Et bekvemt begreb afsløres - debat om globalisering

Fra direktionskontorer og finansministerier til venstrefløjen bliver ordet globalisering brugt som den altomfattende opfattelse af verdenen. Konklusionerne der drages er selvfølgelig forskellige. Paul Hirst har gennem flere år analyseret det grundlag begrebet bygger på, og konkluderer i sin seneste bog, at globaliseringen er en myte.

Af Michael Schølardt

Ordet globalisering har igennem flere år været anvendt som argument for økonomiske, kulturelle og uddannelsesmæssige stramninger. Mange på venstrefløjen har bl.a. konkluderet at national fordelingskamp er umulig, at den vestlige verdens arbejderbefolkning er på retur og snylter på den 3.verdens folk. Ifølge fortalerne for denne holdning er det ikke muligt at basere en strategi for socialisme på arbejderklassen. Dermed har venstrefløjen fået et grundlag for at videreføre den nuværende økonomiske politik, og basere sit virke på sags-, bevægelses- og reformarbejde. I det sidste nr. af GAIA fremkom Torkil Lauesen så med en logisk konklusion på denne opfattelse. Nemlig at samfundsforandrende politik ikke så meget skal tage udgangspunkt i en overordnet analyse og strategi, men i stedet satse på delområder.

Hvad er der sket? Ingenting

Og dog. Den internationale handel er steget 80% hurtigere end bruttonationalproduktet siden 1960. Direkte investeringer steg indtil 1980 med samme hastighed som handlen. Nu er hastigheden fordoblet. Og sandt er det, at den internationale økonomis betydning er blevet stadig større, idet eksportandelen i industrilande er steget. Hirst påpeger at den nuværende internationalisering af økonomien ikke er uforudsigelig, men at den tværtimod har været et særligt kendetegn for forholdet mellem stater/regioner siden kapitalismens gennembrud i 1860’erne. I nogle henseender er økonomien i dag endda mindre åben/globaliseret end i perioden 1870-1914. (tabel nr., 1) Verdensøkonomien er langt fra global. Tværtimod. Handel, investeringer og kapitalbevægelser er koncentreret i Triaden: Europa, Japan og Nordamerika.

EU eksporterer 9% af sit bruttonationalprodukt, USA 10%, Japan 11%. For EUs vedkommende det samme som i 1960. Ikke just skræmmende tal hverken relativt eller historisk.

At kapitalismen i sin natur er et globalt system er konstateret før.

"Nødvendigheden af at skaffe stadig øget afsætning af produkterne jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. Det tvinges til at skaffe sig indpas overalt, at slå sig ned overalt, at knytte forbindelser overalt... De ældgamle nationale industrier er blevet tilintetgjort og tilintetgørelsen forsætter dag for dag. De bliver fortrængt af nye industrier, som det bliver et livsspørgsmål for alle civiliserede nationer at indføre, af industrier, der ikke mere forarbejder indenlandske råstoffer, men råstoffer fra de fjerneste egne, industrier, hvis fabrikater ikke forbruges i landet selv, men i alle verdensdele." (Det kommunistiske manifest, Karl Marx) Så klar var udviklingen dengang, i en tid hvor hovedbeskæftigelsen i de mest industrialiserede lande stadig var landbruget, og før telegraf og handelstransport var effektive.

Vi har altså længe levet i en global verden. Men ikke i en magtesløs verden. Behovet for at den internationale arbejderklasse forener sig er blot blevet endnu større.

Global finansreform

Det er rart at vi for en gangs skyld bliver præsenteret for kolde facts i stedet for den daglige voodoo-snak om globalisering. Der er dog vigtige nye udviklingstræk i den internationale økonomi. Hirst konstaterer, at finanskapitalen har en anderledes dominerende rolle i dag, idet der handles for ca. 8000 Mia kr. pr. dag. Vi har set hvorledes den internationale spekulationskapital (inklusiv de svenske storbanker) kunne bringe den svenske økonomi på randen af kaos.

Men når Hirst går fra analyse til forslag til en anden politik, mangler klarheden og argumenterne. Hirst henfalder til løsninger, der indbefatter at overstatslige organer såsom WTO, OECD m.fl. opstiller regler for og kontrol af kapitaloverførsler. De selvsamme organisationer, som aktivt har presset på for at liberalisere kapitalmarkedet. Disse institutioner kan ikke alene ses som organer til varetagelse af kapitalismens interesser, men i lige så høj grad som organer, hvorigennem de forskellige kapitalinteresser via deres respektive nationalstater, slås om fordelingen af markeder. Det er derfor sandsynligt at vi i de kommende år vil se disse organer opstille strammere spilleregler for den internationale kapital. Men det vil hverken bringe anarkiet under kontrol, eller ændre ved rivaliseringen imellem de store industrilande og firmaer.

Det store flertal af økonomer hævder, at socialdemokratisk politik er blevet umulig fordi staten og den organiserede arbejdskraft er magtesløs, når de konfronteres med den internationale kapitalisering og global økonomisk integration, altså globalisering. Hirst anfører, at denne tese forekommer logisk. Nemlig fordi socialdemokratiske partier ikke har været succesfulde. Men han afviser tesen fordi det er de socialdemokratiske partiers eget ansvar, og fordi hele tesen er om globalisering er forkert. Globalisering. bliver brugt som et belejligt påskud for den indenrigspolitiske linje der ønskes ført. "Fra management-guruer til ideologer fra den ekstreme venstrefløj er det blevet på mode at hævde, at vor tid er vidne til fremvæksten af en egentlig global økonomi, der er domineret af finansmarkeder og transnationale selskaber. Nationale økonomier er blevet underordnet den globale økonomi, og følgelig er enhver form for nationale løsninger blevet ineffektiv.... For højrefløjen er globaliserings-retorikken" en ny saltvandsindsprøjtning, der kan bruges mod kravene fra de enkelte landes arbejderbevægelser netop på et tidspunkt, hvor de påstande, det nye højre fremsatte i 80’erne, er blevet slidt ned. For den yderliggående venstrefløj påviser det endegyldigt, hvordan det virkelig står til med det verdensomspændende kapitalistiske system, og at reformstrategier på nationalt plan er udsigtsløse - selvom prisen er politisk afmagt" (p.40)

Hirst’ analyse på dette område virker også overbevisende. Også selvom han vægrer sig ved at forholde sig til selve det kapitalistiske system. "Nationalstaterne vil stadig have en funktion, uden dem kan man ikke forstille sig international regulering.... Derfor har internationaliseringen paradoksalt nok styrket behovet for den traditionelle demokratiske nationalstat" (p.44) Det er jo netop det vi også kan konstatere i vor egen andedam. Uanset om det er borgerlige partier eller socialdemokratiet der er ved roret, så øges statens regulering på flere og flere områder. ... Staten "bruger i de fleste tilfælde en større del af BNP, regulerer dybere og bredere end nogen sinde før og tilbyder flere offentlige tjenesteydelser end i den periode, da kollektivismen blev opfattet som løsninger på de vigtigste økonomiske og sociale problemer" (p.110). Åh ja, for som Det kommunistiske Manifest påpeger, så rækker kapitalismen ikke bare sine små fedtfingre ud over hele kloden, men ødelægger forholdet mellem mennesker og det enkelte menneske. Og disse ødelæggelser tvinger staten til at afbøde.

Dermed siger Hirst ikke at staten er almægtig, blot påpeger han hykleriet i den almindelige laissez faire politik. I Danmarks tilfælde synes det indlysende. Den danske stat har aldrig været almægtig eller suveræn. Med sin store handelsudveksling med omverdenen har DK altid været underlagt internationale konjunkturer og regler. Etableringen af velfærdsstaten og styringen af fx. kapitalbevægelser blev ikke til uden hensyn til disse forhold.

Giv os i dag en ægte socialdemokrat

Dagens politiske terræn må se usselt ud, når man med lettelse kan sige: Endelig en ordentlig socialdemokrat, som ikke har fralagt sig enhver form for politisk styring. Det er noget andet end at høre Lykketoft i Danmark, eller Person i Sverige beklage sig over, at staten ikke har mulighed for at styre kapitalbevægelserne, at det derfor er nødvendigt at indrette politikken efter de internationale børsmægleres ønsker. Når det nu er de selvsamme regeringer som har frasagt sig styringsmekanismer og liberaliseret finansmarkedet. Den socialdemokratiske fornyelse vi er vidne til i dag fra Blær i England til Nyrop i Danmark har da også kun noget at gøre med tilpasning. Nemlig tilpasning til kapitalens krav og interesser, garneret med lidt moralsk ordskvalder.

Transnationale findes næsten ikke

Egentlige transnationale selskaber er sjældne, påpeger Hirst. De fleste virksomheder er nationalt baseret på og handler internationalt med afsæt i national produktion og salg. Det typiske multinationale (MNC) selskab har hjemsted i G3-landene og 2/3 af handelen foregår hjemme. Interessant er det, når Hirst påpeger at der ikke er tendenser imod flere/voksende transnationale selskaber (TNC). (tabel 2 og 3) Der er 37.000 MNC i verden, 90% er i den industrialiserede verden. Ud af de 100 største havde kun 18 deres hovedaktivitet udenlands. Nestle er tidligere nævnt i GAIA som et transnationalt firma, og sandt er det at Nestle er det mest transnationale selskab i verden i dag, idet 90% af produktion og salg foregår udenfor Scweiz. Men selv i dette meget internationaliserede selskab er det det schweizere der sidder i direktionen, og ledelsen af selskabet og aktiemajoriteten hviler trygt på scweiziske hænder. Og ligesom andre nyder Nestle, endda særdeles godt at rygdækningen fra den scweiziske stat.

En anden vigtig tendens er at internationaliseringen i selve produktion er anderledes høj. Varens forskellige dele produceres ikke i samme grad på en enkelt virksomhed, men er ofte geografisk spredt. Her er vi vænnet til at se det som en trussel. Men at nedlægge en hel produktion/fabrik og flytte den til et andet land har store omkostninger, og er en usikker investering. Og også her er vi fra virksomhederne, mediernes og politikernes side blevet vant til at høre truslen om flytning af virksomhederne til et andet land. Men hvem har hørt om et multinationalt selskab der har gjort alvor af sin trussel om at flytte alle sine aktiviteter udenlands? Er der blandt de 18 transnationale selskaber eller de 37.000 multinationale bare et selskab, som ikke har rod i en nationalstat?

Men ved produktionens opsplitning, er det nemmere at flytte en mindre del af produktionen. For igen at konstatere det banale, så har kapitalismen altid fungeret på den måde. Tænk blot på flytning af industriarbejdspladser fra Østdanmark til Vestdanmark. Men den målestok det foregår i på internationalt plan betyder også, at det er nemmere at ramme disse multinationale selskaber ved arbejderaktioner. Dette forhold sammen med at verdens 500 største industrivirksomheder beskæftiger 0,005% af verdens befolkning men kontrollerer 25% af verdensproduktionen, betyder at en arbejderbevægelse organiseret på internationalt plan har en større styrke end nogen sinde. Et forhold som måske nok er erkendt i arbejderbevægelsen, men som ingen åbenbart tør eller vil tage i anvendelse. For Hirst er dette forhold også ganske uinteressant, idet der for ham ikke er noget perspektiv i international arbejderorganisering og arbejderaktion.

Den tredje vej - for 117. gang

Styrken i denne bog, som består af et udvalg af artikler, ligger i den første del, som i relativt tilgængelig form, analyser den såkaldte globalisering. En analyse som udfoldes helt i hovedværket Globalisation in Question. Her er der masser af analyser, som venstrefløjen er nødt til at forholde sig til, hvis ikke man foretrækker at vakle videre i uvidenhedens mudderpøl. Den anden halvdel af bogen har sit hovedærinde i at skitsere "en tredje vej", et ærinde der også gøres meget ud af i bogens forord. Hirst’ version af den tredje vej hedder "det associative demokrati", og nævner selv utopisk socialisme, og anarkisme som nogen af sine inspirationskilder. Hirst opregner tre hovedpunkter for associationalisme:

  1. .."sociale anliggender skal organiseres, så at de i videst mulig udstrækning overføres fra statslig regi til frivillige sammenslutninger og foreninger med demokratisk selvstyre.."
  2. ..."politisk magt og myndighed skal decentraliseres og udføre de få funktioner, som er forenelig med dens rolle... staten skal ophøre med at være et centralt "suverænt" organ, og i stedet bliver den politiske struktur pluralistisk.."
  3. ...økonomien skal organiseres efter mutualistiske principper, dvs. en form for andelsprincip. Det kan eksempelvis ske gennem pengeinstitutter, der opererer på non-profit basis, og mere kooperativt-baserede virksomheder, hvor både investorer og medarbejdere har betragtelig indflydelse på styringen." (p.135).

Som det er sagt før, så mister Hirst fodfæstet når han går fra den konkrete analyse til at skitsere ’udveje’. I sin indledning til det associative demokrati farer Hirst allerede vildt, idet han opstiller hovedmodsætningen som gående mellem det liberale demokratiske demokrati og statssocialismen. På dette punkt ligger der ellers en kraftig parallel til globalisering, som Hirst så dygtigt analyserer. For også modstillingen mellem den vestlige kapitalisme og den sovjetiske socialisme har været en bekvem myte for såvel den herskende klasse i vest som i øst. Men en analyse af de påståede forskellige samfund ville jo afsløre flere lighedspunkter end forskelligheder der tilsammen kan koges ned til karakteristikken; klassesamfund. Og synspunktet fra Hirst’ side virker heller ikke overbevisende. I den første del af bogen hudfletter han opfattelsen i den vestlige verden af, at sammenbruddet i Sovjet var det endegyldige bevis på at den statsdirigerede økonomi har spillet fallit. Her påpeger han ikke bare, at de mest succesfulde økonomier i Sydøstasien netop skyldes den statslige styring, men gør opmærksom på at den vestlige verdens økonomiske opsving skyldes den statslige intervention. Hertil kommer tavsheden omkring det som altid er det mest spændende omkring nye politiske strategier: hvordan forestiller man sig det gennemført; altså hvorledes mener man at kunne fravriste den nuværende herskende klasse dens magt.

Men når dette er sagt skal det også siges af denne del af bogen indeholder mange gode strøtanker om velfærdsstaten og forholdet mellem borger, samfund og stat.

Paul Hirst: Globalisering, demokrati og det civile samfund, Hans Reitzels Forlag, 1997