Fredsprocessen i Palæstina - et led i den nye verdensorden

Bag den såkaldte fredsproces i Mellemøsten ligger USA’s ønske om at erobre og kontrollere den arabiske verden. Men religiøs fanatisme og den manglende løsning på Palæstinaproblemet truer imidlertid USA’s bestræbelser.

Af Christian Ulstrup

Den såkaldte mellemøstlige fredsproces er et led i implementeringen af den "nye verdensorden". Den blev proklameret under Golfkrigen, da George Bush forsikrede verden om, at det nu skulle være slut med at løse konflikter ved hjælp af magt. Fremover skulle konflikter løses med fredelige midler. Dette "løfte" kom naturligvis også til at gælde for Mellemøsten.

USA’s styrkede position efter Sovjetunionens sammenbrud og deres militære sejr i Golfkrigen gjorde det muligt at tvinge parterne til forhandlingsbordet. Nu skulle der skabes en pax americana.

Og i oktober 1991 indledtes Madrid-konferencen, hvilket var første gang, at ministre fra Israel, Syrien, Libanon og Jordan mødtes. Palæstinenserne blev repræsenteret af en særlig delegation indenfor den jordanske.

Bag konferencen lå USA’s ønske om at styrke og befæste sin position i Mellemøsten. Og her var en fredsaftale mellem Israel og de arabiske stater af afgørende betydning. Målet for USA var først og fremmest at få skabt stabilitet, der kunne sikre USA’s fortsatte dominans over olie-ressourcerne og give USA adgang til det voksende arabiske marked.

"Fredsprocessen" og Israel

Israel har i dag afgørende interesser i at opnå en fredsaftale med de arabiske stater. Her drejer det sig først og fremmest om at få skabt økonomiske og handelsmæssige forbindelser til den arabiske verden. Økonomisk vil en normalisering få en kolossal betydning for Israels eksport muligheder, da den arabiske verden udgør et naturligt marked for israelske produkter. Denne udvikling forstærkes af den generelle globaliseringstendens, hvor transnationale selskaber i stigende omfang er med til at sætte den politiske dagsorden.

Israel er i økonomisk forstand ikke længere præget af en stærk statsstyring. Tidligere kunne man nærmest betragte Israel, som en stat med planøkonomiske træk, men denne tid er forlængst forbi. Også i Israel har privatiseringsbølgen slået igennem. En stadig større andel af de israelske tidligere statsejede virksomheder havner på "udenlandske" hænder. Og det er i den forbindelse i øvrigt paradoksalt, at denne udvikling slog igennem under den tidligere arbejderregering. Den privatiserede under sine 4 år ved magten (1992-96) statslig ejendom for mere end 2,5 milliarder dollars. I dag er der kun ganske få statsejede virksomheder tilbage. "Fredsprocessen" tvinges således også frem af nogle grundlæggende markedsøkonomiske mekanismer.

I det fremtidige økonomiske samarbejde mellem Israel og den arabiske verden har Israel intet at frygte. Landet står til at klare sig fint i konkurrencen, hvilket ikke mindst skyldes Israels teknologiske "know how", et højtudviklet produktionsapparat og deres adgang til uanede mængder af billig palæstinensisk arbejdskraft.

"Fredsprocessen og den arabiske verden"

Den arabiske verden der grænser op til Israel, har forlængst indset, at Israel er kommet for at blive og man derfor, under en eller anden form, er tvunget til at samarbejde med den jødiske stat. Her presses de arabiske stater ikke mindst af USA. Kun omkring Syrien hersker der i dag nogle problemer, men de kan hurtigt blive løst, hvis Israel indvilliger i at diskutere de territoriale aspekter i forbindelse med Golanhøjderne. Når først en aftale kommer i stand mellem Israel og Syrien regner de fleste med, at også konflikten mellem Israel og Libanon finder sin endelige afslutning. Sovjetunionens sammenbrud har ført til, at de arabiske stater har fået begrænset handlemuligheder. Dette gælder ikke mindst for Syrien, der i dag sættes yderligere under pres af den nyligt indgåede israelsk-tyrkiske samarbejdsaftale. Overordnet set forsøger den arabiske verden at leve op til den nye verdensordens krav om "fredelig" sameksistens, idet de er klar over, at de internationale magtforhold og den stigende globalisering tvinger dem til at "normalisere" deres interne relationer, og deres forhold til Israel.

Det kan således umiddelbart se ud til, at USA i det lange løb vil have held med sit forehavende, der handler om at inkorporere Mellemøsten i den "nye verdensorden". Men dette forudsætter imidlertid, at palæstinenserne accepterer PLO og Israels vanskabte udgave af en palæstinensisk stat, hvilket næppe virker sandsynligt. Så som tingene ser ud i dag, vil den israelsk-palæstinensiske konflikt efter al sandsynlighed fortsætte.

Jødisk fundamentalisme i Israel

Et andet forhold der tyder på, at USA vil få vanskeligt ved at gennemføre sit projekt, udspringer af den forskydning, der inden for de seneste 15-20 år har fundet sted i Israel mellem landets sekulære og religiøse jøder.

Tidligere udgjorde de religiøse jøder et forsvindende mindretal, men - som man også så ved valget i 1996 - er de i dag en magtfaktor, som ingen israelsk regering kan ignorere. Hvor de sekulære jøder ønsker, at den jødiske stat skal være en nationalstat for den jødiske nation mener de religiøse jøder, at den skal være en religiøs stat for den jødiske religion.

Traditionelt er det de sekulære og de europæiske jøder, der har udgjort den kulturelle, politiske og økonomiske elite, med arbejderpartiet som samlingspunkt. Men de har langsomt - især efter det såkaldte jordskredsvalg i 1977, hvor Likud for første gang kom til magten - mistet terræn til de sefardiske og mere religiøst anlagte jøder. Og Israel er således i dag - ikke mindst fordi de religiøse partier er en del af Netanyahus parlamentariske grundlag - i langt højere grad end tidligere, præget af religionens irrationelle dogmatik. Et forhold der i fremtiden kan vise sig at være det, der for alvor bremser USA’s "mæglingsbestræbelser" mellem Israel og den arabiske verden.

Religion har ganske vist altid spillet en rolle i Israel, men ikke i samme grad som i dag og mange - især de sekulariserede jøder, føler sig nu ikke længere blot truet af arabiske "terrorister", men også af den jødiske fundamentalisme. Ikke mindst mordet på Rabin har sat skred i denne udvikling. Selv Netanyahu er i dag ved at indse, hvor umådeligt vanskeligt det er at lede et land, hvor teologiske logikker i stigende omfang præger debatten og styrer den samfundsmæssige udvikling. Det er derfor ikke uden grund, at han i dag så småt er begyndt at bejle til arbejderpartiet, med henblik på dannelsen af en national samlingsregering.

Der er ingen tvivl om, at USA foretrækker et Israel ledet af et pragmatisk arbejderparti, fremfor af et stærkt ideologisk og religiøst Likud. Fordi Rabin-Peres’ såkaldte fredsvilje i de israelsk-palæstinensiske forhandlinger mere er i overensstemmelse med USA’s langsigtede strategiske målsætning i Mellemøsten.