Et skridt frem og to tilbage for Mexicos kvinder

Valget af præsidenten Vicente Fox gør livet endnu sværere for kvinderne i Mexico, der kan forvente forbud mod abort og dårligere forhold på arbejdsmarkedet

af Marta Lamas

Ved præsidentvalget i Mexico sidste år var der mange progressive, der lod sig forlede til at stemme på højrefløjens kandidat Vicente Fox fra PAN-partiet. Af stemmeoptællingen, der resulterede i en stor valgsejr for Fox, fremgik det tydeligt, at mange af hans stemmer kom fra folk, der normalt stemmer ’til venstre’. Mange mente, at det var vigtigere at fjerne PRI-partiet (Det institutionelle revolutionære parti) fra regeringsmagten, som de har siddet på i 70 år, end at holde Mexicos højrefløj udenfor. PRI havde efter manges mening siddet ved magten alt for længe. Resultatet af dette valg har ikke været rart for de mexicanske kvinder. Med Fox på præsidentposten er kvinderne nødsaget til hele tiden at kæmpe for at sikre sig, at deres hidtil hårdt tilkæmpede rettigheder ikke bliver fejet af banen sammen med PRI. For eksempel var der ikke engang gået en måned efter valget, før det PAN-dominerede lokalstyre i Guajanato (Fox` hjemstat) forsøgte at ændre på abortlovgivningen, således at det blev forbudt for en kvinde at afbryde et svangerskab, der var påført hende ved voldtægt. Forslaget udløste et nationalt ramaskrig, der også omfattede stærke protester fra dem, der før valget havde støttet Fox` kandidatur af de førnævnte taktiske årsager. Forslaget blev imidlertid ikke vedtaget, udelukkende på grund af at delstatsguvernøren nedlagde veto.

Sagen er ikke enestående i dagens Mexico, snarere en smagsprøve på, hvad de mexicanske kvinder kan vente sig af fremtiden. Det vil blive vanskeligt at gennemføre demokratiske ændringer, sålænge PAN sidder ved magten, idet deres holdninger i kønsdebatten repræsenterer et alvorligt tilbageslag for mange af de fremskridt, som kvinderne har opnået i de seneste år.

Kirken blander sig

Allerede på den nye PAN-regerings første dag modtog partiet den katolske kirkes velsignelse. Den nye arbejdsminister Carlos Abascal, der også er ivrig katolik, begik sin første fadæse, da han udråbte jomfruen af Guadalupe til alle arbejderes skytsengel - et skridt, der blev kraftigt kritiseret for dets manglende respekt for alle ikke-katolske arbejdere. Episoder som denne tegner et billede af, at religion og politik i fremtiden sammenblandes på en farlig måde, hvor kirken og dens interesse-organisationer forsøger at udviske grænsen mellem kirke og stat.

For kvinder kan dette blive en særlig farlig cocktail. Netop spørgsmålet om seksuelle og reproduktive rettigheder, som ret til svangerskabsforebyggelse og abort er en af de store konflikter mellem stat og civilsamfund. Tidligere mexicanske regeringer har legitimeret de seksuelle og reproduktive rettigheder ved at omdefinere dem som "reproduktiv sundhed". Men alligevel er reproduktiv sundhed endnu ikke fuldt respekteret i Mexico - hverken gennem gældende lovgivning eller gennem tilslutning til internationale aftaler.

Dobbeltarbejde

I Mexico er det stadig kvinderne, der bærer ansvaret for familiens pleje såvel som opfostringen af landets kommende generation. Samtidig er de i stigende grad på vej ind på arbejdsmarkedet. Så samtidig med, at det huslige arbejde næsten udelukkende er kvindernes domæne, udgør de selvsamme kvinder nu 32 % af den samlede lønarbejderstyrke. Denne dobbelte pligt bliver mere og mere problematisk under de stadigt mere skærpede modsætninger mellem moderskab og lønarbejde. Den hidtil førte politik viderefører og afspejler stadig det traditionelle mønster med faderen som familiens forsørger og moderen som hjemmegående husmoder. Et af de grundlæggende problemer er, at Mexico lider af en foruroligende mangel på børnehaver og samtidig er børnenes skoletid ikke planlagt i overensstemmelse med forældrenes arbejdstid. Mange mødre må således forlade deres job midt på morgenen for at hente børnene og anbringe dem hos en slægtning eller ven. Et andet paradoks er, at kvindelige arbejdere fyres, når de bliver gravide og ikke kan opnå legal abort. Forbudet mod abort er altså ikke kun et anslag mod kvinders ret til selvbestemmelse, men også et udtryk for deres undertrykkelse som kvindelige arbejdere.

Ulige løn

På grund af den dybe ulighed mellem kønnene, er lønarbejde ingen garanti for kvinders uafhængighed. Næsten halvdelen af alle kvindelige arbejdere tjener mindre end den officielle minimumsløn, som er på ca. 3 dollars om dagen. Kun en femtedel af alle mexicanske mænd tjener lige så lidt. Samtidig er der stort set heller ingen kvinder i ledende stillinger.

Kun i få tilfælde lykkes det kvinder med god uddannelsesmæssig baggrund at være på arbejdsmarkedet under rimelige vilkår, og de plejer i så fald at betale andre kvinder for husarbejde og børnepasning. Skønt det lønnede husarbejde stadig er en vigtig indtægtskilde for mange kvinder, især fra landdistrikterne og de fattigste dele af byerne, er der sket et fald i antallet af job i denne sektor. Årsagen skal findes i nedgangen i middelklassens indkomster op i gennem 90’erne.

I 1970 udgjorde husarbejdet den største gruppe i den årlige statistik over kvindernes økonomiske aktivitet, men siden begyndelsen 90’erne har kontorarbejdet overtaget førstepladsen. Den aldersmæssige fordeling af arbejdende kvinder har også ændret sig. I 70’erne var en meget stor del af de arbejdende kvinder unge og enlige, mens der nu er mange ældre kvinder, der arbejder ligesom mange gifte kvinder og spædbørnsmødre arbejder for familiens overlevelse eller for at fastholde deres levestandard.

Udover den økonomiske diskrimination udsættes kvinder også for et indgroet kritisk syn på kvindelighed, der opleves som belastende for de kvinder, der bliver nødt til at arbejde uden for hjemmet. Arbejdet uden for hjemmet har vist sig at have en positiv social og psykologisk virkning for fattige kvinder. Men den store værdi som traditionelt tillægges moderskabet påvirker de kvindelige lønarbejdere negativt. Eftersom kvindelighed defineres som lig med moderskab, kan det ikke undre nogen, at kvinderne, hvis de har råd til det, stræber efter at forlade deres job, når de bliver gift og får børn.

Uafhængighed og udbytning

Mange mexicanske kvinder er i dag nødt til at forlade hus og hjem for finde arbejde. Migrationen fra landområderne fortsætter, om end mønsteret har skiftet karakter. Mens nogle kvinder stadig går den traditionelle vej og bliver ansat til husligt arbejde i de store byer, er der andre, der finder job som industriarbejdere i de såkaldte "Maquiladoras" dvs. frihandelszoner, hvor transnationale selskaber udnytter sig af den billige arbejdskraft i produktionen af eksportprodukter.

Disse Maquiladoras, der i begyndelsen hovedsageligt var lokaliseret ved grænsen til USA, har efterhånden bredt sig til hele Mexico, og er blevet en af de væsentligste sektorer for kvindearbejde. I de store byer kan kvinderne også overleve i den uformelle sektor, hvor de sælger småartikler eller mad på markedet eller gaden.

Ved at flytte til byen kan de unge kvinder slippe fra det traditionelle provinsielle liv, men den konstante patriarkalske overvågning fra familie og naboer. Derfor er der flere og flere kvinder fra landet, der immigrerer til byerne, mens deres forældre bliver tilbage for at passe familiens jord og tage sig af børnebørnene.

Den økonomiske uafhængighed, som kvinderne opnår gennem lønarbejdet, samt kontrasten mellem deres tidligere indskrænkede liv på landet og deres nuværende relative frihed, har en afgørende, om end tvetydig, indvirkning på deres dagligliv og værdinormer. Mange kvinder værdsætter den nyvundne frihed i en sådan grad, at de tilsyneladende finder sig i dårligt betalte jobs og uacceptable arbejdsbetingelser. Disse forhold forværres ofte af alvorlige helbredsmæssige ricisi og fraværet af et socialt netværk.

Abort forbudt

Til trods for Mexicos politiske, industrielle og teknologiske udvikling er begrebet kvindelighed stadig defineret udfra yderst patriarkalske forestillinger, under stærk indflydelse fra den katolske kirke. Mexicansk kultur holder moderskabet i ære og lovpriser traditionelle kvindelige dyder såsom underdanighed, skønhed, og huslighed, mens den misbilliger og forklejner kvinders uafhængighed, uddannelse og udearbejde. I de fleste dele af landet betragtes kvinders seksualitet alene som forplantning. Selvom den mexicanske regering er interesseret i at sænke landets fødselsrate, har den således ikke taget nogle skridt i retning af en lempelse af abortlovgivningen. Straffelovene i alle 31 stater samt forbundsstaten, kriminaliserer abort. Der er kun én undtagelse fra dette i alle stater: Hvis graviditeten er en følge af voldtægt. I 27 stater er abort tilladt, hvis kvindens liv er i fare. I 11 stater tillades abort, hvis fosteret er svækket, og i andre 8 stater hvis der er risiko for kvindens helbred.

Anti-abortlovene har imidlertid store omkostninger for kvindernes liv og helbred. Antallet af aborter anslås til mellem 220.000 og 850.000 om året, og illegale aborter er den tredje hyppigste dødsårsag blandt gravide. Tusinder af offentlige hospitalssenge er optaget af patienter med men efter de farlige illegale aborter. I følge Gallups tal mener over 75% af den mexicanske befolkning, at det alene tilkommer den gravide kvinde at beslutte, om hun vil have abort eller ej, eventuelt sammen med den mand, der er far til barnet.

Alligevel er det sociale pres ikke tilstrækkeligt for at overvinde modstanden fra kirkens side. Den mexicanske regering viger tilbage for at indtage standpunkter, der er kontroversielle i forhold til den hegemoniske katolske ideologi. Intet politisk parti tør konfrontere den magtfulde kirke med kravet om at legalisere abort. Med den nuværende præsident, som åbenlyst bekender sig som den katolske kirkes støtte, tør færre at støtte kravet om fri abort offentligt, selvom de privat erklærer sig som tilhængere.

Bevidsthed og modstand

Kvinderne har som gruppe meget lille politisk indflydelse. De mexicanske kvinders manglende indflydelse afspejles i den vedvarende økonomiske ulighed, i manglen på anstændige jobmuligheder og i de farer som kvinderne udsættes for i forbindelse med de illegale aborter. Samtidig er grov seksuel vold blevet et udbredt fænomen i Mexico. Efterhånden som kvinder bliver opmærksomme på disse uretfærdigheder, opstår idéen om et demokrati, der rækker ud over almindelig politisk repræsentation. Man kræver "demokrati såvel i nationen som i hjemmet".

Blandt unge kvinder i de nordlige Maquiladoras er der sket betydelige kulturelle fremskridt, i høj grad som følge af indflydelse fra de ’amerikanske værdier’. Navnlig den feministiske holdning til kvindens rettigheder legemligjort i billedet af den frigjorte kvinde. Dette billede har vundet så stor indpas i den folkelige forestillingsverden, at unge arbejdere bruger udtrykket "amerikansk ægteskab" om et forhold, hvor kvinden har lønarbejde, mens hendes mandlige partner tager sig af husarbejde og børnepasning. De nye arbejdsformer for kvinder har ved begyndelsen af det 21. århundrede skabt forandringer i nogle kulturelle mønstre. Der er opstået nye former for familieliv, politisk bevidsthed og identitet hos arbejderne. Men den forandring som de kvindelige arbejdere måske har allermest brug for, er tilegnelsen af grundlæggende politiske evner. For at kunne bekæmpe kønsrelaterede uligheder må de først og fremmest integrere sig i landets politiske dynamik. For det andet må de forlange at nationale love og internationale aftaler bliver håndhævet.

Enhed skal skabes

I begyndelsen af det nye årtusind står det klart, at der ikke eksisterer noget naturgivent sammenhold blandt kvinder. Det er noget, der må bygges op politisk og kvindelige arbejdere må udvikle bedre politiske og organisatoriske strukturer, der krydser faggrænser. En tværfaglig feministisk alliance kunne f.eks. optage kønsmæssige perspektiver i sin politiske platform, skabe fokus på kønsspørgsmålet og få indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken.

Staten er i dag den institution, hvori det offentlige liv foregår. Jo mere demokratisk staten er, desto mere vil den afspejle det faktiske samfund, forsøge at mindske økonomiske uligheder og respektere social og kulturel forskellighed. Den nye regering med Fox i spidsen er nødt til at indse, at ’kønsperspektivet’ er mere end blot et slogan der kan formilde Verdensbanken. Et ægte kønsperspektiv kræver, at staten for-står de sexistiske betingelser, der beskæmmer relationerne mellem kvinder og mænd. Målet med en kønspolitik må være at tilbyde kvinden de samme muligheder som mænd i forhold til at forene arbejde og familieliv, og det første skridt i denne retning må være at tillade kvinderne retten til kontrol over deres egen krop. I et land hvor kvinders uafhængighed betragtes som noget totalt ufeminint, ofte ligefrem umoralsk, vil feminismen spille en nødvendig hovedrolle i kampen for demokrati på arbejdspladsen.

Artiklen er tidligere bragt i NACLA - report on the Americas. Bringes her i forkortet udgave. Oversat af Lise Andersen