"FN og NGO rykker ikke en meter"

Pernille deltog sammen med andre kvinder fra Snedker-Tømrer Forbundet/Feministisk Aktion i Kvindekonferencen i Beijing og fortæller til GAIA...

Da vi første gang hørte, at der skulle være kvindekonference i Beijing, syntes vi det lød fedt: at møde en masse kvinder fra hele verden, det måtte der komme noget stærkt ud af. Men efter vi er kommet hjem - og også under selve konferencen i Beijing ændredes vores syn på det. Vi mødte en masse forskellige kvinder og opdagede, at det at være kvinde ikke er nok til at skabe fællesskab. Vores identitet skabes jo ikke kun af vores køn, men også af hvilken social klasse vi kommer fra, hvilken race og religion vi er opvokset med.

Hudfarven spiller en vigtig rolle. Jeg oplevede os hvide kvinder som enormt overlegne, det er som om vi ved hvad der er bedst for andre kvinder. Og det er forkert. Det er ikke sikkert, at vores model for udvikling lige er den måde, kvinder fra andre lande ønsker at leve deres liv på. Jeg oplevede at kvinder fra den såkaldte 3. verden sagde: "Jamen, vil vil ikke have jeres udvikling, vi vil ikke leve som I gør, vi vil forandring, vi vil en omfordeling af goderne".

Kvinder for - og imod fundamentalisme

Vi oplevede, virkelig, hvor stor betydning religionen har i nogle lande. F.eks. muslimske kvinder, næsten hele deres identitet er hægtet op på deres religion, islam. De saboterede f.eks. de workshops som kvinder imod fundamentalisme lavede.

Kvinder imod fundamentalisme, det var f.eks. kvinder fra Syrien, Algeriet, Marokko eller Afghanistan. De fortalte om hvordan det er at leve som kvinde i deres land, hvordan det er at være kvinde og ikke ville gå med slør og være underlagt religionen. Hver dag blev de nødt til at gå med slør, og hvis de protesterede imod det, fik de tilsendt dødstrusler, og der var faktisk flere kvinder der var blevet dræbt. Mange af de iranske fundamentalistiske kvinder gjorde energiske forsøg på at ødelægge de ikke-fundamentalistiske kvinders workshops. Så kvinder er ikke enige - blot fordi de er kvinder.

En af de sidste dag holdt antifundamentalisterne en pressekonference for at fortælle, hvor hårdt det havde været at komme ud med deres krav på NGO'en, og mens pressekonferencen stod på, stod der kvinder med slør og råbte og skreg ad dem. Vi forstod selvfølgelig ikke, hvad der blev sagt, men pludselig sprang en mand op på scenen og råbte noget og gik. Bagefter blev der på engelsk fortalt at han havde råbt: "Lad os komme udenfor og slå jer ihjel". Stemningen var helt oppe og ringe, og da mærkede vi virkelig hvor stort had der var mellem grupperne.

Forvirring og kaos

På en måde skete der alt for meget på for kort tid. Det var uoverskueligt. På en workshop kunne man høre kvinder fortælle om, hvordan de kæmpede for ikke at få så mange børn. Hvorimod deres mænd gerne ville have mange børn, for det er der prestige i, og derfor nægtede mændene at bruge prævention..

Så forlod vi den workshop og rendte ind i en demonstration imod fri abort. Apropos fri abort, så kører der i USA en sag om, at muslimske kvinder fra Iran er blevet betalt af rige amerikanere til at tale imod fri abort - for at støtte antiabort-kampagnen i USA.

Da der var så spredte holdninger - kunne der naturligvis ikke skabes enighed om feministiske progressive mål. Jeg tror på en måde, at det havde været bedre med et internationalt træf for socialistiske radikale kvinder - det kunne have bragt kvindekampen fremad. Hvorimod det er tvivlsomt om dette forum har bragt kvindekampen videre....

Denne konference var mest et billede af hvordan verden ser ud i dag - og ikke meget andet. Det var som om man løb panden ind i en mur. Herhjemme kan jeg - og vi - godt finde ud af at bruge vores kræfter, arrangere en demo eller et træf, men dernede følte jeg overhovedet ikke, jeg kunne finde ud af at bruge mine kræfter. Det var fuldstændig ligesom i samfundet, jeg følte mig som en minoritet.

En desperation - pga manglende netværk

Jeg oplevede hos kvinder fra hele verden at de havde en hel hel masse at fortælle. Men der var en slags desperation fordi kvinderne ikke har noget sted de kan gå hen med deres fortællinger, der er ikke noget netværk. Der er mange kvinder der lever et elendigt liv og mangler et netværk, derfor kom de til kvindekonferencen for at fortælle om sig selv, og for at se om der er andre de kan dele deres oplevelser med eller få hjælp af. Det var lige fra handel med kvinder til afrikanske kvinder, som meget snakkede om ulandsbistand.

Men jeg har det sådan, at selvom der blev brugt utroligt mange kræfter på det afsluttende dokument, så tror jeg ikke på, at sådan et stykke papir kan ændre særligt meget.Det ændrer f.eks. ikke noget, at papiret siger at handel med kvinder er forbudt. For i lande som Thailand og Philippinerne, der er prostitution forbudt men det sker jo alligevel. Så på en måde er sådan et stykke papir tidsspilde!

Så kom Hillary

Hovedbegivenheden på konferencen var Hillary Clintons tale. Der oplevede vi virkelig nordamerikanerne på slap linie. Til hendes tale havde vi lavet et stort banner hvor der stod "STOP USA IMPERIALISM AND THE WORLD BANK" og et kæmpekvindetegn, underskrevet Feministisk Aktion. Vi stod i tre kvarter og ventede, og imens blev der varmet op med gospelsang. Typisk at blande politik, underholdning og pop, det er ligesom præsidentvalget i USA. Det var ligesom at være med i et vækkelsesmøde, kvinderne flippede helt ud, hev og flåede i os for at få os ned fra de stole vi stod på, og Gyda blev kaldt kommunistsvin osv.

Femokrater

Der kører nogle kampagner der også har kørt på NGO og FN - noget med udvikling. Men de fattige kvinder vil ikke have udvikling på de hvides præmisser, de vil "HAVE OMFORDELING AF GODERNE".

Der kører mange kampagner for uddannelse af de fattige kvinder. Det er også godt nok. Men man skal være opmærksom på, at ofte fører uddannelse til, at nogle kvinder kommer højt op i samfundshierarkiet - de bliver femokrater. Og man skal ikke have tillid til, at femokraterne er spor solidariske med andre end deres egne privilegier - det har vi set masser af eksempler på, også her i Danmark. Vi er sgu da ligeglade med, om det er en mandlig eller kvindelig leder der fyrer os - hovedproblemet er at vi bliver fyret.

Ordet femokrater lærte vi at kende fra nogle feminister fra Philippinerne, de sagde at i næsten alle lande er der to slags kvinde organisationer. Den ene er dem på bunden, det var dem der var solidariske og ville en kollektiv proces, og så var de andre, femokraterne, det var de kvinder der ville en humanistisk kamp og på mange måder også gerne selv ville have en del af kagen.

Globalisering

Et andet ord der blev meget brugt var "globalisering". Det er meget de samme problemer der er verden over, det er meget de samme mekanismer der bliver brugt, f.eks. kan det være den samme fabrik i mange forskellige dele af verden, som folk arbejder for. Eiler handel med kvinder sker ikke kun i Asien men er også rykket til Europa. Det gør også, at vi kvinder bedre kan forstå hinanden, og at nogle af fagforeningskvinderne er kommet hjem med en anden måde at tænke på. F.eks. det der med 'mer' i løn' herhjemme, det virker absurd når man er sammen med kvinder der får 6-10 kr. i timen. Det håber jeg at folk herhjemmefra har indset, at der er sammenhæng med resten af verden ......

Tja ... fremtiden? NGO og FN det rykker ikke en meter. Det er overhovedet ikke der vi skal lægge vores kræfter. Jeg mener vi skal fortsætte den stil vi gør nu. Det det handler om, er at få en international forståelse og solidaritet, selv kontakte feminister i forskellige lande og høre hvad de har at sige, og så forholde sig gennem dem.

Interview af Liv Rex Hansen og Julie Boserup