ved globale og regionale Sociale fora, hvor tusinder af repræsentanter for græsrødder, NGO’er og folkelige netværk diskuterer alternativer til nyliberalismen. Det har samtidig været en er-klæret målsætning at forbinde de globale mobiliseringer til lokale kampe mod nyliberalismen. Det er muligvis fejlagtigt at snakke om en bevægelse - i hvert fald i konventionel forstand - for der er ikke tale om en organisatorisk enhed med fælles program, formaliseret struktur og lignende. Der er tale om et komplekst netværk af græsrødder, organisationer, alternative medier, forskere og projekter med meget forskellig baggrund og vilkår at virke under. Bevægelsen er rammende blevet karakteriseret som ”et nej - mange jaer”.

Uanset hvad man måtte mene, er der ingen tvivl om, at bevægelsen siden Seattle har opnået en række meget vigtige resultater: Først og fremmest har bevægelsen gjort op med det ideologiske hegemoni, som det nyliberale projekt havde besiddet siden murens fald. Eliten havde forsøgt at fremstille det nyliberale projekt som en naturtvungen udvikling uden alternativer. Globaliseringsbevægelsen har sat ansigt på nyliberalismen og gjort den til et politisk spørgsmål, og det er igen blevet muligt at forestille sig en anden verden og en anden økonomi.

Men bevægelsen har også bidraget til mere konkrete resultater: Siden Seattle har den nyliberale globalisering tabt fart. Forhandlingerne i WTO er ikke rigtig kommet ud af stedet, aftalen om frit marked for investeringer - MAI - er lagt på is, og med det latinamerikanske venstresving ser det også ud til, at det amerikanske frihandelsprojekt FTAA er truet.

Gæld eller bomber

Globaliseringsbevægelsen har således medvirket til at uddybe den nyliberale globaliserings krise. Den aktuelle splittelse i den globale elite, som har fået sit mest markante udtryk i spørgsmålet om krigen mod Irak, handler i høj grad om, hvordan netop denne krise skal løses. Der er to centrale spørgsmål i spil: Det første handler om, hvordan den nyliberale globalisering skal fortsætte sin ekspansive (geografiske) og intensive (sociale) ekspansion - eller rettere, hvilke disciplinære redskaber, der skal sættes i anvendelse for at fremme den.

Groft sagt findes der to markante fløje i denne diskussion: En fløj - som vi, i mangel på et dækkende dansk begreb, kan kalde ’Global Governance-fløjen’- går kritikerne i møde og erkender tilsyneladende, at nyliberalismen skaber problemer, og at globaliseringen må gives et mere menneskeligt ansigt. Civilsamfundet skal inddrages i udviklingen, og der skal bygges alliancer med grupper uden for de traditionelle magtstrukturer, først og fremmest NGO’erne. Begreber som Global Deal og Global Governance er blevet centrale i diskursen på denne fløj. Samtidig skal de hidtil meget effektive disciplinære redskaber, gæld og økonomisk afhængighed, dog stadig udnyttes. Der er således på ingen måde tale om et opgør med nyliberalismen. Globaliseringsbevægelsens tiltagende protester styrkede i en periode Global Governance-fløjens projekt. De transnationale institutioner satte øget fokus på fattigdomsbekæmpelse, og det lykkedes med et vist held at lokke NGO’er i dialog og samarbejde og således give den nyliberale globalisering fornyet legitimitet. Selv transnationale selskaber er begyndt at indgå såkaldte ”etiske aftaler” med NGOer og lokalbefolkninger i den tredje verden.

En anden fløj, som vi kan kalde mili-taristerne, opfatter anvendelsen af væbnet magt som det mest effektive svar på den nyliberale krise. Denne fløj styrkes efter valget af Bush Jr. og med angrebene den 11. september, som udnyttes til at erklære generel global undtagelsestilstand, hvilket resulterer i indskrænkelse af basale borgerrettigheder over hele verden.

Denne ’globale permanente krig’ er globaliseringens væbnede magt. Ligesom der ved etableringen af de nationale kapitalistiske økonomier var behov for en væbnet magt til at sikre, at utilpassede elementer indordnede sig, har den nye globale kapitalisme brug for en væbnet magt, der kan gribe ind over for uregerlige befolkninger eller stater, når andre pres-sionsmidler svigter. Udviklingen i Irak efter invasionen taler sit tydelige sprog. Allerede før Bagdad var indtaget, var havnen i Basra udliciteret til et multinationalt selskab og selvom planerne for genopbygningen af Irak ikke er offentliggjort, tyder alt på, at det er transnationale selskaber, der skal overtage kontrollen med det nye nyliberale Iraks olie, industri og infrastruktur.

Kort sagt handler striden om, hvorvidt den nyliberale globalisering skal gennemføres med åbenlys magtanvendelse eller med markedsrelationer, gældsskrue og mere subtile nyliberale styreformer. En tvungen nyliberalisering med bomber eller med gæld. G8-mødet i Frankrig og det kommende WTO-topmøde i Mexico vil markere styrkeforholdet mellem de to fløje, der er afgørende for den fremtidige udvikling.

Imperialisme eller Imperium

Det andet spørgsmål, der er i spil, handler om, hvordan den globaliserede kapitalisme skal organiseres. Den nyliberale globaliserings krise har fået en fraktion indenfor den globale elite til at tvivle alvorligt på, om udviklingen hen imod Imperiet skal fortsætte. De neokonservative kræfter omkring Bush Jr. foretrækker at vende tilbage til traditionen: en unipolær amerikansk verdensimperialisme. Negri beskriver, i et noget akademisk sprog, de aktuelle begivenheder som: ”...en imperialistisk reaktion indenfor og imod Imperiet, knyttet til gamle magtstrukturer, gamle hersker-metoder og en totalitær og forenklet opfattelse af suverænitet, som repræsenterer en modtendens til den imperiale biomagts molekylære og relationelle karakter.”1 Sagt lidt mere stilfærdigt, er der tale om et forsøg på at undgå den spredning af magt og gensidige afhængighed, som udviklingen af Imperiet medfører.

Krigen mod Irak styrkede uden tvivl den ”gamle” amerikanske imperialisme. Men spørgsmålet er, om det vil vare ved. Negri og Hardt er ikke i tvivl: Imperiet vil blive en realitet, fordi markedet ønsker Imperiet. Hardt formulerer det således: ”Erhvervsledere kloden rundt erkender, at imperialisme er en dårlig forretning, fordi den sætter barrierer op for globale strømme. Den kapitalistiske globaliserings potentielle profitter, som vakte appetitten hos erhvervseliter overalt for bare få år siden, er afhængig af åbne produktions- og udvekslingssystemer ... Vi kan være sikre på, at deres virkelige interesser i det lange løb nok skal få de globale eliter til at støtte Imperiet og afvise ethvert USA-imperialistisk projekt.”2

De to stridsspørgsmål i den globale elite hænger på sin vis sammen: Et problem for den globale herskende klasses Imperium er, at den mangler en væbnet magt, og at den eneste væbnede magt, som i dag er i stand til at sikre den globale elites interesser, er USA. Overgangen til Imperiet vil muligvis kræve, at der opstår en eller anden form for transnational stat med væbnet magt. Man kan måske opfatte planerne om en stående NATO-styrke og det voksende antal FN-missioner, som skridt i denne retning. 3

Globaliseringsbevægelsen og krigen

Krigen og krigsmodstanden har også stillet globaliseringsbevægelsen i en ny situation og overfor nye udfordringer. Ved første blik på den globale krigsmodstand springer de positive elementer i øjnene: Selvom fredsbevægelsen rakte langt ud over globaliseringsbevægelsens hidtidige rækkevidde, er der ingen tvivl om, at fredsbevægelsen byggede videre på det grundlag, som globaliseringsbevægelsen havde lagt. Opfordringerne til de globale demonstrationer den 15. februar - den største massedemonstration i menneskehedens historie - udgik fra globaliseringsbevægelsens Sociale Fora og spredtes via bevægelsens netværk og medier. Den 15. februar var en styrkeopvisning fra globaliseringsbevægelsen, der for første gang havde succes med at mobilisere til decentrale massedemonstrationer overalt i verden. Globaliseringsbevægelsens erfaringer med blokader, civil ulydighed og direkte aktion blev også taget i anvendelse og spredt i fredsbevægelsen. Det var med rette, at Washington Post kaldte fredsbevægelsen for ’verdens anden supermagt’. Men krigen og krigsmodstanden har også skabt en række nye problemer, der udfordrer globaliseringsbevægelsen. Fra flere sider forsøges den aktuelle situation udnyttet til at indoptage eller forandre karakteren af bevægelsen.

Den første udfordring kommer fra Global Governance-fløjen. Der er ingen tvivl om, at det har været rigtigt at indgå i brede pacifistiske alliancer mod krigen. Men af hensyn til alliancerne er modstanden mod nyliberalismen blevet skubbet i baggrunden. Krigen har på sin vis erstattet nyliberalismen som det onde dyr i åbenbaringen. Dette har givet Global Governance-fløjen nye muligheder for at lancere deres ”globalisering med gæld” som det menneskelige alternativ til hardlinernes militarisme.

En anden og relateret trussel mod bevægelsen er den euro-chauvinistiske offensiv. Den amerikanske administrations unilaterale projekt, har givet nyt liv til det europæiske stormagtsprojekt. Herhjemme har Europabevægelsen og Nyt Europa sekunderet af Holger K. Nielsen for alvor fået blod på tanden og præger nu den offentlige debat med den lokkende vision om en civiliseret og oplyst europæisk supermagt som modstykke til det amerikanske barbari. Desværre har dele af den traditionelle venstrefløj ufrivilligt bidraget til fortællingen med en til tider overdreven anti-amerikansk diskurs.

Den sidste udfordring kommer fra den traditionalistiske venstrefløj. Fredsbevægelsen har i mange lande, herunder Danmark, været stærkt præget af meget traditionalistiske kommunistpartier og organisationer. Deres klassiske anti-imperialistiske analyse har svært ved at begribe opkomsten af den globale herskende klasses Imperium. Samtidig har disse organisationers forståelige, men defensive, fokus på forsvaret for national suverænitet skubbet globaliseringsbevægelsens mere visionære og fremadrettede tanker om et globalt demokrati i baggrunden.

Kunsten at holde fast

Over for alle tre udfordringer er det globaliseringsbevægelsens fornemmeste opgave at holde fast i sit udgangspunkt. Uanset om den nyliberale globalisering gennemføres med bomber og terrorlovgivning eller ved at undertvinge landene i syd økonomisk og bremse modstanden gennem at omklamre NGO’erne og de folkelige bevægelser, er resultatet det samme - og det er ikke et resultat, som vi kan acceptere. Krigen er forfærdelig, men konsekvenserne af de sidste tyve års nyliberale globalisering er ikke mindre forfærdelig. Dette må være globaliseringsbevægelsens klare svar til Global Governance-fløjen. Samtidig må vi offensivt gå imod ethvert af de ihærdige forsøg på at tage patent på den globale krigsmodstand ved at dele bevægelsen op i gode og dårlige fredsaktivister. Vi må ligeledes afvise den ahistoriske idé om EU som en modvægt til USA. Kapitalen i EU har deltaget på lige fod med USA i den nyliberale globalisering, og et flertal af de lande, der fra næste år udgør EU, støttede krigen mod Irak. Dertil skal det siges, at en tilbagevenden til en klassisk imperialistisk blokpolitik er en skræmmende tanke, som vi må afvise uden tøven.

Samtidig må vi ikke falde tilbage i hverken anti-amerikanisme eller i den klassiske anti-imperialisme. Vi må fortsat udvikle et analyseapparat, der er i stand til at begribe det vordende Imperium, og vi må fortsætte forsøgene med alternative globale og lokale former for demokrati, som afprøves i globaliseringsbevægelsen, laboratorium. Negri udtrykker det således: ”Den anti-amerikanske holdning går hånd i hånd med en revaluering af og forsvar for nationalstaten som anti-imperialismens skyttegrav. Dette er en fristelse, som ikke er fremmed for dele af bevægelsen af bevægelser ... Det ville imidlertid virkelig være en fejlagtig indstilling, da det ville spænde ben for en forståelse af, hvordan verden hænger sammen, hvem der bestemmer, og hvem der kan forandre den.”4

  1. Antonio Negri: The Imperialist Backlash on Empire. Kan læses på: http://www.generation-online.org/t/backlash.htm
  2. Michael Hardt: Vore Tåbelige Ledere, Kontradoxa. Se i øvrigt også Immanuel Wallersteins artikel på Kontradoxa, som citerer førende amerikanske erhvervsfolk for at kritisere den amerikanske unilateralisme.
  3. Dette spørgsmål behandles i en spændende artikel: Joe R. Golowka: American Empire and the Emergence of a Global Ruling Class”, som kan findes på http://nettime.org/Lists-Archives/nettime-l-0303/…
  4. Negri: The Imperialist Backlash on Empire