En sort kat i mørke

Af Boris Kagarlitskij, russisk sociolog og antiglobaliseringsaktivist

Imperiet, den populære bog af Michael Hardt og Antonio Negri, er endelig kommet på russisk. Den første udgivelse af værket fremkaldte et ordentligt chok, da det er sjældent, at et værk inden for revolutionær teori bliver en kommerciel bestseller.

Her lærer vi for det første, at globaliseringen, som har omformet den kapitalistiske verden, er virksom og uafvendelig. For det andet får vi at vide, at økonomiske relationer i mindre og mindre grad er underlagt politisk kontrol, og at nationalstaten er i forfald. Disse to teser er naturligvis velkendte argumenter fra den neoliberale propaganda. Det er imidlertid også her vi finder Hardt og Negris vigtigste bidrag til den samfundsmæssige tænkning. Nationalstatens plads, argumenterer forfatterne, er ved at blive overtaget af Imperiet. ”Imperiet er det politiske subjekt, som reelt regulerer disse globale udvekslinger, den suveræne magt, som regerer verden.” Groft sagt lærer vi ikke mere om Imperiet i resten af bogen, eftersom Hardt og Negri hurtigt erklærer, at det drejer sig om et netværk af magt som er allestedsnærværende og flygtigt, men ekstremt modsigelsesfyldt.

Jo mindre præcist vi forestiller os Imperiet, jo mere forudsættes vi at være overbevist om dets eksistens. I Hardt og Negris argumenter er der selvfølgelig en vis logik, af dyb ideologisk natur. Selvom de accepterer den neoliberale teori om globaliseringen som en absolut sandhed, afviser de ikke desto mindre at forlige sig med kapitalens magt. På dette grundlag formulerer de deres egne konklusioner og endda deres eget kampprogram, svarende til den nye virkelighed og de nye regler. Imperiet er blot den politiske legemliggørelse af denne nye virkelighed. Hvis der ikke længere findes nogen nationalstat, og hvis markedet og kapitalismen er global, mens nationale og regionale markeder ikke er andet end fortidsrelikvier, behøver kapitalmagten så en form for ”politisk overbygning”? Hvis vi ikke er stand til at se denne, betyder det bare, at den er usynlig. Alle de økonomiske og sociale teorier, som forfatterne anerkender rigtigheden af, peger imidlertid på, at en sådan overbygning nødvendigvis må eksistere.

Problemet er, at de teorier som Hardt og Negri tager udgangspunkt i, er fundamentalt forkerte, selv i empirisk forstand. Man kommer til at tænke på den britiske forsker Alan Freemans ord, da han på et tidspunkt bemærkede: ”Normalt anses globaliseringen for at have været en økonomisk succes, men en politisk og kulturel fiasko. Faktisk forholder det sig lige omvendt.” Listen over globaliseringens økonomiske fiaskoer er endeløs. Man behøver bare at minde om den russiske betalingskrise i 1998, den efterfølgende finansielle krise i Latinamerika og verdensøkonomiens nuværende svaghed og den amerikanske økonomis manglende evne til at komme i omdrejninger efter depressionen fra 2000-2003. Mest betydningsfuldt er dog det faktum, at både verdenshandelen og verdens produktionsoutput som helhed er steget langsommere i perioden med globalisering end i protektionismens tid. Kapitalismen er cyklisk af natur og gennemgår perioder med internationalisering, som veksler med perioder af ”nationalorienteret udvikling”. Den nuværende periode adskiller sig ikke fra tidligere tider ved at noget specielt usædvanligt er ved at ske. Men kendetegnes ved at informationsteknologien har gjort os langt bedre i stand til at se og erkende processer, som, for størstedelens vedkommende, under tidligere cyklusser, kun var kendt af eksperterne.

Staten styrkes

På nøjagtig samme måde stemmer tesen om, at staten bliver svagere ikke med erfaringen. Det er præcis det modsatte, der sker. Staten vokser sig stærkere, for ikke at tale om det faktum, at den frasiger sig sine sociale funktioner, mens den bliver mere borgerlig, mere voldeligt undertrykkende og helt igennem reaktionær. Det er præcis denne konstante og voksende statstvang, som tillader globaliseringen at fortsætte trods dens ubrudte række af økonomiske fiaskoer og den stædige modstand fra størstedelen af et flertal af menneskeheden praktisk talt overalt på kloden.

De transnationale selskaber, som Hardt og Negri ser som den grundlæggende magt, der organiserer den nye sociale og økonomiske orden, har faktisk voldsomt brug for staten, og for national-staten i særdeleshed. De transnationales ”globalisme” er trods alt kun mulig så længe verdensarbejdsmarkedet forbliver heterogent. Hvis alle nationale markeder virkelig smeltede sammen til ét globalt marked, ville de transnationales aktiviteter være formålsløse. Hvorfor skulle nogen for eksempel fremstille løbesko i Vietnam eller Mexico til det britiske marked, hvis produktionsomkostningerne var stort set de samme som i Storbritannien?

Selskaberne har en interesse i at sikre den fortsatte eksistens af lokale markeder med fundamentalt forskellige operationsbetingelser- og regler.

Det er ikke svært at se, at under nutidens forhold er national-staten langt fra et fortidsrelikvie. For de transnationale eliter er det faktisk det ideelle redskab til at løse deres problemer. Selskaberne har ikke brug for Netværks-Imperiet som politisk struktur, da nationalstaten i løbet af de sidste 15 eller 20 år er blevet totalt genomstillet. Den tjener ikke længere borgernes interesser, men løser ”konkurrenceevnens” problemer; med andre ord, den indfrier den transnationale kapitals ønsker.

Grunden til, at Hardt og Negris ”Imperium” er fraværende i dette billede, er ikke, at det er flygtigt, men simpelthen, at det ikke eksisterer. Selvfølgelig er forfatterne godt klar over, at det globale sociale og økonomiske rum, som de beskriver, er uensartet og hierarkisk. Men den eneste konklusion, de drager af dette faktum er, at Imperiet og de transnationale selskaber organiserer dette rum. Imidlertid er det afgørende nye træk ved nutiden ikke, at nationalstaten svækkes, men at selskaberne er i gang med at privatisere den. I den henseende har vi set en tilbagerulning af en proces, som fandt sted gennem det meste af det 20. århundrede - den proces igennem hvilken staten, under pres fra arbejderklasserne, gradvist blev omformet fra et organ for borgerskabets diktatur til et system af institutioner, som fungerede på grundlag af et kompromis mellem klasserne. Under den socialdemokratiske epoke fremtrådte kapitalismen for os i en ”civiliseret” form, iklædt et reguleret markeds- og velfærdsstatens klæder, mens venstrefløjen, tilfreds med sine fortjenester, erklærede, at den havde frasagt sig parolen om proletariatets diktatur.

Den socialdemokratiske orden viste sig imidlertid at kunne tilbagerulles som ethvert andet kompromis kan. Hvis det socialdemokratiske kompromis har vist sig at kunne rulles tilbage, så følger logisk deraf, at efterfølgeren til dette kompromis - den neoliberale kapitalisme med dens globalistiske ideologi - også kan vendes om. Det betyder naturligvis på ingen måde, at en tilbagevenden til den socialdemokratiske model er i sigte. I lyset af nutidens historiske erfaringer er sådan en tilbagevenden hverken uundgåelig eller ønskværdig.

Intet behov for politiske programmer

I Hardt og Negris verden er det hverken nødvendigt eller muligt at udvikle programmer af nogen slags. Det nye globale Imperiums flygtige og omskiftelige virkelighed gør sådanne bestræbelser formålsløse. Her findes der kun bevægelse, som på en eller anden mystisk vis fører til et prædetermineret mål. Dette mål er, som i Sovjet-æraens bekendtgørelser, kommunismen, og det er lige så abstrakt og uopnåeligt som Sovjetpropagandaens ideelle fremtid.

Som det allerede er blevet bemærket er Hardt og Negris Imperium grundlæggende uden subjekt. Eller for at være mere præcis, så har det et subjekt, men et som er flygtigt, evigt skiftende og abstrakt som alle de andre begreber i denne bog. Hardt og Negri ser denne foranderlighed, denne mangel på subjekt, som et bevis på det unikke ved nutidens epoke. Paradoksalt nok bliver det også diffust og uden subjekt, når de taler om fortiden. For dem er det nok at henvise til historien - fx til den europæiske renæssance og oplysningstiden - og foran os flyder de samme utydelige træk ved en proces med egen drivkraft, hvori universelle idéer er på spil - de revolutionære og de kontrarevolutionære principper, frihedstrangen og behovet for kontrol. Imens er der ingen interesse for, hvis behov og interesser, der er tale om. Fra tid til anden dukker ikke mindre abstrakte ”masser” op på bogens sider, om disse får vi ikke mere at vide end i den klassiske filosofis absolutte ideer. Når Marx talte om ”masser”, tænkte han på helt konkrete menneskers eksistens- og produktionsformer, som besad særlige interesser og stillede krav ud fra dette grundlag.

Det eneste, som Imperiet egentlig fortæller os om masserne, er, at de er fattige. Det er det, der frem for alt kendetegner den nye periode. Fattigdom, fortæller forfatterne os, er blevet et produktivforhold. Desværre fortæller Hardt og Negri os ikke, hvordan det lige er sket. Alt vi får at vide er, at fattigdom nu “træder ud i det åbne, fordi den undertrykte i postmoderniteten har absorberet den udbyttede. Den fattige, enhver fattig person, mængden af fattige mennesker har med andre ord ædt og fordøjet mængden af proletarer. Alene i kraft af dette faktum er de fattige blevet produktive. Selv den prostituerede krop, den forarmede person, mængdens sult - alle former for fattige - er blevet produktive. De fattige er derfor vigtigere end nogensinde før: De fattiges liv befolker Jorden og indhyller den i sit begær efter kreativitet og frihed. Den fattige er betingelsen for enhver produktion.”

Siden oldtiden har forfattere haft en hel del at sige om kontrasten mellem rig og fattig, men de har ikke været i stand til at foreslå nogen klar løsning på problemet, simpelthen fordi fattigdom ikke er et ”produktivforhold” eller blot et socialt forhold. Fattigdom er ikke andet end en konsekvens af de eksisterende samfundsmæssige forhold og det økonomiske system. Det nye ved den marxistiske tænkning var den måde, den afviste de tidligere radikale ideologers moraliseren, som enten priste de fattiges velgører i begejstrede vendinger eller indigneret lappede på fattigdommen omkring dem. Marxismen opfordrede folk til at tale konkret om den samfundsmæssige struktur og den økonomiske organisation. Fattigdom havde, viste det sig, et utal af kilder. Af samme grund har bevægelser, som har forsøgt at basere sig på de fattige, vist sig at være ustabile og ineffektive.

Imperiets verden indeholder ikke nogen hovedakse, ingen grundlæggende, systemisk modsigelse. Det er derfor umuligt og unødvendigt at diskutere spørgsmålet om, hvor man skal rette hovedangrebet.

Kampen mod Imperiet reduceres til opposition, til ”at være imod”. Dette er hverken et program eller en ideologi, men en livsstil. Det er tilmed en livsstil som er helt igennem forenelig med borgerskabets virkelighed; den ændrer ikke denne virkelighed, men supplerer den, sammen med Che Guevara t-shirts, radikale bestsellere og andre protestsymboler.

Modstand på mode

I de seneste år er ordet ”modstand” blevet moderne i venstrefløjs- og antiglobaliseringskredse. Modstand indebærer standhaftighed, troskab mod ens principper og en parathed til at fortsætte kampen på trods af alt, uanset det ulige styrkeforhold mellem de kæmpende magter og det faktum, som er indlysende for tilskuerne, at kampen er dømt til nederlag. Modstandens logik er eksistentiel. Jeg regner ikke på mine chancer; jeg forsvarer blot det, jeg tror på.

Sådan kæmpede vi imod reaktionens fremmarch op igennem 1990’erne. Taktiske overvejelse blev skudt i baggrunden. De folk, der afvejede chancerne for succes, forlod hurtigt kampen og tilsluttede sig de vendekåber, der erklærede marxismen fallit og det frie markeds selvindlysende effektivitet. Andre blev beundrere af Anthony Giddens, rådgivere for Tony Blair eller ”rød-grønne” ministre i Tyskland.

Kapitalismen er udmærket i stand til at overleve modstand mod den; hvad den ikke kan overleve er en revolution, som gør det af med den. Revolutioner kan slå fejl, og ja, det store flertal af revolutionsforsøgene lider denne skæbne. Men som Jean Paul Sartre bemærkede før sin død, så skrider menneskehedens fremskridt frem fra fiasko til fiasko. Hvis det ikke var for disse usuccesfulde forsøg, ville vi sikkert stadig leve under feudalismen. Ufuldendte revolutioner, selv de der lider tragiske nederlag, har mere betydning for historien end hele menneskealdre med ”fredelig” udvikling. Når først verden har været udsat for sådanne sociale jordskælv, kan den aldrig blive den samme igen.

Behov for politiske programmer

Men lad os vende tilbage til modstandens ideologi. Efter de massive demonstrationer i Seattle i 1999, hvor World Trade Organisation blev tvunget til at udskyde den følgende runde af globale forhandlinger om den næste bølge af neoliberale reformer, erklærede antiglobaliseringsbevægelsens ideolog Walden Bello, at dette havde været vores Stalingrad. Desværre tog Walden fejl. Seattle kunne bedre sammenlignes med slaget om Moskva, hvor forsvarerne viste, at de var i stand til at vinde, men hvor sejren over nazismen bagefter stadig var langt væk. Det afgørende gennembrud i kampen mod den neoliberale kapitalisme er ikke sket endnu. I mellemtiden er der dukket en ny situation op, hvor ren viljestyrke og beslutsomhed ikke rækker. Vi må lære at vinde.

Dette betyder, at taktik og organisation er ved at blive afgør-ende. Vi har brug for positive programmer og politisk effektive aktionsformer. Kompromisser er mulige, når de giver politisk og moralsk mening og tillader os at rykke nærmere på kampens mål - mål der bliver helt igennem konkrete og virkelige.

Det er ikke overraskende, at i modstandens epoke er anarkistiske ideer blevet moderne. Når alt kommer til alt, hvad skal politik bruges til, hvis der intet kan opnås på dette område? Det er kun naturligt, at der bliver udgivet bøger, som omfordrer deres læsere til at ændre verden uden at forsøge at tage magten.

Ikke desto mindre kan vi ikke ændre verden, med mindre vi sætter os for at tage magten. Hvis sandheden var en fundamentalt anden, ville historien hverken have kendt til revolutioner eller politisk kamp. De folk, der styrer verden og holder fast i magten afviser ikke alene at tillade, at systemet bliver omformet, men giver heller ikke selv de mindste indrømmelser med mindre de fornemmer, at deres magt trues. Det lykkes ikke altid oppositionsbevægelser at tage magten, langt fra, men de bliver først effektive, når den herskende klasse begynder at forstå, at truslen om at miste magten er helt reel.

Det bør erkendes, at i ethvert samfund er flertallet af folket på ingen måde revolutionært. Dette er i lige så høj grad tilfældet for Marx’s proletariat som for enhver anden klasse i historien. Det betyder dog ikke, at ”det almindelige menneske” er konservativt af natur. Det er mere rigtigt at sige, at det almindelige menneske er spontan reformist. Jo mere det arbejdende folk bliver bevidst om sine klasseinteresser, jo mere fjendtlig er det overfor systemet. Denne fjendtlighed er imidlertid passiv; villigheden til at handle opstår, når den konkrete udsigt til succes dukker op.

Men revolution kræver strategi, politik og et program. Hardt og Negris afsluttende sætning om ”den ukuelige glæde ved at være kommunist” har vakt fryd hos mange radikale læsere. Jeg må indrømme, at jeg ikke deler denne frydefuldhed. Idéer kan da godt være frydefulde, og vi har i lang tid kendt til ”glæden ved at kæmpe”. Men beundrere af Hardt og Negri må tilgive mig, når jeg siger, at for mit vedkommende er udtryk som ”ukuelig glæde” mere forbundet med stupiditet end revolution.

Begreberne om klasse, produktion og proletariatet vender uventet tilbage, i en ret traditionel fortolkning. Men hvad betyder sådanne modsigelser, når, som vi efterhånden har forstået, alt i denne verden er flygtigt og omskifteligt.

Man kan sige, at neoliberalismen virkelig har sejret, eftersom den har reduceret verdens samfundstænkning til det niveau, hvor bøger som Imperiet ikke bare er i stand til at blive udgivet, men også at få succes. Man har en følelse af at hele det arbejde med kritisk teori, som den europæiske venstrefløj har udført siden Marx’s tid, er gået i vasken, og at vi, i bedste fald, er tilbage i Rheinische Zeitungs dage. 1848-revolutionen ligger stadig langt ude i fremtiden.

Oversat af Lars Henrik Carlskov, redigeret af Irene Clausen og Lars Henrik Carlskov.

Imperiet, Michael Hardt & Antonio Negri, Informations Forlag, 2003 . s. 19. Ibid., s. 161. Hardt og Negri, s. 387.