Fra imperialisme til Imperiet

Af Torkil Lauesen

Anmeldelse: Imperialismen findes måske ikke mere, i stedet hersker Imperiet. Michael Hart og Antonio Negri foreslår i deres bog "Empire", at de økonomiske, politiske, militære og kulturelle forandringer af verden skal forstås som skabelsen af et Imperium: Et altomfattende globalt politisk system, der består af en række nationale og transna-tionale og overnationale institutioner forenet under én logik: den globaliserede kapitalisme

Hart og Negris bog er blevet udråbt til det nye "Kommunistiske Manifest" for den såkaldte "anti-globaliseringsbevægelse". Det er et forkert stempel. For det første er hverken bevægelsen eller bogen mod globalisering som sådan. Der er tvært imod tale om agitation for en "globalisering fra neden" som modstand mod "globaliseringen fra oven". For det andet er bogen ikke et politisk manifest i stil med Marx og Engels’ berømte lille skrift, men derimod en blanding af akademisk og politisk analyse på 473 sider.

Forfatternes baggrund som akademikere og venstrefløjsfolk afspejler sig i bogen. Bogen indeholder både afsnit, der diskuterer venstrefløjens erfaringer og ideer, og lange akademiske politologiske udredninger om suverænitetsbegrebet. Bogen er således ujævn, og stedvis kræver den en solid politologisk baggrundsviden.

Negri og Hart definerer deres metode og mål i bogen som: 1) Finde ud af hvem og hvad der er vores modstander ved kritisk at analysere de aktuelle diskussioner om globalisering. 2) Udvikle et fælles "nyt sprog", der kan formulere vores kritik. 3) Udvikle krav, nye mål og utopier for en anden verdensorden. Men bogen indfrier ikke disse ambitiøse mål. Analysen af globaliseringen forbliver på det generelle og abstrakte plan. Den bliver aldrig den detaljerede og konkrete blotlæggelsen af Imperiets magtformer og praksisser, som kunne udvikle og styrke modstanden. Hvad angår kravene og målene skriver forfatterne: "Vi er ikke i stand til - selv ikke i slutningen af denne bog - at pege på eksisterende og konkrete uddybninger af politiske alternativer til Imperiet. Et sådant alternativ kan ikke opstå ud af noget teoretisk arbejde som vores. Den kan kun vokse ud af praksis"(side 206). Vi må altså selv i gang.

Hvad angår sproget synes jeg ikke, at bogen selv adskiller sig fra det almindelige akademiske sprog i de politologiske afsnit. I refleksionerne over venstrefløjens strategier er sproget dog dejligt fri for den traditionelle giftige polemiske tone, der ofte kendetegner venstrefløjens skriverier.

Ud af bogens 473 sider er kun 21 viet modstanden og dens problemer, og det forbliver på et generelt og abstrakt plan. I løbet af bogen gentages det ofte, at vi ikke behøver at acceptere verden, som den er, og at vi kan forandre den. Men hvad vi konkret skal gøre, giver den ikke nogen forslag til.

Det er bogens fortjeneste, at den giver globaliseringen en ny politisk fortolkning. At den ser globaliseringen som ny fase i imperialismen, som etableringen af Imperiet. Det er en tiltrængt videreudvikling af venstrefløjens opfattelse af imperialismen. Bogens beskrivelse af Imperiets politiske økonomi er ikke særlig fyldig. Her er man langt bedre tjent med Castels "The Information Age". Hart og Negris bog beskæftiger sig først og fremmest med Imperiet som en politologisk størrelse, det vil sige dets politiske og juridiske struktur. I det følgende vil jeg gennemgå bogens hovedpointer.

Fra imperialisme til Imperiet

Da Lenin skrev "Imperialismen som kapitalismens højeste stadium" i 1914 delte mange hans synspunkt, nemlig at imperialismen nærmede sig sin afgørende krise, som ville kaste imperialisterne ud i en dødskamp mod hinanden. Men her ved begyndelsen af det 21. århundrede synes kapitalismen stærkere end nogensinde. Kapitalismens udvikling og udvidelse fortsætter med forøget kraft og hastighed. Der er stadig nye områder, som kan inddrages i verdensmarkedet: Det hedengangne Sovjetunionen, Østeuropa og ikke mindst Kina. Samtidig bliver kapitalismen mere og mere intens på det nære plan. Stadig nye områder af vores liv inddrages i det kapitalistiske marked. Den offentlige sektor privatiseres, fritid, kultur og sport kapitaliseres. Livets byggesten, viden og almene erfaringer privatiseres via copyright og patentsystemet. De transnationale selskaber fungerer ikke blot som organisering af udbytning. De strukturerer også Imperiet. De fordeler arbejdskraft, de tildeler finansielle ressourcer og teknologi, de skaber behov og identiteter. De former vores krop og sjæl - vores livsstil.

Selv om kapitalen således er i gang med at nedbryde nationalstatens ramme, så betyder det ikke, at statsmagten svinder ind, som de klassiske liberalister drømte om. Den neoliberale statsmagt flytter blot til andre niveauer og indsatsfelter. Kapitalen har stadig brug for infrastruktur, regulering, orden, sikkerhed osv. Den nationale regering vil således stadig komme til at eksistere, men den integreres mere og mere i transnationale organisationer og funktioner. Danmarks økonomiske politik er stort set styret af fælles EU beslutninger. Den danske hær vil ikke kunne handle selvstændigt, men kun i NATO-, FN- eller EU-sammenhænge osv.

Nationalstatens rolle

Den selvstændige nationalstat var en hjørnesten i den gamle imperialisme. Det var via den engelske, franske, tyske, belgiske, hollandske, portugisiske nationalstat at kapitalismen i 18- og 19-hundredetallet trængte ind i Afrika og Asien. Den europæiske nationalstat var rammen for udviklingen af organiseringen af imperialismen. Kapitalen i det engelske imperium måtte eksempelvis skabe en grænse mellem sig og det franske imperium for at sikre sig sine fordele, og den hvide europæer måtte distancere sig fra menneskerne i kolonierne for at kunne retfærdiggøre udbytningen, undertrykkelsen og den strøm af profitter, der flød fra Johannesburg, Delhi og Hong Kong til London. Imperialismen skabte og forstærkede grænser. Imperialismen opdelte verden og trak grænselinier i Afrika og Asien. I imperialismen var der dybe modsætninger mellem de imperialistiske magter, hvilket blandt andet kom til udtryk i to store inter-imperialistiske krige.

Denne organisering af verden begyndte at forandre sig efter Anden Verdenskrig. Hitler-Tysklands krav om lebensraum var det sidste forsøg på traditionel imperialisme.

Efterkrigstidens øgede bevægelighed af penge, varer, teknologi og information hev og sled i de nationale grænser. Den gamle nationalstat er ikke længere organisator af verdensmarkedet men en hindring for dets udvikling. Verdensmarkedet for kapital og varer nedbrød gradvist den gamle imperialismes relativt lukkede nationale grænser. Verdensmarkedets ulige bytteforhold mellem lande med højt og lavt lønniveau afløste imperialismens militære magtapparat som den kraft, der cementerede opdelingen af verden i rige og fattige.

Fra ruinerne af Anden Verdenskrig begyndte opbygningen af det globale imperium med USA som den drivende kraft. USA fik en privilegeret position i Imperiet. USA opnåede denne position ved netop fra sin fødsel at frasige sig den gamle form for kolonial imperialisme, hvor det gjaldt om fysisk at besidde landområder og i stedet stile efter det politiske og økonomiske imperium.

Selv om Imperiet således betyder enden på imperialismen, så betyder det opbygningen af magtforhold, der på mange måder er endnu mere brutale end dem Imperiet opløste. I dag er næsten hele menneskeheden på en eller anden led underlagt kapitalistisk udbytning. En ekstrem lille minoritet kontrollerer enorme rigdomme, medens hovedparten af menneskeheden lever i fattigdom. De geografiske og racemæssige linier i undertrykkelse og udbytning, som blev skabt under imperialismen, er ikke blev udvisket men på mange leder trukket op.

Imperiets opbygning

Ved første øjekast synes det nye imperium som en kaotisk struktur bestående af nationalstater, unioner af stater og transnationale organisationer, som beskæftiger sig med politik, økonomi, sundhed, uddannelse osv. Når man kikker nærmere, fremtræder der imidlertid en række pyramideformede strukturer.

Øverst i Imperiets struktur troner USA, der militært er alle øvrige overlegne. USA kan agere alene militært, men foretrækker at samle alliancer i NATO- eller FN-regi. USA’s status som verdens eneste militære supermagt blev klargjort i Golf-krigen og den nuværende krig i Afghanistan.

På pyramidens næst øverste trin befinder sig i en række nationalstater og unioner, som sammen med USA kontrollerer verdens finansielle og monetære ressourcer. Disse nationer er bundet sammen i en række organisationer: de halvårlige G8 møder, OECD, Paris og London klubben, Davos-møderne osv. De er de organisatoriske symboler på det nye imperium. Det er her, dets elite uddannes og dresseres.

Under hele denne politiske struktur ligger et netværk af transnationale kapitalistiske firmaer, som strækker sig ud over hele verdensmarkedet for kapital, teknologi og arbejdskraft. På den ene side handler og garanteres dette lag af kapitalistiske firmaer i kraft af den militære og politiske pyramides paraply, og på den anden side er det disse firmaer, som giver den politiske struktur liv gennem distributionen af kapital, teknologi, varer og arbejdskraft. Nationalstatens rolle i denne struktur er dels at være et transportbånd, der kører fra verdensmarkedet ind i det lokale og dels at disciplinere deres befolkninger så meget, det nu kan lade sig gøre.

Borgerkrige og politiaktioner

Mens de gammelkendte inter-imperialistiske og antiimperialistiske konflikmønstre får mindre og mindre betydning, er nye konfliktformer opstået. De nye konflikter kan betegnes som borgerkrige og opstande indenfor Imperiet.

Hvor der tidligere var krig, konflikter og konkurrence mellem de ledende imperialistiske magter, er dette i stigende omfang blevet erstattet af en idé om en "enighed": En ny fælles autoritet, skabelse af fælles normer, retlige, økonomiske og militære instrumenter centreret omkring USA. Initiativet til militære operationer udgår ofte fra USA, der har udråbt sig selv som verdens politimand. I alle de regionale konflikter i den sidste del af det tyvende århundrede fra Haiti til den Persiske golf, og fra Somalia til Bosnien har USA deltaget. Men for at opnå legitimitet inddrager USA som regel en række allierede i de militære operationer mod Imperiets fjender. Det bliver til FN- eller NATO-operationer. Denne tendens er også kommet til udtryk gennem forbrødringen mellem USA og Rusland, de regelmæssige G8-møder osv.

Det bliver sværere for ideologerne at identificere en fjende lokaliseret i et geografisk område. I stedet tegner der sig en fjende, som er overalt - nemlig modstanden mod den herskende orden. Fjenderne er ikke længere politiske modstandere men netop "kriminelle og terrorister". Krigen er blevet til en moralsk begrundet "politi-aktion" i det globale imperium. De sidste ti års krige har været "retfærdige krige" og "humanitære militære operationer". Grænsen mellem hæren på den ene side og politi og efterretningsvæsen på den anden bliver mere og mere utydelig. Samtidig globaliseres det egentlige juridiske og politimæssige arbejde i stigende grad, ikke mindst efter angrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001. Såvel i EU som mellem EU og USA. EU har netop besluttet at oprette en fælles politistyrke på 5000 mand klar til indsats i 2003.

Modstanden mod Imperiet

Der var engang, hvor internationalismen var en hjørnesten i proletariatets kamp. I 1850’erne var parolerne: " Proletariatet har intet land" eller "Proletariatets land er hele verden". "Internationale" var de revolutionæres hymne. Det er værd at bemærke, at utopien som kommer til udtryk i disse paroler, rent faktisk ikke er internationalistiske, hvis vi ved internationalistisk forstår et forhold mellem nationer, det vil sige en slags enighed mellem forskellige nationale identiteter, som bibeholder deres forskelle, men forhandler en begrænset aftale. Rent faktisk udtrykker den tidlige proletariske internationalisme en anti-nationalistisk, og således overnational global vision. "Arbejdere i hele verden foren eder!" - ikke på grundlag af nationale identiteter, men direkte gennem fælles behov og ønsker som udbyttede og undertrykte og uden hensyntagen til grænser.

Denne "internationalisme" var massernes aktive kollektive vilje, som indeholdt bevidstheden om, at nationalstaten var en nøglefaktor for den kapitalistiske udbytning og kolonialisme. Og ikke mindst at arbejderklassen til stadighed blev rekrutteret til at udkæmpe nationens krige, som arbejderklassen ingen interesse havde i. Kort sagt, for den tidlige "internationalisme" var nationalstaten en politisk form, der ikke kunne forvandles til noget positivt, men kun nedbrydes. International solidaritet var et projekt, der sigtede mod at nedbryde nationalstaten og opbygge et nyt globalt samfund.

Dette proletariske program fra midten af 1800-tallet var baggrunden for de senere ofte tvetydige og taktiske definitioner på internationalisme, som socialistiske og kommunistiske partier frembragte i de følgende hundrede år.

Den nationale kamps problemer

Imperialismen spillede en vigtig rolle i konstruktionen af nationen og ikke mindst "det nationale folk" i det 18. og 19. århundrede. Den koloniale racisme konstruerede det europæiske civiliserede folk i modsætning til de vilde indfødte og anderledes i Afrika, Latinamerika og Asien. Begreberne: nation, folk og race er tæt forbundne.

Den europæiske arbejderbevægelse blev i anden halvdel af attenhundredetallet omklamret af nationale bevægelser og den oprindelige internationalisme fordampede. Store dele af den europæiske arbejderklasse støttede op om imperialismen, foretrak nationalismen frem for klassesolidaritet og lod sig mobilisere til den Første

Verdenskrigs slagmarker.

Det lykkedes i høj grad for imperialismen at splitte verdensproletariatet i en række stridende fraktioner. Dele af proletariatet i de imperialistiske lande blev i den grad knyttet til deres respektive nationalstater, at de sågar var rede til at kæmpe imperialistiske og inter-imperialistiske krige. De vigtige og mest radikale revolutionære kampe var dem, der kombinerede kampen mod udbytning med kamp mod nationalisme, kolonialisme og imperialisme. Kampe der pegede frem mod globale løsninger hinsides nationale, koloniale og imperialistiske magtforhold.

De progressive træk ved nationalismen er højst tvivlsomme. Det nationale har historisk virket som en progressiv faktor i og med, at den har været et boldværk mod dominans fra andre magtfulde nationer eller ydre økonomiske, politiske eller ideologiske kræfter. Retten til selvbestemmelse for en nation er i realiteten en ret til frihed fra dominans fra stærkere nationer. I de antikoloniale og antiimperialistiske kampe blev nationalismen i form af nationale befrielsesfronter netop det våben, som besejrede koloniale og imperialistiske magter. Antiimperialistiske politikker søger på samme måde at beskytte nationen med mure, som skal hindre fremmed indflydelse og kapital osv. Det nationale er progressivt som forsvarslinie mod mere kraftfulde ydre fjender.

Men de selv samme funktioner som skal beskytte nationen mod ydre fjender vendes ofte indad og bliver til undertrykkelse af interne meningsforskelle i den nationale identitets, sikkerheds og enheds navn. Beskyttelse og undertrykkelse kan være svær at skelne.

Sagt på en anden måde: Så længe nationen ikke eksisterer, så længe nationalismen er en kamp for national befrielse, lige så længe er nationalismen progressiv. Så snart nationalstaten er en realitet, begynder nationalismens reaktionære side at dukke frem. Den dag Zimbabwe blev en nation, blev nationalismen reaktionær. Den dag palæstinenserne får deres nationalstat, bliver palæstinensisk nationalisme en reaktionær kraft. De revolutionære bliver "realister". Den nationalisme, som skulle beskytte folket fra fremmed dominans, skaber strukturer som virker som transportbånd for en økonomisk dominans. De befriede nationer i Den Tredje Verden er blevet placeret i bunden af det kapitalistiske verdensmarked.

Ingen nostalgi

Hart og Negri afviser således enhver nostalgi om at vende tilbage til den stærke nationalstat. Dels fordi sådanne bestræbelser vil være forgæves. Nationalstatens svækkelse er ikke kun et resultat af ideologi, som kan forandres ved politisk vilje. Nationalstatens svækkelse er en strukturel forandring, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage. Nationen var ikke blot et kulturelt fænomen, en følelse af sammenhold og fælles arv, men først og fremmest en juridisk og økonomisk struktur. Nedbrydningen af effektiviteten af denne struktur kan følges gennem opbygningen af nye transnationale organisationer som WTO, Verdensbanken og IMF. Globaliseringen af finans, produktion og handel klargjorde den nationale styrings utilstrækkelighed.

Ifølge Hart og Negri må det nationale proletariat frigøre sig fra nationalismen for at bringe den internationale solidaritet ud af det fængsel, der spærrede den inde. Den internationale solidaritet må frigøre sig fra at være en "barmhjertigheds-handling" og et ædelt offer til en anden national arbejderklasse og i stedet blive en uadskillelig del af en fælles kamp for frigørelse. Denne globale solidaritet har globaliseringen skabt en fornyet basis for. Kun en global modstandsstrategi kan matche det globale imperium. Den globale kapitalisme - Imperiet - er således også afslutningen på muligheden for, at et land eller en region kan isolere eller frakoble sig den globale kapitalisme for på den måde at genskabe de historiske betingelser, der var for de dominerende kapitalistiske landes udvikling. Ifølge Hart og Negri er der mindre og mindre troværdighed i den antiimperialistiske strategi, der anbefalede en "afkobling" fra verdensøkonomien som vejen frem. Hart og Negri er af den opfattelse, at for at udfordre Imperiet og dets verdensmarked er det nødvendigt at udvikle et alternativ, der er ligeså globalt i dets form og udbredelse. Enhver form for "afkobling" vil blive til en ghetto. Globaliseringen fra oven må blive mødt af en globalisering fra neden.

Mangfoldigheden

Et vigtigt begreb i Bogen "Empire" er "the multitude" - mangfoldigheden - det er et resultat af nye former for styring af det enkelte individ i hverdagen på mikroplan. Biomagt kalder Hart og Negri det, med et begreb de har hentet hos den franske ideehistoriker Foucault. (Det vil føre for vidt nærmere at udrede dette begreb i denne artikel).

Det lykkedes nationalstaten via ideologien at få folk til at tro, at de var en del af staten - at de var "folket" - eksempelvis det "det danske folk", og at dette folk var den centrale aktør der gennem det nationale demokrati styrede nationen. Men i den nye globaliserede verden bliver det stadig mere illusorisk, at "det danske folk styrer Danmark". Konsekvensen er, at identiteten "dansker" er i opløsning. Man er ikke længere tilfreds med at definere sig selv som dansker, man er en øko-feministisk lesbisk Nørrebroer af caribisk oprindelse.

"Mangfoldigheden" betyder også, at det ikke længere er arbejderklassen i den traditionelle betydning af en industriarbejderklasse, der er den revolutionære avantgarde. De politiske identiteter er blevet radikalt mangfoldiggjort, men også lænket sammen af globaliseringen i Imperiet. Der er ikke længere en arbejderklasse men en mangfoldighed af potentielt allierede revolutionære bevægelser, der kan forandre samfundet. Det er samme tankegang, som kommer til udtryk hos Zapatisterne i Mexico. De ser for eksempel deres bevægelse for et værdigt liv for den oprindelige befolkning i Chaipas, som en glassplint i et kalejdoskop, som et fragment af jordens udbyttede og undertrykte mennesker. Kalejdoskopets fragmenter består af mange forskellige former for liv, projekter og visioner. Men ligesom alle glassplinterne i kalejdoskopet er underkastet rørets drejninger, er mennesker overalt på jorden underkastet den globale kapitals logik.

Magt og modmagt

En af Hart og Negris pointer er, at kapitalismen egentlig drives frem af modstanden. At kapitalismens udvikling og stadige fornyelse er et svar på kravene fra neden, men ikke på de betingelser, som proletariatet selv ville vælge, men snarere en forandring på kapitalismens betingelser. Det var arbejderklassen, der gennemtvang kapitalismens regulering via fagbevægelse og det parlamentariske politiske system. Den seneste fase i globaliseringen (selv om den bestemt også introducerer nye former for dominans og udbytningsformer) indeholder også et element af kapitalens eftergivenhed overfor kravet om individualitet, mangfoldighed og forskellighed, men som altid - indtil nu - på kapitalens betingelser. Men samtidig indeholder dette frøet til en alternativ globalisering et "modimperium" - den globale kommunisme. Hart og Negri ser derfor ikke med nostalgiske øjne på den traditionelle industriarbejderklasses faldende betydning. Det politiske menneske, der skabes i nutiden, er det mest politiske subjekt, der endnu har eksisteret. Mangfoldigheder er ved at konstituere sig og finde sine fødder. Hvis modstanden skal gøre sig håb om at blive andet end en neoliberal livsstil, er det imidlertid en forudsætning, at modstanden mod Imperiet ser sig selv som en mangfoldighed af kræfter og kampe, der supplerer og understøtter hinanden. Ligesom neoliberalismen var kapitalens indoptagelse og udnyttelse af modstanden mod disciplineringen og ensretningen i det gamle kapitalistiske samfund, må modstanden mod neoliberalismen tage afsæt i dens postulat om individets frihed og identiteternes mangfoldighed og dreje disse i en radikal retning. Globaliseringen skaber nye muligheder for modstanden. Den skaber muligheden for at skabe en alternativ politisk organisering på globalt plan.

Horisontal eller vertikal modstand

Det 20. århundredes sociale kampe spredte sig horisontalt. Fra Berlin til Moskva, Fra Paris til New Delhi, fra Algier til Hanoi, fra Shanghai til Jakarta osv. Ideen om socialisme, kommunisme, antikolonialisme bredte sig fra land til land, idet den blev tilpasset den enkelte nations særpræg. Som en virus, der muterer sin form for at tilpasse sig nye værtsorganismer. Man kan således identificere bølger i de revolutionære bevægelser. Den første med udgangspunkt i de nationale opstande i Europa l848, og etableringen af den første Internationale og videre frem til 1880-90erne med etableringen af socialistiske fagforeninger og politiske partier og sluttende med den russiske 1905 revolution og de første antiimperialistiske bevægelser i Asien.

En anden bølge rejser sig efter den russiske revolution i 1917 og holder ved, frem til den knuses af fascismen i 30erne på den ene side, og absorberes af New Deal i USA og socialdemokratiet på den anden side. Og endelig er der den bølge, der indledes med den kinesiske revolution i 1949 og som fortsætter gennem befrielseskampene i Afrika og Latinamerika frem til 1968-oprøret. Disse kampe havde på den ene side elementer af en globalisering fra neden, en drøm om en fælles verden. På den anden side havde de vanskeligt ved konkret at forestille sig nogen anden ramme end den nationale for en organisering af det politiske liv.

Globalisering fra neden

Udviklingen af produktivkræfterne og globalisering af økonomi og politik fra oven har samtidig konkretiseret mulighederne for en globalisering fra neden. Det er derfor ikke så underligt, at der i de senere år er skabt en bevægelse for en anden global orden end den herskende. Nutidens antikapitalistiske protester bliver betragtet som voldelige hooligans, men er begyndelsen til en globalisering fra neden.

Et væsentligt træk ved en globaliseret verden er, at sociale og politiske kampe ikke længere kun bevæger sig horisontalt men også vertikalt, de springer øjeblikkeligt fra det lokale til det globale niveau. Tænk på begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads i 1989, på den palæstinensiske intifada, på revolten i Los Angeles 1992, på opstanden i Chiapas 1994 eller på terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon 2001. Begivenhederne opnår en intensitet via det globale kommunikationsnets udbredelse og styrke.

Selvom der er tale om kampe, som kan være solidt rodfæstet i lokale betingelser - som f.eks. zapatisternes oprør i Chiapas - så bevæger de sig øjeblikkeligt op på det globale niveau, og de har en tendens til at omfatte både det politiske, økonomiske og kulturelle felt på samme tid. Desto mere kapitalen udbreder sit globale økonomiske og politiske netværk, desto kraftigere kan en revolte i et enkelt punkt virke tilbage. Medens det var revolutionær taktik under imperialismen at angribe det svageste punkt i den imperialistiske kæde, kan det i dag synes mere lovende at ramme Imperiet på dets højeste niveau i dets organisering. Dette giver imidlertid ingen prioritet til nogen geografisk region, forstået på den måde at sociale bevægelser lokaliseret i f.eks. Washington, Geneva, Bruxelles eller Tokyo skulle være mere slagkraftige. Opbygningen af Imperiet og globaliseringen betyder, at det virtuelle center i Imperiet kan angribes fra ethvert punkt.

Modsat den gamle imperialismeteori, hvor det gjaldt om at slå til i Den Tredje Verden, hvor imperialismen var svagest, vil denne "mangfoldighed" - alliancen af forskellige kræfter - slå til, hvor det er mindst ventet og med størst effektivitet, hvor repressionens styrke synes at være stærkest.

Mangfoldighedens oprør

Hart og Negri nævner tre krav som de nye globale bevægelser kan tage op: 1)Globalt medborgerskab og dermed retten til at bevæge sig rundt på kloden, dvs. et opgør med nationen som ramme for vores liv. 2) En global ret til et eksistensgrundlag og 3) Kollektiv ejendomsret til produktionsmidlerne. Ikke alene til fabrikker, men også til produktionen af og spredningen af information og viden.

I det disciplinære samfund var sabotagen en fundamental form for modstand. Under Imperiets forsøg på kontrol med menneskers bevægelser er udvandring - at stemme med fødderne - en grundlæggende modstandsform. Hvis det var kommunismens spøgelse, der hærgede i forrige århundrede, så er det migrationens spøgelse, der hærger Imperiet. Den forøgede mobilitet af store dele af det globale proletariat er en vigtig konsekvens af et stadig mere samlet verdensmarked. Hele Imperiets magtapparat søger at begrænse de globale vandringer fra de steder i Imperiet, hvor der er krig og fattigdom og mod USA og Europa, men lige meget hjælper det. Fort Europas pigtråd, grænsevagter og stadig strammere lovgivning kan ikke hindre mennesker i at søge mod de rige områder i Imperiet. Modstanden er på dette punkt stærkere end Imperiets magtapparat. Den tredje verdens befrielseshelte er i dag de immigranter, der trodser de grænser, Imperiet sætter op for menneskers bevægelighed. Denne ulydighed i forhold til de grænser Imperiet sætter, er det første skridt mod en verden, hvor mennesker har ret til at bevæge sig frit.

Hart og Negris bog er i det hele taget optimistisk. Den ser Imperiet, som et bedre grundlag for modstanden mod den herskende orden end imperialismen, forstået på samme måde som Marx hævdede, at kapitalismen var et bedre grundlag for opbygningen af en anden verden end de samfundsformer, der lå forud. Overgangen fra imperialisme til Imperiet giver mulighed for forandring. Imperiet er en ustabil ting. Mangfoldighedens oprør mod globalisering fra oven rokker allerede ved dets fundament. Den politiske opgave er ikke at skrue tiden tilbage og modsætte sig globaliseringen, men at forandre dens retning og mål og skabe et alternativt globalt samfund.

Michael Hart, Antonio Negri: Empire, Harvard University Press. 2000.

Mészáros: Socialism and Barbarism, Monthly Review Press 2001

Castells, M : The Information Age Vol I-III (1996)

Empire ligger online på:

www.redthread.f2s.com/Texts/ eller

www.ncal.verio.com/ leftcurv/