EU slår igen

AF MADS DRUD-JENSEN

Afslutningen på EU's regeringskonference i Amsterdam foregik i en by under belejring. Over 7.500 betjente havde indtaget byen for at sørge for, at topmødet kunne forløbe i fred og ro, og alle midler blev taget i brug for at forhindre protester og uroligheder. Store dele af byen blev spærret af, og flere hundrede aktivister blev uretmæssigt anholdt. Nogle blev vilkårligt anholdt på gaden, mens andre blev anholdt ved fredelige demonstrationer.

Ulovligt anholdt i Amsterdam

Der venter de hollandske myndigheder et retligt efterspil, efter 39 danske aktivister blev ulovligt anholdt og fængslet under højst kritisable vilkår. Undertegnede oplevede personligt det hollandske statsapparats overgreb og tilsidesættelse af alle juridi ske rettigheder. Det skete efter en masseanholdelse søndag d. 15. juni, kl. 22.30, hvor ca. 300 aktivister beslutter at gå i et fredeligt optog til en politistation, hvor der sidder 25 fængslede kammerater, som er anholdt dagen før. Formålet er at lave larm foran stationen, for at lade de fængslede vide, at de ikke er glemt, og at man arbejder på at få dem løsladt.

Demonstrationen når at gå 40 meter, før vi bliver stoppet af politiet. Da folk forsøger at gå tilbage til udgangspunktet, bliver demonstration en omringe t og forhindret i at forlade stedet. Vi sætter os alle ned og giver os til at synge, mens der uden held bliver forhandlet med politiet. Efter en time begynder politiet at hive folk væk. En efter en bliver vi hårdhændet revet ud til nogle busser, kropsvisiteret, lagt i håndjern og kørt til et fængsel i udkanten af Amsterdam. I vores bus, en almindelig bybus, sidder vi ca. 60 mennesker i seks og en halv time med håndjern på ryggen uden adgang til ordentlige toilettet eller mad og drikke.

Derefter bliver udlændingene hevet ind, der bliver taget billeder, og vores ting bliver konfiskeret. Jeg kan ikke få at vide, hvorfor j eg er anholdt. Mens jeg bliver ført rundt til forskellige personer, der tager billeder af mig og registrerer mig, får jeg at vide, at jeg kan få grunden til vores tilbageholdelse at vide, når jeg skal afhøres. Uden videre forklaring, og stadig med håndjern på ryggen, bliver jeg ført ind i en pansret bus, og kørt afsted sammen med fem andre danskere og ca. tyve andre aktivister fra forskellige lande i Europa.

Efter halvanden times kørsel ender vi ved et fængsel nær den tyske grænse. Der bliver vi smidt ind i nogle detentionsceller og en efter en hentet op til en fængselsgang, hvor vi bliver beordret til at smide alt tøjet for at blive visiteret. Der bliver ikke overladt noget til tilfældighederne.

Isolationsfængslet

Og så er man i den grad overladt til sig selv. Med undertøj og t-shirt bliver jeg låst inde i en kold isolationscelle på en skumgummimadras. Det er nu mandag morgen, og jeg har stadig ikke fået at vide, hvorfor jeg er blevet anholdt, eller hvor længe jeg skal tilbageholdes.

I løbet af mandagen kommer der flere gange politifolk ind for at stille spørgsmål, og først klokken halv to får jeg på gebrokken t engelsk at vide, at jeg er sigtet for at være medlem af en ulovlig organisation. Det kan jeg kun grine af, især fordi betjenten ikke ved hvilken organisation, der kan være tale om.

Selvom jeg kræver det flere gange får jeg ikke lov til at få et telefonopkald, ligesom jeg heller ikke får mulighed for at tale med en advokat eller blive stillet for en dommer. Hele dagen og tirsdag nat er jeg isoleret i cellen og kommer kun ud, når der skal tages billeder eller tages fingeraftryk.

Tirsdag formiddag bliver jeg pludselig bedt om at tage mine ting med mig ud af cellen.

Håndjernene bliver igen smækket om mine håndled, og jeg bliver ført ned til en pansret minibus, hvor der sidder fire andre danskere og venter på mig. Vi bliver sammen med en nordmand og en græker kørt til lufthavnen i Amsterdam, hvor vi efter et kort ophold i en celle bliver eskorteret ud til et fly, som vi får at vide skal til Tirstrup, hvilket vi uden held brokker os over, da vi alle bor København og i øvrigt skal med en bus hjem fra Amsterdam samme aften.

Vi har hele tiden krævet at få vores konfiskerede ting tilbage. Politiet har stadig vores pas, penge, snørebånd, og hvad vi ellers havde på os, da vi blev anholdt. Vi havde fået at vide, at tingene ville blive udleveret i lufthavnen, men får nu at vide, at tingene vil blive udleveret i Århus, når vi når frem.

Hele vejen til Århus har vi en betjent med hver, for at sikre at vi ikke kaprer flyet og laver kamikze-stunt ned i den hollandske nationalbank, hvor toppolitikerne sidder og hygge nakker i al fordragelighed. I Tirstrup bliver vi mødt af et par forbavsede lufthavnsbetjente, der ikke har hørt noget om, at vi skulle komme. Vores ting er der heller ikke. De hollandske betjente afleverer et telefonnummer på et hittegodskontor i Amsterdam og lusker af efterladende os i Tirstrup uden pas, uden penge, uden snørebånd. Heldigvis bliver vi kørt til Århus, hvor døgnkontakten giver os en togbillet hjem til København, hvor vi kan prøve at få et overblik over, hvad der er sket med de andre danskere.

Fløjet hjem i militærfly

Vi var nogle af de første. der kom hjem. De fleste danskere kom forst hjem om onsdage n. fløjet hele vejen i et militærfly. Nogle var blevet anholdt. da de bare gik på gaden af civile betjente. der uden at identificere sig, havde overmandet og smidt dem ind i en bil for at køre dem til et fængsel. Det viser sig, at kvinderne var blevet stuvet sammen i en slags teltlejr under mandligt opsyn og uden adgang til f.eks. bind eller tamponer. Andre af de anholdte havde overnattet i en hal på hver sin madras med trusler om, at de ville miste retten til toiletbesøg eller vand, hvis de forlod madrassen.

Europol slår til

Myndighedernes fremfærd under EU-topmødet er flere steder blevet kritiseret. En hollandsk domstol har bedømt anholdelserne som værende ulovlige, også den skærpede situation taget i betragtning. I det hele taget står behandlingen af deltagerne ved det alternative topmøde i skærende kontrast til de fine ord om retfærdighed og demokrati, som EU i følge toppolitikerne skulle være garant for. For bare at udarbejde den nye traktat har man set sig nødsaget til at stille med en hel hær af betjente og spærre store dele af Amsterdam af. Den folkelige modstand mod Unionen manifesterede sig ved en demonstration lørdag den 14. juni, hvor 50.000 mennesker fra hele Europa deltog. Myndighedernes modtræk bestod i, at man i løbet af de næste dage uretmæssigt anholdt flere hundrede EU-modstandere, hvis data nu ligger og samler støv i Europols arkiver. Under fængslingerne blev der observeret både tyske betjente såvel som danskere i fængslerne.

Schengen er i den nye trakt at gjort til et overstatsligt anliggende, hvilket betyder, at det retlige samarbejde fremover skal afgøres med flertalsafgørelser i ministerrådet. Det europæiske politisamarbejde er sammen med fælles rets- og udlændingepolitik sat på skinner. Vi har fået en forsmag på det i Amsterdam. Marokkanske deltagere til det alternative topmøde blev nægtet indrejse i EU, og under topmødet blev grundlæggende rettigheder sat ud af kraft. Den folkelige modstand mod EU lever, men nu har EU givet myndighederne nogle redskaber i hånden til at slå igen.