En utopisk realist

George Monbiot har med sin bog ”The Age of Consent” med undertitlen ”A Manifesto for a New World Order” leveret et forfriskende opgør med det såkaldte TINA syndrom (There Is No Alternative).

Boganmeldelse af Niels Jensen

Fortalerne for TINA syndromet ser intet alternativ til den nuværende verdensorden og hvordan den megen omtalte globalisering forløber. Det er faktisk meget underholdende, at se de samme neoliberale ideologer, som forkaster for eksempel marxismen som håbløs deterministisk, tilbyde os en vulgær og absolut form for determinisme. Men der er altid et alternativ, det er selve meningen med begrebet menneskets frihed.

Monbiot tager den udfordring op som Zygmunt Bauman beskriver i sin bog ”In Search of Politics”. Vi mener - i det mindste i vores del af verden - at vi langt hen af vejen nyder en udbredt grad af individuel frihed, i hvert fald i en grad, så det ikke er nødvendigt at ”gå på gaden” for at kæmpe for mere eller en bedre form for frihed. Samtidig med er vi ligeså overbevist om, at der er meget lidt vi kan ændre - alene, flere eller alle sammen - på hvordan verden er og bliver. Udfordringen er ifølge Bauman at (gen)etablere en bro mellem det private og det offentlige. Mellem private bekymringer og løsninger og hvad der kan være offentlige spørgsmål og løsninger, og den modsatte vej påpege hvad der i de kollektive løsninger kan være løsninger på private bekymringer og frygt. For individuel frihed kan kun være et produkt af kollektive anstrengelser, kan kun sikres og garanteres kollektivt.

Hvordan løser Monbiot denne opgave? Dels følger han i sit eget og for eksempel Noam Chomskys spor. Han kritiserer Vesten for ikke at leve op til sine egne præmisser, ved at sammenligne Vestens reelle politik med Vestens normative fundament, på områder som menneskerettigheder, social lighed, frihed, demokrati osv..

Dels hævder han, som Hardt og Negri gør i deres bog ”Emperiet”, at en ny verdensorden er mulig. Men han går videre end Hardt og Negri, som skriver konkluderende: ”Hvilke specifikke og konkrete initiativer, der skal sætte dette politiske projekt i gang? Det kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt.” Monbiot fremlægger specifikke og konkrete initiativer. Det er det, der gør hans bog til et så forfriskende indlæg.

I ”The Age of Consent” fremlægger Monbiot fire forandringer, som ville sætte en helt ny dagsorden for verdens gang, hvis de blev gennemført. En demokratisering af FN-systemet, dannelsen af et verdensparlament, samt skabelsen af en Clearing Union og en Fair Handels Organisation.

I hvert af de fire tilfælde bruger han den samme metode. Først analyseres den aktuelle situation, og det åbenlyse uretfærdige og uholdbare i tingenes tilstand påpeges. Derefter fremlægges andre mulige løsninger og den bedste ifølge Monbiot vælges og vejen til dets realisation foreslås.

I bogen hudflettes FN-systemet for at være de magtfuldes redskab: ”Problemet kan formuleres ganske simpelt: Der er på det globale niveau ingen effektive midler til at begrænse de rige og magtfulde landes mulighed for at dominere de svage og fattige. FN som skulle levere fred, garantere menneskerettigheder og international retfærdighed, er kontrolleret af de fem mægtige sejrherrer fra Anden Verdenskrig: USA, Storbritannien, Rusland, Frankrig og Kina. Disse lande har ikke alene vetoret i Sikkerhedsrådet, men også i forhold til grundlæggende forandringer af hele organisationen”.

Monbiot giver heller ikke meget for de hidtidige forsøg på at reformere FN med NGO-fora og e-parlamentet, hvorfor skulle den slags erstatninger, frem for et ægte repræsentativt demokrati være løsningen, spørger han, og foreslår et verdensparlament.

Dette verdensparlament skulle vælges udfra almindelige repræsentative principper. Hver m/k en stemme. Monbiot tænker sig, at dette verdensparlament skal bestå af 600 repræsentanter, hver med en valgkreds på 10 millioner, som i mange tilfælde vil gå på tværs af landegrænser. Dette uafhængige verdensparlament skulle så forholde sig kritisk til forvaltningen af globaliseringen. Senere kunne en lovgivende kompetence komme til. Et sådant parlament ville besidde en stor moralsk autoritet, mener Monbiot, med henvisning til den store interesse for det urepræsentative World Social Forum i Port Alegre 2002. Globaliseringen stiller os over for kæmpe udfordringer, men rummer også kimen til løsningen for: ”Den nye forandring vil tvinge os til at forlade nationale identiteter, ligesom vi tidligere forlod stammen og klanen. Den vil tvinge os til at erkende, at de loyaliteter, som adskiller os er irrationelle. For første gang i historien vil vi se os selv som en menneskeslægt.” Man kan kun håbe, at Monbiot får ret. At kræfter som World Social Forum vil bidrage til, at skabe en verdensomspændende offentlighed, som er forudsætningen for, at vi kan komme til at se os selv som en menneskeslægt. Det er værd at huske på, at en af forudsætningerne for det repræsentative demokrati i Europa, med dets fejl og mangler, var skabelsen af nationale offentligheder. Jeg tror også, det er det lys, man skal se J. Derrida og J. Habermas’ opfordring til at arbejde for en europæisk offentlighed, som en forudsætning for, at EU kan fungere bare tilnærmelsesvis demokratisk. Man kan så beklage, at de to tænkere lader sig begrænse af en snæver europæisk horisont og ikke endnu har forladt en europæisk identitet til fordel for en verdens identitet.

Måske endnu mere radikalt end det ovenstående forslag om et verdensparlament, er Monbiots forslag til hvad der skal afløse IMF og WTO. Disse organisationer er for de fattige i verden mere en del af problemet end løsningen. I stedet for IMF og WTO foreslår Monbiot en ”Afregningsorganisation” og en retfærdig handelsorganisation (Fair Trade), som dels kort fortalt skulle sikre, at de fattige ikke ender i katastrofale gældfælder, som tilfældet er i dag, dels give verdens fattige fordele i verdenshandlen, indtil de har nået et bæredygtigt niveau. Begge forslag bliver i bogen udviklet detaljeret, som pladsen her ikke giver mulighed for at beskrive efter fortjeneste.

Er Monbiot så bare endnu en naiv utopist? Han kalder sig selv for realistisk, hvad han er, vil jeg lade være op til læserne af bogen. Men en ting er sikkert, den kapitalistiske utopi, som i århundreder har lovet menneskeheden fremgang og velstand, frihed, lighed og broderskab, er som Samir Amin slår fast i sin bog ”Capitalism in The Age of Globalization” en reaktionær utopi, som kun har været i stand til at indfri sine løfter over for en lille minoritet af menneskeheden.

På falderebet et lille eksempel på verdens skæve gang, på hvor absurd vi bruger vores ressourcer.

Under overskriften ”Jerntæppet flytter øst på” fortæller information 15. september 2004:

”EU er i fuld gang med at sikre sin nye østlige grænse. Hegn og elektronisk overvågning langs en strækning på over 1.000 kilometer er sendt i udbud, og israelske selskaber byder ind på opgaven.” De israelske selskaber har erfaringer fra bygningen af muren mellem Israel og Vestbredden, som koster seks millioner kr. pr. kilometer. Det vil i værste tilfælde betyde, at vi som borgere i EU får en regning på 6 mia. kr. alene for etableringen af en mur mod øst, driftsomkostningerne ufortalte. Kunne disse gigantiske beløb, som kun er lille del af den samlede regning for Fort Europa, ikke bruges på en bedre måde?