FARC’s julegave til Præsident Santos

AF NAZIH RICHANI 

For ikke så lang tid siden blev den colombianske regeringsde- legation og FARC enige om anden ud af fem punkter på deres forhandlingsprogram: den del der handler om politisk deltagelse. Sammen med den foregående aftale om landspørgsmålet øger denne aftale forventningerne til at fredsprocessen er på vej i den rigtige retning, samt giver forhåbninger om at en endelig aftale står nærmere end nogensinde før. I denne artikel vil jeg beskæftige mig indgående med to fremspringende punkter fra aftalen om politisk deltagelse: det ene handler om tidspunktet for offentliggørelsen af aftalen, og den anden – som er lidt mere substantiel – handler om indholdet i aftalen.

Hvad angår tidspunktet, kan man godt sige at aftalen er FARC’s julegave til den colombianske præsident Santos idet den hjælper ham i forsøget på at blive genvalgt til valget i maj 2014. Og det overrasker ikke nogen, at Santos’ image er blevet forbedret efter offentliggørelsen af aftalen, som det også fremgår af de nyeste meningsmålinger. Hvis ikke Santos oplever nogen større tilbageslag inden valget og man ellers kan stole på meningsmålingerne, vil dette blive den anden gang at FARC hjælper en præsidentkandidat til magten. Første gang dét skete var i 1998 hvor FARC hjalp Andrés Pastrana i mod hans rival Horacio Serpa.

Den mere substantielle pointe i denne artikel omhandler vigtigheden af de politiske reformer som de stridende parter er blevet enige om. Chefen for regeringens forhandlingsteam, Humberto de la Calle, har i højstemte vendinger beskrevet vigtigheden af den sidste aftale, som en ”strategisk og langstrakt plan: at skabe en proces der uddyber den vej til fred, der blev banet i kraft af den nye grundlov i 1991.” Dette har han uddybet med at ”denne aftale er designet til at genoplive reformånden (fra 1991-forfatningen) og give den fremdrift.” de la Calle repræsenterer ikke kun Santos, men også den del af det colombianske borgerskab, der stod i spidsen for den grundlovsgivende forsamling i 1991. Til sidst anerkender han at den væbnede kamp som FARC og andre oprørsgrupper kæmper, altid har handlet om at udvide mulighederne for demokratisk inklusion – også for dem der er i opposition til det siddende regime. Denne kamp har fundet 

sted inden for et forfejlet borgerligt demokratisk system, hvor ad- gangen til politisk magt har været forbeholdt en genstridig politisk elite med forbindelser til det økonomiske oligarki.

Tre hovedpointer fra de dele af aftalen som er sivet ud fra forhandlingerne, er værd at bide mærke i. Den første drejer sig om at relancere ”Loven om Oppositionens Rettigheder” fra 1991-forfatningen, som aldrig blev implementeret i praksis. Denne lov skulle sikre mindre og yngre oppositionspartier samt andre politiske grupper mulighed for at deltage i de politiske processer, i et land hvor venstre-oppositionen jævnligt bliver nedkæmpet af statens håndlangere og dødspatruljer: de paramilitære grupper. Både Loven om Oppositionens Rettigheder og den foreliggende aftale mellem FARC og regeringen, skal sikre lige adgang til medierne og lige fordeling af midlerne til alle politiske partier – ikke kun de dominerende. Hvis reformen faktisk bliver gennemført, vil det udbygge den politiske deltagelse blandt de grupper der nu er ekskluderet fra de politiske processer.

Den anden hovedpointe drejer sig om rammerne for skabelsen af særlige overgangsvalg til Repræsentanternes Hus, i de konfliktramte områder, i de næste otte år. Denne reform skal sikre de konfliktramte områder bredere repræsentation, ved at supplere de pladser områderne allerede har, med ekstra pladser der bliver valgt ved folkevalg. De ekstra pladser vil give FARC, sammen med andre oprørsgrupper og sociale bevægelser mulighed for at komme i Kongressen. Derudover vil denne reform også erne bagatelgrænsen for hvornår en organisation kan blive anderkendt som politisk party eller bevægelse, og dermed give dem adgang til medierne og støtte fra staten.

Aftalen er et vigtigt skridt hen imod en fredeliggørelse af det Colombianske politiske liv efter et halvt århundredes krig har kostet mere end 200.000 menneskeliv og fordrevet mere end fem millioner. Et afvæbnet FARC – der kender sit lands historie – kan således forvente mange trusler fra en væbnet of farlig ende.

Nazih Richani er professor og leder på Latinamerikanske Studier på Keane University i New Jersey, USA. Artiklen er oversat fra han blog Cuardernos Colombiano på NACLA.org.