FACTFINDING i Filippinerne

Johnna Mortensen og Irene Clausen fra Internationalt Forum deltog i maj måned i en solidaritetskonference i Filippinerne om de faglige kampe i landet de følgende tre artikler handler om de indtryk fra mødet med det konfliktfyldte land.

Den 4. juli (USA’s uafhængighedsdag) 1946 blev Filippinerne formelt en uafhængig stat. USA’s kolonisering der havde varet siden 1898 var officielt slut. Men reelt beholdt USA grebet om landet, både økonomisk, militært og politisk. Det gælder uanset om det var diktatoren Marcos der stod i spidsen for det store ø-rige, eller der var tale om såkaldt demokratisk valgte præsidenter. Den nuværende præsident Gloria Macapagal Arroyo er ingen undtagelse. Hun fører en politik der tilgodeser de rige og de multinationale selskaber, alt imens hun, gennem privatiseringer, kamp mod fagforeninger osv. svækker og udsulter arbejderne og de fattige - og sanktionerer politiske mord på sine modstandere.

Johnna Mortensen og Irene Clausen deltog i maj måned i en international faglig solidaritetskonference i Filippinerne og rejste rundt i landet som deltagere i en ”factfinding mission” der skulle dokumentere brud på menneskerettighederne med særlig fokus på de omsiggribende politiske mord. De besøgte bl.a. de strejkende Nestlé-arbejdere hvis formand blev myrdet sidste efterår af ”ukendte gerningsmænd”. De opfordrer - i lighed med de filippinske arbejdere - til aldrig mere at købe produkter fra Nestlé- giganten, for ”Der er blod i din kaffe”.

Velkommen til Manila

Organiser, organiser, organiser! Dette er mottoet hos de filippinske folkelige organisationer vi mødte under vores deltagelse i en faglig solidaritetskonference i maj 2006. Den var organiseret af KMU - den militante ”1.maj fagforening” (Kilusang Mayo Uno). KMU er med i Den Nationale Demokratiske Front (NDF) som ledes af Det Filippinske Kommunistparti (CPP) hvis væbnede gren er Det Ny Folks Hær (New People’s Army). I Fronten deltager også kvindegruppen Gabriela, studenterorganisationer, ungdomsorganisationer, ’Urban Poor’- organisationer (de fattige i byerne), bondeorganisationer m.fl.

Det var en hed start på programmet at deltage i Bayan Munas 1. maj demonstration gennem Manilas varme gader. Bayan Munas ”nationale, demokratiske demonstration” samlede ca. 60.000 deltagere, langt flere end den socialdemokratiske der vandrede tæt på vores. Vi fik her for første gang indtryk af vores værtsorganisationers eminente organisationstalent, deres bevidste brug af kultur og kunst i den revolutionære kamp og deres militante stil. Vi var havnet midt i en revolutionær bevægelse omfattende hundredvis af organisationer og titusindvis, hvis ikke hundredtusindvis af militante! Den enkelte aktivist er ofte medlem af både en fagforening, en menneskeretsgruppe, en kvindeforening, og så var der sikkert nogle der var medlemmer af det store kommunistparti, men det blev der aldrig talt om. Vi mødte flere hvis navne var på dødslisterne, og som måtte skifte logi hver nat. Så når vi nu modtager ugentlige lister med navne på de seneste politiske mord, ryster vi på hånden og tænker: Er det mon en af vores venner?

Spot på politiske mord

Efter 1. maj demonstrationen blev vi delt op i 4 grupper og sendt ud til forskellige regioner i landet (fact finding mission) hvor vi besøgte familier til politisk myrdede aktivister, fagforeninger, menneskeretsgrupper, lokale guvernører osv. Til slut deltog vi i den faglige konference, The 22nd International Solidarity Affairs, et sted ude i bjergene tæt ved Manila hvor vi var bevogtet af ca. 60 aktivister døgnet rundt! Sådan er klassekampssituationen i Filippinerne. Vi ”internationalister” fra 15 forskellige lande - de fleste fra Asien - rejste hjem propfyldte med informationer, erfaringer og ikke mindst: inspiration til den fortsatte kamp. Vi lovede vores venner i Filippinerne at formidle vores erfaringer, og især bidrage til at sætte internationalt fokus på de politiske mord! Det forsøger vi i de følgende artikler.

Dødspatruljer i Filippinerne

Det colombianske Uribe-regime er ikke det eneste USA-klient-regime som anvender dødspatruljer mod fagforeningsledere og kritikere af systemet.

Præsident Gloria Macapagal Arroyo var den første leder i Asien som med begejstring overtog præsident Bush’ koncept med ’krig mod terror’ og vedtog antiterrorlove som vakte mindelser tilbage til præsident Marcos’ krigslovgivning i 70’erne. Brugen af dødspatruljerne har under hendes regime taget et kraftigt opsving. Samtidig har hun udsendt invitationer til USA-tropper om at de igen skal være velkomne, selvom de under folkeligt pres blev fordrevet fra Filipinerne i 1992.

I alt er 680 faglige og politiske aktivister blevet myrdet siden Arroyo-regimet kom til magten i 2001, de fleste under påskud af at være kommunister eller med i Det Ny Folkets Hær. Også progressive katolikker, dommere, journalister, menneskeretsaktivister falder for dødspatruljerne. Enhver der udtrykker kritik af regimet betragtes i virkeligheden som terrorist.

Alene i år er over 80 kritikere af regimet blevet myrdet af motorcykelkørende hætteklædte ”ukendte gerningsmænd”. Ofrene er som regel myrdet ved et skud eller flere i ryggen når de var på vej hjem, ofte efter at de havde modtaget trusler, og efter at have været udsat for overvågning i nogen tid. Som regel gør myndighederne ikke noget for at opklare forbrydelserne, og som regel kan man ikke få vidner til at stå frem da disse så selv havner på dødslisterne.

Amnesty International har udtrykt bekymring over de mange politiske mord. Dog uden at gøre præsidenten direkte ansvarlig, men organisationen konstaterer at antallet af politiske mord er steget i Arroyos regeringstid.

Total krig mod kommunisterne

Her midt i sommervarmen har Arroyo lanceret et udspil der af venstrefløjen betragtes som et ”Go for it!”, altså en opfordring fra ’Arroyo-US regimet’ (som det kaldes af venstrefløjen) til at sætte yderligere gang i de politiske mord.

Præsident Arroyo meddelte 16.juni at hun nu ”har fundet en måde hvorpå hun vil bekæmpe det kommunististiske oprør, nemlig gennem en strategi med ”total krig” kombineret med udviklingsprogrammer der skal få bønderne til at stoppe støtten til revolutionen” (Carlos H. Conde, International Herald Tribune, 19. juni 2006). Planen vil kunne gennemføres i løbet af 2 år. Der bevilges 1 mia. pesos (ca. 125 millioner kroner) til at finansiere militære og politimæssige operationer mod den kommunistiske guerilla, Det Ny Folks Hær, ligesom der bevilges 75 mia. pesos (ca. 1 mia. kroner) til investeringer og udvikling i de regioner hvor kommunisterne står stærkt, det gælder især regionen Central Luzon nær ved Manila. Her skal udvikles rent drikkevand, skoler, infrastruktur osv.

Det Ny Folks Hær tilstede i 70 ud af 79 provinser

Det Ny Folks Hær blev grundlagt af en gruppe radikale studerende i 1969 og er siden da vokset til en af de mest indflydelsesrige kommunistiske oprørsbevægelser i verden. Dets tilhængere, primært arbejdere og bønder, er tilhængere af marxisme-leninisme-Mao Zedong-tænkningen og drager fordel af landets ujævne og vilde terræn og vinder tilslutning til sin politik med udgangspunkt i den ekstreme fattigdom ude på landet. I dag siger Det Ny Folks Hær at den er tilstede i 70 ud af Filippinernes 79 provinser. Ifølge regeringskilder tæller den mellem 7.000 og 10.000 guerillaer. Disse foretager hver uge adskillige angreb på regeringsmål såvel som på erhvervsvirksomheder som nægter at betale hvad oprørerne kalder ”revolutionsskat”.

Det er ikke nyt at regimet erklærer krig mod oprørerne. Diktator Marcos indførte ”krigslove” primært rettet mod de kommunistiske oprørere, og først efter hans fald i 1986 og Corazon-Aquinos overtagelse af magten, blev disse krigslove annulleret. Nu ser de ud til at blive vakt til live af præsident Arroyo i hendes intensiverede jagt på kommunisterne.

Arroyos hemmelige dagsorden

Arroys plan til bekæmpelse af Det Ny Folks Hær er blevet modtaget med skepsis. De fleste frygter at den vil medføre en eskalering af brud på menneskerettigheder og politiske mord. Og hvordan kan hun tro at hendes regime vil kunne besejre den kommunistiske bevægelse med militære midler når dette ikke er lykkedes for hendes forgængere? Og har hun i virkeligheden et helt anden dagsorden? Forsøger hun med sin heksejagt på kommunisterne at ødelægge den alliance der er ved at opstå mellem kommunisterne og folk fra middelklassen omkring kampagnen ”Ud med Arroyo” der har bred opbakning på grund af utilfredshed med den åbenlyse korruption der var årsagen til Arroyos genvalg i 2002?

Læs om kampagnen mod politiske mord i Filippinerne - Stop The Killings Campaign - på : www.cp.union.org/stop-the-ki...