Fagligt aktive tvinges til tavshed

Colombia er verdens farligste land for fagligt aktive. Indenfor de sidste tyve år er omkring 4000 fagforeningsmedlemmer blevet dræbt. Hvert år myrdes flere fagligt aktive i Colombia end i resten af verden tilsammen.

I midten af juni udgav den nordamerikanske organisation The Solidarity Center en rapport om den kritiske situation for fagligt aktive i Colombia. Dette skete blot 14 dage efter at den ultra-højreliberale præsident Alvaro Uribe blev genvalgt i Colombia. Rapporten kritiserer i skarpe vendinger Uribes regering for at deltage aktivt i drab og trusler på fagligt aktive.

The Solidarity Center er en non-profit organisation oprettet af det amerikanske fagforbund AFL-CIO i 1997. Ved udgivelsen af rapporten beskrev vicepræsidenten for AFL-CIO Linda Chavez-Thompson situationen således:

”Rapporten afslører at virkeligheden for colombianske arbejdere er gennemsyret af trusler, vold, illegale tilbageholdelser, straffrihed for myndigheder, misbrug af ansættelseslove, illegale fyringer og myndigheder som undlader at beskytte arbejdere imod yderligere overgreb eller råde bod for allerede udførte overgreb.”

Gaiaredaktionen bringer her et uddrag af rapporten:

Kampen for arbejderes rettigheder i Colombia

Fagligt aktive i Colombia står overfor de samme udfordringer som arbejdere alle steder, med en grufuld undtagelse; daglige trusler om vold og mord. Attentater udført af arbejdsgivere, paramilitære og staten udgør en daglig trussel, som gør faglig aktivisme dødsbringende.

Som andre arbejdere rundt om i verden oplever colombianerne den ødelæggende effekt af den økonomiske globalisering. Den udvidede mulighed for udenlandske investeringer misbruges af multinationale firmaer, hvilket kraftigt har forringet arbejdernes rettigheder. Privatiseringer og kontraktansættelser bruges til at modarbejde faglig organisering, hvilket resulterer i at arbejderne kommer til at stå udenfor bestemmelserne om arbejdsrettigheder og kolletive forhandlinger. Dette har en katastrofale effekt på fagforeninger.

Politiske, juridiske og administrative procedurer besværliggør faglig organisering og tilbyder lidt eller ingen støtte i faglige konflikter. Lovgivningen begrænser i mange tilfælde arbejderes ret til kollektive forhandlinger og strejker. I nogle tilfælde, hvor statsansatte har tilknytning til paramilitære grupper, har den colombianske regerings handlen sat forforeningslederes liv i fare.

Den colombianske fagforening har set disse udfordringer i øjnene ved at lave en bred sammensat ledelsesbase, med rødder i de menige medlemmer. De arbejder dagligt på at udvide medlemsskaren, de forhandler kollektivt og søger nye muligheder for at ansætte medlemmer under utraditionelle ansættelsesforhold. Samtidig har fagforeningsmedlemmer prøvet at opbygge tætte kontakter til internationale arbejdersammenslutninger og gjort et stort stykke arbejde for at gøre opmærksom på deres kampe.

Colombia har tre nationale fagforeningscentre. Ifølge Escuela Nacional Sindical (ENS) er over 856.000 arbejdere i Colombia organiseret i de 2.357 registrerede fagforeninger. En undersøgelse foretaget af det største nationale fagforbund, CUT, i 2005 oplyser, at det kun er 4,8 procent af den colombianske arbejdsstyrke som er organiseret. Dette svinger fra 23 % i el-, gas- og vandindustrien, over 12 % i minerne til 1,8 % i landbruget. CUT har 546.000 medlemmer og er ikke tilknyttet noget internationalt fagforbund.

Farligt land for fagligt aktive

Indtil 1990’erne var Colombia et af de lande i Latinamerika med højest organiseringsgrad. De colombianske fagforbund var stærke og havde vundet betydelige økonomiske fordele for de colombianske arbejdere.

I øjeblikket står de fagforeninger som organiserer arbejdere i den offentlige sektor stærkest. Inden for landbrugssektoren er SINTRAINAGRO den største fagforening for bananarbejdere i Latinamerika med 18.000 medlemmer.

De tre nationale fagforbund har forenet sig i kampen mod privatisering af den statsejede industrisektor og i kampen mod regeringens og virksomhedsejernes forsøg paa at svække arbejdernes rettigheder og det sociale sikkerhedsnet. Politisk spænder alle tre fagforbund over et bredt spektrum og selvom enkelte fagligt aktive er tilknyttet guerillagrupper og paramilitære grupper, har fagforbundene officielt afvist alle væbnede parter i konflikten. De ønsker civilsamfundets deltagelse i fredsforhandlinger og en reform af Colombias strukturelt betingede sociale ulighed, som de ser som roden til den væbnede konflikt.

De colombianske fagforeningers anstrengelser for at opnå en arbejdernes stemme i samfundsudviklingen er blevet hindret gennem vold. Siden midten af 80’erne er omkring 4000 fagforeningsfolk blevet myrdet. Flere fagligt aktive bliver dræbt i Colombia hvert år, end i resten af verden tilsammen. I oktober 2005 rapporterede ICFTU at Colombia endnu engang var verdens farligste land for fagligt aktive. Ifølge ENS blev 70 fagligt aktive dræbt i 2005, 260 modtog dødstrusler, 56 blev vilkårligt tilbageholdt, 7 overlevede efter at være blevet angrebet med eksplosiver og skydevåben, 6 blev kidnappet og 3 blev forsvundet. 99 fagligt aktive blev dræbt i 2004 oftest i forbindelse med kollektive forhandlinger, arbejdskonflikter eller strejker.

Colombia er et ekstremt voldeligt land, med en årlig drabsrate på op imod 100 pr. 100.000 borgere. Ikke desto mindre ville det være en fejl at forestille sig at fagligt aktive blev angrebet vilkårligt, eller som den colombianske regering hævder; at størstedelen af volden mod fagligt aktive er et biprodukt af den væbnede konflikt. Skønt det ikke altid er muligt at fastslå et motiv for angreb på fagligt aktive, viser analyser at volden oftest er forbundet direkte til offerets deltagelse i faglige konflikter. Den tidligere leder af den paramilitaere paraplygruppe AUC, Carlos Castaño, udtrykker det således: ”Vi dræber fagligt aktive, fordi de forstyrrer folk der arbejder”.

Det er også sandsynligt at fagforeningsledere bliver angrebet pga. den aktive rolle fagforeningerne har spillet i kampen for fredsforhandlinger, og i fordømmelsen af vold fra både paramilitære og guerillaer.

De colombianske arbejdere er væsentlige aktører i bestræbelserne på at få gjort en ende på volden i landet. Regeringen kan fremskynde freden ved at begynde at respektere og gennemtvinge fundamentale rettigheder for fagligt aktive.

Retten til at organisere sig

Colombia opfylder ikke ILOs krav om retten til at organisere sig og forhandle kollektivt, samt kravet om at fjerne diskrimination, børne- og tvangsarbejde. For at Colombia kan leve op til internationale standarder for arbejdsrettigheder, vil det ikke være nok at lægge pres på regeringen, så denne kan reformere lovgivningen og samtidig håndhæve den. Det vil være nødvendigt at der bliver sat en stopper for volden og myndighedernes straffrihed.

Siden slutningen af 2002 er antallet af mord på fagligt aktive faldet betydeligt. Ifølge ENS blev 70 fagforeningsfolk dræbt i 2005, mens 94 blev dræbt i 2004, 91 i 2003 og 184 i 2002. Bush-administrationen hævder at nedgangen i drab på fagligt aktive skyldes den colombianske regerings øgede indsats for at beskytte truede fagforenings medlemmer, men nedgangen synes ikke at hænge sammen med et fald i antallet af trusler og fordrevne fagligt aktive, ej heller hænger det sammen med en indsats for at stille de skyldige til ansvar.

En mere sandsynlig forklaring på faldet i antallet af dræbte er en taktikændring blandt de paramilitære grupper. Dette er der to grunde til: Først og fremmest har vold mod fagforeningsaktivister de sidste mange år vækket røre internationalt. Dette har tvunget den colombianske regering til at presse de paramilitære grupper til at indskrænke volden mod dette særlige civile mål. Derudover tilbød den colombianske regering i slutningen af 2002 at forhandle fred med de paramilitære grupper. AUC svarede igen ved at annoncere en ensidig våbenhvile, i et forsøg på at opnå amnesti for de ulovligheder, de har begået gennem tiden.

Efter at Uribe tiltrådte som præsident har regeringen deltaget mere aktivt i undertrykkelsen af fagforeningsaktivister. Dette særligt gennem anholdelser og indførelse af love som begrænser fagforeningernes handlemuligheder. Et eksempel på dette oplevede borgerne i byen Saravena den 21. august 2003. Her begyndte politi og militær kl. 4 om morgenen at sparke folks døre ind og foretage masseanholdelser. 85 personer blev officielt anholdt, selvom mindst 2000 blev tilbageholdt. 35 af de 85 anholdte blev frigivet uden sigtelser, 40 af de tilbageværende var alle fagforeningsaktivister, der blev beskyldt for at samarbejde med oprørere.

Undertrykkelsen i Arauca-regionen, hvor Saravena ligger, forsatte i 2004. Her dræbte soldater fra Grupo Mecanizado Reveíz Pizarro, en enhed i det colombianske militær, den 5. august tre velkendte fagforeningsledere og arresterede yderligere to personer. De tre myrdede var kassereren for CUTs afdeling i Arauca, Leonel Goyeneche, den lokale formand for sundhedarbejdernes fagforening ANTHOC, Jorge Eduardo Prieto, samt den lokale formand for landarbejdernes fagfoerning ANUC, Héctor Alirio Martínez. De arresterede var formanden for den lokale afdeling af CUT, Samuel Morales Flores, og et medlem af undervisernes fagforening ASEDAR, Raquel Castro. Den transamerikanske menneskerettighedskommission havde inden da beordret den colombianske regering til at beskytte to af ofrene.

Statsadvokaten anklagede i juli 2005 de ansvarlige for denne hærenhed for deres rolle i mordene i Arauca. Sagen var stadig uafsluttet i slutningen af 2005.

Fremtiden vil vise om Colombias regering vil kunne stoppe mordene på fagforeningsaktivister og retsforfølge morderne. Hvis regeringen fejler vil det være katastrofalt for udviklingen af civilsamfundet og de demokratiske institutioner i Colombia. Når græsrodsstemmer som repræsenterer arbejdere og deres familier bringes til tavshed gennem mord og trusler, ødelægges Colombias mulighed for at opbygge et fredeligt og retfærdigt samfund.

Læs hele rapporten på: http://www.solidaritycenter.org/fil...

Oversat og redigeret af Anne Rehder