Et frit Vestsahara - ellers griber vi til våben igen

"Det er umuligt at sige en bestemt dato, men vores tålmodighed er snart på bristepunktet, Hvis ikke der kommer en konkret forbedring fra FN snart, så kan vi tvinges til at gribe til våben igen."

— Marts 1997, Front Polisario, Algeriet.

Af Anna Lundin

23 år tidligere i 1974, lover Franco sin sidste koloni selvstændighed. Af nationale, egoistiske årsager. Nabolandet Marokko, tidligere fransk koloni og nu allieret med Frankrig, har ekspansionsplaner og Franco vil ikke se "sit" Vestsahara ende under konkurrenten Frankrigs indflydelse. Året efter er den gamle fascistiske diktator døende og den politiske struktur i Spanien er under forandring. USA og Frankrig presser ihærdigt Franco til at opgive Vestsahara. Til sidst, seks dage inden Franco dør, skriver Spanien under på en aftale hvor Vestsahara deles mellem Marokko og Mauretanien.

Dette giver Kong Hassan fra Marokko frie tøjler. Han sidder på dette tidspunkt "løst på tronen" efter at hæren har gennemført et mislykket kup-forsøg, og han har brug for en styrkedemonstration. Valget falder på Vestsahara. Under en dyne af nationalistisk pladder om at Vestsahara skal forenes med moderlandet, arrangerer han den såkaldte "Grønne March". 350.000 fattige marokkanere vandrer fra det sydlige Marokko ind i Vestsahara. Samtidig Angriber den mauretanske og marokkanske hær fra hver sin side.

Voldsom modstand

Det havde taget Spanien over 50 år at kolonisere Vestsahara Først i midten af trediverne fik man kontrol over landet. Ved at forgifte oaserne og slagte nomadebefolkningens kvæg, havde man tvunget befolkningen til byerne, hvor de udnyttedes som billig arbejdskraft. I 1947 finder Spanierne verdens største fosfataflejring - Bu Craa. Udnyttelsen af fosfat bliver sat i gang. Efter Anden Verdenskrig er modstanden mod kolonialismen øget i hele Nordvestafrika; land efter land slår sig fri af kolonimagternes herredømme. Marokko 1956, Mauretanien 1960, Algeriet 1962. Kun det fascistiske Spanien beholder grebet om sine kolonier. Men også i Vestsahara vokser modstanden.

Front Polisario

Det begynder med en åben og fredelig demonstration i hovedstaden El Ayoun. Kravene er enkle: arbejde og bolig til alle og frihed fra det spanske kolonivælde. Det er sommeren 1970. Demonstrationen omringes af spansk militær, der skyder ind i folkemængden, mange dræbes, flere hundrede såres og arresteres. Efter dette organiseres modstanden under jorden. Den 10. maj 1973 dannes Front Polisario. Samme dag udgives det første politiske manifest og ti dage senere indledes de væbnede aktioner. Polisario opererer succesfuldt mod Spanien frem til Marokko og Mauretaniens invasion i 1974, men tvinges derefter til at koncentrere sig om at beskytte det vestsahariske folk, der flygter i panik fra hærenes voldsbølge. De flygtningelejre som oprettes bombes i flere omgange med USA-producerede napalmbomber, og til sidst tvinges man til at flygte over grænsen til Algeriet. I de følgende 22 år frem til i dag har man organiseret modstanden herfra.

Guerillakrig

Under hele krigen er Marokkos tabstal meget høje. Selvom den Marokkanske hær er bedre udrustet end deres modstandere, er soldaterne dårligt motiverede. Mange er rekrutterede til krigen, andre har måtte vælge imellem fattigdom eller hærtjeneste. Polisario kender ørkenen, de er forenede og kæmper for deres frihed. Dette betyder at Polisario fra foråret 1976 til efteråret 1981 har det militære initiativ. Når Marokko eller Mauretanien besætter vigtige byer, omringes de af Polisario som specialiserer sig i blitzangreb. Besættelsesmagternes svage led, transporterne, angribes jævnligt og med held.

I juni 1977 angriber Polisario det store fosfat-anlæg i Bu Craa, bygget med penge fra USA, Frankrig og Vesttyskland. De udenlandske arbejdere evakueres og en vigtig indtjeningskilde for Marokko lukkes.

Udmattelsesstrategi

Polisario angriber længere og længere inde på Mauretansk territorium. I sommeren 1976 angriber Polisario til og med hovedstaden Nouakchott. Omkostningerne ved krigen lægger beslag på en stadig større del af landets i forvejen skrabede økonomi og det mauretanske folk er træt af krig. To år senere styrtes regeringen ved et militærkup. I 1979 underskriver Mauretanien en fredsaftale med Polisario, hvor de lover aldrig at angribe Vestsahara igen. Marokko svarer igen ved at besætte den del af Vestsahara, som Mauretanien forlod. Men også for Marokko trækker krigen i langdrag og Polisario har mere fremgang end Kong Hassan havde regnet med. Det begynder at stå klart at ingen af parterne kan vinde krigen militært.

Med penge og teknologi, først og fremmest fra Frankrig og USA, indleder Kong Hassan en ny æra af krigen. Tværs gennem det besatte Vestsahara bygges en 2200 km. lang mur; en mur der således er længere end den kinesiske mur. Muren er tre meter høj og omgivet af minefelter og ståltråd. Med fem kilometers mellemrum er der opsat høje radartårne og tungt artilleri. Marokko forstår ikke at Polisario ikke nødvendigvis må bryde igennem muren og indtage El Ayuon for at nå sit mål. Deres strategi er at være en permanent trussel, som tvinger Hassan til at finansiere en enorm hær i ørkenen. Polisarios udmattelsesstrategi bliver faktisk endnu mere anvendelig efter at muren er blevet bygget, da der nu skal bruges flere ressourcer og tusindvis af soldater til overvåge den 2200 kilometer lange mur.

Fueling the fire

Hassan er omhyggelig med at fremstille sig selv og sit land som USA-venligt. Han støttede højrediktatoren Mobuto ved oprøret i Zaire 1977-78, han mægler pro-israelsk i Palæstina og sendte tropper mod Saddam Hussein i golfkrigen. Og han har sine grunde til alt dette: Hver dag koster Marokkos krig mod Polisario omkring 25 millioner. kroner. Det er ikke penge som Hassan selv kan hoste op med. USA har således bakket Mobuto op under hele krigen både økonomisk og militært. Regionen er ikke bare interessant for USA på grund af sine rige naturforekomster, men frem for alt ud fra et strategisk synspunkt.

Tidligere ville USA have indflydelse i området overfor Sovjetunionen, og de var parate til at betale for det. Marokko har således i tidens løb fået hundrede af millioner dollars i støtte plus store mængder våben specielt fremstillet til anti-guerillakamp. Et eksempel: I 1979 godkender "humanisten" Carter salget af en stor våbenpakke til oprørsbekæmpelse. Den indbefatter 20 jægerfly, 6 angrebsfly, specielt egnet til ørkenkrig, samt spionfly og helikoptere til en samlet pris af 235 millioner. dollars. Efterfølgeren Reagan øger støtten i 1981, og amerikanske militærinstruktører flyver til Marokko for at træne Marokkanske elitetropper til offensive anti-guerilla operationer. Hasssan har flere gange været ved at falde, men er hver gang blevet reddet af USA. Til gengæld har USA haft adskillige militære baser i landet og indirekte kontrol over søfarten på Middelhavet. I dag er USA ved at udskifte store dele af sit våbenarsenal og forærer det brugte udstyr gratis til sine favoritlande: Israel Tyrkiet og Marokko. Det er oplagt hvem disse våben vil rettes imod - palæstinensere, kurdere og vestsahariere. Hassan finansierer desuden yderligere våbenindkøb i Israel og Frankrig med store lån fra Saudi-Arabien.

Spanien anvender illegalt de 0.7% af deres budget, der ifølge EU-regler skal gå til bistand, til at købe våben til Marokko. Spanien og Frankrig lægger også gang på gang forslag frem i EU om øget samarbejde med Marokko. Kong Hassan har nemlig tilbudt at arbejde på at forhindre de øgede flygtningestrømme fra resten af Afrika. Han skal samtidig være en garant for at muslimske fundamentalister ikke overtager kontrollen med Nordafrika. Fort Europas vagthund. Sådan et tilbud kan EU ikke modstå og kritikken mod Marokko udebliver.

Men to af Hassans tidligere våbenbrødre er borte efter at Mandela overtog magten i Sydafrika, og Hassans personlige ven Mobuto er væltet. Den nye præsident Kabila har endnu ikke udtalt sig, men kommer snarere til at støtte Vestsahara end Marokko. Polisario har på sin side fået den største støtte fra Algeriet, dog er bevægelsens fleste våben erobret fra fjenden.

FN er vag

Efter tre årtiers udtalelser og vage fordømmelser af Marokko, går FN i 1991 ind i konflikten. Resultatet bliver en våbenhvile og et løfte om at der skal gennemføres en folkeafstemning, om hvorvidt vestsaharierne vil leve i frihed eller blive en lydstat for Marokko. I dag, seks år senere, er intet sket. Polisario fastholder stadig våbenhvilen, men deres tålmodighed er på bristepunktet.

"Mens vi lever her i ørkenen som flygtninge, udbytter Marokko vor jord vore fosfater og vort fiskeri. Før våbenhvilen var Marokko skræmte, nu kan de forberede sig militært. Våbenhvilen er god for Marokko, men dårlig for os, siger Fatimeto, som er sygeplejerske og aktiv feminist, hendes kritik af FN er sviende: -Siden FN kom hertil i 1991 har de ignoreret Marokkos stadige brud på våbenhvilen. Menneskerettighederne brydes stadig lige for øjnene af FN i det besatte Vestsahara. Det eneste FN har udtalt i den forbindelse, er at begge parter må anstrenge sig for at nå til enighed, det, på trods af at Polisario gang på gang har givet indrømmelser, mens Marokko er dem, som fortsat bryder våbenhvilen. Polisario har for eksempel kortlagt sine militære styrker og deres positioner overfor FN, det har Marokko ikke gjort. FN-personel har siden erkendt at informationerne er blevet givet videre til Marokko.

I Februar 1996 kunne Polisario rapportere at Marokko mobiliserede ved den Algeriske grænse. Indtil nu har Marokko ikke våget at angribe sin store nabo, men i takt med den voksende ustabilitet i Algeriet, øges også risikoen for et marokkansk angreb på flygtningelejrene. Det er efterhånden også mere end tvivlsomt at folkeafstemningen nogensinde vil blive gennemført, og FN forsøger endnu engang i stilhed at bakke ud af et mislykket projekt. Polisarios svar på dette er entydigt. ET FRIT VESTSAHARA - hvis ikke det kan opnås gennem en retfærdig folkeafstemning, griber vi til våben igen. På trods af en så klar udtalelse er Polisario de facto bagbundne af FN’s udvandede løfter. Hvis de igen starter den væbnede kamp er de langt mere underlegne end for seks år siden, samtidig vil den bistand som de i dag modtager, fortrinsvis fra Marokko-venlige lande, formindskes.

Assimilationspolitik

Det er godt nok svært at komme ind i Vestsahara, men det er næsten umuligt at komme ud. Grænserne er simpelthen lukkede. Det var kun to tredjedel af den sahariske befolkning, der nåede at flygte ved Marokkos invasion i 1975. Resten er tilbage i et land, som udelukkende styres af Kong Hassans udryddelsespolitik. Målet er at vestsahariernes identitet og fælleskabsfølelse skal udraderes. Der findes i dag omkring 250.000 marokkanske soldater samt hundredetusindvis af civile nybyggere i Vestsahara. Fattige marokkanere lokkes hele tiden til Vestsahara med tilbud om højere løn for det samme arbejde som de havde før. safarierne er ved at blive en minoritet i deres eget land. Dette er naturligvis resultatet af en bevidst strategi. Hvis det mod forventning lykkes FN at få gennemført en folkeafstemning om Vestsaharas fremtid, bliver udfaldet mildest talt misvisende, for halvdelen af de som stemmer er tilflyttede marokkanere.

Som vestsaharier har man intet pas og alle ens breve og telefonsamtaler kontrolleres og censureres. Vestsaharier kan ikke studere på højere niveau og har svært ved at få job. Alle lærere snakker marokkansk, for at børnene skal glemme deres eget sprog, Hassania. Vestsaharierne må ikke være naboer og tvinges til at gifte sig med marokkanere, således at venskabs og slægtsstrukturerne slås i stykker. Mange unge sendes til Marokko for at blive "Marrokaniserede".

Den mindste antydning af kritik af Marokko eller støtte til Polisario, fører til fængsling og tortur. 527 vestsaharier er iøjeblikket "forsvundet". De som fængsles anklages aldrig formelt for politisk aktivitet, men dømmes for almindelig kriminalitet, med falske vidner og konstruerede beviser.

"Den Marokkanske hær kan gøre hvad den vil, den intimiderer konstant vestsaharierne. Voldtægter er mere end almindelige", siger Mohammed fra Polisarios Menneskerettighedsorganisation Afapredesa.

Marokko nægter selvfølgelig alt. Der findes ingen hemmelige fængsler, ingen forsvundne, ingen torturkamre. Der findes ikke engang en krig imod Vestsahara eftersom landet, ifølge Marokko, slet ikke eksisterer. Heller ikke de 2000 Marokkanske soldater som Polisario har taget som krigsfanger anerkendes af Marokko. Ikke engang de 300 vestsahariere, hvoraf nogle har været forsvundne i over 18 år, som Marokko netop har måttet løslade efter hårdt pres fra blandt andet Amnesty International, har ændret Marokkos dogmatiske benægtelser.

Oprør i Marokko?

Marokko forsøger flittigt at profilere sig som et godt og billigt turistland, men situationen i landet er skrantende, på grænsen til social revolution, mener Polisarios repræsentant i Madrid, Ray: "De kontakter som USA og andre har haft, har ikke været med nationen Marokko, men personligt med Hassan. Når han dør vil relationerne svækkes eller brydes. 3000 mennesker flygter hvert år fra Marokko til Europa. Når Hassan dør, vil folket gøre oprør," siger han.

Kong Hassan har fuldstændig udraderet oppositionen. Fængslerne er fulde med politiske fanger og massemedierne er strengt kontrollerede. Den eksisterende opposition, må arbejde hemmeligt. Det er ifølge loven forbudt at anfægte Islam, kongen eller Marokkos krav på Vestsahara.

I 80’erne oplevede Marokko omfattende gadekampe udløst af sulten og de prisstigninger på fødevarer som Verdensbanken havde krævet. Alene i Cassablanca i juni 1981 dræbtes 600 personer. Siden selvstændigheden fra Frankrig er kløften mellem rig og fattig vokset støt. Med nationalistisk propaganda om et "stormarokko", forsøger Hassan at rette folkets opmærksomhed mod konflikten i de "sydlige provinser", altså Vestsahara, og væk fra den sociale uretfærdighed. Både EU og USA udvider i denne tid deres handelsaftaler med Marokko. og Europæiske firmaer investerer uden at sætte krav om Marokkos tilbagetrækning fra Vestsahara eller respekt for menneskerettighederne. Shell planlægger eksempelvis, olieboringer i Vestsahara.

Tvunget til stilhed

"Før var Polisario åbent en del af den anti-imperialistiske kamp. Nu findes der ingen socialistisk blok længere. Der findes kun en verdensorden, neoliberalismen, og vi tvinges til at være mindre tydelige i vores politik for at kunne opnå bistand. Det er ikke så let at være principfast når du ikke har noget at spise," siger Babá. Han har studeret i 14 år på Cuba, som er det land, der trods sin egne begrænsede midler, har hjulpet Polisario mest med læger, lærere, og uddannelsespladser for unge.

Polisarios aktuelle strategi er at ikke have en defineret politisk linie. Dels for at bistanden med mad og medicin ikke skal forsvinde, dels fordi at Polisario skal rumme en politisk bredde spændende fra liberale til socialdemokrater og Kommunister. Et internt ideologisk oprør var i 1985 ved at splitte Polisario. Efter dette gik Polisario fra at være udtalt socialistisk "Mod imperialisme, kolonialisme og udbytning, for social retfærdighed og lighed", til ikke at definere sig selv overhovedet. "Vi diskuterer ikke ideologi," siger de. Neoliberalismen har ikke bare tvunget Polisario på flugt. Den har også tvunget dem til et mindre radikalt udtryk udadtil.

Organisering

Polisarios støtte blandt vestsaharierne er næsten total, og dermed fungerer de også som Vestsaharas repræsentant i internationale sammenhænge. RASD, Den Sahariske Arabiske Demokratiske Republik udråbtes i 1976, og er siden blevet anerkendt af 74 stater, de fleste afrikanske. Men opdelingen mellem RASD og Polisarios forskellige organer er kun formel. I praksis er Polisarios øverste organ også besluttende for republikken. Af sikkerhedsmæssige årsager svarer de venligt, men undvigende, på spørgsmål om den politiske struktur, ligesom på spørgsmålene vedrørende ideologidiskussionerne.

Det står dog klart at Polisario er hierarkisk opbygget, men med en bred basis af folkevalgte. Hver by er opdelt i seks eller syv bydele som så består af fire kvarterer. Fra hvert kvarter vælges en repræsentant til bydelens administration. De fleste diskussioner og beslutninger tages lokalt. Kan man ikke enes, går spørgsmålet et trin højere op i strukturen.

Alle over 18 år har stemmeret og indgår i en af lejrens fem komitéer, som er ansvarlig for sundhed, uddannelse, produktion, sociale spørgsmål og forsørgelse. Alle ressourcer deles lige og alle arbejder efter evne; der findes ingen penge. "Her er ingen klasseskel," siger Fatimeto. På de fleste politiske niveauer er der flere eller lige så mange kvinder som mænd, men i toppen stopper ligestillingen brat. I regeringen og på det nationale sekretariat er kun én kvinde repræsenteret. Dette er et af de store problemer, som det vestsahariske kvindeforbund UNFS, kæmper for at forandre.

En kamp af gangen

"Når man er i sådan en situation som vores, må alle vide hvorfor vi er her og hvad vi skal gøre. Først gennemgik vi en bevidsthedsopbyggende proces i 1975-76. I dag arbejder vi kun for selvstændigheden, det er det vigtigste spørgsmål. Efter revolutionen tænker vi måske anderledes. Men vi har ikke råd til at splittes nu", siger en mand fra Polisario. Efter flere interviews med forskellige kvinder virker hans påstand som en sandhed med modifikationer. Kvindekampen foregår nemlig helt åbenlyst og parallelt med befrielseskampen indenfor Polisario En Mand fra Polisario peger på sin trøje, "Vi er taknemmelige for det tøj som vi får, men det vi har brug for er militær udrustning. Vi vil ikke acceptere Marokkos seneste forslag om at Vestsahara skal være en autonom region i Marokko. Vi er ikke marokkanere. Det vi vil have er en selvstændig stat. Det bedste EU kunne gøre, var at stoppe deres støtte til Marokko, for den skader os utrolig meget. Vi ønsker os bare et enkelt år uden udenlandsk indblanding. Bare os mod Marokko, det ville være nok. Vi kan ikke give noget tilbage for al den hjælp vi får, kun en ting: Et løfte om at vi vil fortsætte kampen indtil vi når vores mål -et selvstændigt Vestsahara"

Artiklen har tidligere været bragt i det svenske anarkistiske tidsskrift Brand