Frihedens pris

I Mexico er frihandel ikke en fremtidsvision, hvis betydning politikere, økonomer og aktivister skændes om. Her har frihandelsaftalen, NAFTA, som er indgået mellem Mexico, USA og Canada fungeret i over 6 år. Men hvad betyder det for et land som Mexico, når de store selskabers rettigheder sættes i centrum?

Gaia mødtes med den mexicanske økonom Andres Barreda i Mexico By.

af Astrid Engberg

Andrés Barredas helserestaurant ligner umiddelbart en grøn oase midt i Mexico Bys larm og snavs. Men mens Gaias journalistspire skyller kornkaffen og grovbrødet ned maler Andrés et alt andet end idyllisk billede af den mexicanske virkelighed.

Udover at være restauratør er Andres en gammel rotte i økonomifaget. Han er professor på UNAM, Mexico By's universitet og i løbet af de sidste 25 år har han udgivet flere bøger, der ser på verdensøkonomien fra de fattige landes perspektiv. Centralt i hans analyser står en undersøgelse af hvordan verdens ressourcer bliver brugt og hvem der kontrollerer dem.

Hans beskrivelse af Mexicos økonomiske situation i dag spænder vidt. Han ser NAFTA som en del af en bestemt politisk strategi, nemlig den neoliberale, og samtalens tema bliver derfor hele denne politiske strategi og dens konsekvenser. "Neoliberalismen og globaliseringen kom før NAFTA. De er processer, som begyndte allerede for 20 år siden, mens NAFTA kun er 6 år gammel. Men de er alle en del af det samme. De er processer, der har betydet en ændring af hele det mexicanske samfunds økonomiske struktur," siger han.

På overfladen går det ellers meget godt i Mexico. Den store økonomiske og politiske krise i 1995 er i følge de økonomiske nøgletal ved at være overvundet. Andrés Barreda fortæller at regeringen nu føler sig stærk pga. den 'succes' den har haft med frihandelspolitikken. "Men det er ikke det det handler om. For hvad betyder egentlig den nuværende økonomiske vækst? Den er opstået på baggrund af en smerte og lidelse for den mexicanske befolkning," siger han.

Den mexicanske økonomi har, ifølge Andrés Barreda, kun to vækstområder. På den ene side er der de virksomheder som har succes med at komme ind på de internationale markeder. For at klare sig i konkurrencen anvender de en meget sofistikeret teknologi og beskæftiger derfor ikke særligt mange mexicanske arbejdere. Den anden sektor, hvor der er vækst er i 'la maquila'.

La Maquila

I maquila-industrien varetages et bestemt led i produktionen af moderne forbrugsgoder. Her samles varer, der bliver produceret i USA eller Asien inden de sælges på især det amerikanske marked. Det drejer sig for eksempel om mikroelektronik, biler og tekstiler. Fabrikkerne kan oprettes næsten uden at der skal indskydes nogen reel kapital, for der er ikke brug for store maskiner. Det eneste maquila-industrien kræver er stort set borde, tag og vægge og en hær på tusindvis af arbejdere, som udnyttes på det groveste, fortæller Andrés Barreda. Produktiviteten i la maquila er meget høj. Man arbejder med meget uregelmæssige tider, hvor man kan have op til dobbelte arbejdsdage på 16 timer. Det er især kvinder, der arbejder i la maquila og børnearbejde er også udbredt. Brugen af narkotika er almindelig, fordi arbejderne afkræves så høj en produktivitet. Kvinderne tvinges desuden ofte ud i prostitution. Enten udnyttes de på arbejdspladserne eller de må supplere deres indtægt på denne måde.

Fordi maquila-produktionen kræver så lidt udstyr er fabrikkerne meget mobile og kan flyttes rundt i landet eller fra land til land. Derfor er det nærmest umuligt at opnå nogen form for arbejdsrettigheder. Der er ingen kollektive overenskomster, fagforeningerne fungerer ikke og der er ikke nogen form for regler for arbejdet.

"Det er den vækst, der har været i den mexicanske økonomi," siger Andrés Barreda. "Og denne utæmmede kapitalisme manifesterer sig på en meget smuk måde i Mexicos økonomiske nøgletal. Den mexicanske økonomi er i vækst. Der er en vækst i beskæftigelsen, i produktiviteten og i eksporten og det er den måde hvorpå man måler om et lands økonomi har succes eller ej."

En maquila-arbejders gennemsnitsløn lå i 1998 på 54 dollars om ugen, hvilket svarer til ca. 400 kr. Når de basale fornødenheder, så som mad, husleje, el og transport, var betalt var der 1,77 dollars om ugen til uddannelse, tøj, sundhed m.m.

Problemet er altså ifølge Andrés Barreda at den nye industri ikke bringer nogen reel vækst til Mexico. Der bliver kun skabt job med elendige arbejdsforhold og al overskuddet går til industriens udenlandske ejere og nogle få mexicanske millionærer. Andres Barreda fortæller, at den mexicanske strategi gennem hele industrialiseringen gik ud på at sikre at der blev opbygget en national industri. Men de sidste 15 års neoliberale politik har ødelagt dette. Store dele af sværindustrien er lukket eller er blevet overtaget af udenlandske selskaber. Endnu hårdere er det gået ud over den mellemstore industri og småindustrien er fuldstændigt ødelagt.

"Men det taler regeringens teknokraterne ikke om. Det gør kun de ruinerede virksomhedsejere ... ," siger han.

Privatisering

Ifølge Andrés Barreda har privatiseringsprocessen i Mexico været en af de voldsomste i verden. Man har privatiseret jernbanerne, havnesystemet, navigationsnetværkerne for handelsflåden, kommunikationsnettet, energiledninger og -produktion og udnyttelsen af primære strategiske materialer så som olien og mineralerne.

Andrés Barreda fortæller at i modsætning til i for eksempel Europa og USA er privatisering i Mexico fuldstændig synonym med udenlandsk ejerskab.

"Denne 'moderniseringsproces', som også ser meget smuk ud i de økonomiske nøgletal, betyder i kvalitative termer ødelæggelsen af den industrielle suverænitet og kontrollen over den nationale infrastruktur. USA har ikke privatiseret deres jernbaner under deres privatiseringsproces. De overlader ikke jernbanerne til den tyske eller japanske kapital ligesom de ikke lader sydafrikanerne eller russerne købe NASA," siger han. Ifølge Andrés Barreda ødelægger man på den måde alle typer af mexicansk suverænitet og overlader kontrollen til nordamerikanske ejere, som udnytter den mexicanske arbejdskraft, der er en af de billigste i verden samtidig med at den er industrielt kompetent.

"Det er deres eget Kina uden fagforeningsrettigheder, arbejdsrettigheder, uden demokratiske rettigheder. Disse ting er nemlig afhængige af muligheden for at organisere sig i fagforeninger. Og samtidig har vi en høj produktivitet. Det er klart at disse brutale forandringer i den mexicanske økonomi betyder en forbedring af de økonomiske nøgletal, fordi det det siger er at udbytningen er optimal. Og derfor går det godt for økonomien."

Nordamerikansk kontrol

Andrés Barreda ser NAFTA som en hjørnesten i Mexicos integration i den nordamerikanske økonomi og han ser den nuværende mexicanske udvikling som et resultat af de amerikanske virksomheders behov. Verdensøkonomiens centrum har i dag flyttet sig fra handel på tværs af Atlanten til handel over Stillehavet. USA vil gerne udbygge deres muligheder for at handle med Japan, Kina og de Østasiatiske 'tigre'. Men da det meste af USAs produktion ligger på østkysten er det nødvendigt med en nem adgang til Stillehavet på tværs af det nordamerikanske kontinent. Men i USA skal man krydse indtil flere bjergkæder på 34.000 meters højde for at komme fra Øst-USA til Stillehavet. Det bliver derfor langt billigere at transportere varerne igennem Mexico og på vejen få produkterne samlet i den billige mexicanske maquila-industri.

"Men det betyder at det mexicanske territorium må omstruktureres til præcis det modsatte af hvad det er nu. Det betyder at man omstrukturerer brugen af jorden, af byerne, af havnene, af transportsystemerne, af jernbanerne, af olieledningerne til fordel for den nordamerikanske nation, hvor man opfatter det mexicanske territorium som et territorium med billige slaver," siger Andrés Barreda.

Intet livsgrundlag på landet

Hele Mexicos produktion skal altså laves om. Landet, som før har været organiseret omkring en landbrugsproduktion, der skulle forsyne det nationale marked, skal nu i stedet være en del af et globalt produktionssystem. Landbrugsjorden skal dyrkes af store 'agro-businesses' og landbefolkningen indgå som billig arbejdskraft i den globale arbejdsfordeling.

Andrés Barreda forklarer: "Den første store ændring som der er brug for, er at skabe nye byer og koncentrere befolkningen der. Det vil sige at man flytter befolkningen væk fra landet, for Meixco har stadig 25 mio bønder. Under NAFTA har man lagt et forbryderisk pres på landbruget, som har medført en smertefuld, overlagt kvælning af landbrugsøkonomien. Den har ikke kun net konkurrere med den nordamerikanske økonomi."

Andrés fortæller, at man derudover har ændret artikel 27 i den mexicanske forfatning, som sikrede den kollektive ejendomsret over jorden. Ophævelsen af det kollektive ejerskab har betydet at mange bønder har været tvunget til at sælge deres jorde og det medfører en massiv migration til byerne.

"På landet er der kun to muligheder. At overleve økonomisk ved at blive en del af narkotrafikken og producere st offer eller at organisere politisk modstand, som, når den ikke finder nogen demokratisk løsning, forvandler sig til væbnet modstand i forskellige dele af landet," fortæller Andrés Barreda. "Der er i øjeblikket 16 væbnede grupper i Mexico."

Ifølge Andrés Barreda er konsekvensen, at hele det sociale netværk både på landet og i byerne ødelægges.

"Der er en enorm migrationsstrøm mod byerne og mod USA. I Mexico har vi planetens to vigtigste migrationsfænomener. Vi har verdens største by, Mexico By, som vedbliver med af modtage en massiv til flytning af bønder fra landet. I hele byområdet er der nu 23 mio indbyggere. Og på den anden side har vi planetens største migrationsstrøm, som går mod USA. I USA er der allerede omkring 17 mio mexicanere. Heraf er omkring 6 mio 'illegale' immigranter, som lever under brutale udbytningsforhold. De er den billigste arbejdskraft man kan få i USA." Til sammenligning fortæller Andrés Barreda, at Sydkorea, som er den næststørste eksportør af immigrant er, har 3 mio sydkoreanere uden for Korea og at Tyrkiet, som er den tredjestørste har 2 mio tyrkere i Tyskland.

Politiske omvæltninger

Men det er ikke bare den mexicanske økonomi, der er blevet fundamentalt ændret. Også det politiske billede er ganske anderledes i dag. Ifølge Andrés Barreda befinder Mexico sig i en overgangsfase, som "kun kan sammenlignes med den voldsomme krise i Rusland, som Sovjetunionens opløsning har medført."

Det Institutionelle Revolutionsparti, PRI, har siddet ved magten i over 70 år. Før i tiden sikrede PRI sin magt ved blandt andet at købe sig til de forskellige samfundsgruppers støtte. Man havde opbygget en autoritær struktur, hvor man gav goder til partiets støtter.

PRI opstod i en tid hvor landet var i gang med at skabe sin egen industrielle base. Industrien havde brug for billig arbejdskraft og den blev sikret via statslig kontrol med fagforeningerne. PRI sørgede for sundheds-, uddannelsesmæssige og lønmæssige goder, der godt nok ikke var særlig store, men dog fandtes. Desuden sikrede man arbejderne meget billige fødevarer. Produktionen af de billige fødevarer blev forestået af de mexicanske bønder. Staten organiserede ifølge Andrés Barreda et ulige bytte mellem byen og landet, hvor bønderne solgte deres varer under deres værdi gennem hele det tyvende århundrede.

Bønderne accepterede dette system, fordi de havde mulighed for at organisere sig i en struktur med fælleseje, hvilket forfatningens artikel 27 sikrede. De kollektive produktions- og husholdningsfællesskaber gjorde det muligt for bønderne at overleve trods den lave indtjening på deres produkter.

Fællesejet byggede på en bestemt politisk organisering. Hvert fællesskab havde en cacique, som fungerede som chef for fællesskabet og som forhandlede sig til fælleskabets goder. "PRI var en stor familie, en stor husholdningsenhed til politisk styring af landet. Det byggede på en bestemt kontrolstruktur. Det fungerede fordi caciquerne kunne garantere reproduktionen af arbejdsstyrken og dermed også kontrollen med befolkningen," fortæller Andrés Barreda.

Ny politisk struktur

Men i det neoliberale Mexico er der ikke brug for at den mexicanske landbefolkning producerer billige fødevarer. Det kan de automatiserede, nordamerikanske agrobusinesses tage sig af.

"Dette betyder en fuldstændig revolution af de traditionelle strukturer," fortæller Andrés Barreda. "Grundlaget for den mexicanske økonomi, med den politiske struktur omkring caciquerne, er ved at blive ødelagt af neoliberalismen. Desuden betyder neoliberalismen nedskæringer både i lønningerne og i den offentlige service."

Det kapitalistiske system har altså ikke længere brug for caciques for at opretholde produktionen og PRI behøver ikke købe sig til en aftale om billig arbejdskraft ved at tilbyde sociale ydelser i stedet.

"Det er ikke en demokratiseringsproces, det som er ved at ske. Det er simpelthen en transformation af de politiske kontrolmekanismer. I den proces bliver kontrollen på landet mindre og mindre vigtig, mens den bliver mere og mere vigtig i byerne. Og for at kontrollere bybefolkningen er kontrollen over medierne vigtigst."

I stedet for cacique-systemet er der inden for PRI opstået en politisk og økonomisk elite, som har en enorm magt. De ejer de store mexicanske virksomheder, kontrollerer medierne, er involveret i narkosmugling, hvidvaskning af penge og korruption. Andrés Barreda beskriver, at det er denne elite, som nyder godt af den neoliberale politik og som sørger for at den bliver gennemført.

Ifølge Andrés Barreda har PRis politiske elite uendelige ressourcer. "De har i første omgang alle ressourcerne i den mexicanske økonomi. Derudover har de alle ressourcerne der ligger i hvidvaskningen af narkopenge. Og for det tredje har de alle lånene fra IMF og fra Verdensbanken, som de kan udnytte. Dette giver dem desuden en utrolig magt til at manipulere i for-bindelse med valg. De styrer alle opinionsmedierne. De styrer alle de offentlige udviklingsprogrammer, korruptionen, de sociale ydelser og samtidig arbejder de systematisk på at udøve vold og true folk, som gør oprør."

Hvor er modstanden?

Ifølge Andrés Barreda er der ikke nogen særlig stærk modstand mod den økonomiske udvikling. "Folk er meget utilfredse, men de ved ikke rigtig, hvad de skal gøre. Der foregår en meget stærk social opløsning, som blandt andet skyldes narkoen, arbejdsløsheden og migrationen. Med disse store forandringer er der ikke klare referencerammer for i hvilken retning man skal gå og hvordan man finder en løsning."

Der er heller ikke megen hjælp at hente på den parlamentariske venstrefløj, mener han. Det store centrumvenstre oppositions parti, Partiet for Demokratisk Revolution PRD, glemmer, at de mexicanske vælgere ikke er fritstillede, men er udsat for økonomisk udnyttelse og manipulation af den offentlige mening.

"Med en udelukkende parlamentarisk organisering giver den mexicanske befolkning afkald på det lidt de har, nemlig den fælles organisering . Og ved at give afkald på dette giver de afkald på at diskutere sammen i forsamlinger, som er det som de kollektive organisationer i Mexico gør," siger han.

PRDs intention er ellers at modernisere det mexicanske demokrati og modsætte sig det autoritære system, som PRI har opbygget. "Men med disse demokratiske mekanismer bekæmper de ikke privatiseringen af de strategiske ressourcer, de konfronterer ikke ødelæggelsen af den industrielle selvstændighed, de konfronterer ikke forvandlingen af landet til en maquila og til et centrum for narkotrafik, de konfronterer ikke at der skabes multimillionærer," siger Andres Barreda. "På den måde er reformeringen af det politiske liv i Mexico kun en ændring af den politiske kontrol til nye former for manipulation, uden at tilbyde nogen form for reelt demokrati i Mexico."

Når det kommer til Mexicos fremtid er Andrés Barreda heller ikke optimistisk: "Der skabes en utilfreds masse, som ikke gider at stemme. Det tyder på en meget svær transformation til demokrati i en kontekst hvor den nationale økonomi bliver ødelagt og hvor der er voldelige opstande overalt på landet i Mexico."

Alle oplysninger i fakta-boksene er hentet fra Public Citizen Global Trade Watch. Rapporten "NAFTA at Five: School of Real Life Results" kan hentes på www.dtizen.org/pctrade/nafta/reports/5years.htm.

I 1999 var der 37% flere maquila-fabrikker langs den mexicansk-amerikanske grænse end før NAFTA trådte i kraft i 1994.

Da NAFTA trådte i kraft var der 546.433 ansatte i maquila-industrien langs den mexicansk-amerikanske grænse. I april 1998 var dette tal steget til 983. 272 personer ligger på østkysten er det nødvendigt med en nem adgang til Stillehavet på tværs af det nordamerikanske kontinent. Men i USA skal man krydse indtil flere bjergkæder på 34.000 meters højde for at komme fra Øst-USA til Stillehavet. Det bliver derfor langt billigere at transportere varerne igennem Mexico og på vejen få produkterne samlet i den billige mexicanske maquila-industri.

"Men det betyder at det mexicanske territorium må omstruktureres til præcis det modsatte af hvad det er nu. Det betyder at man omstrukturerer brugen af jorden, af byerne, af havnene, af transportsystemerne, af jernbanerne, af olieledningerne til fordel for den nordamerikanske nation, hvor man opfatter det mexicanske territorium som et territorium med billige slaver," siger Andrés Barreda.

NAFTA skulle i følge dens fortalere betyde at Mexicos middelklasse voksede. Det modsatte har dog gjort sig gældende og i 1997 tjente 7.771.607 mexicanere mindre end mindstelønnen på 3,44 dollars (ca 25 kr.) om dagen. Det er 20% flere end i 1993.

Mellem 1993 og 1997 er de mexicanske arbejderes produktivitet vokset med 36,4%, mens købekraften for en arbejderløn er faldet med 34%.

I 1994 levede 34% af Mexicos arbejdsstyrke under fattigdomsgrænsen. I 1997 var dette tal steget til 60%.

67% af den mexicanske befolkning siger, at Mexico har haft lille eller ingen succes med NAFTA.