En smag af oliven og frihed

Olivenolie er blevet en livsvigtig indtægtskilde for mange palæstinensere, efter at andre forsørgelsesmuligheder er forsvundet. Ifølge en undersøgelse foretaget af bondeorganisationen Palestinian Farmers Union er omkring 350.000 palæstinensere - eller 70.000 familier - afhængige af indtægter fra salg og produktion af olivenolie.

Af Per Erixon

Under en rejse i Palæstina i november 2007 mødte jeg Abu Jamil og Issa Shetleh, der begge arbejder i Palestinian Farmers Union (PFU), for at diskutere olivenolie, bøndernes situation og PFU’s rolle. PFU har nu i en årrække drevet et olivenolieprogram, der hjælper og støtter palæstinensiske bønder med forbedringer af produktionsmetoder, markedsføring og salg af olivenolie; Et program, der har givet gode resultater og udviklet sig i en positiv retning. PFU arbejder også med andre områder af jordbrug i regionen, et arbejde som kan være livsvigtigt, både for bønderne, men også for den øvrige del af den palæstinensiske befolkning.

På et lille kontor i Tulkarem på den nordlige del af Vestbredden sidder Abu Jamil. Han er ansat regionalt i PFU, og har selv deltaget på seminarier om olivenolie i både Tyskland og Frankrig. Han fortæller at organisationen blev startet i 1993 med hjælp fra den ikke-statslige organisation Palestinian Agricultural Relief Committee (PARC).

”Vi er en selvstændig organisation, og vi skelner ikke mellem hvor bønderne har deres sympatier, de kan stemme på Hamas eller Fatah. Vi tager flere aspekter ind i arbejdet nu end tidligere. Hvorfor? Vi lever i en globaliseret tid og vi må hjælpe bønderne med at udvikle forædlingsmetoderne og markedsføringen. Størstedelen af befolkningen i Palæstina er bønder og de er helt afhængige af deres produkter. Derudover repræsenterer olivenolien Palæstina både traditionelt og historisk”.

PFU begyndte arbejdet med olivenolie og mulighederne for alternativ eksport for fem år siden, da eksporten af olivenolie til Golfstaterne og Jordan blev forbudt. Palæstinenserne vendte sig i stedet mod EU, USA og fairtrade- og solidaritetsorganisationer. Det førte til eksperthjælp fra franske olivenolieeksperter, kvalitetspriser på messer i blandt andet Italien, og det inspirerede kooperativbevægelsen i Palæstina. Ligeledes er kvindernes rolle og bevidstheden om miljørigtig produktion blevet styrket. Den palæstinensiske olivenolie har vundet terræn i Europa og for tre år siden nåede den til Sverige med hjælp fra svenske syndikalister.

PFU arbejder ikke kun med olivenolie. I samarbejde med en række advokater, sørger organisationen for, at de skatter som bønderne betaler, når de køber varer, der er nødvendige i arbejdet, kommer tilbage og deles ud til bønderne. Abu Jamil forklarer:

”Hvad angår skatten så er det sådan, at vi nu køber de fleste ting vi behøver fra Israel, men inden længe skal bønderne ikke betale den skat. Det er altså sådan at de palæstinensiske myndigheder tager skatten tilbage og PFU søger for at den går tilbage til de bønder som er medlemmer af PFU og som kan vise kvitteringer på det de har betalt”.

PFU arbejder også med forsikringer. De bønder, der vælger at organisere sig i PFU, får mulighed for at få en forsikring, som omfatter hele familien. PFU forsøger også at hjælpe de små bønder, der ikke organiserer sig i PFU, men de får ikke forsikringer og hjælp med at få skatten tilbage. ”Men et medlemskab koster 10 shekel (ca. 15 DKK) per år, så vi taler ikke om store summer” forklarer Abu Jamil.

PFU arbejder også med landbrug med dyrehold, og hjælper med at markedsføre og udvikle mælkeproduktionen og produkterne. Organisationen råder over lokaler til at opbevare mælk og laboratorier til at teste den. Desuden arbejder de med et markedsføringsinitiativ. Derudover forsøger PFU at arbejde med byttehandel med produkter fra forskellige områder på Vestbredden. Abu Jamil fortæller:

”Vi kan eksempelvis bytte mælk med frugt fra Hebron. Vi hjælper også bønderne med foder til deres dyr. Vi køber store mængder foder fra et firma og hjælper så bønderne med kreditter i op til seks måneder. Det kan jo ske at de venter på at få penge fra eksempelvis tomater de sælger og derfor ikke har kontanter til at betale for dyrenes foder.

En anden ting er at vi har startet en lille sparekasse for bønderne. Bønderne kan ofte ikke optage lån fra normale banker, så derfor sørger vi for at de kan låne hos os. De kan eksempelvis låne tusind dollars og så betale pengene tilbage til os over en toårsperiode. Vi har et rigtigt godt samarbejde med jordbrugsministeriet. Vi støtter blandt andet et projekt der skal resultere i 140 regnvandssamlere for at forbedre vandsituationen. Et af vores største vandreservoirer her i Tulkarem ligger ved muren og kontrolleres af israelerne. Hvis du kommer i nærheden af det risikerer du at blive skudt”.

Situationen for de palæstinensiske bønder er vanskelig, fortæller Abu Jamil. ”Jordbruget er en stor sektor i Palæstina. Næsten 60 procent af palæstinenserne er bønder. Og naturligvis bliver bønderne ramt af en masse ting: besættelsen, den israelske kontrol af vandet, vejspærringerne, problemer med import og transport af varer mellem forskellige dele af Vestbredden og til Gaza. Vi forsøgte eksempelvis at eksportere 500 dyr til Gaza og det tog os to måneders forhandlinger før det lykkedes! Dyrene blev klassificerede som en sikkerhedsrisiko. Ofte forhindres transporter. En eneste israelsk soldat kan klassificere noget som en sikkerhedsrisiko. Og så er der muren. Den har afskåret 16.000 dunums (1 dunum er 1000 kvadratmeter) og 3000 dunums er blevet ødelagt af tanks i forbindelse med bygningen af muren. De palæstinensiske bønder var de første som sloges imod muren! Apartheidmuren har været til kæmpe skade i dette område. Tulkarem er en af de mest kendte jordbrugsområder på Vestbredden og muren har ødelagt en masse træer og en masse marker ligger nu på den anden side af muren”.

Abu Jamil fortæller hvordan 25.000 oliventræer er blevet ødelagt alene i Tulkarem siden muren blev påbegyndt i 2002, ofte revet op med rødderne. Tulkarem har en stor grønsagsproduktion i 4000 drivhuse, men hundredvis af drivhusene i området er blevet ødelagt af de israelske soldater og bosættere.

”Vores største projekt lige nu er et samarbejde med den italienske regering omkring olien. Og så har vi et projekt med udplantning af oliventræer som hele tiden kører”, siger Abu Jamil og fortsætter: ”Eksporten af olivenolie er meget, meget vigtig. Forrige år, som var et godt år, blev der produceret 35 tusind ton olivenolie og de lokale behov er måske til 10 ton. Der var altså mindst 25 tusind ton i overskud. Vi vælger de fattigste familier til eksporten, da de har det største behov for indkomster og siden går vi opad. Vi har en hel statistik over, hvem der er dårligst stillet. Bønderne kommer tit her til kontoret og fortæller hvordan de har det. Det er et problem ved olivenolie at bønderne må vente flere måneder på deres betaling. Derfor er der dele af olien, som eksporteres til alternative handelsorganisationer, der betales på forskud af kunderne. Vi har jo også omkostninger til filtrering, påfyldning og til etiketter og transport”.

Da jeg nogle dage senere traf Issa Shetleh på PFU’s centrale kontor i Ramallah fortalte han, at hele den palæstinensiske olivenolieeksport - med PARC, PFU, diverse fairtradeorganisationer og de kommercielle interessenter som aktører - kan nå en eksport på omkring 5000 ton som det er lige nu. Det betyder at de er tvunget til at sælge til Israel, som ofte køber olien op til en relativt lav pris, giver den nye etiketter og eksporterer den. Den alternative eksport handler altså både om at få en bedre pris og at slippe for at eksportere til besættelsesmagten Israel. Flere og flere bønder omstiller produktionen til økologi og PFU har hyret et egyptisk certificeringsorgan for at få fairtrade-mærket olien.

”Vores olivenolieprogram er avanceret”, siger Issa Shetleh. ”Vi har blandt andet flere måneder i træk fået hjælp af en fransk olivenolieekspert, som lige nu lære os at teste smagen af olien. Gennem økologiske produktionsmetoder forsøger vi at stabilisere produktionen så den ikke går så meget op og ned fra år til år. Ideen er at forbedre produktionsmetoderne og tage bedre hånd om træerne og markerne, så vi slipper for dårlige år og kan forsyne markedet kontinuerligt. Samtidig går vi mere og mere over til at lagre olien i ståltanke i stedet for de plasttanke vi tidligere har haft. De er meget dyrere men olien kan lagres i 2 år uden at tabe kvalitet til forskel for et halvt år før”.

Det sidste spørgsmål jeg stiller Issa Shetleh er, hvordan kvindernes rolle ser ud i organisationen og i de kooperativer PFU samarbejder med. ”For det første arbejder vi kun med kooperativer og ikke med enkelte bønder. Og kvinderne deltager i høj grad. I 2005 var 10 af 45 kooperativer, som vi samarbejder med, kvindekooperativer og i de andre kooperativer er der mange kvindelige medlemmer. I 2005 var 17 procent af medlemmerne kvinder og vi forsøger at øge antallet. Vi arbejder på at udvikle et specielt kvindeprogram gennem tre af kooperativerne. Vi skal prøve at lade kvinderne lave oliven- og tomatpasta. Vi tænkte at forsøge at gøre det dels gennem kvindekooperativet og dels gennem kvinder i andre kooperativer. Derudover har vi syv kvinder ansat her på hovedkontoret, hvilket er over halvdelen af de ansatte her.

Artiklen er oversat af Anne Rehder og redigeret af Tobias Frost.

Per Erixon er aktiv i den svenske organisation Jord og Frihet, som importerer den palæstinensiske olivenolie. Olien kan købes i Internationalt Forums solidaritetsbutik.