Fujimoris mareridt

Historien om Movimiento Revolutionario Tupac Amaru - MRTA

Da 23 guerillasoldater fra Movimiento Revolutionario Tupac Amaru - MRTA, den 17. december sprængte sig ind til fest i den japanske ambassadørs bolig i Lima, skrev de sig ind i historien med den mest omtalte guerilla aktion siden den sandinistiske revolution i Nicaragua i 1979. 16 års erfaring i guerilla krig er grunden til at aktionen har kunnet lade sig gøre. Dette er en præsentation af Tupac Amaru.

Af Klaus Nielsen

I 60'erne og 70'erne begynder de folkelige bevægelser og studenterne i Peru at røre på sig. De diskuterer marxismens teori og praksis og læser om oprørere som Simon Bolivar, Tupac Amaru og Che Guevara. Mange steder i landet er der en sideløbende politisk udvikling, der får stor betydning de næste år. Fra 1973-1980 bliver Peru styret med hård hånd af en klassisk militærjunta, ledet af General Morales Bermúdes.

For at bekæmpe diktaturet starter en folkebevægelse, der organiserer store strejker og demonstrationer.

Sammen med tidligere guerilla-soldater fra MIR (Revolutionære Venstre Socialister) og andre venstrefløjsaktivister, danner nogle studerende MIR-el Militante. Samtidig starter andre politiske og faglige aktivister en anden organisation ved navn PSR-ML (Det Socialistiske Revolutionære Parti Marxister Leninister).

General Bermúdes bliver i 1980 tvunget til at holde et valg, hvor vinderen er den konservative kandidat Fernando Belaunde. Den nye præsident lover ikke noget godt for venstrefløjen. Belaunde var også præsident fra 1965 til 1968, hvor han var berygtet for bl. a. den brutale nedkæmpelse af MIR 65 guerillaen.

Fernando Belaunde fortsætter diktaturets repressive politik overfor befolkningen, og fortsætter en politik, der er mere venlig overfor USA end overfor befolkningen.

Befolkningens levevilkår bliver ikke forandret, så en bred vifte af folk fra de folkelige organisationer og fra de to venstreorienterede partier, MIR-El Militante og PSR-ML slår sig i 1980 sammen i det, der i 1982 bliver til Movimiento Revolutionario Tupac Amaru - MRTA. Tupac Amaru vurderer fra starten, at muligheden for forandring gennem de legale institutioner ikke længere eksisterer og at den eneste mulighed der er tilbage er at starte den væbnede kamp. Politisk er de inspireret af en blanding af Che Guevaras tanker om en Latinamerikansk befrielse fra US-imperialismen, Marxismen/Leninismen og indiansk selvforvaltningstradition.

De første væbnede aktioner

Der går fire år med forberedelser før den nye guerilla bevægelse kan starte sine aktioner.

Det starter med et militært nederlag nær byen Cuzco i højlandet. Tupac Amaru kommer sig hurtigt og satser nu på at slå igennem i byerne. Deres aktioner er rettet mod banker og offentlige institutioner, der bygger på udenlandsk kapital. Disse aktioner udføre samtidig med, at Tupac Amaru i fattigkvartererne uddeler madvarer og andre livsfornødenheder der er taget fra transporter. Fødevareaktionen er grunden til, at Tupac Amaru i medierne bliver betegnet som en slags Robin Hood gruppe, der tager fra de rige og giver til de fattige.

Guerillaen holder pressemøder i deres sikre huse og der bliver besat radiohuse for at udsende organisationens udtalelser. Formålet med aktionerne er at gøre det klart, at Tupac Amaru ikke er en terroristisk organisation, der myrder løs på civil-befolkningen, men derimod kæmper imod undertrykkelsen. Tupac Amarus styrker vil opfattes som en reel hær, der kæmper mod Peru's hær.

De første år har Tupac Amaru en stor opbakning i civilbefolkningen, og der bliver dannet grupper i de fleste af landets vigtigste områder. Samtidig er Tupac Amarus medlemmer aktive i fagbevægelserne.

Våbenhvile

I 1985 vinder den unge socialdemokrat Alan Garcia valget i Peru. Socialdemokraterne får et stort flertal efter en antiimperialistisk og populistisk valgkamp. For at at markere at Tupac Amaru støtter folkets krav om fred og social retfærdighed, erklærer Tupac Amaru i 1985 en ensidig våbenhvile. Fordi Tupac Amaru vurderer, at med Alan Garcias store vælgertilslutning og folkelige opbakning kan der måske komme forandringer i positive retninger. Det bliver en slem skuffelse for peruanerne. Alan Garcia fortsætter undertrykkelsen og den neoliberale politik. Tupac Amarus våbenhvile varer et år. Siden bliver regeringen afsløret for korruption i den helt store stil og socialdemokratiet falder fuldstændigt fra hinanden. Alan Garcia, der indtil korruptionsskandalen afslører ham, er hele den vestlige verdens kæledægge, stikker af til Columbia i 1992 - to år efter Fujimoris valgsejr.

Tupac Amarus ensidige våbenhvile bidrager til, at Den Lysende Sti fra starten er Tupac Amaru som fjende. I et langt interview i El Diario d. 27. 7. 1988 kritiserer Den Lysende Stis leder, Abimael Guzman, den cubanske model, som han mener Tupac Amaru følger, og ud fra den analyse er Tupac Amaru revisionister og støtter den sovjetiske socialimperialisme.

Uenigheden mellem de to bevægelser stikker dog meget dybere.

Tupac Amaru har altid gjort meget ud af at følge Geneve-konventionen, om hvordan man som krigsførende part bør opføre sig. De tager ansvaret for deres handlinger, mishandler ikke deres fanger og giver sig klart til kende. Ingen af disse punkter er Den Lysende Sti kendt for at overholde.

Politisk er der også en stor forskel. Tupac Amarus engagement i de folkelige bevægelser og ide om at det er folket, der skal skabe revolutionen, i modsætning til Den ly ende Stis meget doktrinære maoisme, hvor det er partiet der skal lede vejen, persondyrkelse, fanatisme og tvangsrekruttering. Forskelle der gør det umuligt for de to organisationer at arbejde sammen.

Landguerillaen

Den første demonstration af Tupac Amarus styrke efter ophævet en af våbenhvilen bliver oprettelsen af en front i den nordlige del af regnskoven, i San Martin området. I november 1987 indtager flere hundreder guerilla soldater byen Juanjuf.

Alle guerillaer går med militær uniform og er stærkt bevæbnede. Aktionen bliver optaget af TV og udsendt over hele landet. Billeder fra fjernsynet viser meget tydeligt, at befolkningen ikke var bange for guerillaen, og at Tupac Amaru ikke bruger de metoder, der kendetegner Den Lysende Stis aktioner. Efter indtagelsen trækker Tupac Amaru sig tilbage til junglen og i flere dage er der kampe mellem guerillaen mod hæren og politiet. I denne periode indtager Tupac Amaru også fire andre byer i San Martin området.

Tupac Amaru samler deres guerilla-enheder omkring byen de vil indtage, afspærrer indfaldsvejene, overrasker og nedkæmper militærets og politiets styrker i byen, hvorefter de konfiskerer våben og kommunikationsudstyr. Soldater der overgiver sig holdes som fanger mens aktionen står på. I starten gemmer byens beboere sig i deres huse. Oprørerne, der viser deres identitet gennem uniformer og militær rang, kører rundt i byens gader, og gennem megafoner fortæller de, hvorfor de er der og opfordrer befolkningen til at samle sig på byens torve. Guerillaen holder møder med indbyggerne i nogle timer. Tupac Amaru laver retssager på torvene, der skal afsløre de der undertrykker byens borgere, eller er skyldige i kriminalitet og korruption. Hvis de bliver fundet skyldige, får de en kraftig opfordring til ikke at gøre den slags igen. De bliver ikke udsat for anden afstraffelse, end at byens borgere ved hvem de er. Tupac Amaru oplæser et kommunike, hvor baggrunden for aktionen forklares og med en opfordring til befolkningen om at fortsætte med at kæmpe for deres rettigheder. Bagefter løslader guerillaen deres fanger og forlader byen igen.

Parlamentet nedsætter en kommision, ledet af et medlem af senatet for Izquierda Unida, Enrique Bernales Ballsteros, der skal undersøge årsager til krigen og finde en løsning på konflikten. I kommisionens udtalelse, "Violencia y Pacificacion", henviser den til Tupac Amarus aktioner: "I forhold til guerillaens taktik som de har praktiseret i San Martin området, ligner det et revolutionært parti, der mener at det nu er tiden, hvor andre kampmidler er udtømt. At gøre væbnet oprør uden at stoppe arbejdet i de folkelige organisationer".

Svære tider

1988 er et godt år for Tupac Amaru. Oprøret breder sig til nye områder og der bliver angrebet politikaserner mange steder i landet.

I februar 1989 fanger hæren generalsekretæren i Tupac Amaru, Victor Polay Campos. Den 28. april samme år, bliver en Tupac Amaru kolonne fanget i baghold af hærens specialstyrker i Molinos dalen i Junin området. Guerillaen er på vej i to lastbiler, for at indtage byen Tarma. 42 guerillasoldater dør under de efterfølgende kampe. Hæren efterlader ingen sårede eller fanger.

Journalisten Carlos Urrutia skriver i den borgerlige avis La Republica, den 3. maj 1989 om den tragiske dimension i den beskidte krig: "Hvor er det let at støtte hæren, når der på jorden ligger ligene af mere end 60 unge. Man må spørge sig selv, hvilke muligheder denne stat og regering har givet dem. Det er tydeligt, at hæren eksekverede forfatningsstridige dødsstraffe i Los Molinos. Dette er den eneste forklaring på, at de hverken var sårede eller anholdte blandt guerilla-soldaterne, mens der var sårede soldater fra den peruanske hær".

Fængslingen af og retssagen mod Victor Polay Campos presser venstrefløjen i Peru til at tage stilling til Tupac Amarus praksis og politik. Om det er terrorisme eller oprør? Det kan måske lyde lidt småligt, om han bliver dømt for det ene eller andet, men da der står i Perus forfatning, at enhver peruaner har ret til at gøre oprør mod en illegitim regering, får diskussionen pludselig mening. Forskellige meningsdannere som advokatforeningen fra Junin, der samler over 400 jurister fra den centrale region i Peru mener, at Polay skal dømmes for oprør og ikke for terrorisme. Det samme gør alle venstrefløjspartierne og de faglige bevægelser.

Århundredets flugt

I 1990 erklærer regeringen at Tupac Amaru er nedkæmpet, og at de sidste guerillaer bekæmper hinanden. Tupac Amaru laver to aktioner der bliver brugt i pressens skræmmebillede. Den ene er Tupac Amarus henrettelse af Alejandro Calderón Espinoza, en ashaninca-indiansk leder, der arbejdede sammen med militæret ved anholdelsen af guerillalederen Máximo Velando tilbage i 1965. Velando blev i den forbindelse henrettet. Den anden aktion er likvideringen af en tidligere general og forsvarsminister, Enrique López Albujar, som var ansvarlig for massakren på Tupac Amaru i los Molinos.

De to aktioner bryder med Tupac Amarus normale stil og politik. På baggrund af de to aktioner stempler regeringen dem som terrorister. Pressen har allerede forbud mod at kalde Tupac Amaru andet end terrorister, ellers kan de dømmes som sympatisører.

Tupac Amarus skriver i et kommuniké, at henrettelsen af Calderón var en stor fejltagelse: "Denne grove fejltagelse betød at nogle Ahshaninka indianere tilsluttede sig hærens strategiske terrorbekæmpelse. Tupac Amaru besluttede at trække sig ud af området for at undgå konfrontation med den indianske befolkning. Tupac Amaru prioriterer det politiske arbejde i området. Den ansvarlige for henrettelsen på Calderón er blevet ekskluderet af Tupac Amaru".

Likvideringen af general López Albújar har til gengæld et tydeligt motiv. Han var den øverst ansvarlige for massakren i los Molinos. Grunden til selvkritikken i Tupac Amaru over denne aktion, er at de principielt ikke henretter deres fjender. Tupac Amaru erkender at de i særtilfælde likviderer stikkere, hvis arbejde har kostet menneskeliv.

Af en guerilla der er erklæret død viser Tupac Amaru sig den 9. juli 1990 meget levende. 47 medlemmer flygter fra højsikkerhedsfængslet Penal de Canto Grande. Udefra er der gravet en 332 meter lang tunnel, bygget ni meter under jorden, ind i fængslet. Den slags aktioner giver altid stor sympati i befolkningen. Blandt flygtningene er generalsekretæren Victor Polay Campos.

Guerillaen ignoreres

Gennem de næste år bliver Tupac Amarus aktioner næsten ignoreret af regeringen og de officielle medier. De tegner et billede af Tupac Amaru som en splittet organisation.

Flugten giver dog Tupac Amaru ny styrke. Under en stor offensiv i maj 1991 indtager guerilla styrker på samme dag fem byer i San Martin området.

Under en aktion i byen Rioja i San Martin holder Tupac Amaru ni politifolk til fange. De bliver hverken tortureret eller henrettet, men betragtes som krigsfanger. Guerillaen offentliggør det for at vise, at Tupac Amaru som organisation overholder menneskerettigheds-konventionen fra Geneve. Tupac Amaru kræver, at det internationale Røde kors opretter et kontor i San Martin. Regeringen er imod forslaget, med den begrundelse, at det vil betyde en anerkendelse af Tupac Amaru som krigsførende part. Grunden til at Tupac Amaru vil have Røde Kors til området, er at gøre det sværere for hæren at dræbe guerillaer der bliver fanget eller såret. Samt at sætte en stopper for hærens bombardementer af civilbefolkningen i landsbyerne. Som en gestus, der skulle gøre krigen lidt mere human, udleverer Tupac Amaru politifolkene, der er i god behold, til den katolske kirke. Røde Kors får ikke deres kontor og hæren opfører sig heller ikke mere humant.

Året efter anholder hæren igen Victor Polay Campos og en anden af de nationale ledere, Peter Cardenas. Medierne bruger anholdelserne til at beskrive Tupac Amaru som en organisation uden retning, i kamp for sin egen overlevelse.

Indtagelsen af byen Jaen i Cajamarca området, 6. juli 1992, viser at Tupac Amaru er kommet sig hurtigt oven på fængslingerne. En anden aktion viser også at Tupac Amaru stadig lever. De angriber kasernen for det specielle antiterror korps i Villa Rica i Cerro de Pasco området. Efter en times kamp har guerillaen slået de 100 toptrænede soldater.

Under diktaturet

Fra begyndelsen af 1993 holder Tupac Amaru lav profil. Efter Fujimoris kup i april 1992 er repressionen i Peru blevet meget hård. Nye lovgivninger giver politiet, militæret og efterret ningsvæsnet øgede beføjelser. De fleste ledere af de folkelige bevægelser bliver enten sat i fængslet eller får deres arbejde begrænset meget kraftigt. Alle former for lovlig politisk kamp og protest bliver undertrykt. Samtlige politiske, faglige og folkelige organisationer og medier er infiltreret af efterretningsvæsenet, og deres ytringsfrihed bliver begrænset. Under dette diktatur er det svært for guerillaen at kæmpe uden at sætte sit eget og andres liv på spil.

Det er nu nødvendigt for guerillaen at ændre hele sin arbejdsform og tilpasse organisationen til de nye betingelser. Tupac Amaru samler sine styrker i de centrale områder i Peru. Samtidig bevarer de en del af deres medlemmer der fortsætter det politiske arbejde og bevarer den militære styrke i byerne. Trods den såkaldte taktiske tilbagetrækning fortsætter Tupac Amaru deres væbnede aktioner. Blandt andet skyder de fire af militærets helikoptere ned.

Dette tilbagetog bliver endnu engang fortolket af regeringen og de politiske partier til at er Tupac Amaru nedkæmpet. Den 30. november 1995, kæmper en gruppe på 26 Tupac Amaru guerillaer 11 timer mod over 600 regerings soldater i La Malina kvarteret i Lima. Guerillaen er blevet afsløret før en indtagelse af parlaments bygningen. Målet er at få deres fanger fri. Efter 11 timer overgiver guerillaen sig til militæret i mediernes tilstedeværelse. En præst og Røde Kors mægler. En af aftalerne er at kommandoen skal anerkendes som krigsfanger og beskyttes mod tortur.

Efter det fejlslagne angreb fortsætter Tupac Amaru med at arbejde på at styrke organisationen i de folkelige bevægelser. Den 17. december 1996 går 23 guerilla soldater fra Movimiento Revolutionario Tupac Amaru ind i den Japanske ambassadørs bolig i Lima. Guerillaen er svært bevæbnet og virker yderst forbereder. De er nu i gang med den mest omtalte guerillaaktion i Perus historie.