Feministiske spørgsmål - marxistiske svar

Hovedparolen fra 70'ernes kvindekamp: Ingen kvindekamp uden klassekamp - ingen klassekamp uden kvindekamp er stadig aktuel. Kvinderne er stadig undertrykte, dels som kvinder via deres køn, dels som lønarbejdere via deres stilling i produktionen.

Af Irene Clausen

Da kvindernes undertrykkelse hænger sammen med det kapitalistiske samfundssystem, kan deres frigørelse kun ske ved en nedbrydelse af dette system, gennem klassekampen. Men det er ikke nok at føre klassekamp sammen med mændene, der må hele tiden føres en særlig kvindekamp hvis kvindernes frigørelse skal sikres.

Ligestilling er ikke nok

Når vi siger frigørelse og ikke ligestilling, skyldes det, at ligestilling ikke er nok. Vi vil ikke nøjes med at blive ligestillet med arbejderklassens undertrykte mænd, hvilket i et vist omfang kan opfyldes i det nuværende samfund. Det er sådan en strategi som f.eks. Kvindeligt Selskab og Kvinfo fører frem. Det er heller ikke tilstrækkeligt - som man gjorde i det såkaldt socialistiske Østeuropa -, at vedtage love der forbyder diskriminering af kvinder, når man samtidig accepterede, at hjemmet og børnene var kvindens ansvar. Det er nødvendigt med en radikal kønsrevolution for at ændre på de roller, vi er opflasket med i barndom og voksenliv under den borgerlige ideologis næsten totale herredømme.

Man kan næsten ikke lade være at spørge: hvor stammer kvindeundertrykkelsen fra? Det interessante ved at søge tilbage i historien er bl.a. at dokumentere, at der ikke altid har fundet kvindeundertrykkelse sted - det modbeviser nemlig at det mandlige herredømme - patriarkatet - skulle være naturens orden og dermed nedlagt i generne som visse mandlige forskere med jævne mellemrum "opdager".

Meget tyder på, at patriarkatet opstod i Mellemøsten for flere årtusinder siden. De forskellige religioner, der siden opstod, har således blot afspejlet de herskendes tanker - og altså det kvindehadske menneskesyn, religionerne i forskellig grad alle er udtryk for. Men religionerne er ikke årsag til kvinderundertrykkelsen - de er et instrument for de politisk-økonomisk magthavere, der op gennem historien - sidst kapitalismen - har haft en interesse i at splitte de to køn op.

Den marxistiske analyse

Marxisterne mener nemlig ikke at årsagen til undertrykkelsen kan findes i 'overbygningen' - dvs. i ideernes og lovgivningen og religionernes verden, som kun er en afspejling af basis, men mener at undertrykkelsen skal søges i 'basis', dvs. i de økonomiske produktionsforhold (den kapitalistiske produktionsmåde med privat ejendomsret til produktionsmidlerne). Det er således kapitalismen som system og ikke onde mennesker - der har en interesse i at splitte kvindearbejdet ud mod mandearbejdet for at trykke prisen for arbejdet - til nytte for privatejendomsbesidderne. (Clara Zetkin, Arbejderkvinder i alle lande. Tiderne skifter, København 1974). Kvindeundertrykkelsen er altså et samfundsmæssigt problem og ikke et individuelt. Derfor kræver problemet en samfundsmæssig løsning, nemlig at samfund et befris fra den kapitalistiske produktionsmåde.

Endvidere siger Clara Zetkin, at kun ved en aktiv deltagelse i den samfundsmæssige produktion kan kvinden opnå ligestilling med manden, og kun ved gennemførelse af socialisme kan der etableres et grundlag for kvindens virkelige frigørelse ved ophævelse af det ene menneskes udbytning af det andet. Hovedmodsætningen ligger således ikke mellem mand og kvinde, men mellem lønarbejde og kapital. Clara Zetkin understregede vigtigheden af, at kvinderne blev organiseret - og at det kvindepolitiske arbejde blev en integreret del af det revolutionære parti.

Kvindens stilling har gennem meget af historien været præget af hendes dobbeltrolle og dobbeltundertrykkelse, dvs. hendes rolle i produktionen og hendes rolle i reproduktionen. Ved reproduktionen forstås fødslen af den ny arbejdskraft og pasningen og plejen af arbejdskraften. Reproduktionen foregår i privat regi, i den såkaldte kernefamilie. Selvom det ikke er nyt, at arbejderkvinden arbejder i produktionen, så har hendes arbejde ofte ikke være værdsat på linje med mandens og hun har fået dårligere betaling - og det gør hun stadigvæk. Og når der skulle skæres ned i arbejdskraften, så røg kvinden først ud. Og det gør hun stadigvæk.

Kvinden har stået splittet mellem produktionen og privatlivet. Begge steder har hun skullet lægge sin arbejdskraft, men ofte har kun den ene sfære (privatssfæren) givet hende status (som hustru og mor). Hendes arbejde i produktion en har ofte været "typisk kvindearbejde" - forarbejdning af mad og tøj og de seneste år social-, sundheds- og pædagogarbejde. Kvinden har ofte opfattet sit arbejde som kald - fordi det er arbejde med mennesker, og det forklarer hvorfor kvinderne er så dårligt lønnede, hvorfor deres arbejde stadig har så lav status.

Feministiske spørgsmål - marxistiske svar

I slutningen af 1960-erne kom Den Ny Kvindebevægelse til. På samme tid oplevede den marxistiske teoretiske diskussion en enorm opblomstring, som også kvindebevægelsen - de såkaldte Rødstrømper - deltog i. Selvom Rødstrømperne var enige med Zetkin i hendes overordnede stringente marxistiske analyse, fandt de den ikke tilfredsstillende: -hvorfor er hele samfundet så gennemsyret af patriarkalske dominanser - også hos arbejderklassens mænd? Og hvis man tog Zetkins "økonomistiske" analyse for pålydende, så skulle kvindefrigørelsen komme automatisk i takt med nedkæmpningen af kapitalismen. Men sådan var det jo ikke gået i det såkaldt socialistiske Sovjetunionen???? Der var noget der haltede.

Inspireret af nordamerikanske kvindeforskere og feminister lærte de at "stille feministiske spørgsmål og søge marxistiske svar". Det bragte kvindeforskningen og kvindekampen et kæmpeskridt videre.

Kvindebevægelsen så sig som den mest konsekvente antiautoritære bevægelse i ungdomsoprøret. Den fandt frem til at det ikke er kapitalismen som system der alene kan forklare de patriarkalske strukturer i samfundet, men at der var tale om rester fra feudalismen, fx. den autoritære faderfigur. Den antiautoritære bevægelses styrke var at den involverede hele livet og ikke kun livet i produktionen. Man ønskede at ophæve skellet mellem det private og det offentlige.

Kvindebevægelsen angreb ikke kun den kapitalistiske samfund s grundstrukturer men også selve den autoritære faderautoritet. Alle steder hvor der finder magtanvendelse sted: tvang, vold, overvågning, osv. der bliver de menneskelige relationer præget af den borgerlige patriarkalske familie-model - med faderen som hovedhjørnesten. De patriarkalske disciplineringsformer er en integreret del af hverdagslivet.

Kampen mod patriarkalske strukturer så Den Ny Kvindebevægelse som en vigtig del af den økonomiske og politiske kamp mod kapitalismen. Men kun for kvinders vedkommende havde kampen umiddelbart dette dobbeltaspekt, og netop derved blev kvindernes kamp mere radikal end mændenes. Hvis kvinder f.eks. blev inddraget i arbejdskampe, så var det helt naturligt, at også kampen mod "patriarkatets ynglested" - familien blev inddraget.

Den patriarkalske kernefamilie blev et af kampområderne for den nye kvindebevægelse - til forskel fra den gamle socialistiske kvindebevægelse der næsten entydigt satsede på kampen i produktionslivet. Det hænger naturligvis også sammen med, at Zetkin og andre socialistiske kvindefrontfigurer repræsenterede arbejderkvindernes kamp - mens Rødstrømperne i høj grad var en mellemlagsbevægelse.

Fra basisgruppernes snak om at det private skal gøres politisk var der ikke langt til at analysere seksualitet, kønsroller i familien, forholdet til vores krop, osv. Kvindekampen blev bredere og beskæftigede sig nu med kvindelivet både i produktionen og i reproduktionen. Men man fjernede sig fra arbejderkvindernes kamp.

Rødstrømperne var en flot kvindebevægelse, som vi stadig kan lære af i dag, radikal, grænseoverskridende, og den gjorde seriøse forsøg på at inddrage arbejderkvinderne i kampen, f.eks. i spørgsmålet om lige-løn. Resultatet af halvfjerdsernes kvindekampe kan aflæses af lovgivningen op igennem 70-erne: Lov om fri abort, lov om lige løn for lige arbejde, lov om ligestillingsrådet, mm. Og der findes ikke en eneste familie i Danmark som ikke i sin 'rolle-fordeling' er præget af kvindebevægelsens oprør og påvirkning.

Men kvindekampen på arbejdspladserne fik efter 70-erne en anden form: Det myldrede frem med ligestillingsudvalg, ligestillings-konferencer. En reformistisk kvinde-organisering hvis mål lå inden for samfundet rammer men som måske kan være udgangspunkt for radikalisering......

Ligestillingskampen idag...

Den revolutionære kvindekamp står svagt i dag. Man kan se spirer til en radikal kvindekamp i bl.a. FeministiskAktion og andre grupper med basis i og omkring det autonome miljø - men uden rod i arbejderklassens kvinder. Det 'parti' der ligger undertegnede nærmest - Enhedslisten - har end ikke et kvindeudvalg, er repræsenteret ved en kvinde og 5 mænd i folketinget og nedstemte på sit sidste landsmøde forslaget om kønskvotering. Så der ligger store kvindepolitiske opgaver og venter.

Kvindesituation & kvindebevægelse under kapitalismen, GMT, Nordisk sommeruniversitets skriftserie no. 4, 1974

Arabiske kvindekår, Birgitte Rahbek Pedersen, Kultursociologiske skrifter nr. 15, 1982, afsnit 11: Teorier om kvindens stilling.