Et nej - mange ja'er

Rapport fra Det andet Encuentro mod neoliberalisme og for en menneskelig verden

AF: TORKIL LAUESEN

Den globale magt vi alle lider under - neoliberalismen præger alle menneskelige relationer: sociale, økonomiske og politiske. Neoliberalismen har den konsekvens, at vi alle underlægges pengenes logik. Den isolerer os og gør os til apatiske lønslaver og forbrugere i konkurrence med hinanden på det globale marked. Et marked, hvor alting bliver gjort til varer, selv omsorg for børn og gamle, fritid, leg og erotik. Neoliberalismen er en global offensiv mod enhver menneskelig relation. Den medfører øget og mere effektiv udbytning, nedbrydning af solidariteten og de sociale rettigheder, udstødelse af mennesker, der ikke passer ind i det neoliberale koncept.

Over for dette system står modstanden. Vi har brug for nye modstandsformer, nye måder at forbinde vores kampe på, visioner om andre måder at leve på. Mennesker overalt på kloden gør mod stand mod neoliberalismen, men vores kampe svækkes af den splittelse i køn, race, nationalitet og sociale hierarkier som den globale kapital og statsmagtens undertrykkelse skaber. Encuentro'erne er et forsøg på at gøre op med denne isolation, skabe det rum, hvori vi kan samle vores kampe, vores utilfredshed og vores vilje til at forandre og skabe nyt. Rum til at udveksle erfaringer og danne netværk af modstand, der kan supplere og støtte hinanden.

Fra det første til det andet Encuentro

I juli 1996 mødtes flere tusind mennesker fra hele kloden i Chiapas' jungle, inviteret af zapatisterne, til Det første Encuentro mod neoliberalismen. Det andet Encuentro skulle arbejde videre med at udvikle og styrke et modstandsnetværk. Selve forberedelsen af encuentro'et er et kapitel for sig. Organisationsprocessen er en del af selve mødet. Det er i sig selv et demokratisk og organisatorisk eksperiment, en del af opbygningen af netværket. Mere end 1000 personer havde svaret på et spørgeskema vedrørende ønsker om encuentro'ets form og indhold. Aktivister havde mødtes Zürich i december 96 og i Prag i april 97 for at forberede det store møde der skulle afholdes i den spanske stat. Målet med denne proces er ikke at opbygge en organisation i gængs forstand med ledelse en fælles politiske linie osv. Målet er at mødet skal være selvorganiserende, at alle, der deltager gør mødet til deres.

Mødet i den spanske stat

Fra den 26 juli til den 3 august blev Det andet Encuentro afholdt i steghed spansk varme med omkring 4000 deltagere fra 50 lande, heraf en halv snes fra Danmark. Der var flest fra Italien, ca. 600, efterfulgt af Spanien, Tyskland og Frankrig, men der var også repræsentanter fra Den Tredje Verden.

Encuentroen var opdelt i seks emner, der igen var opdelt i undergrupper:

  1. Neoliberal økonomi og vores liv hinsides økonomi. Emnet omhandlede arbejde, adgang til produktionsmidler for at skabe rammerne om et værdigt liv, om alternative økonomier, livsformer der ikke fungerer på det kapitalistiske markeds præmisser.
  2. Vores verdner og deres verden. Denne gruppe beskæftigede sig med globaliseringens ensretning af vores liv og skabelsen af nye uligheder, om forholdet mellem Nord og Syd, Øst og Vest, det "hule" demokrati, nationalisme og selvbestemmelse, flygtninge og grænser.
  3. Kampen for kultur, uddannelse og information. Udgangspunktet var at hver af vores verdener er et nødvendigt og unikt bidrag til vores fælles kultur. En gruppe omhandlede modstand mod kunsten og modstandens kunst. Andre grupper beskæftigede sig med uddannelse som dominans eller befrielse, information og magt, osv.
  4. Kvinden og hendes kampe/Kampen mod patriarkatet.
  5. Kampen for jord og økologi.
  6. Kampen mod alle former for marginalisering. Her talte man om udskillelsen af børn og gamle fra resten af samfundet, om sociale og politiske fanger, om homofobi, om diskriminering af handicappede osv.

Alle grupper skulle inddrage modstanden mod patriarkatet og opbygningen af netværk i diskussionerne. Netværk er ikke kun et teknisk problem med udveksling af adresser. Det er et politisk problem. Det er forståelsen af de konkrete og særlige former som magten kommer til udtryk på i produktionen, i fordeling af samfundets værdier, i institutionerne, i familien osv. Ud fra denne forståelse af disse konkrete magtforhold, fælles problemer og fælles krav kan vi opbygge vores modstand og udvikle vores ideer om opbygningen af en verden med plads til mange verdner.

At opbygge netværk er således ikke kun en organisatorisk opgave i traditionel betydning. Det at opbygge og udbygge en bevidsthed om fælles problemer og fælles krav og visioner, der udspringer direkte af vores behov og kampe.

Encuentro'et blev indledt med et fælles åbning i en tyrefægterarena i en forstad til Madrid. Efter en fælles demonstration i Madrid centrum, spredtes deltager til 5 steder i den spanske stat, hvor selve diskussionerne skulle finde sted, for atter at blive samlet til en fælles afslutning i El Indiano nær Cadiz 500 km syd for Madrid. Personligt synes jeg at al det rejseri tager for meget energi og tid fra mødet. Jeg ville foretrække et møde sted.

Deltagerne var et bredt spektrum af folk fra partier, fagforeninger, NGO'er og udenomsparlamentariske strømninger ikke mindst af autonomt og anarkistisk tilsnit. Det er som oftest folk, som ikke længere føler sig tiltrukket af de gamle strategier med opbygning af partiet, der udstikker den rette vej, eller af billedet af den stålsatte forenede arbejderklasse i overalls og med skruenøgle som revolutionens avantgarde. Det er mennesker der er tiltrukket af opbygningen af lokale og globale netværk omkring fælles krav og problemer. Omkring adgang til arbejde og mulighed for at skaffe sig eksistensmidler, omkring økologiske problemer, folk der føler sig udstødte og marginaliserede.

Det er svært, selv nu en måned efter encuentroet at få et overblik over hvad der foregik og hvad der kom ud af det. Man har kun overblik over hvad der sker i det hjørne af mødet man selv befinder sig i. Det er bagdelen ved at der ikke findes noget fast apparat der samler op, fastholder koordinerer og viderefører forslag og initiativer. Encuentro ideen kræver at folk og grupper selv er aktive, selv viderefører ideer og initiativer. Man får ikke noget serveret, men altså heller ikke noget dikteret. Den autonome demokratiske struktur er krævende, hvis den samtidig skal være effektiv.

Ud fra samtaler og de referater jeg har læst på Internet ser det ud til at især gruppe 5: Kampen for jord og økologi var en succes. Her fik bl.a. jordbesættere fra Filippinerne, Mexico, El Salvador og Indien udvekslet erfaringer. Her blev diskuteret netværk mellem butikker som distribuere vare som er produceret økologisk og socialt ansvarligt osv.

Her følger dels mit referat af arbejdet i gruppe la/b, dels Britt Meyers referat fra kvindegruppen.

Gruppe la/b Arbejde og adgang til produktionsmidler

Selve mødeformen varierede mellem dels oplæg i plenum med efterfølgende diskussion hvor deltager antallet var ca. 80, og dels diskussioner i mindre grupper på 10-20 personer. Vi bestræbte os på en diskussionsform, hvor alle kunne komme til orde. Det er nødvendigt, men det tager tid, ligesom de forskellige sprog, som kræver oversættelse til tider giver en noget tung diskussion. Men det er de nødvendige betingelser. Vi nåede derfor langt fra alt det vi ville.

Vi begyndte med en repolitisering af arbejdsbegrebet. Hvad er arbejde? Arbejde er ikke kun kapitalistisk lønarbejde. Arbejde er en relation mellem mennesker og naturen, for at opfylde behov. Det er meget arbejde, der ikke er lønarbejde: arbejde i hjemmet, arbejde der gøres af kærlighed og medmenneskelighed og i solidaritet. I arbejdet med dem vi elsker og holder af er vi ikke effektive, det arbejde har andre kvaliteter.

Vi beskæftigede os med hvilket arbejde der var nyttigt og hvad der var unyttigt. Hvad har vi brug for hvad har vi ikke brug for. Vi talte om kvindearbejde, mandearbejde og børnearbejde. Vi talte om sproget der forleder os. Arbejdsgivere giver ikke arbejde, de tager folks arbejde. Det er arbejderen der giver arbejde.

"Flexploitation"

Vi diskuterede lønarbejdets ændrede karakter under neoliberalismen. Den kræver en mere individualiseret og fleksibel arbejdskraft for at øge udbytningen. Men kan tale om "flexploitation". Arbejdskraften skal stå til rådighed hvor og når kapitalen kræver det, og når der ikke er brug for den, har kapitalen ingen forpligtelser. Det er udbredelsen af vikarbureauer med midlertidig ansættelse på time løn. Fleksibiliseringen udvisker grænsen mellem folk med lønarbejde og arbejdsløse, mellem arbejdstid og fritid. Man må være klar til at arbejde når som helst og hvor som helst. Lige som folk i arbejde, fleksibiliseres således også mennesker uden lønarbejde. Arbejdsløse, marginaliserede og syge skal deltage i forskellige former for påtvungen semi-arbejde, påtvungen aktivering og jobtræningsprogrammer osv. for at opnå understøttelse. De arbejdsløse skal arbejde intensivt med at søge arbejde, intensiverer konkurrencen med andre om job og således presse prisen på arbejdskraft ned for at øge profitten: "Workfaire" skal erstatte "well faire".

Skal vi kræve arbejde til alle?

Neoliberalismen kan ikke opfylde vores behov og krav om livskvalitet. Alligevel er vi lænket til neoliberalismen i form af lønarbejdet. Kravet om lønarbejde til alle, et krav om forsat kapitalist sk udbytning;. Årsagen til dette krav rejses er, at lønarbejde er nødvendigt for at leve i en kapitalistisk verden. I stedet for at kræve lønarbejde til alle og en rimelig løn blev det gamle radikale krav om lønarbejdets afskaffelse genrejst på Encuentroet som strategi. Ikke som resultat som "revolutionen" og i form af statsmagtens nationalisering af privatkapitalen, men som en "her og nu-strategi" og i et nyt perspektiv. Indkomst og livskvalitet må søges frigjort fra lønarbejde. To krav blev rejst som væsentlige for denne strategi. Dels borgerløn til alle og dels en reduktion af arbejdstiden. Ikke primært for at skabe arbejde til alle, men for at skabe frirum og fritid til andre former for arbejde uden for marked og stat. Krav om garanteret indkomst og reduktion af lønarbejdet er i direkte konflikt med neoliberalismens teknikker og strategi. Disse krav kan bringe os i offensiven i stedet for den nuværende defensive position. Disse krav repræsenterer samtidig en mulighed for at skabe rum og tid til andre måder at leve på end den verden neoliberalismen byder os. Mulighed for at skabe forandring her og nu, uden vi skal vente på "den store revolution" og "arbejderstaten". Samtidig skal den antineoliberale kamp stødte aktioner der tilbageerobrer jord, bygninger og produktionsmidler fra kapitalen.

Kravet om nedsat arbejdstid kan bygge bro mellem den traditionelle arbejderbevægelse krav om fordel ing arbejd et og de mennesker, der overhovedet ikke er interesseret i lønarbejde. En alliance der tittede frem ved arbejdsløshedsmarchen til Amsterdam i juni 97.

Hele denne diskussion var præget af folk fra de rige lande i Nord, og virkede temmelig fremmed og utopisk for repræsentanterne fra den tredje verden, hvor kampen fortsat er fokuseret på at skabe arbejde og en løn der er til at leve af, ligesom diskussionen virkede provokerende på repræsentanterne fra fagbevægelsen. Endelig var flere skeptiske over for muligheden for at opbygge alternative livsformer inden for kapitalismen. Den ville indoptage eller knuse dem. Diskussionen var langt fra udtømmende og initiativer blev taget til at fortsætte den bl.a. via Internettet.

Netværk

En konsekvens af de neoliberale magtteknikker og strategier er en opdeling og individualisering af mennesker, der gør det vanskeligt at opbygge netværk. Vi er splittede i race, køn, nationer og sociale hierarkier. Netværket må derfor tage udgangspunkt og opbygges omkring konkrete fælles problemer og kampe. Det var imidlertid et problem at mange centrale kampe ikke var repræsenteret på mødet. Dette skyldes dels dårlig kommunikation. Vi har ikke formået at sprede kendskabet til encuentroet og dens ideer. Dels at encuentroerne blot bliver betragtet som en useriøs snakkeklub. Møderne har endnu ikke bevist deres værd i praksis. Kort sagt, det lokale og regionale bagland bag encuentrobevægelsen er ikke udviklet tilstrækkeligt og derfor bliver effekten af globale samlinger også begrænset. Det synes jeg er synd og skam fordi jeg tror den mere traditionelle modstanden mod neoliberalismen i høj grad har brug for de nye tanker og ideer, der udvikles i Encuentro-sammenhæng. En opgave inden næste møde bliver derfor i højere grad at gøde jorden på det lokale plan, samt at få inddraget kampene i Den tredje Verden og i Øst i lagt højere grad end tidligere.

Konkrete forslag

Workshop'en om arbejde og adgang til produktionsmidler stillede 3 konkrete forslag:

  1. En global mobilisering mod WTO-mødet i Geneve i Maj 98. Her vil verdens topledere diskutere udviklingen af den globale frihandel. Ideen er dels at arrangere en modkonference, dels demonstrationer på globalt plan mod WTO.
  2. En fælles europæisk aktionsuge mod EU i december 97.
  3. En aktionsdag mod "flexploitation", dvs. aktionen rettet mod krav til arbejdskraften om øget fleksibilitet.

Gruppe 4: Kvinden og hendes kampe/Kampen mod patriarkatet.

Kvindernes kampe indenfor Kampen

Af Britt Mayer

Ved kvindebordet i Madrid var spredningen på deltagerne stor, både hvad angik organisering, militans, erfaringer, alder og baggrund. Der var repræsentation fra gamle lesbiske kollektiver i Tyskland og et nyt bz'at kvinde-hus i Spanien, grønhårede punkere fra Mexico City, økofeminister fra de nordiske lande, diskussionslystne italienske universitetsstuderende med årevis af feministisk organisering bag sig og endelig mange helt unge ny eller ikke-feministisk organiserede kvinder fra europæiske modstands- og skurvognmiljøer.

Kampen mod patriarkatet var et af de centrale temaer ved alle bordene, altså også en del af mændenes diskussion. Ved det "rene" kvindebord i Madrid var den røde tråd i diskussionerne kvindens kampe indenfor modstandsmiljøet; altså hvordan Patriarkatet påvirker os som kæmpende kvinder i vore forskellige organiseringer. Hos kvinderne var vi meget opmærksomme på de forskellige undertrykkelsesformer, vi ofte selv kommer til at repetere, og den foretrukne diskussionsform var således i små grupper, hvor vi gjorde meget ud af præsentationsrunder, som rent faktisk gjorde det muligt for os at sætte ansigter på de forskellige politiske holdninger. Og diskussionerne var således en gensidig udveksling af konkrete erfaringer og et forsøg på at få kædet disse sammen i et netværk der er mere end en adresseliste, med navne man alligevel har glemt i morgen. For at vi alle kunne have et vist fælles grundlag modtog vi på forhånd forskellige tekster som oplæg til gruppediskussionerne indenfor meget forskellige temaer som: krigen mod kvinder; voldtægt som bevidst krigsstrategi; konstruktionen af de feminine og maskuline identiteter og roller; forskellige retninger indenfor feminismen ud fra begreberne lighed og forskellighed samt økofeminisme; kvinder og reproduktion; migration og kvinder uden papirer, zapatisternes revolutionære kvinde-love ...

Euro-feministisk træf eller interkontinentalt møde?

Desværre var der meget få kvinder fra landene i Syd og Øst, men dog en del fra Latinamerika, blandt andet fra kampene i Chile og Chiapas. Som en kvinde fra en mexicansk menneskerettighedsorganisation udtrykte det, er feministisme i høj grad noget det opfattes som et fjernt vestligt fænomen, hvor det mere er kvinden som køn og mandens konkrete undertrykkelse af hende, der står i centrum for diskussionerne i Latinamerika. Hvor kvinder i Europa diskuterer analyser og strategier i udviklingen af en fælles politik og kamp mod patriarkatet i de frirum, organiserede feminister har skabt år tilbage, så er det i machismens Latinamerika blot at kunne tilkæmpe sig et rum, hvor kvinder sammen kan diskutere, en hurdle uden lige - hvilket mange vestlige kvinder til gengæld har svært ved at sætte sig ind i, og tror at de skal komme og belære os kvinder i Syd om hvordan og hvorledes, mens de selv glemmer den undertrykkelse, der ligger i at de er de hvide, de rige, der kommer og henter data til deres universitetsafhandlinger om vores virkelighed, og så rejser de hjem til deres priviligerede verden igen.

For Menneskeheden? ...

Alt i alt skal selve kvindebordets afholdelse indenfor rammerne af det Store møde ses som en skarp kritik af Encuentro'ets "mod Neoliberalismen og for Menneskeheden", idet man med begrebet menneskeheden ikke har taget højde for feminismen. Tvært imod opfattes ordet stadig i dets traditionelt liberale betydning "frihed, lighed og broder skab", og fra en feministisk synsvinkel kan Menneskeheden altså ikke ses som en uskyldig eller neutral størrelse, men et begreb, der altid har været defineret af den hvide mand, husbond og priviligeret, og det har som redskab for Liberalismen altid været anvendt til legitimering af mange af de største forbrydelser i verdens historie herunder Vestens kolonialisering af "Tredjeverdenen" og opretholdelsen af den sociale og seksuelle kontrol af kvinder.

Konklusioner

Encuentro'erne er udtryk for, at der eksisterer en ny form for modstand mod neoliberalismen - og at den vokser. Det er en bevægelse, der søger nye ideer om teori og praksis, en bevægelse, der udvikler nye demokratiske organisationsformer. Det er en bred bevægelse med mange forskelligheder, der ikke søger enhed, men netop respekt for forskelligheder. Et nej til neoliberalismen, men mange ja'er til andre livsformer. Mange verdner i denne verden.

Bevægelsen er mistænksom over for de parti- og statssystemer, som traditionelt har udgivet sig for at være arbejderklassens repræsentanter. Encuentrobevægelsen prioriterer selvstyre i kampene og som princip for et fremtidigt samfund. Dens modstandsstrategier baserer sig på en befrielse af livet fra kapitalistisk lønarbejde og markedsrelationer. Den er dybt kritiske over for den socialdemokratiske strategi om en kapitalistisk velfærdsstat, ligesom de gængse udviklingsstrategier for Den tredje Verden heller ikke er svaret på neoliberalismen.

En anden lære Encuentroet har draget er, at vi kan ikke lade os nøje med de gamle brede strukturelle abstrakte beskrivelser af kapitalismens udseende og funktion. Neoliberalismen er ikke et stort uhyre, en stor skummel plan, men et net af teknikker og strategier. Den radikale modstand har brug for nye konkrete lokale analyser af neoliberalismen teknikker og strategier. Dels for at forstå de omfattende ændringer i produktionen, på markedet, i styreformer, i holdninger og værdier, der sker i disse år, og dels fordi kun konkrete analyser kan give konkrete angrebspunkter mod neoliberalismen.

Encuentrobevægelsens problem er det problem alle ufærdige projekter har: vanskeligheden med at styre mod et mål der ikke ligger fast. De organisatoriske problemer, som det direkte demokrati og de mange sprog udgør, øger disse vanskeligheder, men er ikke deres årsag. Man kan se på Encuentroerne som et produktivt kaos. En mangfoldighed af stemmer, som vidner om modstandens mangesidighed, et møde, hvor disse stemmer ikke længere er isolerede fra hinanden, men søger at supplere og støtte hinanden.

Det andet Encuentro var et skridt i den rigtige retning. Den var mere konkret og mindre ideologisk end den forrige. Men hvis vi skal videre frem, må der sættes gang i diskussioner og aktioner i de enkelte lokalsamfund og regioner. Encuentroets ideer må nå videre ud. Vi må udvikle en radikal modstand, der på den ene side ikke bliver en del af systemet, men på den anden side søger at komme ud af sin nuværende usynlige og marginaliserede position.

Internet

Hvis du vil læse mere om encuentroet er der oplæg, referater og videre diskussion på Internet adresserne:

http://www.pangea.org/encuentro

http://www.geocities.com/CapitolHill

http://www.utexas.edu/ftp/student/nave