Francois Vercammen: Vi kan ikke reformere Unionen

På den ene side har vi haft femten statsledere - mænd beskyttet af den mest omfattende politioperation i nyere hollandsk historie, fuldstændigt afsondret fra folket.

På den anden side var vi samlet her til det alternative topmøde, og til en demonstration med 50.000 deltagere: march-folket sammen med arbejdere, funktionærer, arbejdsløse, kvinder, unge, immigranter, mere end 20 nationaliteter sammen. Det er det andet Europa.

Disse 50.000 demonstranter symboliserer omkring 300 millioner indbyggere i den Europæiske Union. De ønsker et andet samfund. og dette samfund står i modsætning til. hvad disse femten mennesker, regeringerne, som handler på de økonomiske magters vegne, gennemfører.

Jeg tror ikke, at dette kan ændres gradvist. Jeg tror ikke, vi kan reformere Unionen indefra via institutionerne.

Jeg afviser ikke nytten af at være medlem af Europaparlamentet. Men grundlæggende tror jeg ikke. at vi kan ændre noget ved at presse lidt her og der, forhandle og tilføje.

De har netop indgået et kompromis. Maastricht-traktaten vil bestå, konvergenskriterierne vil bestå - med lidt fusk omkring de tre procent. Stabilitetspagt en - nedskæringspolitik i al evighed. Det eneste, de tilføjer, er en Social Resolution - ikke en Social Revolution. I den sværger de, at beskæftigelse er meget vigtigt.

Så alle de, der var overbeviste om, at i hvert fald ved denne lejlighed efter alle protesterne og bevægelserne i Europa - kunne noget ændre sig, må erkende, at intet er ændret. Overhovedet ikke noget.

Det betyder grundlæggende, at løsningen må komme nedefra - uden for institutionerne, fra samfundsmæssige mobiliseringer, fra det civile samfund, fra pression, formueringen af krav, demonstrationer.

Det var derfor, at marcherne var så vigtige. Det var første gang, at et andet Europa - et socialt, demokratisk, økologiske og feministisk Europa - fik et ansigt i marcherne og demonstrationen.

Måske kan vi ikke formulere og gennemtrumfe, hvad vi vil. Så lad os i første omgang standse dem i det, de vil. Lad os arbejde for ideen om folkeafstemninger i alle lande om den nye traktat.

Men det er ikke nok. For at overbevise folk om, at et alternativ er muligt, må vi have en løsning for folks problemer her og nu, på de sociale problemer.

Så længe der ikke er store sociale kampe på en gang i alle europæiske lande, ligger dynamikken i den samfundsmæssige og politiske kamp stadig i de enkelte lande. Vi kan besejre vores regeringer i de enkelte lande, men vi kan ikke i dag besejre dem alle på en gang, ikke en gang de afgørende lande i hjertet af Europa.

Så vi må fremføre nogle enkle, simple principper i hvert land: et brud med monetaristisk, neoliberalistisk politik. Første prioritet er det sociale.

Det betyder, at alle skal have et job. Alle har ret til en indkomst, de kan leve af.

Men det betyder en konfrontation med Unionen og dens institutioner og med regeringerne.

Frankrigs nyvalgte premierminister Jospin er en meget beskeden mand. Han ville gerne have, at der kom til at stå i Stabilitetspagten, at arbejdsløshed var lige så vigtigt at bekæmpe som inflation. Alene det skabte furore, og han måtte trække i land.

Så det er en illusion at tro, at du kan besejre Unionen uden en omfattende krise og uden omfattende kampe og mobiliseringer.

Derfor må vi begynde i et land, tilføje magthaverne et nederlag i et land, og hvis en venstreorienteret regering kommer til magten i et land, må det naturligvis gennemføre en anden, en alternativ politik.

Så får vi problemet med finansmarkederne. Men det er ikke anonyme kræfter. Vi kender dem. De er i telefonbøgerne, i de store selskabers bestyrelser.

Finansmarkederne og deres frihed er ikke opstået spontant. Regeringerne gav dem ret til at bevæge sig frit rundt i verden. Derfor kan det også ændres.

Det vil give problemer, men det er ikke en naturlov, vi er oppe imod. En regering kan indføre kapitalkontrol, begynde at gennemføre en social politik og vise det til hele Europa og dermed inspirere til mobiliseringer der.

Kapitalen vil naturligvis sige, at det vil give store problemer for konkurrenceevnen.

Men vi kan vende det om og sige: Hvorfor gennemfører vi ikke 35 timers arbejdsuge i hele Europa. Hvorfor gør vi ikke sociale behov til topprioritet i alle europæiske lande? Hvorfor samarbejder alle disse europæiske regeringer ikke om en social politik?

Francois Vercammen er medlem af euro-marchernes sekretariat og af SAP-Belgien (4. Internationale).