Gangsterkapitalisme

Omfanget af korruption og økonomisk kriminalitet i Rusland chokerer vestlige økonomer. Men den kriminelle økonomi er en logisk følge af overgangen til markedsøkonomi og ligner til forveksling den proces der gik forud for etableringen af kapitalismen i Vesteuropa.. Det Marx kalder primitiv eller oprindelig akkumulation.

Af Nancy Holmstrom og Richard Smith

Rusland har i de seneste år været plaget af en uendelig føljeton af korruptionsskandaler. Moskvas gangsterstyre er blevet så velkendt, at udtrykket "mafia" har mistet sin særlige italienske klang. De vestlige økonomiske eksperter, som var arkitekterne bag de kommunistiske landes overgang til markedsøkonomi, har udtrykt chok og skuffelse over det omfang af korruption, kriminalitet og samfundsmæssig kollaps, der har fulgt de markedsreformer som de foreskrev. Som en Amerikansk regeringstalsmand udtrykte sig: "Vi havde den forestilling at første generation af russiske kapitalister, ville være flinke fyre, men de er nogen brutale røvhuller".

Årsagen til de vestlige økonomer er blevet så overrasket over reformernes konsekvenser, er at de lever i den neoliberale kapitalismes fantasiverden. Gangsterkapitalismens fremvækst i den gamle sovjetblok, er fuldstændig forudsigelig for enhver, der kender til kapitalismens historie i Europa og USA og for dem, der har et vist kendskab til det som Marx kalder den primitive eller oprindelige akkumulation.

Primitiv akkumulation.

I slutningen af "Kapitalens" første bind, i kapitel: "Den oprindelige akkumulations hemmelighed", rejser Marx spørgsmålet om hvordan den kapitalistiske akkumulationsproces oprindelig kom i gang.

Selv om der siden oldtiden har eksisteret markeder, opstod kapitalismen som et produktionssystem først i løbet af det 16. og 17. århundrede. Til forskel fra alle tidligere historiske produktionsformer var kapitalismen baseret på masseproduktion udelukkende til markedet. Kapitalismens udvikling var afhængig af eksistensen af to nye klasser. På den ene side en kapitalistklasse med et faktisk monopol på ejendomsretten til produktionsmidlerne. På den anden side et besiddelsesløst proletariat, som var frarøvet egne produktionsmidler og dermed et selvstændigt eksistensgrundlag, og som derfor ikke havde andet at sælge end deres arbejdskraft. Disse to store klassers opståen var en betingelse for, at kapitalistisk produktion kunne sættes i gang og udvikles. Vil man forstå kapitalismens oprindelse, er man nødt til at forstå, hvordan disse to store klasser kom ind på den historiske scene. De traditionelle økonomer fra Marx`s samtid forklarede den oprindelige akkumulationsproces med historier om, hvordan flittige, intelligente og nøjsomme mennesker akkumulerede rigdom, mens andre dovne slyngler mistede deres. Marx afviste denne myte som en "åndsforladt barnagtighed," der kun havde til formål at forsvare stjålen ejendom. Marx påviste, at primitiv akkumulation ikke er andet end "den historiske proces hvorved producenten adskilles fra produktionsmidlerne". I det tidlige Europa måtte producenterne således befries fra de feudale bånd, men de skulle også "befries" fra deres levebrød - dvs. adgangen til jord og til enhver feudal garanti for overlevelse.

Enclosure movements

I England, den første kapitalistiske nation, gennemtvang en alliance af godsejere, spirende kapitalistiske storbrug og staten, en privatisering af gårde og fællesjorder, der indtil da havde fungeret som bondekollektiver. I en periode der strakte sig fra 1600-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet blev Englands bønder gennem disse såkaldte "Enclosure movements" (jord-udskiftninger) med magt sat ud fra deres gårde. De blev således fuldstændig afhængige af markedet for at kunne dække deres basale behov. Ved at bemægtige sig landbrugsjorden, og således sikre sig et monopol på produktionen af landbrugsvarer, skabte Englands spirende landbrugsborgerskab grundlaget for, at den kapitalistiske produktion kunne igangsættes. Befolkningen på landet måtte blive lønarbejdere og kunder på markedet. Denne proces blev i høj grad understøttet af den engelske stat, der vedtog stramme love for løsgængeri, for at tvinge det nyligt besiddelsesløse proletariat til at tage lønarbejde. Alternativet var at blive anbragt i fattighuse med tvangsarbejde. Marx karakteriserer de kræfter, der er på spil i den primitive akkumulation således: "I den virkelige historie er det almindeligt bekendt, at erobring, slaveri, røveri, mord og rå magtanvendelse spiller hovedrollen".

I dag er vi vidner til en tilsvarende proces, i den post-kommunistiske verden, gennemført under "markedsreformens" banner. Denne moderne version af primitiv akkumulation i Rusland, Østeuropa og Kina er "Enclosure movement" i højeste potens.

Ligesom dengang fostrer den nuværende proces en klasse af nyrige kapitalister, side om side med tiltagende millioner af arbejdsløse og sultende. Ingen kan forudse resultatet af denne kamp for at omskabe samfundsejen til kapitalistisk ejendom, men sikkert er det, at økonomisk depression, social polarisering, korruption og klassekamp, vil tiltage. Den primitive akkumulationsproces er i dag - som dengang- ikke nogen smuk størrelse.

Rådgiveren fra Harvard

Ruslands gangsterkapitalisme voksede frem i de tidlige 1990’ere, da russiske markedsreformatorer forsøgte at indføre kapitalismen fra den ene dag til den anden. Et råd de havde fået af vestlige rådgivere - i særdeleshed "chokterapeuten" Jeffrey Sachs og hans kollegaer fra Harvards Institut for International Udvikling. I 1991 rådede Sachs og hans russiske institutkollega Yegor Gaidar, der var Jeltsins første økonomiske "Zar", til hurtigt at demontere det meste af den kontrol og de subsidier, der havde struktureret tilværelsen for sovjetiske borgere i det meste af det foregående århundrede. Sachs forudsagde en nogenlunde jævn overgang til en normal kapitalisme efter vestlig stil, når det første chok efter den frie prisfastsættelse havde lagt sig. Sachs kunne have denne overbevisning fordi han, ligesom de fleste mainstream-økonomer, har en fuldstændig ahistorisk forståelse af økonomi.

Ligesom Adam Smith tror Sachs at tilbøjeligheden til at handle og bytte på kapitalistisk vis, er indbygget i den menneskelige natur. Han regnede med, at overgangen til kapitalismen ville blive en naturlig og automatisk økonomisk proces: Opgiv statslig planlægning, giv priserne fri, giv privat konkurrence forrang frem for statsejet industri og sælg ud af statslig industri så hurtigt så muligt - og økonomisk vækst og initiativ vil følge efter. Sachs understregede at det var afgørende ikke at spilde tiden med halve målsætninger, eller en "håbløs tredje vej", som f.eks. en "utopisk markedssocialisme," men derimod at gennemtvinge overgangen til vestlig markedsøkonomi, så hurtigt så muligt. Så Ruslands regeringsøkonomer spildte ikke tiden og gik "hele vejen." Rusland fik chokket: Anden januar 1992 blev priskontrollen ophævet på 90% af handelsvarene. Ved udgangen af 1994 var tre fjerdedele af Ruslands mellemstore og store industriforetagender blevet solgt ud (stjålet ville være en mere korrekt benævnelse) til privat drift, ledet af underverdenens gangstere. Den private sektor producerede nu 62% af Ruslands officielle BNP.

Økonomisk katastrofe

Resultatet var en katastrofe. Mellem 1992 og 1995 faldt Ruslands BNP med 42%, og industriproduktion faldt 46% . Det er langt værre end faldet i den amerikanske økonomi under 30’ernes depression. Realindkomsten er styrtdykket med 40% siden 1991. Den russiske regering, der gik bankerot pga. sammenbruddet i den økonomiske aktivitet, standsede udbetalingerne af løn, til millioner af funktionærer og underordnede, og arbejdsløsheden steg, især for kvindernes vedkommende. Hen imod slutningen af 90’erne levede mere end 44 af Ruslands 148 millioner indbyggere i fattigdom (Dvs. for under 32 dollars om måneden); tre fjerdedele af befolkningen levede af mindre end 100 dollars om måneden. Antallet af selvmord blev fordoblet og dødsfald som følge af alkoholmisbrug var tredobblet i midten af 90’erne. Børnedødelighed nåede tredjeverdens-nivaeu, samtidig med at fødselsraten faldt. Efter fem år med reformer, var den forventede levealder faldet med to år (til 72) for kvinder og med fem år (til 58) for mænd. For sidstnævntes vedkommende er det lavere end for et århundrede siden. For øjeblikket overstiger antallet af dødsfald antallet af fødsler så meget, at befolkningstallet i Rusland falder med omkring en million pr. år. Hvis denne tendens fortsætter, forventes Ruslands befolkningstal i de næste tredive år at falde fra 147 millioner til 123 millioner - et fald, der ikke er set siden Anden Verdenskrig. I det land, der engang var den næststørste industrimagt i verden, hvor skolerne uddannede langt flere videnskabsmænd og ingeniører pr. år end i USA, er der for øjeblikket ti millioner børn, der ikke går i skole.

Bump på vejen

Denne menneskelige katastrofe, som mainstream-økonomerne kalder "et par bump på vejen til markedsøkonomi," opsummeres mere nøgternt af professor Stephen Coen fra New York University som: "det uendelige forfald af alt hvad der er væsentligt for et anstændigt liv."

Men det er samtidig en proces, der skaber et ægte russisk proletariat. Under kommunismen ejede de russiske arbejdere, godt nok ikke produktionsmidlerne, men de "ejede" deres job. De havde ret til bolig, gratis lægehjælp og børnepasning, og adskillige andre tilskud fra staten, var lovfæstet. Disse samfundsrettigheder, bliver nu nedbrudt under overgangen til en "normal markedsøkonomi". Efter at størstedelen af befolkningen således er blevet frarøvet eller "befriet" for kontrol med, eller ejendomsret til, produktionsmidlerne, er de nu tvunget til at komme ud på markedet for at sælge deres arbejdskraft og købe deres livsfornødenheder. Arkitekterne bag reformerne insisterer på, at, om end den var større end beregnet, så er en vis grad af smerte nødvendig for at give Sachs "nye russiske" forretningsmænd frihed til at genetablere en kapitalistisk markedsøkonomi og derved skabe større velstand for alle. Lad os nu vende os mod de nye forretningsfolk - den anden klasse i det kapitalistiske samfund.

Borgerskabets plyndringer

Sachs’ reformer skabte i sandhed frihed til de russiske forretningsfolk. Men i stedet for investeringer som kunne opbygge økonomien i kapitalistisk forstand, ragede Ruslands nye borgerskab hæmningsløst til sig ud fra devisen: "alt er tilladt". De plyndrede nationens naturrigdomme. De solgte statsejet guld, diamanter, olie, gas, sibiriske skove, ja selv plutonium til Vesten for at skabe private formuer. Også milliarder af dollars af vestlig bistand, blev "privatiseret".

I stedet for at indskyde deres stjålne rigdom i produktivitetsfremmende investeringer, sådan som Sachs’ reformatorer havde håbet på, anbragte de størstedelen deres formuer på vestlige bankkontoer eller bortødslede dem på lukusyachter og villaer ved den franske Riviera. I midten af 90’erne havde Ruslands borgerskab anbragt mere end 150 milliarder dollars i udenlandske banker og ejendom. Hjemme i Rusland "investerede" de nyrige i pelse, limousiner og overdreven levefod. Samtidig hyrede de private hære af bevæbnede banditter til at forsvare deres stjålne formuer og ejendom mod hinanden. Dette vil dog kun være nødvendigt indtil den stjålne ejendom "lovliggøres" af føjelige regeringer, på samme måde som det skete ved Englands "Enclosure movements" og USA’s omfattende jordrøveri i "Det vilde Vesten" i det 19. århundrede.

Kapitalister søges

I 1994 udtalte en funktionær fra det amerikanske økonomiministerium, at chokterapeuterne havde fejlet. De havde ikke forudset griskheden og ondskabsfuldheden hos Ruslands nye Mafioso-kapitalister: "De er meget værre end de amerikanske røverbaroner. Disse fyre river tandfyldningerne ud på de ofre de har myrdet. Det er et mareridt".

Sachs forklarer disse ulykkelige resultater ved at kaste skylden på det forgangne kommunistiske regimes politiske kultur. Men det kan ikke være hele forklaringen på den altomfattende masseplyndring, som overgangen til kapitalisme medførte i den post-kommunistiske verden. Hovedårsagen er derimod at kapitalismen som samfundssystem kræver, denne hurtige masseekspropriation af samfundsejen. Hvorfor ? Fordi kapitalismen fordrer kapitalister dvs. en klasse med et effektivt monopol på ejerskabet over produktionsmidlerne.

Før 1989 tilhørte russisk industri, miner og naturressourcer staten og dermed ingen. Kapitalistklassen måtte skabes. Sachs teorier om overgangen til kapitalisme omtaler ikke "gangsterkapitalisme eller røverbaroner." Han forestiller sig, fordi han sværger til en ahistorisk og abstrakt økonomisk model, at når bare priserne bliver frigivet og privat forretningsdrift bliver tilladt, vil "kapitalister" pludselig dukke op af sig selv og tage kontrol over økonomien. Men hvor skulle disse kapitalister komme fra? Hvor skulle de få deres kapital fra? I 1990 var der ingen i Østeuropa eller Rusland, der havde nogen nævneværdig formue eller ejede produktionsmidler.

Der var intet borgerskab, ikke engang et pre-revolutionært borgerskab, man kunne give økonomien tilbage til. Som en vittighed i Polen sagde: " Hvad skulle de gøre? Give Lenin-værftet tilbage til Lenin-familien." Der var ingen som havde midler til at købe fabrikkerne, minerne, skovene, kollektivlandbrugene eller til at hyre arbejdskraft. For at skabe grundlaget for normal kapitalistisk akkumulation var det nødvendigt at gennemføre en "primitiv akkumulation." Kapitalisterne måtte skabes. Individuelle personer måtte tage fabrikker, skove og miner i besiddelse. Men eftersom at ingen havde penge til at købe disse statslige ejendomme af regeringen kunne denne privatisering ikke foregå på nogen legal eller moralsk legitim måde. Og i og med at Sachs og de øvrige vestlige rådgivere insisterede på nødvendigheden af en hurtig overgang , var der ikke tid til at en indfødt kapitalistklasse bestående af små forretningsfolk over en længere periode kunne vokse op og skabe store kapitalistiske selskaber. Klassen skulle fostres her og nu - og det blev den. En kombination af elementer fra underverdenen, samfundstoppen, specielt ledende direktører i statslige industrier, og dele af intelligentsiaen gennemførte på få år den kriminelle privatisering af økonomien.

Privat ejendom udfordres

De grundlæggende betingelser for en kapitalistisk produktion i Rusland er således blevet skabt: På den ene side de russiske masser, som har mistet alle sovjettidens sociale garantier, på den anden side kapitalister, som er ivrige efter at forøge deres formuer. Men spørgsmålet om den privatiserede ejendom bliver stadig bittert udfordret og er langt fra et afsluttet kapitel i Ruslands historie. Den private ejendom er stadig ikke fuld legal, og der eksisterer stadig ikke en stærk borgerlig stat med en juridisk uafhængig magt, der kan bakke den op og legitimere den. Samtidig findes der en stærk modstand i den russiske befolkning mod legaliseringen af tyveriet af statslig ejendom. Men uden garantier for deres besiddelser er de fleste russiske kapitalister tilbageholdende med at investere i hjemlig produktion og økonomien fortsætter derfor sit fald.

Kapitalismen fordrer en klasse af kapitaliser og en klasse af proletarer. Disse klasser vokser ikke frem naturligt og spontant. Som det kunne ses ved overgangen fra feudalisme til kapitalisme og som det kan ses i de hastige forandringer i den tidligere sovjetblok i disse år, er berigelsen af de få og fattiggørelsen af de mange en rå og brutal affære. Det man kan undre sig over er ikke at indførelsen af kapitalismen medførte disse katastrofer, men hvordan de vestlige økonomiske eksperter, som var arkitekterne bag overgangen, kunne forvente andet.

Artiklen har været bragt i Tidsskriftet Monthly Review i Februar 2000

Oversat af Lise Andersen Redigeret af redaktionen