Eritreas regering: En ulv i fåreklæder?

Det er nu over 8 år siden at Eritrea blev befriet. Dengang havde landets befolkning og omverden store forventninger til befrielsesfronten, Eritrean Peoples Liberation Front, EPLF. Det så ud til at det nye styre ønskede demokrati, ligestilling mellem kønnene, social lighed, et multikulturelt samfund og ’self-reliance’. Bjarke Skipper Petersen har besøgt Eritrea og set nærmere på hvordan det går disse visioner i dag.

Af Bjarke Skipper Petersen

Mekonnen er som de fleste eritreanske mænd meget tynd og spinkel, og hans ydre ligner en 17-årigs. Men Mekonnen er født i 1967 og hans opvækst har i høj grad været betinget af befrielseskrigen mod de etiopiske tropper. Den væbnede kamp for et frit Eritrea startede i 1961. Den blev ledet af det muslimske ELF (Eritrean Liberation Front). I løbet af 1960’erne og 1970’erne blev kampen intensiveret, og efter interne kampe mellem ELF og EPLF stod sidstnævnte enerådigt for modstanden i slutningen af 1970’erne.

Som barn kom Mekonnen med i Red Flower der organiserede børn til at lave kulturelle arrangementer for fighterne, som EPLF-soldaterne kaldes. I 1978 måtte han som 11-årig flygte fra sin landsby sammen med EPLF og de andre børn fra Red Flower. Krigen vendte nemlig da Etiopien fik tiltrængt militærhjælp fra Sovjet i 1978. Det skete efter at EPLF havde presset etiopiske styrker tilbage til ganske få byer i løbet af 1970’erne og betød at EPLF måtte trække sig tilbage til det bjergrige område i det nordlige Eritrea. Krigen, som ellers syntes at stå for en snarlig ende, blev således forlænget til 1991 og fik den kedelige rekord at være den længste i Afrikas historie.

Mekonnen flygtede med EPLF og gik i de befriede områder i en interimistisk EPLF-skole. Efter 7. klasse underviste han i forskellige landsbyer i de besatte områder om dagen, og om natten sov han i bushen for ikke at blive fanget af etiopiske tropper. Når kampene var intensive blev EPLF-lærerne kaldt tilbage til fronten for at kæmpe:

"I 1990 havde vi (EPLF) igen problemer, så jeg stoppede med at undervise folk og lærte førstehjælp. Jeg fik et health certificat, så nogle gange var jeg ved fronten, nogle gange var jeg sygepasser og nogle gange underviste jeg fighterne, når de kom fra fronten."

Politiske visioner

De alsidige arbejdsgaver var almindelige for de fleste fightere og afspejler det faktum at fronten havde mange andre visioner end blot at befrie Eritrea. I både de befriede og de besatte områder hjalp EPLF befolkningen med sundhed, uddannelse, landbrug og nødhjælp. I de befriede områder oprettedes forskellige demokratiske institutioner som fag-, bonde- og kvindebevægelser.

Da krigen i 1977 umiddelbart syntes at ende inden for en overskuelig fremtid, formulerede EPLF deres "National Democratic Programme of the EPLF". Det politiske program var marxistisk-leninistisk inspireret og knyttede naturligt EPLF til Østblokken. Banker, forsikringsselskaber, landbrug, minedrift, handlen og industri skulle nationaliseres, hvis de havde en vis størrelse. Arbejderklassen skulle skoles til at indtage sin naturlige rolle som ’revolutionens fortrop’.

Visionerne fra 1977 blev aldrig ført ud i livet, fordi krigen blev forlænget af Sovjets intervention på Etiopiens side, hvilket rystede EPLF både militært og politisk. Op igennem 1980’erne forlod fronten marxismen-leninismen, men stadig holdt fast i religionsfrihed, demokrati, ligestilling, ønsket om et multikulturelt samfund og self-reliance.

Kampen mellem EPLF og Etiopien var som den gode bibelfortælling om David og Goliat. Historien om den svages sejr over den stærke. EPLF har formået at besejre en af Afrikas stærkeste hære der igennem den 30 år lange krig skiftevis har fået støtte af blandt andre USA, Israel og Sovjet. Dette skal ses i lyset af at EPLF ikke selv har fået afgørende udenlandsk militærstøtte. (Billede af Sovjettank. Tekst: EPLF fik tunge våben ved at erobre dem fra etiopiske styrker.)

Udover den militære succes har fronten som nævnt tilligere hjulpet befolkningen med landbrug, nødhjælp, sundhed og uddannelse på trods af kampene. Bagsiden af denne glorværdige del af Eritreas historie er, at friheden var dyrt købt af Eritrea.

Self reliance

Ved befrielsen i 1991 var landets landbrug, industri, infrastruktur og uddannelsesniveau hårdt ramt af 30 års krig. Landet var det tredje fattigste i verden. Men på trods af at Eritrea stod over for kolossale problemer holdt EPLF (som i 1993 blev omdannet til Peoples Front for Democracy and Justice, PFDJ) fast i en self-reliancepolitik.

Begrebet self-reliance dækker over ønsket om at være så økonomisk selvhjulpen som muligt. EPLF har taget ved lære af at se andre afrikanske staters forsøg på udvikling er druknet i lån til den vestlige verden, afhængighed af diverse udviklingsprogrammer og manglende evne og vilje til at tage problemerne i egen hånd. Og når EPLF selv havde vundet krigen uden hjælp udefra, så var optimismen også stor i forhold til at vinde freden alene.

Self reliance blev for Eritrea symboliseret ved, at nogle gamle jernbanearbejdere uden udenlandsk støtte gik i gang med at genopbygge den fuldstændigt ødelagte jernbane mellem den vigtige havneby Masawa og hovedstaden Asmara. Tanken om selvhjulpenhed vakte begejstring rundt om i verden. Ikke kun blandt venstreorienterede med fattigdomsforklaringen "det er imperialismens skyld", men også hos dem som mener, at "det er de dovne negeres egen skyld" kan self-reliancepolitikken give forhåbning.

Skuffelse

Selv om self-reliancepolitikken blev formuleret eksplicit allerede i 1977, kom det alligevel som en stor overraskelse da regeringen i 1995 bebudede at man ville sende en række Non-Governmental Organisations (NGO’ere) hjem fra Eritrea. En ansat hos Folkekirkens Nødhjælp gav udtryk for sin forundring og snert af bitterhed: "Vi var med dem [EPLF] helt fra starten af. Vi var helt nede i skyttegravene hos dem da det så sortest ud. Og nu smider de os uden videre bare ud."

Mebrahtu der er tidligere fighter og som i dag som leder af Eritreas eneste lærerseminarium, griner da han hører om Folkekirkens Nødhjælps utilfredshed: "Det er jo ligesom forholdet mellem mor og barn. Barnet har brug for moderen i sin barndom, men må på et tidspunkt rive sig løs, blive selvstændig. Det efterlader jo ofte moderen i sorg og undren. Det kommer altid som en overraskelse. Det betyder jo ikke at moderen skal stoppe med at støtte sit selvstændige barn. Støtten skal nu blot være af en anden karakter. Som mellem ligeværdige mennesker."

Mebrahtu præciserer at det ikke er al samarbejde med NGO’erne som er ophørt. Det afhænger simpelthen af projekttypen. Regeringen af åben over for en projekttype, som eksempelvis Operation Dagsværks opførelse af skoler. Et sådan projekt har tidsmæssigt set en naturlig afslutning. Derimod vil et projekt der uddeler kiks til børn i skoler ikke have nogen naturlig afslutning. Mebrahtu mener at den type af NGO-arbejde gør mere skade end gavn. Det bliver let en sovepude for befolkningen og Eritrea bliver afhængig af udenlandsk hjælp.

Denne meget idealistiske self-reliance-politik synes i bløde lænestole i et kontor i Asmara at lyde forjættende. Men på gaden kritiseres regeringen for at holde selfreliance-fanen højt på befolkningens bekostning. Det er ikke embedsmændene og regeringen i Asmara der mærker sulten, når de afviser at få fødevarehjælp på grund af de politiske krav der følger med hjælpen fra EU. En problemstilling der leder samtalen med Mebrahtu hen på demokratiseringen af Eritrea. Demokrati

Mebrahtu forsøger ikke at hævde at Eritrea er et gennemført demokratisk land. Han virker som om han har taget diskussionen mange gange før og giver gennemtænkte og skolede svar. Han mener at man går galt i byen, hvis man påstår at Eritrea ville blive demokratisk, blot ved at afholde parlamentsvalg. PFDJ ønsker at Eritrea med tiden bliver et flerpartisystem. Retorisk spørger han, om det er rimeligt at sige, at Etiopien er mere demokratisk end Eritrea ved at have valgt et parlament. Han henviser til at det ved afstemningen om Eritreas selvstændighed var svært nok at få befolkningen forklaret, hvorledes man stemte enten ja eller nej.

Et demokratisk samfund og et parlamentsvalg med mening i er ikke noget man kan få gennem lovgivning. Demokrati er mere et kulturelt træk ved samfundet. Derfor har EPLF/PFDJ siden 1977 peget på at den demokratiske udvikling skal komme fra neden. Fra de enkelte landsbyer, faglige klubber, kvindeorganisationer, studenterbevægelser og sportsklubber. Mebrahtu peger på at denne demokratiske udvikling vil kræve tid ligesom det vesteuropæiske demokratis udvikling. En for hurtig demokratisk udvikling kan ligefrem være skadelig, siger han.

Militærdiktatur med visioner

Sat på spidsen vil nogle hævde at Eritrea er et militærdiktatur. Påstanden bygger på at alle topposter i regeringen besiddes af gamle EPLF-fightere. Regeringen har fuld kontrol over al presse, radio og TV. Militærnægtere mærker intet til EPLF’s humanistiske programerklæringer. Eksempelvis har Jehovas Vidner mistet deres stemmeret og al ejendom på grund af, at de er militærnægtere. Dertil kommer at internetopkoblinger er forbudt, fordi "befolkningen ikke er klar"!

Kritik af regeringen eller blot politiske manifestationer, som regeringen ikke har fuld kontrol over, har trange kår. Senest blev en studenterdemostration i sympati for arresterede studenter i Etiopien nægtet at forlade universitetet i Asmara. På trods af at parolerne var på linie med regeringens.

Regeringen terroriserer dog ikke befolkningen. Dens levevilkår forberedes på områder som sundhed og uddannelse. De 9 forskellige etniske minoriteter respekteres, religionsfriheden trives og regeringens opbakning betyder at korruption stort set ikke eksisterer. Men den afgørende opbakning har regeringen på grund af EPLF’s indsats i befrielseskampen. Denne effekt fra befrielseskampene svinder dog med tiden. Med det faktum i mente kan en ydre fjende være velkommen til at forstumme indre kritik af regeringen. Eritrea har siden befrielsen været i krig med samtlige nabolande!

Tjek din darling

Efter befrielsen boede mange gamle fightere i teltlejre i hovedstaden Asmaras forstæder i flere år og de arbejde gratis i regeringens administration. Blandt andre præsidenten. Der skal ikke herske tvivl om at EPLF var gennemsyret af idealisme og oprigtige visioner. Og de eksisterer stadigvæk. Men når nogle eritreanere tager på shoppingture til Frankfurt, så er det værd at minde sig selv om, at visionerne for disse eritreanere måske ikke længere er oprigtige, men mere floskler. Sagt med andre ord så synes der at opstå social ulighed og derfor også interessemodsætninger i Eritrea. Derfor har regeringen et stort ansvar, og derfor er det vigtigt, at man ser på både omverdens og regeringens ansvar i forhold til Eritreas udvikling. Som self-reliancepolitikken selv gør det.

Vel har den markedsøkonomiske verdensorden en ødelæggende effekt på tredjeverdenslande. Den skal der dæmmes op for, men afstanden mellem regeringen og befolkningen i Eritrea kommer ikke kun fra dette ydre pres. Eritreas krig mod Etiopien synes ikke at være befolkningens krig, men regeringens. Der er i det sidste års tid dræbt og lemlæstet titusinde i krigen.

Man kan mene, at forventningerne til EPLF har været urealistiske, og at kritik af fronten således er uberettiget. Eller at Eritrea blot er endnu en befriet afrikansk stat, hvor ledelsen er en ulv i fåreklæder der kender de sympatigivende floskler. Spørgsmålet fordrer ikke et kategorisk ja eller nej svar. Men det er sikkert at den eritreanske befolknings store problemer ikke er løst endnu. Det er dem lider under manglende politisk vilje fra regeringen og det internationale samfunds side.