Forbrydermagt, guerillakrig og hule fredstilbud

Den nu femten måneder lange kamp mellem Somalias overgangsregering og dens modstandere, primært væbnede tilhængere af oprørsbevægelsen Unionen af islamiske domstole, har ført det krigshærgede land ud i en økonomisk og humanitær katastrofe. Senest har USA endnu engang bombet en somalisk landsby - imens ser verden til, i larmende tavshed.

Af Jonas Waaben

Somalia har været uden en formelt valgt regering, siden 1991. I 2004 blev der dog nedsat en ‘overgangsregering’ i Somalia, efter en fredskonference, som skulle sætte gang i opbyggelsen af en somalisk stat. Som præsident valgtes den berygtede krigsherre, Abdullahi Yusuf. Selve regeringen består også af krigsherrer, eller repræsentanter for samme - selvbestaltede forbryderkonger, der de facto regerer over det meste af Somalia, efter forgodtbefindende. Med etableringen af denne ledelse af Somalia, gik processen fra at være en fredsproces til at være krigsherrernes kamp for flere privilegier til dem selv.

I 2006 begyndte et væbnet oprør mod denne upopulære overgangsregering, ledt an af Unionen af islamiske domstole - et netværk af relativt moderate, uafhængige shariadomstole - der formåede at fordrive regeringens militære styrker med unionens egne militser. Man tog kontrol over hele den sydlige del af landet, bl.a. hovedstaden Mogadishu, og skabte fred, justits og sociale forbedringer her, i og med at man også fordrev de tyranniske krigsherrer, med opbakning fra de lokale.

Med massiv militær støtte fra bl.a. USA og Etiopien - Somalias forhadte naboland og arvefjende - slog overgangsregeringen dog oprøret tilbage og genetablerede sig, ikke mindre upopulær, ligesom krigsherrerne i øvrigt gjorde det. Siden hen har islamisterne udført mange guerillaangreb mod de etiopiske styrker og mod regeringsmål. Krigen raser atter og situationen er på alle måder forværret for civilbefolkningen. Se i øvrigt Gaia nr. 55, for mere baggrund.

USA’s fortsatte støtte til præsident Yusuf

USA har løbende bidraget til at bekæmpe Unionen af islamiske domstole, da de ser det som et led i bekæmpelsen af islamisk terrorisme. Således har de hjulpet med træning og materiel, men har også deltaget i egentlige krigshandlinger. Den 3. marts dræbte USA seks civile, heraf fire børn, og sårede endnu tyve under et bombetogt mod en somalisk landsby, hvor en al-Qaeda leder angiveligt skulle skjule sig. Han var dog ikke blandt de dræbte. Dagen efter gik hundredevis af somaliere gennem byen i en demonstration, der primært var præget af antiamerikanske paroler. USA har gennemført angreb som dette siden december 2006, i den såkaldte krig mod terror, der dog tydeligvis primært kræver uskyldige ofre.

USA’s interesse i Somalia er ikke kun baseret på de løse formodninger om al-Qaeda-aktivitet, men også på landets strategiske geografiske position på Afrikas horn ved Det Røde Hav, samt på en anden velkendt motivationsfaktor: den olierige undergrund.

Krigsherrernes regime

Overgangsregeringen fortsætter også “krigen mod terror” på sin egen, ligeledes skæve måde. “Allierede styrker” under præsident Yusuf har gentagne gange plyndret Somalias største marked ved navn Bakara. Efter en af plyndringerne af Bakaramarkedet kom det til ildkamp mellem de regeringsstøttede røvere og modstandere af overgangsregeringen med mange døde til følge. Somalias premierminister, Nur Hassan Hussein, placerer, trods overregeringens tavse accept af overgrebene, ansvaret for episoden hos “uansvarlige oprørsgrupper”.

De civile somaliere lider hårdt under den nuværende situation. Kriminalitet begået af lokale krigsherrer og overgangsregeringens egne soldater er, samtidig med at der er problemer med omfattende falskmøntneri, kraftigt medvirkende til at ødelægge økonomien. Inflationen er steget med 300 pct., handlende lukker deres forretninger og situationen er ved at lede til hungersnød i hovedstaden Mogadishu, hvor folk ikke kan købe de mest basale varer. De civile er også hårdest ramt i kampene mellem oprørerne og overgangsregeringen. I et land som Somalia er det næsten umuligt, at opgøre dødstal med sikkerhed, men meget tyder på, at de civile, der er dræbt under kampene mellem oprørerne og somalisk-etiopiske styrker, skal tælles i hundredevis, hver måned. De mest forsigtige estimater, melder om ca. tohundrede dræbte civile i 2008, mens uofficielle rapporter mere end fordobler de tal. Somaliske nyhedsmedier, melder på samme måde om daglige overgreb mod ubevæbnede civile fra de etiopiske troppers side.

Fredsforhandlinger?

Præsident Yusuf har rutinemæssigt kategoriseret alle modstandere af hans regime som “terrorister”, men den ganske nyvalgte premierminister Nur Hassan Hussein har slået en mere forsonlig tone an - tilsyneladende, i hvert fald. Hussein har åbnet op for forhandlinger, også med væbnede grupper, hvilket vakte forhåbninger i landet. Et punkt som overgangsregeringen ikke er villig til at forhandle, er imidlertid meget centralt i hele konflikten: tilstedeværelsen af de etiopiske invasionstropper i Somalia. Den etiopiske besættelse, som kritikere har benævnt den, var hovedårsagen til overgangsregeringens upopularitet til at begynde med. Nu har befolkningen efterhånden fået flere årsager til at opponere mod styret, efterhånden som den sociale og økonomiske nød er steget, men det synes klart, at den etiopiske tilstedeværelse i Somalia, ikke kan forenes med udsigter til fred. Det er da også modstandernes højeste krav, at etiopierne skal forlade landet, men sagen er, at uden Etiopiens militære rygdækning har præsident Yusuf ingen garantier for sin magt.

Overgangsregeringen har, på trods af Yusufs uforsonlige retorik, også tidligere talt om fredsforhandlinger, men da det blev klart, at forhandlingsforslaget primært var en strategisk manøvre for at så splittelse blandt modstanderne af den etiopiske invasion, forkastede modstanderne forslaget. I stedet optrappedes kampen mod de etiopiske styrker og overgangsregimet i Somalia. USA ønsker at der kommer skub i fredsforhandlingerne, og når premierministeren rækker hånden ud mod oppositionen, dog uden reelle tilbud, er det ifølge visse observatører for at pleje forbindelsen til USA.

Senest har lederen af Unionen af Islamiske Domstole, Sheik Hassan Aweys, afvist al dialog med overgangsregeringen, så længe Etiopiens besættelse af Somalia vedvarer. Samtidig har oprørerne mere og mere held med deres guerillastrategi, hvor det bl.a. er lykkedes at afskære de etiopiske tropper deres forsyningslinier med forholdvis stort held. Der er ingen udsigter til fred på de nuværende betingelser.

Tavshed

I Danmark er der stort set ingen medieopmærksomhed rettet mod Somalia, trods en humanitær katastrofe af største omfang siden 1990’erne og aktuelle kamphandlinger med indblanding fra USA. Venstrefløjen er ligeledes tavs. Måske fordi det ikke er så enkelt at udpege, hvem der er de progressive og sympatiske, i en konflikt ,der ikke følger samme “skema” som i de postkoloniale kampe, vi ellers har beskæftiget os med i den tredje verden. Den somaliske situation synes at drukne i den uoverskuelige sky af afrikanske problemer og konflikter, som det er for svært at forholde sig til.

Kilder 

Banadir (banadir.com), 16. marts 2008. 
Nyhedsmagasinet Voice of America, 3. marts 2008. 
Elman Human Rights i Garowe Online, 17. februar 2008. 
Human Rights Watch’s rapport fra Somalia, august 2007. 
Nyhedsbrevet Intersol, udgivet af STS International Solidarity i Danmark