For første gang rettes våbnene mod USA selv

Mange intellektuelle har analyseret situationen efter 11. september. En af de mest prominente af disse er nordamerikaneren Noam Chomsky. Vi har her samlet de centrale dele af hans udtalelser efter terroraktionen i New York 11. september.

Hvis det er en forbrydelse at huse formodede terrorister, så bør det meste af verden øjeblikkelig angribes

USA har angrebet Afghanistan. Trods en af de mest intensive internationale efterforskninger i historien har de kun været i stand til at finde meget lidt der forbinder bin Laden med 11. september. Meget mindre end jeg havde forestillet mig. Det synes at bekræfte konklusionen blandt mange analytikere, at gerningsmændene kom fra decentraliserede netværk, der havde meget begrænset kommunikation udadtil og som var meget vanskelige at infiltrere. Anklagerne mod talibanerne har USA stort set været ude af stand til at eftervise. Hvis det er en forbrydelse at huse formodede terrorister, så bør det meste af verden - herunder også USA - øjeblikkelig angribes. Vi ved heller ikke, om talibanernes tilbud om forhandling eller overførsel af bin Laden var seriøse, for de blev ganske enkelt afvist af Vesten, der foretrak at bombe - Vestens traditionelle holdning, trods det at den tildækkes i omskrivningen af historien. Vestens systematiske forfalskning af fortiden er i sig selv beklagelig, men har desuden alvorlige humane konsekvenser, som vi nu oplever atter engang.

Det er umuligt at vurdere, hvor mange fattige uskyldige afghanere der allerede er døde som følge af bombetruslerne, bombningerne, lukningen af grænsen mellem Pakistan og Afghanistan som USA krævede allerede få dage efter 11/9 og indstillingen af nødhjælpen. Jeg havde virkelig håbet, at der havde været overraskerlser. Noget der havde afveget fra deres normale handlemønstre, for med mindre det sker, ser fremtiden meget dyster ud for Afghanistans folk. Voldsspiralen vil eskalere som den plejer, med følger det ikke er rart at tænke på.

Hellere krig end retsforfølgelse

— De internationale retsinstitutioner ville kunne have bidraget til at arrestere og retsforfølge bin Laden og andre, forudsat at deres skyld kunne eftervises. Hvorfor afviser USA denne mulighed? Er det fordi regeringen ikke ønsker at legitimere en fremgangsmåde, der også kunne bruges mod USA’s terrorisme, eller skyldes det andre forhold?

Det meste af verden har opfordret USA til at fremlægge beviser, der forbinder bin Laden med forbrydelsen 11/9, og hvis sådanne beviser kunne fremlægges, ville det ikke være vanskeligt at skabe enorm opbakning for en international aktion i FN regi, der kunne arrestere ham og hans sammensvorne. Alligevel er dette ikke nogen enkelt opgave. Selvom bin Laden og hans netværk måske er involveret i kriminelle handlinger, så vil det være vanskeligt at skaffe troværdige beviser. USA’s efterretningsvæsen CIA har selv opfostret disse organisationer, fulgt dem tæt gennem 20 år og ved at de er diffuse, decentraliserede, ikke-hierarkiske strukturer, der ikke har megen indbyrdes kommunikation eller direkte ledelse. Og det er meget muligt, at de fleste af gerningsmændene blev dræbt under deres forfærdelige aktion.

USA nægter at udlevere Warren Anderson, bestyrelsesformand for Union Carbide der var ansvarlig for 16.000 menneskers død i Indien i 1984

Men der er også problemer. Talibanernes svar på USA’s krav om udlevering af bin Laden har været bemærkelsesværdigt fornuftige: "vis os beviserne, så udleverer vi ham". Præsidents Bush’ svar har været, at kravet ikke var til forhandling. Forhandlinger er uacceptable for Washington. Vi kan sammenligne med Indien, der har krævet Warren Anderson udleveret fra USA. Han var bestyrelsesformand for Union Carbide, der var ansvarlig for giftgasulykken i Bhopal i Indien i 1984, der kostede 16.000 mennesker livet. Indien har alle nødvendige beviser, men USA afviser at udlevere ham.

Krig mod terror?

— "Intelligente bomber" i Irak, "humanitær intervention" i Kosova. USA anvendte ikke begrebet "krig" til at beskrive disse aktioner. Nu taler regeringen om krig mod en unavngiven fjende - terror. Hvorfor?

Til at begynde med anvendte Bush begrebet "korstog", men det stod hurtigt klart, at hvis han ønskede at få opbakning fra den islamiske verden, var dette af åbenlyse årsager et meget uheldigt begreb. Derfor skiftede retorikken til "krig". Golfkrigen i 1991 blev netop kaldt en krig. Bombningen af Serbien i 1999 blev derimod kaldt "humanitær intervention", men det er der ikke noget nyt i. Det var en almindelig betegnelse for den europæiske imperialismes eventyr i det 19. århundrede. Den seneste forskning nævner 3 eksempler på "humanitær interventioner" i perioden umiddelbart før 2. Verdenskrig: Japans invasion af Manchuriet, Mussolinis invasion af Ethiopien og Hitlers invasion af Sudeterland. Retorikken maskerede disse kriminelle handlinger som "humanitære". Men begrebet "humanitær intervention" kan ikke på normal vis anvendes i den aktuelle situation, og derfor bruger de "krig".

At de kalder det "krig mod terrorismen" er imidlertid ren propaganda - med mindre "krigen" er rettet præcis mod terrorismen, og det er tydeligvis ikke målet. Den politiske videnskabsmand Michael Stohl har udtalt følgende: "Vi må erkende, at stormagters anvendelse og trussel om anvendelse af magt de-facto - og jeg må understrege at der kun er tale om de-facto - normalt betegnes som diplomatisk pression, og ikke som en form for terrorisme", på trods af at magtanvendelsen ofte involverer "truslen om og egentlig voldsanvendelse til opfyldelsen af hvad man kan betegne som terroristiske formål, hvis det var andre stater der fulgte den samme taktik".

— Kan denne såkaldte krig mod terrorismen overhovedet vindes, og hvis ja, hvordan? Hvis nej, hvad burde Bush administrationen så istedet gøre for at forebygge angreb, som dem der ramte New York og Washington?

USA er den eneste stat, der er blevet dømt for international terrorisme. Den dom blev afsagt af den Internationale Domstol i Haag i 1986.

Jeg vil ikke gå i detaljer her, men hvis vi ønsker at forholde os seriøst til dette spørgsmål, må vi erkende, at i det meste af verden anses USA selv for at være en ledende terrorist stat - og med god grund. Vi bør huske på, at USA i 1986 blev dømt ved den Internationale Domstol i Haag for "ulovlig anvendelse af magt" (international terrorisme) overfor Nicaragua, og efterfølgende nedlagde veto i FN’s Sikkerhedsråd mod en resolution der opfordrede alle stater (herunder USA) til at efterfølge international lov. Dette er blot et af mange eksempler.

Men for at vende tilbage til spørgsmålet i snæver forstand - andres terrorisme mod os - så ved vi udmærket godt, at problemet må behandles, hvis vi ønsker at reducere problemet frem for at øge det. Da IRA i 1980’erne sprang bomber i London, blev der ikke fremsat krav om at bombe USA, der var den vigtigste kilde til økonomisk støtte til IRA. Bestræbelserne blev i stedet rettet imod at undersøge og behandle terrorens baggrund. Da den føderale bygning i Oklahoma City blev sprunget i luften i 1996, var der umiddelbare krav om bombardementer af Mellemøsten, og det ville sandsynligvis være sket, hvis gerningsmanden var kommet derfra. Men da myndighederne fandt ud af, at gerningsmanden skulle findes blandt USA’s højremilitser, blev der ikke fremsat krav om at udradere Montana og Idaho, hvor de ellers har et godt fodfæste. Tvært imod blev ressourcerne sat ind på at eftersøge gerningsmanden, der blev fundet, stillet for retten og dømt. Samtidig forsøgte man at forstå den personlige baggrund for terrorhandlingen og håndtere disse problemer. Stort set enhver forbrydelse - uanset om det er et gaderøveri eller kolossale overgreb - har en årsag, og ofte må vi erkende at vi må håndtere disse årsager for at hindre gentagelser.

Det er denne kurs der må følges, hvis formålet er at reducere sandsynligheden for gentagelser. Men der findes også en anden reaktionsmulighed: reager med ekstrem vold og forvent at det eskalerer voldsspiralen. Det vil blot føre til flere tab, som det der udløste det oprindelige krav om hævn. Dynamikken er kendt fra verdenshistorien.

— Du siger, at de vigtigste terror-aktører er lande som USA, der anvender vold for at opnå politiske mål. Hvornår og hvor?

Jeg er en smule overrasket over spørgsmålet. USA er trods alt det eneste land, der er blevet dømt af den Internationale Domstol for international terrorisme mod Nicaragua. Domstolen dømte USA til at ophøre med sine kriminelle handlinger og til at betale en klækkelig erstatning. USA reagerede ved at afvise domstolens afgørelse med foragt, eskalerede i stedet krigen mod Nicaragua, og nedlagde veto mod en Sikkerhedsråds resolution der krævede at alle stater skulle respektere international ret. USA’s terrorkrig eskalerede i overenstemmelse med regeringens officielle politik for at angribe "bløde mål" - forsvarsløse civile - frem for at komme i kamp med Nicaraguas hær. Det var blot en enkelt komponent i Washingtons terroristiske krige i Mellemamerika i 1980’erne, der kostede 200.000 livet og lagde 4 lande i ruiner.

I det samme årti stod USA også for terrorisme i andre dele af verden - herunder i Mellemøsten. For blot at tage et enkelt eksempel blev der gennemført et bilbombeattentat i Beirut i 1985 udenfor en moske. Bomben var rettet mod Muslim Sheikh, der imidlertid undslap, men 80 blev dræbt og 200 blev såret. Og USA støttede langt alvorligere terror. F.eks. Israels invasion af Libanon i 1982, der kostede 18.000 libanesiske og palæstinensiske civile livet. Og USA støttede Israels "jernnæve" overgreb i de følgende år, rettet mod "terroristiske landsbyboere" som Israel formulerede det. Det samme gjaldt de israelske invasioner i 1993 og 96, begge stærkt støttede af USA. Opbakningen blev først fjernet af Clinton administrationen i 1996 efter Qana massakren, der blev internationalt fordømt. De civile tab i Libanon efter 1982 som følge af de USA godkendte overgreb fra Israels side løber nok op i yderligere 20.000 dræbte.

I 1990’erne leverede USA 80% af våbnene til Tyrkiets voldsomme oprørsbekæmpelses kampagne rettet mod kurderne i landets sydøstlige hjørne. Titusinder blev dræbt, 2-3 millioner blev fordrevet fra deres hjem og 3.500 landsbyer blev ødelagt. Våbenleverancerne var vokset voldsomt i 1984, da Tyrkiet indledte sine terrorangreb på befolkningen, og begyndt først igen at falde i 1999, da overgrebene havde givet de ønskede resultater.

I 1999 blev Tyrkiet fortrængt som førende modtager (efter Israel og Ægypten) af nordamerikansk våbenhjælp af Colombia - den værste overtræder af menneskerettighederne på det amerikanske kontinent i 1990’erne. USA’s militærleverancer og træning af soldater fulgte her et velkendt mønster.

I Østtimor støttede USA og England de indonesiske aggressorer, der allerede havde udryddet 1/3 af befolkningen. Støtten fortsatte også gennem 1999 trods flere tusinde henrettede øØsttimoresere, helt frem til massakrene i september der drev 85% af befolkningen fra deres hjem og ødelagde 70% af landet. Under disse begivenheder fortsatte Clinton administrationen sin hidtidige politik, at ansvaret for Østtimor var Indonesien, og USA ville ikke blande sig i landets indre anliggender. Det var først efter enormt pres, at USA’s regering informerede Indonesien om, at spillet var ude, hvilket øjeblikkeligt fik landet til at trække sig ud af Østtimor. Det afslørede den enorme magt USA hele tiden havde haft, hvis ikke regeringen havde besluttet sig for at støtte de indonesiske massemordere.

I 1998 finder vi et andet mindre eksempel på USA’s terrorisme, da Clinton med et krydsermissil angreb ødelagde halvdelen af medicinen i Sudan og den fabrik hvor den blev fremstillet. Tabstallet må have været enormt, men ingen har de nøjagtige tal, for USA blokkerede for en FN undersøgelse, og de vestlige intellektuelle er tilsyneladende ligeglade med sådanne trivialiteter. Lignende angreb i Frankrig, Israel eller USA ville sandsynligvis have ført til en helt anden reaktion, selv om sammenligningen er uretfærdig, for disse er rige lande, hvis medicinlagre let kan erstattes.

Den værste USA ledede terror i 1990’erne er dog nok ødelæggelsen af det civile samfund i Irak, der har kostet omkring 1 million mennesker livet - over halvdelen børn. "En svær beslutning, men vi mener at prisen er det værd", erklærede daværende udenrigsminister Madeleine Albright i TV for et par år siden.

— Hvilke underliggende drivkræfter findes aktuelt i USA’s udenrigspolitik? Hvad er formålet med Bush’ "krig mod terror"?

USA har gennem 20 år stået for terrorisme overfor resten af verden. Enten direkte eller pr. stedfortræder

Denne "nye krig mod terror" er hverken "ny" eller en "krig mod terror". Vi må erindre os, at Reagan administrationen kom til magten for 20 år siden med en retorik om, at den "internationale terrorisme" ville blive et omdrejningspunkt for USA’s udenrigspolitik, og at det var nødvendigt at føre krig for at udslette denne "kræftsvulst", denne "sygdom" der ødelagde civilisationen. Reagan førte sin egen retorik ud i livet ved at organisere en international terror-kampagne, der var ekstraordinær i både omfang og ødelæggelse. Det kom så vidt, at USA blev dømt ved den Internationale Domstol for sin terrorisme. I andre tilfælde blev terroren udført pr. stedfortræder. For eksempel i det sydlige Afrika hvor det vestligt støttede apartheid styre i Sydafrika dræbte 1_ million mennesker og ødelagde for 60 mia. US$ under Reagans regeringsperiode. Hysteriet over den internationale terrorisme nåede et maksimum i midten af 80’erne, mens USA og dets allierede selv gik i front med spredningen af den cancer, de påstod de arbejdede for at udrydde. Hvis vi vælger det, kan vi leve i en verden af komfortable illusioner, eller vi kan studere den nyere historie, på de terror-institutioner der fortsat er intakte, på de planer der offentliggøres, for derpå at besvare spørgsmålene udfra denne viden. Jeg har ikke kendskab til, at der skulle være sket pludselige ændringer i USA’s langsigtede interesser eller mål - bortset fra taktiske justeringer ifht. de ændrede forhold.

Gradbøjning af terror

— Efter angrebet 11/9 erklærede udenrigsminister Colin Powel, at regeringen ville ændre terrorismelovene, herunder loven fra 1976 der hindrer nordamerikanere i at planlægge mord på eller dræbe terrorister. EU planlægger ligeledes at gennemføre nye terrorlove. I hvilken udstrækning vil angrebet medføre indskrænkning af vore rettigheder? Giver terroraktioner f.eks. regeringer ret til at sætte os under overvågning, med det formål at opspore mistænkte og hindre fremtidige angreb?

Et for abstrakt svar på det spørgsmål fører ingen vejne, så lad os i stedet undersøge et aktuelt eksempel på, hvad sådanne planer betyder i praksis. Den 21/9 bragte New York Times en debatartikel af Michael Walzer, der er en respekteret intellektuel, der samtidig anses for ledende for moraldannelsen. Walzer opfordrede til en "ideologisk kampagne mod alle modargumenter og undskyldninger for terrorisme, med det formål at knuse dem". I hans verden findes der nemlig ingen argumenter eller undskyldninger for terrorisme. I hvert fald ikke for den terrorisme han tænker på, eller blandt folk der er i stand til at argumentere. Samtidig fordømmer han forsøgene på at forstå baggrunden for terrorhandlinger - i hvert fald rettet mod de stater han støtter. Det interessante er imidlertid, at han efterfølgende på helt traditionel vis stiller sig op i køen af folk, der kommer med "argumenter og forsvar for terrorisme". Han støtter politiske likvideringer, nemlig når der er tale om israelske likvideringer af palæstinensere, som det hævdes støtter terrorisme. I disse tilfælde fremføres ingen beviser og menes heller ikke at være nødvendige - trods det at formodningerne i de fleste tilfælde viser sig at være uden hold i virkeligheden. I 10 måneder har nordamerikansk producerede angrebshelikoptere været anvendt til mord på palæstinensere. Walzer sætter ordet "mord" i citationstegn, fordi det efter hans mening er knyttet til de "vildt overdrevne beretninger om konsekvenserne af blokaden mod Irak og den Israelsk-Palæstinensiske konflikt". Han refererer til kritikken af de USA støttede israelske overgreb i Palæstina. Områder der har været under brutal israelsk militær besættelse i næsten 35 år. Og samtidig refererer han til USA’s politik, der har ødelagt det civile samfund i Irak - samtidig med at den har styrket Saddam Hussein. Denne kritik af USA’s politik er ret marginal i USA, men tilsyneladende alt for meget for ham.

— Hvordan opfatter du reaktionen fra USA’s regering? Hvilke interesser repræsenterer den i denne sammenhæng?

USA benytter situationen til militarisering, undergravelse af sociale programmer, styrkelse af storkapitalen og ideologisk ensretning af samfundet

Som regeringerne i andre lande er også USA’s regering tættest knyttet til de indenlandske centre af koncentreret magt. Det burde være en selvfølge. Naturligvis kommer indflydelsen også andre steder fra, herunder folkelige strømninger. Dette gælder for alle samfund, selv brutale totalitære samfund. I den udstrækning vi har informationer, virker det som om USA’s regering ønsker at udnytte situationen til at gennemtrumfe sin egen dagsorden:

  • militarisering, herunder "missilforsvaret", et kodeord for militarisering af rummet 
  • undergravelse af sociale programmer og kritikken af de barske konsekvenser af storkapitalens "globalisering". Herunder reduktion af kravene til miljøet, sundhedsområdet osv. 
  • gennemføre tiltag der vil fremme overførslen af rigdom til meget smalle sektorer (ved f.eks. at fjerne skatten på kapitalgevinster) 
  • ensretning af samfundet med det formål at eliminere diskussion og protest.

Jeg formoder, at regeringen lytter til udenlandske ledere, specialister i Mellemøsten forhold, og formodentlig deres egne efterretningstjenester der vil advare den mod et massivt militært angreb, der blot vil være et svar på bin Ladens bønner. Men der findes også høge i regeringen, der ønsker at benytte lejligheden til at ramme deres fjender med ekstrem vold, uanset hvor mange uskyldige mennesker der bliver dræbt - herunder også folk i USA eller Europa, der kan blive ofre for den eskalerende vold. Det er desværre en særdeles almindelig dynamik. Som sædvanlig findes der masser af bin Ladens på begge sider.

Angreb på imperialismen

— Da Berlinmuren faldt kostede det ingen døde, men ændrede alligevel den geopolitiske scene fundamentalt. Tror du, at de seneste ugers hændelser kan få en lignende betydning?

Det seneste halve århundrede har USA udstrakt sin militære magtanvendelse til det meste af verden. Antallet af ofre er astronomisk højt. Men for første gang er geværet blevet rettet den anden vej

Begivenhederne 11/9 er en ret ny foreteelse i international politik. Ikke i omfang eller karakter, men pga. målet. For USA er det første gang siden krigen i 1812 at nationen er blevet angrebet - eller blot truet. Mange kommentatorer har nævnt Pearl Harbor som et fortilfælde, men det er helt forfejlet. Den 7/12 1941 blev militærbaser i 2 nordamerikanske KOLONIER angrebet. Ikke det nationale territorium. Gennem det 19. århundrede dræbte USA den indfødte befolkning i nordamerika (der var tale om millioner), erobrede halvdelen af Mexico, intervenerede militært i den omliggende region, erobrede Hawaii og Philippinerne (dræbte hundredetusinder af philippinere), og det seneste halve århundrede har USA udstrakt sin militære magtanvendelse til det meste af verden. Antallet af ofre er astronomisk højt. Men for første gang er geværet rettet den anden vej. Dette er en dramatisk ændring.

Det samme er i endnu mere dramatisk grad sandt i Europa. Europa har oplevet brutale ødelæggelser som følge af interne krige, men samtidig har kontinentet erobret størstedelen af resten af verden med endnu større brutalitet. Europa er - med få undtagelser - aldrig blevet angrebet af sine ofre udefra. England blev ikke angrebet af Indien, Belgien af Congo eller Italien af Ethiopien. Derfor er det ikke overraskende, at Europa bliver dybt chokeret over terrorattentaterne 11/9. Atter engang, ikke pga. omfanget men pga. målet - det imperialistiske center selv.

Mange mennesker har udtryk raseri over den vrede mod USA der har vist sig mange steder i verden - herunder men ikke afgrænset til Mellemøsten. Billederne af mennesker der har fejret World Trade Centers kollaps har medført, at folk har krævet hævn. Hvad synes du om det?

Jublen enkelte steder i verden over WTC’s kollaps er for intet at regne mod USA’s jubel over Nicaraguas kollaps og massakren på flere hundrede tusinde indonesiske bønder i 1965

Det USA støttede militær tog magten i Inodnesien i 1965 og organiserede efterfølgende mordene på flere hundrede tusinde mennesker, de fleste jordløse bønder. Det var en massakre som CIA efterfølgende sammenlignede med Hitlers, Stalins og Maos forbrydelser. Men samtidig førte massakren til helt ukontrollabel eufori i Vesten over "kommunisterne der blev henrettet". De indonesiske bønder havde aldrig gjort os noget. Da Nicaragua i 1990 endelig bukkede under for 10 års angreb fra USA’s side, priste den borgerlige presse i USA sejren over sandinisterne og de metoder der havde gjort det muligt at "smadre økonomien og gennemføre en langvarig og dødelig stedfortræderkrig, indtil de udmattede indfødte endelig selv styrtede den uønskede regering", med omkostninger der for USA var "minimale". Nicaragua var ladt tilbage med "ødelagte broer, saboterede kraftværker og ødelagte landejendomme". Vi er "forenede i glæde over sejren", som New York Times udbasunerede. Det er let at fortsætte.

I virkeligheden er det meget få mennesker rundt omkring i verden, der har fejret attentatet i New York. Handlingerne blev overvældende fordømt, selv de steder hvor folk i mange mange år har været under USA’s støvler. Jo, der var uden tvivl vredes følelser rettet mod USA, men jeg kender ikke til noget så grotesk, som de to eksempler jeg netop nævnte. De der mener, at reaktionerne efter 11/9 kræver hævn, bør indlede en masse-ødelæggelses kampagne mod deres egne institutioner og dem selv, hvis reaktionen er baseret på generelle moralske principper.

Årsagerne skal findes i USA’s politik, ikke "globalisering"

— Hvis vi antager, at terroristerne valgte World Trade Center pga. dets symbolske betydning, hvordan har globalisering og det kulturelle hegemoni da bidraget til at skabe hadet mod USA?

Den forestilling der ligger i dit spørgsmål er særdeles velkommen for vestlige intellektuelle. Det fritager dem nemlig for ansvar for de aktioner, der faktisk ligger bag valget af WTC. Blev det bombet i 1993 pga. bekymring over globaliseringen og USA’s kulturelle hegemoni? Det er kun få dage siden at Wall Street Journal skrev om holdningerne blandt rige og priviligerede ægyptere, der bar smart amerikansk tøj og spiste på en McDonalds restaurant. Ægypterne var bittert kritiske overfor USA af objektive politiske årsager, som er velkendte for dem, der ønsker at kende til dem. Blot få dage forinden havde avisen skrevet om holdningerne blandt bankfolk, forretningsfolk og uddannede i Mellemøsten. De var pro-amerikanske men kritiserede samtidig USA’s politik voldsomt. Udtrykker det bekymring over "globalisering", McDonalds og jeans? Holdningerne på gaden er tilsvarende, blot langt voldsommere, og de har intet at gøre med Vestens yndede undskyldninger.

Hvad angår bin Ladens netværk bekymrer det sig lige så lidt om globalisering og kulturelt hegemoni, som det gør for de fattige og undertrykte mennesker i Mellemøsten, som det skadet i årevis. De forklarer os klart og tydeligt deres motivationer: de kæmper en Hellig Krig mod de korrupte, undertrykkende og "u-islamiske" regimer og støtter i regionen - på samme måde som de kæmpede en Hellig Krig mod Sovjetunionen i 1980’erne, og som de i dag gør i Tjetjenien, det vestlige Kina og andre steder. Det startede i virkeligheden i 1981 med deres mord på præsident Sadat i Ægypten. Bin Laden har sandsynligvis aldrig selv hørt om begrebet "globalisering". De der har gennemført dybdeborende interviews med ham, som Robert Fisk, fortæller at han stort set intet kender til verden, og iøvrigt er ligeglad. Hvis vi har lyst til det, kan vi naturligvis vælge at ignorere disse fakta, og i stedet fordybe os i vore egne fantasier. Vi kan ligeledes vælge at fortrænge, hvem der opbyggede og financierede fundamentalismen i Afghanistan, som i dag vender sig mod os. Men fortrængningerne har enorme omkostninger for os selv - og andre.

— Araberne defineres i medierne i dag som fundamentalister. Er de Vestens nye fjende?

USA er selv en af verdens mest fundamentalistiske religiøse kulturer, har opdyrket den islamiske fundamentalisme og ført krig mod den katolske kirke

Naturligvis ikke. For det første er der ingen der ved sine fulde fem vil definere arabere som "fundamentalister". For det andet har USA og Vesten generelt intet mod fundamentalisme som sådan. Faktisk er USA selv en af verdens mest fundamentalistiske religiøse kulturer - ikke staten som sådan men den folkelige kultur. I den islamiske verden er den mest ekstreme fundamentalistiske stat (bortset fra talibanernes Afghanistan) Saudi Arabien, der siden sin oprindelse har været USA’s klient-stat. Det er velkendt, at de islamiske fundamentalistiske ekstremister i 80’erne var USA’s foretrukne alliancepartnere, fordi de var de bedste mordere der kunne opdrives. I det samme årti var en af USA’s vigtigste fjender den katolske kirke, der havde "syndet" bittert i Latinamerika ved at følge ideologien om "at støtte de fattige". USA svarede igen ved at støtte ekstreme fundamentalistiske protetstantiske sekter. Grundlæggende er Vesten ret økumenisk i sit valg af fjender. Kriteriet er underkastelse og støtte til magten - ikke religion.

Konsekvenserne efter 11/9

— Tror du, at amerikanerne også på længere sigt vil acceptere, at løsningen på terror mod civile er mere terror mod civile, og at løsningen på fanatisme er overvågning og indskrænkning af de borgerlige rettigheder?

Det håber jeg ikke, men vi skal ikke undervurdere kapaciteten i det effektive propagandaapparat til at drive folk til irrationelle, morderiske og selvmorderiske handlinger. Tag blot et eksempel der er tilstrækkelig fjernt til, at vi kan undersøge det i ro: 1. Verdenskrig. Det er umuligt at begge sider udkæmpede en nobel krig udfra de højeste moralske principper. Alligevel marcherede soldater på begge sider under enorm glæde ud i en gensidig slagtning, hyldet af de intellektuelle og de som de havde mobiliseret tværs over det politiske spektrum fra venstre til højre. Herunder også verdens stærkeste arbejderklasse - den tyske. Undtagelserne fra hyldesten er så få, at vi nærmest kan tælle dem på hånden, og nogle af de mest prominente blandt disse blev kastet i fængsel for at tvivle på krigens noble projekt. Det gjaldt bl.a. Rosa Luxemburg, Bertrand Russell og Eugene Debs. Med hjælp fra præsident Wilsons propagandaapparat og entusiatisk støtte fra liberale intellektuelle, blev det pacifistiske USA i løbet af få måneder forvandlet til et frådende anti-tysk samfund, der var rede til at tage voldsom hævn over de der havde forøvet hårrejsende forbrydelser - hvoraf mange var frit opfundet af det britiske "Informationsministerium".

Men en lignende situation kan godt undgåes, og vi skal ikke undervurdere den civilisatoriske effekt som de seneste 35 års folkelige kampe og bevægelser har haft. Vi behøver ikke kaste os direkte ud i katastrofen, blot fordi vi har fået marchordrer.

— Hvad er konsekvenserne i Mellemøsten - især for den israelsk-palæstinensiske konflikt?

Israel udnyttede øjeblikkeligt lejligheden efter 11/9 til at invadere palæstinensiske byer, stramme jerngrebet og siden er over 100 palæstinensere blev dræbt af besættelsesmagten

Attentatet 11/9 blev et ødelæggende slag mod palæstinenserne, hvilket de øjeblikkeligt fandt ud af. Israel udnyttede øjeblikkeligt situationen til at kaste sig over palæstinenserne - uden at frygte fordømmelse fra omverdenen. Allerede i de første dage efter angrebet 11/9 trængte israelske tanks ind i de palæstinensiske byer Jenin og for første gang Jericho. Snesevis af palæstinensere blev dræbt og Israels strammede sin jernnæve om Palæstina - præcis som forventet. Israels forsvarsminister Benjamin Ben Eliezar udtalte efterfølgende til den israelske avis Yediot Ahronot: "Det er et faktum, at vi har dræbt 14 palæstinensere i Jenin, Qabatiyeh og Tammum, men verden har forholdt sig fuldstændig tavs. Det er en katastrofe for Arafat".

Dette er en helt normal udvikling under en dynamik med eskalerende vold. Vi kender den fra Nordirland, Israel/Palæstina, Balkan og mange andre steder.

— Hvilke konsekvenser forudser du, at 11/9 vil få for anti-globaliseringsbevægelsen?

Der er afgjort tale om et bagslag for de verdensomspændende protester mod kapitalens globalisering. Terrorhandlinger er en gave til de barskeste og mest undertrykkende elementer på begge sider. De vil helt sikkert blive - og er allerede ved at blive det - udnyttet til at fremme militarisering og undergravelse af demokratiet. Men disse tiltag vil helt sikkert blive mødt af modstand, og jeg tror ikke de på længere sigt vil have succes med denne politik.

Noam Chomsky er professor i lingvistik og ansat ved MIT i Massachusetts, USA. Han er forfatter til en lang række bøger og artikler om USA’s udenrigspolitik. Hans artikler og interviews kan hentes fra nettet på https://zcomm.org/zmag/