Fredsprocessen i Palæstina - skabelsen af en apartheidstat

De seneste år har vist, at forhandlingerne mellem PLO og Israel ikke vil føre til oprettelsen af en egentlig palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden. Det nuværende palæstinensiske selvstyre er kritisk set blot en brik i et israelsk overherredømme i Palæstina.

Af Christian Ulstrup

Det er efterhånden ved at gå op for de fleste, at den såkaldte fredsproces i Mellemøsten ikke vil føre til en afslutning på den israelsk-palæstinesiske konflikt. Forhåbningerne efter underskrivelsen af Oslo-aftalen, var ellers store. Men glæden og euforien har forlængst lagt sig - ikke mindst blandt palæstinenserne selv. Dog knytter mange, særligt i den vestlige verden, stadig deres forhåbninger til, at forhandlingerne - på trods af deres nuværende dødvande - vil føre et eller andet godt med sig.

Herhjemme ses "fredsprocessens" nuværende krise først og fremmest, som et resultat af Israels nuværende højre-nationale regering og den islamiske terrorisme. Det er en udbredt opfattelse, at hvis Israel blot blev ledet af en arbejderregering, ville tingene se anderledes ud. Kritikken for det nuværende dødvande rettes derfor imod den Likudledede israelske regering og især imod den israelske premiereminister Benjamin Netanyahu.

Det er uden tvivl rigtigt, at en regering under ledelse af det israelske arbejderparti ville gribe tingene anderledes an. Men set fra et palæstinensisk perspektiv er det svært at øjne den store forskel, idet den nuværende regerings målsætning ikke er væsentlig forskellig fra den tidligere arbejderregerings. Begge partier ønsker fortsat kontrol over de besatte områder og fastholder at Jerusalem til evig tid er Israels udelelige hovedstad. Forskellen ligger således ikke i målet, men derimod i retorikken og i de midler de hver især vil tage i anvendelse, for at nå dertil.

Arbejderpartiet - drivkraften bag bosættelsespolitikken Det var ganske vist det israelske arbejderparti, der i september 1993 underskrev Oslo-aftalen og på sin vis foretog et brud med Israels hidtidige afvisning af at ville forhandle med "terrororganisationen" PLO. Men samtidig med det "historiske" brud har arbejderpartiet i sin 4-årige regeringsperiode (1992-1996) flittigt udbygget de israelske bosættelser på Vestbredden og i Gaza.

Oslo-aftalen var for arbejderpartiet startskuddet til iværksættelsen af et ekspansivt bosættelsesprogram uden sidestykke i landet historie. I perioden september 1993 og frem til valget i maj 1996, hvor Likud og Netanyahu kom til magten, forøgede Israel antallet af bosættere i de besatte områder med 45.000. Fra ca.120.000 til omkring 165.000 (eksklusiv Østjerusalem). Altså en forøgelse på ikke mindre end 30% på under 3 år. Dette er et tydeligt bevis på, at den daværende arbejderregering ikke havde en rømning af områderne i sinde. Tværtimod har dens politik ført til, at tanken om en palæstinensisk stat på palæstinensiske jord i dag fremstår som en absurd idé. Rabin-Peres regeringens realpolitik var, hvordan man end vender og drejer det, en fortsættelse af den zionistiske kolonisering af Palæstina.

Bypassroads

Et andet tegn på, at også arbejderpartiet ønsker at fastholde de besatte områder, finder man i de enorme investeringer, som Israel siden 1993 har foretaget i etableringen af en ny infrastruktur i de besatte områder. Der er inden for de seneste 3-4 år blevet brugt millioner af dollars på at bygge de nye såkaldte "bypassroads". Deres formål er at forbinde de israelske bosættelser med hinanden på en måde, så de i praksis bliver en integreret del af staten Israel. Vejene føres bevidst uden om de palæstinensiske byer - deraf navnet "bypass" - og kommer således udelukkende de israelske bosættere til gavn.

Palæstinensiske bantustans

Bosættelserne og det nye vejsystem gennemskærer de besatte områder på kryds og tværs og forhindrer derved, at der nogen sinde kan blive tale om et samlet palæstinensisk område. Det område, som i dag er underlagt Yassir Arafat og det palæstinensiske selvstyreråd, er da også karakteristisk derved, at det ikke består af et samlet område, men derimod er opdelt i en række zoner eller små øer. Sammenlagt udgør disse ca. 3-4 % af de besatte områders samlede areal og består først og fremmest af de 7 største palæstinensiske byer. Palæstinenserne lever således i, hvad der kan kaldes for bantustans. D.v.s. i en række tætbefolkede områder - "homelands" - der godt nok har en formel grad af selvstyre, men som i realiteten er underlagt israelernes kontrol og dominans. Og ligesom i Sydafrika under apartheidregimet leverer disse områder billig arbejdskraft til den herskende befolkningsgruppe. Den palæstinesiske økonomi tvinger dagligt titusindevis af palæstinensere til at søge arbejde i Israel. Med særlige arbejdstilladelser krydser de dagligt grænsen til Israel og tager efter fyraften tilbage til deres "homelands".

Oslo-aftalerne ændre ikke dette billede, tværtimod, for det er i kraft af de israelsk-palæstinensiske forhandlingerne, at man i dag mere end nogensinde kan betegne Israel som en apartheidstat. Gazastriben og Vestbredden har nemlig under forhandlingerne ændret status. Fra tidligere at være et decideret besat område, i ordets egentlige forstand, bliver det i dag - omend det som nævnt kun drejer sig om 3-4 % - betragtet og omtalt som områder med "selvstyre".

Under en forlæsning på det palæstinensiske universitet Bir Zeit i år, sagde den amerikanske professor Noam Chomsky: "Hvis USA og Israel er kloge nok - og det tror jeg de vil være - til at benævne det, de måtte overlade til et palæstinensisk selvstyre, som en palæstinensisk stat, så vil verden anerkende det og klappe i deres hænder over resultatet." Den fare som Chomsky så rigtigt gør opmærksom på er, at ord som palæstinensiske "stat" og "præsident Arafat" har en kosmetisk virkning og skjuler Oslo-aftalens brutale og undertrykkende realitet. Allerede i dag giver PLO’s tilstedeværelse i Palæstina og Arafats selvstyreråd den israelske besættelse et skær af legitimitet.

Oslo-aftalen

Rigtigt læst rummer aftalen intet om en palæstinensisk stat, heller ikke et løfte om israelsk tilbagetrækning udover de grænser som parterne undervejs kan blive enige om. Der tales ganske vist om palæstinensisk selvstyre og selvstændighed, men det fremgår klart og tydeligt, at selvstændighed aldrig må udvikle sig til uafhængihed af israelske økonomi- og sikkerheds interesser. Dette betyder f.eks. at Israel fortsat vil kontrollere selvstyreområdets grænser. Heller ikke det palæstinensiske flygtningeproblem er inddraget i aftalen, her er man blot blevet enige om at tage det op på et senere tidspunkt. Det er således forkert at hævde, at Israels bosættelsespolitik er i strid med Oslo-aftalen. Man kan til nød tale om, at den strider imod aftalens ånd.

Den palæstinensiske ledelse lever i en illusion, når den fremstiller aftalen som et skridt på vejen hen imod dannelsen af en uafhængig palæstinensisk stat med rådighed over landets vand- og energiressourcer og med fuld israelsk tilbagetrækning til grænserne fra før krigen i 1967. Hvis tilfældet er, at Arafat og PLO’s ledelse allerede er klar over, at deres fremstilling er i strid med realiteterne, kan man ikke andet end at betragte deres nuværende engagement i forhandlingerne, som udtryk for et forræderi.

Ingen har sagt det tydeligere end den israelske regerings finansminister, Dan Meridor. Den 19. juli 1996 udtalte han til et førende israelsk dagblad: "Hvad angår bosættelserne må vi være taknemmelige overfor Rabin og Peres, som gennem de sidste fire år øgede antallet af bosættere med 40% i Judea og Samaria (Vestbredden) ... Men det er ikke alene dem vi skal takke. Vi bør også takke den israelske venstrefløj for, at de ikke ytrede ét ord mod denne politik i de fire år. Ligeledes takker vi den amerikanske regering, som godt vidste det, men var ligeglad. Det samme gælder de palæstinensiske myndigheder, som så, at vi byggede, men som tillod det for ikke at forstyrre fredsprocessen."

"Autonomi" - et israelsk kompromis

Tanken om at oprette en form for palæstinensisk autonomi under israelsk overherredømme - sådan som Oslo-aftalen lægger op til - er fra israelsk side ikke et forsøg på at imødekomme palæstinensernes krav om øget selvstændighed eller national selvbestemmelse. Tanken er derimod i sin konkrete udformning, som allerede beskrevet, udtryk for et internt israelsk kompromis: på den ene side vil man ikke afstå de besatte områder - da de indgår i ønsket om et Stor-Israel, og på den anden side vil man heller ikke annektere dem, ligesom man har gjort med Golan og Øst-Jerusalem - idet man derved pludselig ville få over 2 millioner ikke-jødiske statsborgere og således bringe statens jødiske karakter i fare.

Autonomitanken er på den måde et territorialt og demografisk kompromis, hvor man har løst modsætningen ved at oprette de såkaldte palæstinensiske selvstyre områder. På snedig vis har man på nuværende tidspunkt allerede fået udskilt op imod 25% af den palæstinensiske befolkning fra jorden. Det er selvfølgelig yderst tvivlsomt om dette apartheidsystem - med eller uden Arafats hjælp - vil kunne holde i længden.

Ifølge den palæstinesiske filosofi professor Azmi Bishara - der i november 1997 gæstede Danmark - må Israel derfor, inden for den nærmeste fremtid, enten acceptere dannelsen af en palæstinensisk stat eller også se i øjnene, at Israel med tiden vil blive forvandlet til en bi-national stat; én stat med to nationer. Det paradoksale ved hele situationen er - igen ifølge Bishara - at udviklingen på længere sigt underminerer muligheden for at opbygge en ren jødisk stat, således som zionismens fædre havde i tankerne. Koloniseringen af de besatte områder - med to millioner palæstinensiske indbyggere - påfører Israel et demografisk problem. I 1948 løste zionisterne "problemet" ved at fordrive omkring 750.000 palæstina-arabere fra de israelsk kontrollerede zoner, men denne "løsningsmodel" synes utænkelig i dag og ville i tilfælde af implementering efter al sandsynlighed blive forhindret af omverden.

Nationalstaten

Udfra denne betragtning må kravet om en palæstinensisk nationalstat - der jo var en af intifadaen’s hovedparoler - hurtigst muligt afløses af mere langsigtede og tidssvarende krav. Også på den palæstinensiske venstrefløj har det nationale krav været et kardinalpunkt. Nationalstaten har her været opfattet, som en forudsætning for gennemførelsen af den sociale revolution. En strategi der siden slutningen af 60’erne har været karakteristisk for hovedparten af befrielsesbevægelserne i den såkaldt 3. verden.

I dag er der en stigende opmærksomhed omkring nationalstatens manglende evne til at bestemme og styre den samfundsmæssige udvikling, hvilket yderligere er et argument for, at en løsning på det palæstinensiske problem ikke er en statsdannelse. Alene det palæstinensiske flygtningeproblem er af så omfattende karakter, at det vanskeligt lader sig løse i kraft af en stat i Gaza og på Vestbredden. Men hele idéen om en palæstinensisk nationalstat er i dag så indgroet i den palæstinensiske bevidsthed, at det virker tvivlsomt om de uden videre skulle forkaste idéen.

Baggrunden for PLO’s forhandlingsiver

Da PLO indledte de hemmelige forhandlingerne med Israel, som førte til Oslo-aftalen, stod organisationen med ryggen mod muren. Dels havde Sovjetunionens sammenbrud medført en væsentlig magtforskydelse i regionen, og dels var PLO’s position - p.g.a. dens manglende støtte til den USA anførte "internationale koalition" under Golfkrigen - yderst svækket. Og sidst, men ikke mindst, udgjorde intifadaen efter Golfkrigen ikke længere et trumfkort for den palæstinensiske ledelse, da oprøret ebbede ud under krigen. Økonomisk var PLO mere eller mindre på fallitens rand og rent militært havde den ikke siden Arafat forlod Libanon i 1982 spillet nogen rolle i Mellemøsten. Det var således et yderst svækket PLO, der mødtes med et anderledes stærkt Israel. Man kan på den baggrund spørge sig selv om, hvorfor PLO - oven i købet midt under Madrid-konferencen, hvor palæstineserne i forvejen var repræsenteret - pludselig valgte at forhandle med Israel, når det så åbentlyst stod klart, at det ikke ville føre til noget som helst ?

Bishara mener, at PLO’s "forhandlingsiver" lige netop udsprang af deres svækkede position. Organisationen var efter Golfkrigen ved at bryde sammen og den politiske elite i PLO var ganske enkelt ved at miste deres rolle som lederskab for den nationale palæstinensiske befrielseskamp. Initiativet lå på daværende tidspunkt ikke hos Arafat og hans stab i Tunis, men snare hos en række ledende intifada aktivister og den palæstinensiske Madrid-delegation - anført af Hannan Ashravi og Haidar Abdul Shafi. Faren for at Arafat og det Fatah dominerede PLO simpelthen ville forsvinde fra den mellemøstlige arena var så stor, at PLO uden betingelser indvilligede i at forhandle med Israel for dermed at bringe sig selv tilbage i begivenhedernes centrum. Det var således fra Arafats side en taktisk manøvre, hvis formål var, at PLO’s politiske elite kunne fastholde magten.

Oslo-forhandlingerne kom ikke mindst som et chok for den palæstinensiske Madrid-delegationen. Hannan Ashravi og Haidar Abdul Shafi udtrykkede offentligt deres vrede og skuffelse over, at Arafat havde forhandlet med Israel bag deres ryg.

Intifadaen

Israel har igennem sin historie aldrig været truet på sin eksistens, selvom det gang på gang hævdes at være tilfældet. Hverken i 1948, 1967 eller 1973, hvor Israel har været i krig med de arabiske nabostater. Israel forsøger alligevel at fremstå som offer i den israelsk-arabiske strid og omverden - særligt Vesten - har i vid udstrækning accepteret dette billede. Her udgør ikke mindst holocaust et vigtigt propagandaredskab, som Israel har formået at udnytte til fulde. Husk blot på, hvordan medierne under Golfkrigen bragte talrige billeder af israelske børn, der iført gasmasker måtte skjule sig for Saddam Hussein’s giftgasraketter. Dette fremkaldte på naturlig vis blandt den europæiske opinion minder om Hitler og nazi-Tysklands gaskamre. Men bag propagandaen er det en kendsgerning, at Israel er regionens ubestridte supermagt, oven i købet en atommagt og kunne, hvis den fik lov, rent militært besejre den samlede arabiske verden i løbet af ganske få uger. Det er en myte, at krigene har været udkæmpet mellem en relativt svag jødisk David mod en forholdvis stærk arabisk Goliath. Der er derfor intet guddommeligt over de israelske sejre.

Heller ikke PLO’s guerilla aktiviteter kan på noget tidspunkt siges at have været en egentlig trussel mod Israel. Organisationen - der i 1964 blev dannet på Ægyptisk foranledning - har i vidt omfang været et instrument for de reaktionære arabiske regimer. Den væbnede kamp mod Israel har for palæstinenserne først og fremmest haft sin effekt indadtil. En slags empowerment om man vil, der skulle overbevise dem selv og omverden om, at de førte en national befrielseskamp. Den væbnede kamp fik verden til at interessere sig for Palæstinaproblemet. Men slaget var på forhånd tabt, ikke mindst fordi de arabiske stater aldrig har støttet palæstinensernes krav om selvstændighed.

Det palæstinensiske oprør, intifadaen, der brød ud i december 1987 og som varede frem til omkring Golfkrigens udbrud, var derimod noget der svækkede Israels position. Her viste Israels overlegne militære styrke sig nærmest at være en hæmsko, da hærens brutalitet og overgreb på ikke mindst kvinder og børn, førte til moralsk svækkelse af Israel og betød et betydeligt prestigetab i den vestlige verden. Israels undertrykkelsesapparat er ikke i tilstrækkelig grad gearet til at nedkæmpe den form for civil ulydighed, der har været så karakteristisk for oprøret.

PLO - købt og betalt af Israel

Derfor er det for Israel et glimrende træk at lade de nuværende palæstinensiske selvstyremyndigheder overtage kontrollen med en stor del af den palæstinensiske befolkning. Israel har dermed gjort sig fri af en af de vanskeligste opgaver ved at være en besættelsesmagt: kontrollen og undertrykkelsen af civilbefolkningen.

I de sidste par år har det været tydeligt, at Arafat og hans politi har overtaget Israels tidligere rolle. Det palæstinensiske politi holder - i samarbejde med den israelske hær - områderne i et jerngreb. Fængsel og tortur hører til dagligdagen og Arafat har indført skærpet censur overfor de personer og organisationer, der tillader at ytre sig kritisk i forhold til de palæstinensiske selvstyremyndigheder eller Oslo-aftalen.

Ifølge lederen af det venstreorienterede Alternativ Information Center i Jerusalem, Michael Warschawski, har palæstinenserne siden Oslo-aftalen haft adskillige muligheder for at presse Israel og gøre omverden opmærksom på de helt åbenlyse uretfærdigheder, som de lever under. Men hver gang der har været optræk til protester, har Arafat gjort alt for at undgå, at det kom til konfrontation, enten ved at mane til besindelse eller simpelthen ved at lade det palæstinensiske politi nedkæmpe de anti-israelske protester og demonstrationer.

Som allerede nævnt indtog palæstinenserne under intifadaen en forholdsvis stærk position, det virker derfor umiddelbart paradoksalt, at Arafat bekæmper enhver form for folkelige organisering, da dette - dog under forudsætning af, at Arafat formåede at håndtere det rigtigt - ville kunne styrke hans position ved forhandlingsbordet.

Den eneste forklaring på, at Arafat og PLO til stadighed svækker og nedbryder det palæstinensiske civilsamfund og dets modstands potentiale, må hænge sammen med deres frygt for, at disse kræfter i den sidste ende vil frarøve dem deres priviligerede magtposition. Her er det naturligvis vigtigt at huske på, at Arafat konstant er under et israelsk pres. Israel har i tilfælde af palæstinensisk uro flere gange standset udbetalingen af de skatter og afgifter, som Israel stadig kræver ind i de besatte områder. Selvstyremyndighederne lever således rent økonomisk på Israels nåde.

Arafats forsøg på at komme sine kritikere til livs har ført til, at hundredevis af palæstinensere er blevet fængslet og indtil flere er døde under tortur. Det drejer sig først og fremmest om aktive fra den yderste venstrefløj og aktivister eller tilhængere af Hamas. D.v.s. folk fra de grupperinger, der stærkest har markeret modstand mod og utilfredshed med den såkaldte fredsproces.

Arafats manøvrerum og muligheder for at kontrollere de besatte områder har vist sig at være lang større end israelernes. Det palæstinensiske samfund er gennemsyret af selvstyremyndighedernes tilstedeværelse og Arafat har derfor langt større muligheder - end israelerne tidligere havde - for at udøve kontrol og repression overfor befolkningen. Det bliver ikke bedre af, at befolkningen er splittet i spørgsmålet om Arafat og Oslo-aftalen. En splittelse der i den sidste ende naturligvis kun tjener til Israels fordel.

Udbruddet af en ny intifada synes umulig, sålænge Arafat i den grad allierer sig med Israel. Det er almindeligt kendt at Israels interne sikkerhedstjenste, Shin Bet, arbejder tæt sammen med Arafat’s sikkerhedspoliti.

PLO - den nye økonomiske elite

Ligeledes er det almindeligt kendt, at der florerer en omfattende korruptionen inden for de palæstinensiske selvstyremyndigheder. Al handel til og fra de besatte områder går igennem nyoprettede palæstinensiske institutioner, der enten ejes eller ledes af personer, der er tilknyttet selvstyremyndighederne. Hvor der tidligere blot var tale om en palæstinensisk politisk elite, udgør denne i dag også en betydelig økonomisk elite. Denne elites økonomiske position er mere eller mindre afhængig af, at "fredsprocessen" fremstår som en succes. Falder den for alvor til jorden vil de blive tvunget til at vælge side. Man kan ganske vist hævde, at PLO og Arafat allerede har truffet dette valg. Men det er en kendsgerning, at det endnu ikke har resulteret i et egentligt palæstinensisk oprør vendt imod ham og hans diktatoriske styre. Og at han trods alt - dog i aftagende grad - stadig fremstår som palæstinensernes leder.