Flex-arbejdernes oprør

Den norditalienske organisation, Chainworkers, stod bag EuroMayday, der i Milano samlede mere end 50.000 arbejdere ansat på såkaldt prekære - usikre - vilkår. Et stigende antal europæiske arbejdere, både i den lavtlønnede servicesektor og i traditionelle middelklassejobs, er ansat i jobs uden ferie, sygedagpenge eller pension. Chainworkers ser i disse grupper konturerne til en slagkraftig alliance, der kan udfordre nyliberalismens kerneindustrier. Nikolaj Heltoft har interviewet Alex Foti fra Chainworkers i forbindelse med konferencen ”The Invisibles of Global Europe”, som fandt sted i Ljubljana i april.

Af Nikolaj Heltoft

Set fra sociologisk synsvinkel betyder overgangen til informationssamfundet - dvs. til den post-industrielle, forskningsbaserede produktionsform, som er fremkommet under den nyliberale regulering gennem de sidste 20 år - at de alternative sociale systemer er kommet alvorligt i krise. Ser vi på de nyliberale arbejdsmarkeder under den form for avanceret kapitalisme, som har sit reneste udtryk i Sydeuropa og USA, får vi øje på en tydelig polarisering mellem to fremherskende størrelser. Chain Workers mener, at disse to størrelser, er cemtrale for en ny klassediskurs tilpasset de avancerede samfund: Vi har navngivet dem henholdsvis, prekæriatet og kognitariatet.

Så lad os starte med at spørge, hvad og hvem er prekæriatet?

Igennem de sidste ti-år har vi set en massiv udvidelse og en tiltagende taylorisering (se note i forrige artikel) af servicearbejdet, samt voldsomme reallønsfald indenfor denne sektor. Det er f.eks. ingen tilfældighed, at WalMart kæden er klodens p.t. største foretagende og det mest profitable af slagsen: det er et foretagende, som i al almindelighed betaler folk rene fattigdomslønninger. Det vi taler om, er et fremvoksende fænomen, som vi kunne kalde en ”kædeficering” af verden. Vi har altså dette segment af arbejde, lad os kalde det simpelt relationelt arbejde: De mennesker, der er beskæftiget her, er nogle af de første, der bliver ramt af de generelle bortskæringer af velfærdsnettet, fordi de er samfundets fattigste. De presses til at arbejde under forhold, der ligger under standard - og straffes dobbelt: De er på den absolut laveste ende af lønstigen og samtidig er de korttids- og kontraktansatte, hvilket gør, at de nægtes retten til sociale basisydelser. Kædearbejderne er kun en del af prekæriatet, der tæller de, der arbejder i supermarkeder, storcentre osv., men også ansatte i vikarbureauer, babysittere, regøringsansatte, opvaskere, avisbude... Det er de ansatte i de massivt udbredte relationelle serviceområder, der udgør prekæriatet.

Og kognitariatet ?

Kognitariatet, det er så dem, der ansættes i vidensproduktionen på prekære vilkår. Det er den fremvoksende middelklasse, der altid trues af usikkerhed, hvad angår lønniveau. Generelt set har de højere lønninger, men de er ikke så sikkert sat, som deres fædre var det. De er således også prekære - bare på en anden måde. Det, der som subjekt adskiller dem fra den gamle middelklasse, er, at de tilhører en generation, hvor det at være selvstændig og kreativ er blevet erkendt som en produktiv kraft. Arbejdsgiverne, der nu ikke så meget skal disciplinere, men snarere kontrollere deres arbejde, står altså med en konstant modsætning, hvad angår disse folk. På den ene side behovet for at strømline deres produktion, på den anden behovet for at ”slippe kreativiteten løs”. Denne gruppe arbejdere er latent set sværere at styre, end deres fædre var. Og måske også af en anden karakter, hvad angår viljen til at lave rav i den.

Betyder det seneste års store uddannelsesreformer i hele Europa, og ikke mindst Italien, at lærere også er blevet kognitære, når nu snart hovedparten af lærere og universitetsansatte i f.eks. Italien er blevet kontrakt ansatte, og således kan siges at dele i hvert fald kvaliteten ved det prekære arbejde?

Nej, vi kan ikke inkludere alle dele af den offentlige sektor så let. Men vi står over for et ingenmandsland på dette område. F.eks. bliver ansatte i børnehaver her i stigende grad en del af prekæriatet og det samme gælder for nogle gymnasielærere, alt afhængigt af deres organisation. Jo, i nogle lande er det sådan, at de statsansatte lærere bliver en del af kognitariatet. Vi taler om kognitariatet og ikke prekæriatet, fordi vi her har at gøre med en gruppe, der nok oplever usikkerhed og lønnedgang - som bliver proletariseret. Men de bliver ikke pjalteproletariseret, som prekæriatet.

Da kognitariatet, for de flestes vedkommende, har lønninger, der er klart højere end f.eks. fastfood-arbejdere, er det så ikke svært at forestille sig, at disse for alvor skulle ønske at gå i konflikt? Selvom deres lønforhold generelt set bliver mere usikre og deres arbejde i stigende grad tayloriseres, har vi så ikke at gøre med det man kunne kalde et typisk ”middelklassesubjekt, der meget nødigt sætter alt på spil?

Det er rigtigt. Altså, vi ved, at hvis disse folk strejker, så kan det virkelig mærkes. Men vi ved også, at de er svære at mobilisere kollektivt. De er individualister, de føler sig måske mere sofistikerede og har ingen nævneværdig tradition for at slå i bordet og forsvare deres rettigheder - noget der helt sikkert er et traditionelt proletarisk kald: at stå for sine rettigheder. Middelklassen har afgjort radikale tilbøjeligheder, men desværre er de ofte af en noget nihilistisk karakter. Det er sjældent en radikalitet, der bygger fællesskaber, som kan holde til, at man bliver udråbt som samfundets fjender. Det vil de fattige skide på, de har altid været samfundets fjender. Hvad angår ansatte i undervisningssektoren, så har folk her dog generelt en kollektiv hukommelse om klassekamp, dvs. de ved, at man kan strejke og opnå forbedringer.

Og vel almindeligvis også en hukommelse om det at arbejde under et andet system...?

... hvilket bestemt også er vigtigt. Og til forskel fra disse, så har de unge folk, der træder ind på dagens arbejdsmarkeder, kognitære som prekære, ingen kollektiv hukommelse om klassekamp overhovedet. Men tager vi den historiske brille på, så vil vi selvfølgelig se en historie af klassekamp indenfor den proletariserede servicesektor. De mest kendte eksempel er selvfølgelig Bread and Roses-strejken i 1912 og ”The elevator bell-boy strike of New York” i 1947 - den paralyserede hele byen og folk kunne ikke komme op i deres skyskrabere.

For at vende tilbage til det strukturelle perspektiv, hvordan fungerer kontraktansættelsesformen så? Og i et politisk perspektiv, hvorfor er service-sektoren så essentiel i jeres øjne?

Hvad angår ansættelsesformen og altså de mere en 30 forskellige kontraktformer, som vi har i Italien alene, så har vi med de prekære og kognitære at gøre med klasser, der opdeles kunstigt. De adskillige typer af kontrakter er til for at modvirke kollektiv organisering. De gør det muligt at udskifte folk internt eller med endnu billigere illegal arbejdskraft. Men selvfølgelig kan vi organisere os sammen og med stort potentiale. Og politisk set har vi at gøre med en position i systemet, hvor vi for alvor har mulighed for at kvæle den nyliberale akkumulation på helt vitale områder. For hvis vi strejker og aktionerer i f.eks. storcentre og vikarbureauer... uha da!! Og især i storcentre, idet de er territorialt bundet - de kan sgu’ ikke bare tage til Kina og sælge deres varer. De er bundet som en del af den nyliberale akkumulation i det metropolitane territorium. Distributionsledene i dagens produktion er herrer over en kæmpe del af rigdommen, og de er territorialt bundet til de steder, hvor vi bor. Vi kan obstruere deres forretninger, og hvis vi gør det, rammer vi dem hårdt på profitten. I modsætning til de stakkels Fiat-arbejdere, der set i et perspektiv over 20 år, og uanset at de har vundet store og glorværdige sejre, i dag strejker i flere måneder og Agnelli (FIAT-direktør) siger blot, fuck jer, vi flytter bulen til Asien - og økonomien kører således blot videre.

Så I mener altså at have at gøre med et nøglepunkt, eller måske endda selve nøglen til et storopgør med den nyliberale økonomi?

Ja, klart!! Men som vores opdeling af prekære og kognitære måske antyder, så vil jeg snarere tale om to nøglepunkter: det ene er serviceøkonomien, det andet er vidensøkonomien. Prekæriatet er, hvad angår den værdi de producerer, målt i GDP f.eks., vitalt for de massebaserede serviceområder. Og kognitariatet... ja det er klart, at i en informations- og vidensbaseret økonomi, der har software-programmører, lærere, opfindere, ingeniører, teknikere - innovatorer af en hvert art - kæmpe betydning. Set fra et individuelt synspunkt er det de folk, der har den største indflydelse på markedsværdien, og som derfor også er helt vitale i produktionen. Ser vi på fremstillingsindustrien i Europa lige nu f.eks., så er stort set alt, der er tilbage af denne, jo arbejde, der hører til i videnssektoren og den højteknologiske sektor.

Overgangen fra industriarbejde til servicearbejde kunne groft sagt og med helt konkrete eksempler se således ud: Du bliver fyret fra Fiat og du ender som ansat ved kassen i Auchan - du ved, den Fiat-ejede supermarkedskæde - eller som lastbilchauffør, der tager sig af logistik og har med varernes kredsløb at gøre. Og din datter, hun har en universitetsgrad. Hun arbejdede på et vikarbureau for at klare sig igennem uddannelsen og nu arbejder hun f.eks. på kontraktbasis i et analyseinstitut for fucking 800 Euro om måneden.

Det er en kæmpe økonomi for helvede. Og den er indrettet til også at kunne udnytte de, der i de flestes øjne, bare arbejder deltid, indtil de får et andet job... hvis de altså kan få et. Tag f.eks. Barcelona, der jo er en anden stor scene for dette års EuroMayDay. Barcelona er, sammen med Prag, Europas absolutte centrum for store vikarbureauer. Barcelona er en multikulturel by med masser af studerende, som er tvunget til at sælge deres tid billigt. De får sølle 500 Euro om måneden for 30 timers arbejdsuger og må acceptere disse vilkår, idet de måske kun skal studere der i 6-8 måneder, før de skal videre. Det er denne type fleksibilitet, som man nu har kopieret og struktureret som en permanent slavefleksibilitet, der omfatter store dele af arbejdsmarkedet. På dette arbejdsmarked tager prekæriatet sig af reproduktionen og kognitariatet sig af produktionen. Ja, sådan groft sagt.

Og jeres forsøg med EuroMayDay er altså at organisere de prekære og de kognitære på samme tid?! Hvordan søger I at binde disse forskellige størrelser sammen og hvordan skulle et sådant 1.maj- arrangement adskille sig radikalt fra de traditionelle arrangementer, som I kritiserer for at være betydningsløse? Sætter I ikke bare noget andet musik på?

Vores musik er i hvert fald federe - det er den musik, de prekære vil have... Nej, spøg til side. Forsøget på at binde størrelserne sammen består på et politisk niveau i at betone præcis de aspekter, som vi mener at have tilfælles: nemlig ønsket om en stabil indkomst på et værdigt niveau, uafhængighed og forskellighed. Vi er en del af en generation, hvis forældre jo netop kæmpede for ikke blot at være maskiner - happy 1968. Vi har lært, at det ikke er fedt at bære uniformer - af enhver art - men at det er fedt at kunne bestemme selv. Vi kræver således ikke sikkerhed i ansættelsen, men sikkerhed i indkomst, det er det vi kalder flex-sikkerhed. Og som vi kan se, når vi aktionerer, så er det her altså hovednerven, for de er imod os, og de er det for alvor. Hvis vi nu f.eks. siger, at du går ind for bio-diversitet, så kan du helt sikkert blive accepteret at main-stream medierne. Går du derimod efter at æde direkte af de der skyhøje Telecom-profitter, så kommer de for alvor efter dig. Men hvis vi scorer point her, så tæller de også for alvor. Ved dette års EuroMayDay f.eks., vil 3 ud af 5 store kæder i Milano være lukket alene på baggrund af truslen om aktioner og blokader. Værsgo’, det er en succes. Og de ansatte skal ikke arbejde, de kan jo så hjælpe os andre med at lukke resten af kæderne eller også bare gå hjem og bolle eller opfinde en eller anden ny open source-kode.

Hvad angår jeres initiativ til skabelsen af en europæisk bevægelse på baggrund af disse temaer, hvordan forholder I jer så til, at store dele af især de nordeuropæiske arbejdsmarkeder ikke har oplevet bare nær så radikal en udvikling som f.eks. Italien, og er det overhovedet muligt at tale om et europæisk prekæriat?

Vi antager ikke, at der er en synkron udvikling på dette felt. De historiske nationale velfærdskompromisser og fagbevægelsers historiske og aktuelle styrke betyder så afgjort en forskel. Men statistisk set ved vi, at disse arbejdsformer er fremvoksende i hele Europa, også i Skandinavien. Vi ved, at de sociale systemer er under pres, at ydelserne bliver skåret ned. Vi ved, at regeringerne har skåret i rettighederne for især de unge. Vi ved, at jeres statsminister - ham der med malingen - han gerne vil skære toppen af dagpengene, og at han gerne vil sænke mindstelønnen osv. Det er nogle af samme tendenser.

I den nordiske sammenhæng er det endog meget vigtigt også at bemærke, at den linje som de institutionelle fagbevægelser har lagt i forhold til såkaldt ”beskyttelse af jobs”, er livsfarlig. I har jo allerede fået jer sådan en syret krydsning mellem nyliberalisme og nationalchauvinisme, så konsekvenserne af en bagstræberisk og protektionistisk fagbevægelse, dem kender I jo.

For helvede, det er en global økonomi, ingen kan lukke sig ude. Tag nu f.eks. New Jersey sidste måned. Her pressede fagforeninger på for at stoppe en lovgivning, der tillod out-sourcing af offentlige kontrakter til f.eks. Indien. Det kan synes umiddelbart rigtigt, men det er en politisk blindgyde på sigt. Vi må for alt i verden forsvare vores rettigheder, men spørgsmålet er, om vi i forhold til immigration og arbejdskraftens globalisering, gør mennesker fra andre steder i verden til kampfæller - eller om vi bygger mure for at holde dem ude. Get real, de her folk er der - de er mange, de er fattige, vores eliter har udplyndret dem i over 300 år, og de har ikke tænkt sig at give os discount.

Vi bliver nødt til at angribe dette på globalt plan. Der er en fælles europæisk bevægelse for retten til en garanteret minimumsindkomst - IKKE for retten til arbejde, i mine øjne et godt træk.

For at lægge spørgsmålet om protektionisme osv. lidt til side, så lad os hæfte os ved netop den politiske betoning af retten til indkomst frem for retten til arbejde. I bevægelseshistorisk sammenhæng støder man på et lignende fokus. Man henviste til, at den generelle arbejdstid igennem en årrække blev reduceret kraftigt i de avancerede kapitalistiske samfund, som følge af sociale kampe og tiltagende automatisering og teknologisering, og blev herefter ansporet til at mene, at arbejdets dage var talte. Det var en slags teknologibegejstret profeti om arbejdets totale ophør, kunne man sige. Men sådan er det jo ikke helt gået, er det vel?

Nej, det er det ikke. Den ekstreme venstrefløjs teoretisering om arbejdets snarlige ophør, er i mine øjne forkert. Hvad angår fremstillingsindustrien, er der måske noget om det, i den forstand at automatiseringen har betydet et dalende behov for menneskelig arbejdskraft. Men sandheden er, at dette her darwinistiske samfund, som de bygger, involverer en hel masse mennesker til at servicere de andre. Den forbandede elite har behov for folk, der tager sig af den. Jeg mener, de har sgu’ ikke lyst til selv at gå ud at handle - de vil have varerne leveret ved døren. Og leverancer indebærer altså, at en masse mennesker arbejder for andre. Selv hvis kun ganske få mennesker faktisk behøver at producere fysiske varer, selv da vil vi have en kæmpestor økonomi. Det var der de tog fejl, de autonome teoretikere, og det siger de jo også selv i dag. I modsætning til hvad de havde håbet, så vil det post-industrielle samfund vise sig at være ligeså ulige, eller endog endnu mere ulige, end det industrielle.

Du henviste tidligere til de nationale velfærdsløsninger og altså til staternes rolle som politisk mediator i sociale konflikter og til den krise, som disse befinder sig i. Hvis de gamle stater i en global økonomi ikke længere kan betragtes som suveræne...

... Ja, ja, her er jeg næsten enig med Empire. Politisk suverænitet kan i statslig forstand betragtes som delvist national og delvist supernational, men i begge tilfælde på en meget ukomplet måde - som vi f.eks. ser det med amerikanernes krise i Irak for tiden. De multinationale selskaber derimod, er i sandhed globale netværk - ligesåvel som de kriminelle karteller. De har stort set ingen begrænsninger, de kan frit sætte områder i konkurrence, de møder ingen større begrænsninger fra stater, hvad angår akkumulation af profit, såsom beskatning. Og det er vores udgangspunkt... at skabe modmagt på de motorveje, hvor den kapitalistiske værdi skabes - nemlig i rummet af kapitalstrømme. Vi må søge at intervenere i de strømme på forskellige niveauer.

Men med sådan et globalt magtsystem, hvor vil I så vende jer med kravene om garanteret minimumsindkomst?

Bevægelserne er nødt til at komme ned på jorden igen og se virkeligheden sådan, som den er blevet. Der findes ingen røntgenbrille, der tillader os at se igennem det hele, intet magisk udsyn, der kan trylle de ovennævnte begivenheder væk - Det er global krig: Nyliberal fundamentalisme, muslimsk fundamentalisme, zionisme og så de sociale bevægelser, det er, hvad der er nu. Og hvis bevægelserne ikke tager dette ansvar alvorligt, IKKE i forhold til ”politik”, men i forhold til samfundene, så bliver vi marginaliseret som en samling håbløse fjolser - lidt á la surrealisterne i 30’erne. Man kunne da sagtens være surrealist, men man vidste, at man stod på randen af ødelæggelse... og selv surrealisterne døde i Auschwitz. Valget af Zapatero fra Socialistpartiet i Spanien og de franske valg, viser en venstredrejning indenfor europæisk politik for tiden, og jeg tror, at vi kan profitere deraf som sociale bevægelser. Vi bliver aldrig selv en del af den, men jeg tror i det lange løb, at det kan skabe en mere brugbar dialektik for os, end den direkte konfrontation med Bush-banden. Jeg tror, at dette skift i retning af et mere socialdemokratisk Europa, lettere kan danne baggrund for en vision for globale demokratiske modeller, sammen med lignende regeringer i Sydamerika, Afrika og Sydøstasien. Det synes mig at være den eneste troværdige modkraft for øjeblikket, også set fra de sociale bevægelsers perspektiv. Vi må lægge kræfter i, at en sådan proces ikke skaber nye unilaterale aggressioner, men i stedet indebærer sociale indrømmelser i videst muligt omfang.

Så du mener, at vi står overfor en periode, som indebærer en villighed til at acceptere og arbejde på niveauer af mediering og politisk kompromis på globalt plan - og altså et synspunkt, der kunne synes at ligge langt fra en radikal diskurs?

Vores første skridt må altid være at tage højde for både socioøkonomiske forandringer og geo-økonomiske og geo-politiske begrænsninger. Tag Europa: Europa synker i rettighedsniveauer og Italien synker endnu hurtigere. Al den her velfærd, som vi ønsker, ja den får vi på kort sigt bare ikke, med mindre de folk, der bliver nødt til at lytte til os, kommer til magten. Det er en sådan dialektik, jeg taler om: bevægelser som klør på og ikke giver kredit på principsager - heller ikke, hvis det er vennerne fra ”kommunistpartiet”, der laver rævekagen - men som anerkender behovet for en institutionel ”partner”, som er i stand til at handle. Eller kort sagt, vi må gennem en radikal organisering, der lægger mest muligt pres på de multinationale, simpelthen tvinge dem til at gå på kompromis med verdens socialdemokrater.

Det er altså det direkte pres på de multinationale firmaer, der må være nøglen til skabelsen af et globalt socialt system?

Ja, man kan sige, at vi går direkte til firmaerne og presser dem hårdt, for selv hvis de ville, har socialdemokraterne såmænd ikke engang pengene til at give os den garanterede indkomst. Og hvorfor...? Fordi de ikke får skatter af de multinationales profitter, fordi kapitalstrømme ikke er skattepligtige eller i det mindste vanskeligt lader sig beskatte. Dette kræver en grad af global konsensus, fuck, det er problemet. Vi går derfor direkte til kilden med vores politiske krav, der hvor guldkrukken er. Og når alt kommer til alt, så vil de sørge for, at vi får pengene til sidst, for alternativet er at lukke forretningen, sådan som de må gøre det i Milano i næste uge. De her folk er jo trods alt forretningsmænd.

Det er det, vi som Chain Workers ville ønske at folk her i Ljubljana og i Milano, Paris, København og Barcelona osv. ville tænke på. Hvis vi europæiserer og organiserer de prekæres kampe, så ser vi det subjekt, der står bag den nuværende akkumulation. I et politisk rum, som det er konstitueret i Europa... hvem ved, hvad der vil ske, når de mennesker, der står i centrum af netværksøkonomiens sociale proces, begynder at strejke, protestere og skabe konflikter sammen med de udstødte, med immigranterne - det er ikke småting. Lad os bruge hver eneste åbning på en strategisk måde, sådan som vi gør med EuroMayDay i år. Alle sammen - røde, grønne, sorte - jeg er ligeglad, det var Seattle-metoden. Alle kæderne vil være lukkede, og de fleste, ja dem har vi lukket på forhånd, ”forebyggende lukket”, som Bush måske ville udtrykke det.

Prekære i konflikt - et par nedslag

  • Chainworkers.org: Organiseringen har sit udgangspunkt i Seattle-bevægelsen og fandt i starten sin vigtigste inspirationskilde i Naomi Klein’s bog ”No Logo”. De begyndte i 1999 at arbejde på motorvejsrestauranter og storcentre med en målsætning om at skabe sammenhænge mellem unge løsansatte servicearbejdere og globaliseringsbevægelsens medieaktivisme, imod de multinationale koncerner. Siden da har flere og flere taget kampene til sig, og størstedelen af de sydeuropæiske ”Genova-aktivister” har i dag kampen imod det ”prekære liv” som et af de mest centrale fælles referencepunkter. Chainworkers var blandt initiativtagerne til den første EuroMayDay i 2001
  • EuroMayDay: Med start i 2001 har initiativet udviklet sig til en af de største 1.maj-arrangementer i Europa. Dette års EuroMayDay fandt således sted i adskillige europæiske storbyer: Barcelona, Stockholm, Dublin, Helsinki og ikke mindst i Milano, hvor aktioner og demonstrationer talte op imod 100.000 mennesker.
  • Intermittents du spetacle: Franske løsarbejdere i kulturindustrien starter i sommeren 2003 en af de længste aktionskampagner i flere ti-år mod nedskæringer i dagpengeretten: Fra lammelse af de franske sommerfestivaller, over besættelser af ministerier og forligsinstitutioner under European Social Forum, til indtagelsen af den røde løber ved dette års festival i Cannes