Fredsforhandlinger eller ensidig våbenhvile?

Baskerlandet

Konflikten i Baskerlandet har eksisteret i årtier og selvstændighedskampen er blevet kæmpet både væbnet, parlamentarisk og folkeligt. Tidligere har et af de vigtige midler været den væbnede kamp repræsenteret ved ETA, men da de i 2011 nedlagde våbnene, var det en samlet baskisk venstrefløj som stod bag, i håbet om en fredelig løsning på den lange konflikt. 

AF SASCHA IVERSEN, INTERNATIONALT FORUMS BASKERLANDSGRUPPE 

ETA (Euskadi Ta Askatasuna – Baskerland og Frihed) blev dannet i 1959 under Francos diktatur og er den væbnede del af den baskiske venstrefløj, der kæmper for et selvstændigt socialistisk Baskerland. ETA havde dog ikke fra starten en socialistisk målsætning, men knyttede i starten mest an til befrielseskampene mod de gamle kolonimagter. Først i slutningen af tresserne udviklede ETA en egentlig socialistisk målsætning, og ETA nød opbakning, både i Baskerlandet og resten af den spanske stat. De stillede sig i centrum for modstanden mod Franco bl.a. da de i 1973 lykkedes med at likvidere Francos efterfølger Carrero Blanco ved et bombeattentat mod hans bil. 

Francos død gav ikke frihed

Som en del af den antifascistiske modstandsbevægelse mod Francos diktatur øjnede både ETA og resten af den baskiske selvstændighedsbevægelse en mulighed for selvstændighed efter diktaturets fald. I 1978 blev Herri Batasuna (Folkets Enhed) dannet. Herri Batasuna blev dannet som en valgalliance for de folkelige baskiske kræfter og har aldrig været organiseret som et traditionelt parti, men som en bevægelse uden medlemskab, hvor alle i princippet kunne møde op i den lokale komité og deltage.

Samme år som Herri Batasunas dannedes blev en ny spansk forfatning sat til afstemning og mens den blev stemt igennem med stort flertal i størstedelen af Spanien, var der kun 34% i Baskerlandet der stemte for.

Den nye forfatning understregede udeleligheden af den spanske nation med militæret som garant. Selvom diktaturet var afskaffet fik baskerne ikke deres selvstændighed, og derfor fortsatte ETA den væbnede kamp. 

På trods af vedtagelsen af den nye forfatning gennemførtes der ikke noget opgør med Franco-tidens administration, retssystem, militær eller politi. Det spanske politi og militær forblev i Baskerlandet, og den politiske og væbnede konflikt fortsatte.

Socialisterne strammer grebet om Baskerlandet

I 1982 kom det Spanske Socialistiske Arbejder Parti (PSOE) til magten og herefter intensiverede den spanske stat sine angreb på den baskiske befrielsesbevægelse. Der blev blandt andet gennemført en lov, som kun gjaldt i Baskerlandet. Det var nu helt legitimt for den spanske stat at begrænse ytrings- og forsamlingsfriheden, og at tilbageholde aktivister som man mistænkte for at have kontakt eller gå ind for samme ideologi som ETA. Dermed kunne myndighederne tilbageholde og isolationsfængsle aktivister i op til 5 dage alene på grund af en mistanke. Samtidigt oprettedes GAL (Grupos Antiterroristas de Liberación) hvis dødspatruljer frem til 1987 dræbte 27 formodede ETA medlemmer. Medlemmer af det spanske politi stod bag GAL og alt tyder på at mordene skete på ordre fra indenrigsministeriet.

I perioden frem til januar 2011 fortsatte ETA den væbnede kamp og nægtede at stoppe denne før end den spanske stat ville forhandle om Baskerlandets fremtid. Her stod også Herri Batasuna fast på, at der ikke ville blive fred mellem baskerne og den spanske stat, før end den spanske regering ville sætte sig til forhandlingsbordet, og give Baskerlandet lov til at bestemme selv.

Herri Batasuna blev nedlagt i 2001, og i stedet blev en ny organisering kaldet Batasuna (Enhed) dannet. Batasunas holdning i konflikten var, at en politisk løsning var nødvendig. Derfor satte flere af deres repræsentanter, heriblandt Batasunas leder Arnaldo Otegi, sig ved forhandlingsbordet i et forsøg på at skabe våbenhvile og finde en fredelig løsning. Otegi blev dog anholdt i 2010 og dømt til 10 års fængsel for hans rolle i reformationen af Batasuna.

ETA stopper den væbnede kamp

Samtidig med fredsforhandlingerne præsenterede en samlet venstrefløj Guernika-deklarationen, hvori de tilskyndede ETA til at droppe den væbnede kamp og den spanske stat blev ligeledes tilskyndet til at stoppe den voldelige repression og kriminalisering af den baskiske venstrefløj. I oktober 2011 erklærede ETA en permanent og generel våbenhvile. Modsat ETA reagerede den spanske med at intensivere den beskidte krig med konstante anholdelser og efterfølgende tortur af politiske aktivister og fortsat kriminalisering af bevægelsen. Herved blev det understreget at den spanske stat under ingen omstændigheder ville indgå i fredsprocessen.

På trods af den spanske stats fortsatte uvillighed til at indgå i forhandlinger og dens fortsatte repression af den baskiske venstrefløj fastholder den baskiske venstrefløj den ikke-væbnede strategi. Spørgsmålet er, om målet om frihed og socialisme kan opnås indenfor denne strategi? Kan man regne med at den undertrykkende magt – i dette tilfælde den spanske stat – vil afgive et område uden en væbnet modstand? For det første har den spanske stat ikke vist tegn på ændret kurs og ethvert forsøg på selvstændighed vil gå imod forfatningen og vil derfor blive betegnet som terrorisme. For det andet har tidligere forsøg på fredsforhandlinger med den spanske stat kun resulteret i arrestationer hvorefter den væbnede kamp er blevet genoptaget.

Dette er dog ikke sket denne gang og på trods af svære vilkår er den baskiske bevægelse fortsat med at vokse. Flere unge bliver organiseret i kampen for et socialistisk og uafhængig Baskerland, så selv om modstanden ikke er væbnet er den stadig stærk og organiseret.