Fem fingre udfordrer eliten

Af Avanti – Projekt undogmatische Linke

Aktionerne og protesterne mod G8-topmødet i Heiligendamm endte vellykkede. Her viste venstrefløjen glimt af basisdemokratisk modmagt ved siden af den symbolske afvisning af topmødet.

Sjældent er det lykkedes den tyske venstrefløj at opnå succes uden hjælp fra de store civile organisationer indenfor fagbevægelsen og kirken. I forsommeren skete det i Heiligendamm (nær Rostock red.). For os træder begivenheden ind i rækken af succesfulde globaliseringskritiske bevægelser: Fra de spektakulære masseblokader i Seattle til massemobiliseringen i Genova. Samarbejdet mellem så mange forskellige aktører under forberedelsen og gennemførelsen af blokader, demonstrationer, koncerter, lejre og modtopmøder viste udgangspunktet for en bred samfundsopposition.

Intervention og kritik

Al forberedelse begyndte tidligere end ellers. Allerede to år før topmødet samledes grupper fra venstrefløjen for at påbegynde arbejdet. Netværk som Dissent opnåede stor tilslutning, ligesom Interventionistischen Linken blev offentligt kendt under G8-forberedelserne. Efter tre aktionskonferencer og utallige møder havde vi ”modstandens koreografi” klar, det vil sige planen for gennemførelsen af den store demonstration, aktionsdagene og blokaderne. Kampagner som Block G8 gennemførte op mod 120 arrangementer, der alle opfordrede til effektive blokader mod topmødet. Takket være kampagnernes gennemsigtighed og et gedigent pressearbejde opnåede bevægelsen kæmpe tilslutning i medierne og fra lokalområdet. Det er længe siden, at venstrefløjen er lykkedes med at udtrykke sine holdninger og modstrategier for en så bred offentlighed. Om ikke andet var vi så succesfulde, at reaktionære kredse tidligt satte ind med et forsøg på at spalte bevægelsen med stort ståhej og efterfølgende razziaer og ransagninger forklaret med ”mistanke om terrorisme”.

Dette forsøg faldt imidlertid til jorden og en særdeles bred bølge af solidaritet satte for alvor gang i mobiliseringen. Under mottoet ”Nu er det nok” blev adskillige ekstra busser fyldt til den store demonstration. Omkring 80.000 demonstranter fra hele verden indfandt sig således i Hansestadt Rostock den 2. juni. To meget brogede og heterogene demonstrationsoptog drog gennem den indre by til havnen. Her var venstrefløjspartier, NGO’er, kirkegrupper, DKP, Attac, studentergrupper og mange andre. Desuden var der mindst tre venstreradikale blokke, hvoraf den største, Interventionistischen Linken, bestod af 8-10.000 deltagere.

Kampene eskalerer

Det kom kun til mindre militante aktioner under demonstrationerne, eksempelvis blev den amerikanske delegations hotel angrebet med malerbomber. Men ved slutningen af den store demonstration eskalerede det dog. Kort før demonstrationens afslutning fik et ensomt politikøretøj smadret ruderne af en gruppe militante, hvorefter den kørte væk. Dette brugte politiet som anledning til at angribe flere blokke og forsøge at rive dem fra hinanden med massiv brug af vold, knippelslag og peberspray. Demonstranter blev slået i jorden og tildækket med spark, ligesom der gentagne gange blev slået tilfældigt ind i mængden.

Disse voldsomme politiangreb blev ofte mødt med massemilitans. Her lykkedes det ind i mellem at presse politiet tilbage, ligesom en enkelt af deres biler blev brændt af. Politiets modsvar viste sig i form af elleve vandkanoner, tre barrikaderyddere og en række til tider livsfarlige indsatser, der for det meste blev rettet mod udenforstående.

Hundredevis af berlinske politienheder banede sig vej til festivalområdet ved at slå vildt omkring sig. Vandkanoner spulede tilfældigt rundt i området. Gamle, unge, demonstranter og journalister blev alle mødt af disse vilkårlige politiangreb.

Først efter tre timer og kort før afslutningen på den sidste manifestation lykkedes det demonstrationsledelsen – i samarbejde med grupper fra bl.a. Interventionistischen Linken – at lave en menneskekæde mellem politiet og manifestationen og dermed få lagt ro over situationen.

Bevægelsen besinder sig

Sammen med det voldelige statsapparat følte funktionære fra diverse venstreorienterede grupper sig i stigende grad kaldet til at fordømme demonstranternes militante aktioner. Opmuntrende mange stemmer beskrev dog hvordan politibrutaliteten såvel som den strukturelle vold ved krig, sult og udbytning er betragteligt værre. Den tyske presse ville dog hellere høre på de første, nu hvor journalisterne havde fået netop de billeder, de havde brug for til at indfri kravene fra deres sensationslystne læserskare. Forinden havde journalisterne i den brede offentlighed banet vejen for politiaktiviteterne og indsættelsen af militæret. Stillet overfor dette voldshysteri i medierne, samt den eskalerende politibrutalitet, formåede bevægelsen dog at bevare besindigheden og modvirkede derved flere svært tilskadekomne eller sågar dødsfald som i Genova.

I det store og hele blev der reageret ganske solidarisk. Lørdagens begivenheder blev i løbet af de følgende dage heftigt diskuteret i lejrene, men her afviste man en splittelse af bevægelsen, som der ellers var blevet opfordret til af enkelte selvudråbte ledere i Attac. Tværtimod reagerede bevægelsen med tætte kæder og kampivrig stemning ved mandagens demonstration for global bevægelsesfrihed, hvor der deltog over 10.000 mennesker. Denne blev forbudt på det mest tynde grundlag og ustandseligt forsøgt standset af politiet.

Masseblokaderne fra onsdag til fredag skulle dog vise sig at blive særdeles succesrige, samlende aktioner. Et bravourstykke i civil ulydighed.

Block G8

Tanken bag Block G8 var fra starten at være et bredt favnende initiativ, hvor ikke-militante grupper som anti-atomgruppen X-tausendmal quer såvel som venstreradikale fra Interventionistischen Linken kunne deltage. Dette lykkedes så godt, at initiativet endte med at blive støttet af over 120 organisationer fra alle dele af venstrefløjen og den globaliseringskritiske bevægelse. Efter de forskellige forsøg på at tage afstand i forbindelse med uoverensstemmelserne efter lørdagens demonstration, viste dette koncept sig at være et passende samlingspunkt for bevægelsen. Kampagnen ville delegitimere G8-topmødet ved hjælp af aktioner, der i praktisk og symbolsk forstand kunne udfordre den globale kapitalisme. Men hensigten var i lige så høj grad at skabe rum for positive aktionserfaringer og kollektiv modstand – At få mange mennesker i fællesskab til at tage et bevidst skridt fra protest til modstand.

Til dette formål underlagde deltagerne sig en aktionsramme: Blokader med brug af civil ulydighed. Indenfor denne ramme kunne der dels opnås enighed blandt de forskellige politiske strømninger, dels var den åben for realistiske og attraktive handlingsperspektiver for de tusinder af forventningsfulde deltagere.

De mange aktionstræninger, der var blevet organiseret forud, viste sig at være særdeles nyttige i mobiliseringen og i selve gennemførelsen af aktionen. Det anslås, at omkring 4000 deltog i denne træning, det vil sige næsten halvdelen af dem, der deltog i Block G8. I træningen var det ikke kun et spørgsmål om at gøre konceptet gennemsigtigt for alle og lægge planlægningen af masseorganiseringen bredt ud, men frem for alt at formidle én ting: Modstand er mulig, en politikæde er ikke ubrydelig.

Et andet vigtigt element i forberedelsen og gennemførelsen var det intensive presse- og mediearbejde fra Block G8. Det lykkedes at legitimere de planlagte blokader i offentligheden og dermed både mobilisere og samtidig vanskeliggøre politibrutaliteten mod blokaderne.

Om morgenen onsdag den sjette juni blev selv de vildeste forventninger overgået. Mere end 6000 demonstranter gik fra Camp Reddelich og ca. 4000 fra Camp Rostock.

Stemningen var præget af glæde og beslutsomhed. Optoget fra Reddelich nåede sit mål, vejen foran hegnets østport ved galopbanen, uden nævneværdig modstand fra politiets side, der ganske enkelt virkede perplekse over at kæmpeoptoget banede sig vej gennem markerne og ikke benyttede vejene.

Optoget fra Camp Rostock fik flere gange ubehagelig kontakt med politiet. Fire gange måtte man gå uden om afspærringer, eller rettere sagt ”gennemflyde” dem, som det var blevet øvet. Aktivister blev angrebet og såret af vandkanoner, peberspray, tåregas og knipler. Bundespolitiet lod endda en bayersk specialenhed flyve ind med helikopter, uden at optoget dog lod sig stoppe. Længere fremme blev der etableret en fast blokade og hermed havde Block G8 afspærret to vigtige adgangsveje.

Afgørende for topmødeblokadernes succes var dog, at andre aktioner optog politiressourcerne. Særligt vellykket var den organiserede femfingertaktik, den planlagte gennemflydning af politikæderne, sammen med mange andre elementer fra Block G8. Det blev klart, at topmødemodstanderne havde ”vundet”: Heiligendamm var lukket fra landsiden, 18.000 politifolk blev overvundet af fem fingre.

Mens politiet ved Heiligendamms port både onsdag og især torsdag anvendte massiv vold med mange svært tilskadekomne til følge, holdt flere blokader stand. Her overnattede mange to nætter på gaden, indtil de om fredagen vendte tilbage til Rostock under stor jubel.

Block G8 opnåede sine mål: Topmødet blev reelt og vedvarende blokeret. Det viste sig muligt at modstå de svært udrustede polititropper i gennemførelsen af blokaderne. I et kort øjeblik i juni 2007 blev det tydeligt, hvordan venstreradikal praksis kan se ud, når den ikke følger det eskaleringsskema, som har været reglen efter Genova.

Ved hjælp af civile masseblokader lykkedes det at punktere den herskende dagsorden og spille enkelte venstreorienterede karrieremennesker et puds. Det skete på trods af mediehysteriet efter militansen ved lørdagens store demonstration.

Det vigtigste var dog ikke aktionsformerne, men derimod selve muligheden for at intervenere for venstreradikale grupper, hvis praksis skal være attraktiv uden derved at blive tandløs og forfalde til en systemimmanent logik. Civil ulydighed og femfingertaktik var i dette tilfælde det rigtige modsvar til elitens topmøde. Men det kan ikke uden videre overføres til bevægelsens praksis de kommende år.

Vigtigere end aktionsaftaler er, at vi i praksis har erfaret, at det er muligt at vinde. Protesterne og aktionerne mod G8-topmødet vil forblive længe i bevidstheden hos alle, der var til stede, og derved give os kræfter til de konflikter, der stadig venter på os.

G8-skuespillet er punkteret. Deres tid udrinder, vores bryder frem