EZLN - 15 års kamp: En ungdom med vrede og værdighed

Det er 25 år siden, at zapatisterne begyndte, at organisere sig i den lavtvoksende jungle i det sydlige Mexico. Og det er 15 år siden at Zapatisterne gav sig til kende overfor verden og begyndte deres væbnede oprør i den mexicanske delstat Chiapas. Siden har Zapatisterne kæmpet for at opbygge deres autonome områder. Zapatisterne afholdte hen over nytåret Verdensfestivalen for Værdig Vrede, hvor bevægelser og enkeltpersoner fra hele verden var indbudt. Mexicogruppen ønsker Zapatisterne tillykke med 15 års kamp og bringer her et forkortet uddrag af festivalens åbningstale.

Af Subcomandante Insurgente Marcos

I lang tid har kalenderens og geografiens problemer afsløret Magten. Flere gange har vi set (og vil se), hvordan dens funklende tandhjul har sat sig fast og er gået i stykker. I geografien kan tingene fremstå lidt for enkle: geografien foregøgler at Grækenland skulle ligge langt fra Chiapas. Med denne festival har vi set, at det er løgn. Og i skolen lærer man, at Mexico er adskilt af et hav, fra Frankrig, Baskerlandet, Spanien og Italien. Og hvis vi kigger på et kort, kan vi se, at New York ligger meget nord for det indianske, mexicanske Chiapas. Noget som blev tilbagevist for et par timer siden af vores venner fra Movement for Justice in el Barrio. Og at Argentina skulle ligge langt mod syd blev modbevist af Compañero Solano, som netop har talt. Hverken foroven eller forneden findes denne geografiske adskillelse. Den brutale neoliberale globalisering, Den Fjerde Verdenskrig, som vi zapatister kalder den, satte de fjerneste egne i tidslig og rumlig samtidighed, for at få rigdommene til at flyde … og for at få fingrene i dem.

Nu handler det ikke længere om de fantastiske fortællinger om de, efter sigende, heroiske opdagere og erobrere, som med sværd og kors vandt retten til at afgøre, hvem de ”civiliserede” var. I stedet for Columbus’ tre skibe: en hurtig computer. I stedet for Hernán Cortés (spansk erobrer, red.): en simultan marionetregering i hvert hjørne af planeten. I stedet for sværd og kors: en massiv ødelæggelsesmaskine og en kultur, som ikke kun har sin allestedsnærværelse til fælles med ”fast food” (lige som gud, er McDonalds overalt), men også sin dårlige fordøjelse og sine dårlige ernæringsmæssige egenskaber. Og den selvsamme globalisering gør, at den israelske og nordamerikanske regerings bomber falder over Gaza og får hele jordkloden til at ryste. Med globaliseringen har verdenen foroven spillet os kort i hånden, eller måske snarere i vores syn og vores sind. Bomberne, som dræber civile palæstinensere, er også en meddelelse som man skal lære af og tilpasse sig. Og skokastet mod Bush i Irak kan gengives i snart sagt hvert et hjørne af planeten. Skokastet (som viser hvor dårligt journalister sigter) mod Bush vakte entusiasme blandt de velopdragne. Men det er ikke andet end begejstring over en modig, men ubrugelig og ubetydelig gestus set i forhold til den væsentlige hændelse, som et par uger senere fandt sted: Bush-regeringens støtte til den forbrydelse som den israelske regering begår i de palæstinensiske områder … og som (undskyld hvis jeg skuffer dem, som har sat deres lid til Barack Obama) støttes af Bush’ efterfølger.

Og mens det dårlige kast i Irak høster applaus, vækker opstanden i Grækenland bekymring: ”Der er en fare”, advarer de, ”for at oprøret i Grækenland breder sig til resten af Europa”. Nu har vi hørt og læst, hvad den rebelske græske ungdom vil fortælle os om deres kamp, og det de står over for. I Italien forbereder de sig på at modstå det samme fra deres regering. Og der foroven griber de alle deres ordbøger og bladrer frem til ordet ”vold”, som de sætter i modsætning til ”institutionalitet”. Og uden at sætte det ind i en klassesammenhæng begynder de at anklage, dømme og fordømme. Og de fortæller os, at det er den voldelige græske ungdom som sætter den hellenske halvø i brand. Selvfølgelig redigerer, beskærer og sletter man det faktum, at politiet dræbte en ung mand. Ifølge kalenderen er det 10 år siden, at unge studerende ved UNAM-universitetet i Mexico grundlagde en bevægelse som havde mistet troen på den velopdragne venstrefløj. Også dengang sagde man, at det var en voldelig bevægelse, blot for at aflede opmærksomheden fra den grå præsidentkandidat, fra det grå demokratiske revolutionsparti og dets grå valgkampagne. I dag, 10 år senere, må vi minde om at UNAM fortsat er offentlig og gratis takket være standhaftigheden hos de unge mænd og kvinder, som vi i dag sender en hilsen.

Men lad os vende tilbage til den vold, som udøves fra oven. Der er en vildledende falsk tautologi: de siger, at de fordømmer volden, men i virkeligheden fordømmer de handlingen. Deroppe foroven kræver og forlanger de: ”Man må sige nej til volden, hvor den en måtte komme fra”… og de gør sig umage med at understrege, at det specielt gælder, hvis volden kommer fra neden. Vores position som zapatister er klar. Vi støtter ikke den pacifisme som gør, at det er andre som må vende den anden kind til. Vi støtter heller ikke den vold som gør, at det er andre der bliver slået ihjel. Vi er dem vi er, med alt det gode og alt det dårlige, som vi bærer på og som er vores ansvar. Men det ville være naivt at tro at alt det gode, vi har opnået, herunder at lytte og lære af jer, kunne være opnået uden at forberede os et helt årti på den dag, den 1. januar for 15 år siden. Vi gav os til kende gennem en hær, gennem kamp mod regeringsstyrkerne og gennem væbnet modstand. Og for vores faldne, døde og forsvundne kammerater, har det ikke været en krig som begyndte for 15 år siden, men en kamp, som begyndte for 500 år siden, for 200 år siden, for 100 år siden.

Jeg undskylder ikke volden. Jeg fremlægger kendsgerningerne: I lærte os at kende i krig, vi har været i krig i de sidste 15 år, vi vil fortsætte krigen indtil dette hjørne af verden, som hedder Mexico, bliver herre over egen skæbne, uden snyderi, uden fortrængninger, uden hykleri. Volden et vigtigt domineringsmiddel for Magten. Men det er kunst, kultur, information, retsvæsen, uddannelse, institutionel politik og selvfølgelig økonomi, også. Hver kamp og hver bevægelse må, i hver deres kalender og geografi, ty til forskellige former for kamp. Den er ikke den eneste og sikkert ikke den bedste, men volden er en af disse former. Det er en smuk gestus at møde geværer med blomster, ja vi har billeder som foreviger det. Men nogle gange er det nødvendigt at få disse geværer til at ændre mål og begynder at sigte opad.

Man beskylder os for mange ting, det er rigtigt. Og måske er vi skyldige i nogle af dem. Den 1. januar 1994 skød vi ikke på uret og satte det i stå. På datoen fejrer vi ikke et nederlag, og vi ændrer heller ikke i historien, for at lade som om vi var, eller er, de eneste eller de bedste, eller begge dele. Der var og er nogle, som kritiserer os for ikke at have taget springet til ”realpolitik”, når nu vi med vores politiske obligationer, det vil sige vores medie-rating, kunne få en god pris for vores værdighed på markedet for valgstemmer. Konkret beskylder de os for ikke at have givet efter for den forførende magt; en magt som har formået at få meget intelligente folk på venstrefløjen til at sige og gøre ting som ville bringe skam over enhver. De har også beskyldt os for at være ”ultrafantaster” og for ”radikalisme”, fordi vi i Den Sjette Deklaration udpegede det kapitalistiske system som værende den vigtigste årsag til de dårligdomme, som plager menneskeheden. Men det kalder de os ikke længere i dag, hvor selv talsmændene fra kapitalens hovedstad Wall Street, siger det samme. Nu hvor hele verden taler om den globale krise, vil jeg minde om, at den blev forudset for 13 år siden, i 1996, af en lille vred og værdig bille. Dengang sagde Don Durito fra Lacandónjunglen, i den korteste tale jeg har hørt, at ”problemet med globaliseringen er, at boblen en dag vil springe”. Vi bliver beskyldt for ikke at begrænse os til disse indianske områder. Og vi beskyldes for ikke at lukke os inde i det, lyse hoveder (ja, sådan siger man) kalder ”det zapatistiske laboratorium” eller ”Lacandón-kommunen”. De beskylder os for, igen og igen, at gå ud og konfrontere Magten. Og de beskylder os for at lede efter andre, efter Jer, som konfronterer Magten uden falske løfter og konformisme.

De beskylder os for at have overlevet. Og de henviser ikke til den modstand som 15 år senere tillader os at sige, at vi ikke blot lever, men også kæmper. Det som generer dem, er at vi har overlevet som et andet bud på kamp, kritisk tænkning og etisk politik. De beskylder os, hvem det end var der sagde det, for ikke at have overgivet os, for ikke at have ladet os købe, for ikke at have svigtet. Kort og godt beskylder de os for at være Zapatister i Den Zapatistiske Nationale Befrielseshær. I dag, 515 år efter, 200 år efter, 100 år efter, 25 år efter, 15 år efter, 5 år efter, 3 år efter, erklærer vi: Vi er skyldige. Og efter neozapatistisk skik er det ikke kun noget vi indrømmer. Det er noget, vi fejrer. Vi forestillede os ikke, at det her ville gøre ondt på de dér foroven, som foregiver progressivitet og forklæder sig som venstreorienterede, men det skal siges: EZLN lever. Længe leve EZLN!

Talen er oversat af Esben Frost Kristensen medlem af IF’s Mexicogruppe

Zapatistisk tidslinje

1985:

Zapatisterne begynder at organisere sig i junglen.

1994:

1. januar: NAFTA-aftalen træder i kraft. Samme dag bryder zapatistene ud fra junglen og begynder deres oprør i Chiapas. Efter to uger med hårde kampe bliver der indgået våbenhvile.

2. marts: Fredsforhandlingene afsluttes. Regeringen nægter at give indrømmelser overfor Zapatisternes politiske krav om oprindelige folks rettigheder, og resultatet sendes til diskusson i de oprørske områder.

11. oktober: EZLN afbryder alle samtaler med regeringen pga. stærk optrapning af militære styrker i de zapatistiske områder, og et stigende antal militære provokationer.

1995:

9. februar: Den føderale regeringen bryder våbenhvilen og starter en stor militær offensiv mod EZLN. Landsbyer ødelægges, tilhængere af zapatisterne arresteres, og 20 000 oprindelige folk tvinges til at flygte ind i junglen.

1996:

16. februar: Første forslag til grundlovsændring underskrives af regeringen og EZLN i San Andrés. Samtalerne afbrydes senere, da Zapatistene mener regeringen ikke ønsker at nå frem til en realistisk løsning.

Juli: Første Interkontinentale Møde for Menneskeheden og imod neoliberalisme i Realidad, Chiapas.

November: Kongressen etablerer COCOPA, som skal udarbejde et forslag til endelig løsning. EZLN og regeringen når til enighed, en enighed regeringen senere trækker sig fra.

1997:

Juli: Andet Interkontintale Møde for Menneskeheden og imod Neo-liberalisme i Spanien.

22. december: 45 civile pacifister, de fleste kvinder og børn, bliver dræbt i landsbyen Acteal nord for San Cristóbal af en paramilitær gruppe. På trods af at en halvmilitær politilejr ligger i nærheden gør de ingenting for at standse drabene. Hærens tilstedeværelse bliver igen kraftig optrappet i de zapatistiske områder.

2000:

December: Vicente Fox fra det nyliberalistiske PAN, Det Nationale Handlingsparti, bliver valgt som præsident. Dermed sluttede partiet PRI’s 80 års uafbrudte magtmonopol.

2001:

Marts: Zapatistene gennemfører en march til Mexico By for at lægge pres på Kongressen for at den skal vedtage COCOPA-forslaget.

April: Det mexicanske parlament vedtager en revideret udgave af COCOPA, som underkender San Andrés-aftalen på flere vigtige punkter. Zapatistene afviser loven, da loven vil gøre livet endnu værre for den oprindelige befolkning.

2003:

9. august: De oprørske områder omorganiseres til en model, som Zapatisterne kalder caracoles/sneglehuse. Hovedpointen er at styrke autonomien og det civile demokrati, samt at forbedre organiseringen af projekter.

2005:

Juni: Zapatisterne lancerer Den Sjette Deklaration fra Selva Lacandona. I kommunikeet tager de initiativ til en ny ikke-parlamentarisk front af arbejdere, bønder og studenter.

2006:

Januar: Den Anden Kampagne indledes.

2008:

December: Afholdelse af Verdensfestivalen.

2009:

7. - 8. marts: Kvindernes internationale kampdag fejres med den sportslige, politiske og kulturelle begivenhed Mamá Corral i Oventik.

Læs mere: www.ezln.org.mx www.cedoz.org