Forbrydelse og straf i det neoliberale samfund

Hvilken rolle spiller kriminalitet og straf dels for forholdet mellem staten og borgerne, og dels for forholdet mellem mennesker.

Torkil Lauesen

Neoliberalisme er ikke blot en politisk linie som Thatcher eller Reagan var udtryk for. Neoliberalismen er en net af praksisser, der strækker sig fra produktionsformer, over statslige politikker og administrationsmåder til værdier og normer som former det enkelte menneskes identitet og væremåde. Det er et væv af magtteknikker der støtter og supplerer hinanden, og som et kapillærnet strækker sig gennem hele samfundet og danner et hegemonisk system, der former verden fra globale strukturer til det enkelte menneskes liv.

Den igangværende fase i globaliseringen gennembryder og nedbryder de nationale grænser, som har været den grundlæggende ramme om økonomi og politik de sidste tre århundreder. Hvor økonomien tidligere var indlejret i nationalstaternes politik, indlejrer den globale økonomi i dag i stadig højere grad den nationale politik. Vi lever i en tid, hvor det bliver stadig vanskeligere for nationalstaten at styre økonomiske processer. Kapitalen og de sociale eliter bliver mere og mere mobile og uafhængige af det konkrete sted. Mens dem der producerer og regeres i langt højere grad er bundet til det lokale.

Mens politikerne i 70’erne talte om kontrol og regulering af de multinationale selskaber, må statsmagten i 90’erne i stadig højere grad tilpasse sig og servicere de transnationale selskaber og financielle strømme, i håb om at tiltrække kapital og dermed arbejdspladser til den arbejdskraft der stadig er fastholdt af nationalstatens grænser. De transnationale selskaber og pengetanke har med deres størrelse og bevægelsesfrihed simpelthen overskredet staternes evne til kontrol. Vi bevæger os fra en international økonomi mod en global økonomi, hvor det er blevet nationalstatens centrale mål at skabe gunstige betingelser for investorerne. At det må være sådan er en indiskutabel neoliberal sandhed.

Fra styring af økonomi til styring af mennesker

Det påtvungne tab af evnen til at regulere de økonomiske kræfter som globaliseringen har medført præsenteres som en ønskværdig modernisering af den politiske styring. Vi ser udviklingen af en statsmagt, der i stigende omfang opgiver kontrol og regulering af økonomien og i stedet går over til kontrol og regulering af mennesker. En statsmagt der går fra tilpasning af økonomi til menneskers behov - til tilpasning af mennesker til markedets behov - fleksibilisering kaldes det. Statens rolle bliver primært at servicere og facilitere markedet med arbejdskraft, infrastruktur og sikkerhed. Neoliberalismens sikkerhedsbegreb er helt anderledes end velfærdsstatens. Sikkerhed betyder ikke længere social sikkerhed, men personlig sikkerhed og tings sikkerhed.

De nye statslige praksisser, som betyder orden og sikkerhed for overklassen og middelklassen er en plage og truende kraft overfor underklassen af marginaliserede og udstødte. Svaret på de usikre vilkår de frister under neoliberalismen er en mere repressiv stat.

Udvidelsen af sikkerhedsstyrken

En af statsmagtens væsentligste opgaver i fremtiden bliver at overvåge og søge at kontrollere de sociale spændinger som neoliberalismen skaber - dvs. en politigørelse af sociale problemer. Mens den offentlige sektor generelt er udsat for besparelser i den sociale sektor, vokser antallet af politifolk overalt i de vestlige lande. Men især antallet af private sikkerhedsfolk er steget eksplosivt i det sidste årti. I USA er der i dag 9 gange så mange private sikkerhedsvagter som politifolk. I Canada 4 gange så mange. I Danmark er der ca. 10.000 politifolk og 12.000 private vagter og antallet af private sikkerhedsfolk øges med mere end 1000 om året.

De sidste 20 år er det europæiske politisamarbejde blevet intensiveret. Argumentationen har været kontrol med terrorisme og narkokriminalitet. Kriminaliteten bliver gjort til det store let forståelige fjendebillede, der skal legitimere opbygningen af et omfattende europæisk tvangsapparat. I 1975 stiftedes det såkaldte TREVI-samarbejde på europæisk plan. Det er en fransk forkortelse for: Terrorisme, Radicalisme, Extremisne og Violence Internationales. I 1985 kom Schengen-aftalen, som er et vidtgående samarbejde på det retslige og politimæssige område. Endelig er EU-landene ved at udbygge Europol som er et udvidet politisamarbejde. Disse organisationer skal dels øge kontrollen internt i EU for at kompensere for det "sikkerhedsmæssige underskud", der anses som en følge af EU-borgernes mere frie bevægelighed, dels kontrollere EU’s ydre grænse, dvs. tage sig af spørgsmål om indvandring, asylansøgere og grænseovervågning.

Den ydre kontrol

Skærpet grænsekontrol skal sikre EU imod den frygtede mængde af flygtninge fra politiske, økonomiske og økologiske kriser i Østeuropa, Balkan og Den Tredje Verden. Konstruktionen af disse flygtninge som: illegale indvandrere, menneskesmuglere, kriminelle og terrorister, det vil sige som et sikkerhedsproblem, er et neoliberalt træk. Der opbygges et fjendebillede af fattige horder, der strømmer til EU for at nasse på os og undergrave vores samfund kulturelt og sikkerhedsmæssigt. Dette fjendebillede skal legitimere opbygningen af et elektronisk sikkerhedsapparat og paramilitære politistyrker langs EU’s ydre grænser. Der er indført skærpet og militariseret grænsekontrol ved bl.a. den tyske grænse mod Østeuropa. Flygtninge opbevares i detentionslejre som kriminelle under deres sagsbehandling og de deporteres i titusindvis ud af Tyskland, Frankrig og Belgien.

Traditionel organiseret kriminalitet er ikke hovedsagen i Schengensamarbejdet. Der er tale om en euro-stats-racisme, hvor alle mennesker fra Den Tredje Verden eller Østeuropa bliver betragtet som potentielle flygtninge og emigranter, og alle flygtninge og emigranter som potentielle nasserøve, kriminelle eller på andre måder problemskabere.

Indre kontrol: "bigbrother is watching you"

Det er ikke nok at sikre den ydre grænse. EU ser det også som en nødvendighed at styrke den indre sikkerhed. Den indre kontrol vil bl.a. blive håndhævet gennem vedtagelsen af fælles overvågnings- og sikkerhedsmæssige aftaler som Trevi-, Europol og Schengensamarbejde. Det indbefatter en række fælles datasystemer: SIS (Schengen Information System), EIS (European Information System) og SIRENE. Disse fælles informationssystemer indeholder oplysninger om udlændinge, som ikke må slippes ind i EU og opsamler hårde og bløde informationer om europæiske borgere, der kan tænkes at udgøre "en trussel mod den offentlige sikkerhed". Det er ikke kun kriminelle, der skal registreres. Nettet kastes bredt ud. Det er også personer som mistænkes for at kunne blive kriminelle, og disses omgangskreds, f.eks. kan passagerer, der befinder sig i køretøjer med personer, som er mistænkt for statsfjendtlig virksomhed registreres og overvåges. Det er ikke kun kriminalitetens art, navn, personers alder, køn, bopæl osv., der skal registres, men også oplysninger om "livsstil" f.eks. politisk og seksuel orientering.

Den elektroniske overvågning af verden udvides også konstant. En række vestlige lande med USA og England i spidsen har udviklet et globalt overvågningssystem kaldet ECHELON. Via et globalt netværk af lyttestationer kan ECHELON overvåge telefonkommunikation, dataoverførsler, e-mail, radio- og satelitkommunikation uden nogen form for retskendelse. ECHELON er primært rettet mod ikke-militære mål: regeringer, organisationer, business og enkeltpersoner overalt på kloden. Al denne kommunikation kører igennem computersystemer, hvor der på forhånd er indkodet: navne, adresser, emner, lokaliteter osv. af interesse. Når computeren støder på disse nøgleord i kommunikationen filtreres den ud til nøjere analyse.

De "farlige klasser" vender tilbage

Regeringer med den brede befolknings støtte mener helt tydeligt, at der er behov for at overvåge kontrollere og disciplinere betydelige grupper i samfundet. Det tilbagevendende krav om mere politi og væksten i private sikkerhedssystemer, bevogtning af boligområder, elektroniske alarmsystemer og videoovervågning af arbejdspladser, gader og stræder, forretninger og private hjem bekræfter dette.

Det er som om "de farlige klasser" er vendt tilbage. "De farlige klasser" er et begreb, der opstod i begyndelse af det 18. århundrede. Det er dem, der skildres i "Les Misarables". Datidens "farlige klasse" var jordløse bønder, der som resultat af feudalismens opløsning drev fra landet mod byerne. Byerne svulmede op med disse subsistensløs mennesker, der vagabonderede rundt og søgte at finde midler til opretholdelse af livet, bl.a. ved småtyverier, plat og svindel. Disse menneskers situation blev af samtiden ikke anskuet som en konsekvens af sociale forandringer, men som mennesker med iboende slette og kriminelle karaktertræk. Sådanne klasser er også under dannelse som konsekvens af den globale neoliberalisme. Mennesker der vandrer væk fra nød og elendighed, grupper der bliver overflødige som resultat af omstruktureringer af arbejdsmarkedet, mennesker der ikke kan tilpasse sig de sociale forandringer, grupper der marginaliseres, udstødes og kriminaliseres.

Den neoliberale stats syn på kriminalitet

For en 20-30 år siden beskrev man typisk kriminalitet som et forhold mellem individ og samfund og man fokuserede på at resocialisere den individuelle kriminelle. Neoliberalismen opfatter kriminalitet som et system, der skal kontrolleres og styres. I stedet for individet lægges der i dette perspektiv vægt på risikogrupper som f.eks. organiseret kriminalitet, rockere, bander af unge anden-generations-indvandrere, autonome osv. Det neoliberale straffesystem betegner et skifte bort fra at reformere den enkelte kriminelle, over til at identificere, klassificere, administrere, overvåge, "mandsopdække" og "neutralisere" "kriminalitetstruede" "risikogrupper". Det kommer f.eks. til udtryk ved nye strategier med opbygningen af specialregistre og såkaldte "task force-enheder" inden for politiet, over for særlige grupper.

Neoliberalismen tegner et billede af kriminalitetsproblemet som et produkt af definerbare og udskillelige subkulture i befolkningen. Den neoliberale kriminologi skaber dermed et billede af kriminalitet, som et problem rodfæstet i en lille identificerbar del af samfundet, som man så kan angribe eller udskille.

I 1960’ernes straffepolitiske tænkning udgjorde kriminalitetsproblemet en væsentlig grund til at udvide statsmagtens rolle som velfærdsskaber, for at reintegrere marginaliserede mennesker i samfundet. Den neoliberale straffepolitik søger derimod at adskille straffepolitikken fra problemer med social velfærd. Den neoliberale straffepolitik går ud på at kontrollere og styre risikogrupper, ikke ved at søge at integrere dem, men tvært imod ved at udskille, marginalisere og isolere dem. Kriminalitet bevæger sig under neoliberalismen fra et socialt problem til at være et sikkerhedsproblem.

Kriminalitet og normer og værdier

Jeg har indtil videre fokuseret på den rolle kriminalitet spiller i det neoliberale sociale kontrolsystem, det vil sige på forholdet mellem statsmagten og de kriminaliserede. Men i et straffesystem er der tre parter: den der straffes, den der straffer og tilskueren. Selv om det i det moderne samfund er staten, der har monopol på at straffe, føler befolkningen sig som tilskuer dybt involveret i straffesystemet og giver staten sin sociale støtte og dermed legitimitet.

Tilskuerens følelser har ikke nødvendigvis den sociale kontrols rationelle mål og midler i forhold til de kriminelle, men er ofte præget af hævnlyst. Tilskuernes følelser opflammes når de hører om en grum forbrydelse og neddæmpes og tæmmes dernæst af straffesystemet. Hvad er det for værdier og normer, der præger det neoliberale menneske og dermed dets syn på kriminalitet og straf?

Neoliberale værdier og normer

Neoliberalismens uformulerede strategi/drøm er, at vi skal lære at styre os selv med normer, værdier, sandheder og rationaliteter fra markedet. Denne strategi/drøms virkeliggørelse er et resultat af mange magtteknikker på forskellige planer og felter i produktionen, administrationen og hvor mennesker mødes. Neoliberalismen er ikke kun en geografisk udvidelsen og rumlig omorganisering af kapitalismen, det er også en intensivering - en universalisering af kapitalismen. Relationer mellem mennesker, der tidligere lå udenfor markedet - i staten og i civilsamfundet - markedsliggøres i stadig stigende grad: børnepasning, uddannelse, valg af privat "pensionsordning", ældreomsorg, sundhedssektoren, leg, underholdning og kultur infiltreres i stigende grad af principper fra markedet. Ja selve den politiske styring bliver markedsliggjort.

Neoliberalismen konstruerer en relation mellem styret og den styrede, som i stadig stigende grad afhænger af måder, hvorpå individerne "selvansvarligt" og for egen risiko, skal styre deres liv via markedsprincippets "frie" valg. En individuel selvansvarliggørelse for forhold og problemer der i deres natur er af samfundsmæssig og kollektiv karakter. Vi skal føre en individuel udenrigspolitik og miljøpolitik gennem vores valg som forbrugere. Vi skal føre uddannelsespolitik gennem det frie skolevalg og sundhedspolitik gennem hospitalsvalg. Vi spænder selv vores sociale sikkerhedsnet ud gennem forsikringer og private pensionsordninger osv. I dette nye neoliberale regime af selvansvarlige individer er man ikke forpligtet gennem gensidig afhængighed og solidaritet med sine medborgere. Man søger at tilfredsstille sig selv inden for en række mikrosammenhænge: i familien, på arbejdspladsen, i skolen, i klubben, i lokalsamfundet. Vi skal selv være eksperter og vi skal selv styre og vælge, vi skal gøres ansvarlige for vores eget liv, i et systen hvor vi ingen kontrol har over de kræfter, der sætter betingelserne. På den måde gengiver det neoliberale menneske også det politiske system den legitimitet det gamle parlamentariske demokrati og den centrale statsmagt har mistet, fordi magten er flyttet til markedskræfterne og overstatslige institutioner.

Det enkelte individ er blevet selvansvarliggjort for sin egen situation. Individet må leve med konsekvenserne af sine egne valg. En kritik af staten eller det politiske system er vanskelig ud fra det neoliberale værdisæt. "Det er samfundets skyld" er blevet en latterlig og dårlig undskyldning. "Enhver er sin egen lykkes smed" i enhver henseende.

Den neoliberale identitet og straffesystemet

Der er to typer af kræfter, der holder et samfund sammen. Den ene kraft er solidariteten mellem mennesker, den anden kraft er marginaliseringen/udstødelsen af det der er anderledes. I det neoliberale samfund har individualiseringen og konkurrencen mod hinanden nedbrudt solidariteten. Den form for sammenhold, der er tilbage, er sammenholdet mod det anderledes. Jo tyndere solidaritetscementen bliver, jo mere må den fælles front mod det anderledes forstærkes.

Det neoliberale menneske har således en tendens til at give mening til det uønskede og til det det ikke forstår ved at kriminalisere det. Dem der falder igennem det neoliberale regime af individuel risk-management dvs. fattige, arbejdsløse, afvigere og kriminelle er selv uden om det. I følge den neoliberale logik er kriminelle individer, mennesker der mangler de bevidsthedsmæssige og praktiske evner til at tage et personligt ansvar for rationel selvforvaltning. At de er havnet i den situation er ikke markedets fejl, ikke det nuværende politiske systems fejl, men deres egen fejl. De har handlet uansvarligt. De skal marginaliseres, ekskluderes og neutraliseres og det skal den centrale statsmagt nok tage sig af.

En typisk neoliberal tankegang er optagelse af ideer fra mikroøkonomien. I stedet for som tidligere at se forbryderen som et socialt utilpasset individ, anses vedkommende for at være en rationel økonomisk aktør, der reagerer på tilskyndelser og afskrækkelse og hvis opførsel er statistisk forudsigelig. Der har etableret sig en tro på, at kriminelle udfører cost-benefit analyser før de udfører deres forbrydelser. I følge denne tankegang er det derfor vigtigt at "sende signaler" til de kriminelle. Signaler, der skal vise "at det ikke kan betale sig", "at vi ikke vil finde os i det", som politikerne altid siger.

Men den kriminelle og afvigeren spiller ikke mindst rollen som modbillede til det normale. Denne højere grad af individuel selvansvarliggørelse og selvstyre forudsætter en intensivering af normgivende diskurser og her spiller den kriminelle afviger og fængslet en central rolle. Vi har brug for rockeren, den voldelige anden-generations-indvandrer og den pædofile til af bekræfte os selv i hvor egen normalitet. Afvigelsen bliver et centralt objekt for den normaliserende magt. Den margen, som definerer midten. Forbrydelse og straf bliver derfor helt centrale emner i neoliberalismens værdi- og normsystem. Tænk blot på mediernes fokusering på kriminalitet som nyheder og som underholdning.

Medier og kriminalitet

Vi er ikke længere direkte tilskuere til henrettelser og piskning som i gamle dage, men via medierne er vi indirekte tilskuere til nutidens forbrydelse og straf, i et omfang vi sjældent tænker over. En af de mest populære typer af Tv-udsendelser for tiden er kriminalmagasinerne: "Station 2", "Forbrydelsens ansigt", "Efterlyst", "Kriminalmagasinet". Samtlige Tv-stationer har et "docusoap" kriminalmagasin som de udsender i primetime. Dertil kommer alle de amerikanske udgaver med samme koncept der sendes ved siden af, som så glider over i fiktionen i form af de dusinvis af kriminalfilm, der passerer over skærmen i en weekend. Primetime er crimetime.

Det er ikke just de mest avancerede analyser af kriminalitets årsager og betydning, der præger de utroligt populære kriminalmagasiner. De opnår deres popularitet netop ved at spille på følelserne omkring forbrydelse og straf. Vi rystes over forbrydelsernes grumhed når de rekonstrueres i detaljen. Vi følger i hælene på politiet og inddrages følelsesmæssigt og til dels praktisk i jagten på forbryderne. Denne fælles jagt på og udstødelse af det uaccepterede, unormale er den cement, der skal holde det neoliberale samfund sammen. Det er det, der er tilbage af fællesskabet.

Lige så i den skrevne presse. De aviser, der kører den hårdeste lov og orden profil er også dem der fokuserer mest på kriminalitet. Ikke en blodpøl eller en sædplet bliver overset i de detaljerede referater. Enhver begivenhed i Jønkes liv refereres i en blanding af afsky og fascination.

Forbrydelse og straf er kraftfulde symbolske begivenheder. Vi vil se gerningsstedet, vi vil se forbryderen blive ført bort af politiet lige meget hvor tåget billedet er og selv om forbryderen gemmer sig under en jakke. Billederne, symbolerne og ritualerne omkring straffesystemet bekræfter de sociale værdier og vores egen normalitet, derfor er de så vigtige i det neoliberale samfund.

Det politiske system og kriminalitet

Forbrydelse og straf er således en særdeles betydningsfuld affære med dybe rødder i selve den sociale orden. For at forstå den ideologiske styrke i "lov og orden politikken" må man ty til analysen af værdierne, normerne og den kulturelle mening og betydning af straf. Fordi disse normer er blevet centrale i den neoliberale identitet, spiller kriminalitet og straf også en større og større rolle i neoliberal politik

Man kan ikke længere styre økonomien. Men kriminalitet er håndgribeligt. Her kan man demonstrere sin handlekraft. Forbrydelse og straf bevæger sig derfor fra periferien til et centralt politisk emne. Straffepolitikken kan bruges til at fremkalde, kanalisere og tæmme kraftfulde følelser. Det er derfor ikke så sært, at regeringer og politiske partier har fundet netop retspolitikken som et brugbart felt for ideologisk arbejde. Straffepolitikken og dens symboler er nyttige til at opbygge autoritet og legitimitet netop i kraft af straffens dybe sociale resonans.

Under neoliberalismen ser man således en øget politisering af straffesystemet. For 20-30 år siden var det eksperterne, kriminologerne og de professionelle der regerede. Under neoliberalismen involveres det politiske system i alt fra kommentarer til konkrete domme til design af fængsler.

Det neoliberale fængselssystem

Fængsel som straf er en forholdsvis ny foreteelse. Helt frem til 16-hundredetallet forekom frihedsstraffen næsten ikke. I Skånske-, Sjællandske- og Jyske Lov findes fængselsstraffen ikke. I stedet er der et system af fysisk afstraffelse og bøder. En forudsætning for fængselsstraffens udbredelse var udviklingen af det "frie individ". Uden frihed igen frihedsstraf. Det frie individs opståen var en historisk proces, som fik sit gennembrud i slutningen af 17-hundredetallet. Med feudalismens sammenbrud og ophævelsen af livegenskabet skabes den "frie" arbejder. Den amerikanske uafhængighedserklæring og Den franske Revolution formulerer ideer om det enkelte menneskes frihed, universelle menneskerettigheder osv. Der er således en sammenhæng mellem liberalismens gennembrud og fængselssystemets udbredelse som straffeform i slutningen af 17-hundredetallet. Overalt i USA og Europa blev der i det 18. århundrede bygget fængsler. Det blev kaldt "den store indespærring".

Den vestlige ide om individuel frihed har antaget nye dimensioner og er blevet mere og mere central i den sidste snes år, hvor neoliberalismen har skabt en stadig mere selvrealiserende og selvansvarliggjort identitet. Den vi er, er den vi har gjort os fortjent til at være. En mislykket identitet er en mislykket person, der kunne og burde havde valgt anderledes.

Forestillingen om det moderne, selvbestemmende, selvrealiserende selvansvarlige frie menneske undertrykkes i fængslet. Derfor er fængslet en pine. Selv om fængslerne rent fysisk er blevet bedre i vor del af verden, tror jeg at fængslet er blevet en stadig mere ubehagelig oplevelse i takt med den stadige individualisering. Fængslets straffeværdi er blevet øget, fordi kløften mellem det "frie" menneske og det "frihedsberøvede" menneske er øget

Det er derfor heller ikke mærkeligt at fængselsstraffen vinder fornyet popularitet og udbredelse under neoliberalismen. Mobilitet - evnen til at bevæge sig i rum - er en central magtressource i det neoliberale samfund. Det er kapitalens øgede mobilitet som er en af de væsentligste drivkræfter bag udviklingen af neoliberalismen. Neoliberalismen har formået at udnytte ny informations- og kommunikationsteknologi til at løsrive sig fra den geografiske fiksering. Øjeblikkelig datainformation og transformation, Internet, e-mail, fax, mobiltelefon osv. er forudsætninger for det globale finans- og produktionssystem.

Fængslet derimod er den ultimative form for fiksering af mennesker i tid og rum. Den essentielle mening med fængslets isolation er kontrol med menneskers krop og sjæl ikke mindst deres evne til kommunikation. Rent magtteknisk er et fængsel således et forsøg på styring og kontrol af menneskers geografiske rum, tid og aktivitet. For det første begrænses det mulige rum af ringmuren, inden for hvilken fangen skal opholde sig i et eller andet bestemt tidsrum. Men desuden organiseres livet inde i fængslet som en minutiøs planlægning af fangens bevægelser i tid og rum. Kontrol over tid og rum medfører kontrol over individer. Fængslet er bagatellernes tyranni. Den detaljerede bestemmelse af fanges aktivitet i tid og rum fører til passivitet, der nærmest er et fyord i verden udenfor, hvor man konstant skal være aktiv, hvor hvert sekund er et led i en karriere og selvrealisering.

Sigtet med det neoliberale fængsel er da heller ikke resocialisering. Fængslets funktion er først og fremmest udelukkelse fra samfundet og fastholdelse på et meget begrænset område. Hvis det gamle tugt- og forbedringshus var et sindsbillede på industrisamfundet, hvor grænserne for menneskers tilpasning til det rutinemæssige arbejde blev afprøvet, så er det neoliberale fængsel eksperimentarium for en globaliseret verden, hvor rumlige indespærringsteknikker for dem neoliberalismen marginaliserer og kasserer afprøves og deres grænser udforskes.

Fængslet som losseplads

Fængslets frihedsberøvelse virker som straf fordi den fratager det moderne menneske dets oplevelse af at skabe og realisere sig selv som et normalt menneske. I stedet tydeliggør fængslet afvigelsen og gør den brugbar i et videre disciplinerende projekt. Fængslet er derfor heller ikke normaliserende, men tværtimod konstruktion og forstærkelse af afvigelse. Det omgivende samfund søger at skabe selvrealiserende og selvansvarliggjorte subjekter, fængslet skaber "stærke" og "svage" fangeidentiteter. Ved at konstruere stærke fanger forstærkes afviger/kriminalitets identiteten, som til stadighed må kontrolleres og overvåges hvis ikke spærres inde. Rockerne er eksemplet par excellence på denne konstruktion. Den svage fange er konstruktionen af et menneske der ikke er i stand til at tage ansvar for sit eget liv. En sølle eksistens det omgivende samfund ikke kan bruge til noget som helst og som derfor må institutionaliseres på den ene eller anden måde. Med årene begynder fangen at tro, at han behandles som han gør, fordi han er som han er. Nedbrydningen i fængslet opleves efter et stykke tid ikke som et resultat af fængselslivet, men som et kendetegn ved én selv. Da er fængslets konstruktionen lykkedes. Fangen står med en fange-identitet, der er helt uduelig udenfor murene. I denne situation opstår det paradoks, at det fængselsliv fangen egentlig hader, kommer til at fremstå og fungere som et tryg ramme. Ca. 65% af fangerne i et lukket fængsel vil efter løsladelsen atter begå kriminalitet og vende tilbage til fængslet.

Det faktum at fængslet ikke resocialiserer og normaliserer fangerne fører ikke til en neoliberal kritik af fængslet, tværtimod er den neoliberale konklusion på fængslets "fiasko", at fængslet ikke er tilstrækkelig korrigerende, og at der derfor må mere og strengere fængsel til.

I følge den neoliberale tankegang skal fængslet beskytte borgerne mod disse mennesker, ikke ved at søge at integrere dem, men ved at kontrollere dem, holde dem væk fra gaden, udskille og isolere dem. Men fængslet har også en kynisk uformuleret strategi: at neutralisere forbryderne ved at desocialisere dem, gøre dem hjælpeløse og passive, forvandle dem til sociale tabere.

Hvis 1960’ernes fængsel var arbejderklassens fængsel, er det i dag de "farlige klassers" fængsel. Nutidens fængsel er de udstødtes og marginaliseredes fængsel: narkomanernes, de psykisk syges, de sociale klienters, subkulturenes og udlændingenes fængsel. De kriminelle er unyttige og potentielt farlige. De skal ikke resocialiseres, men opbevares, kontrolleres og uskadeliggøres. Strengere fængselsstraffe ses som en effektiv metode til neutralisering af truslen og der med beroligelse af befolkningen. Det neoliberale fængsel er en losseplads.