En oprørshær på vej mod år 2000

Den 1. januar i år var det 3 år siden den Zapatistiske Frihedshær EZLN trådte frem på den politiske arena i Mexico. EZLN's opstand i den mexicanske delstat Chiapas nytårsnat 1994 kom som et lyn fra en blå himmel i kølvandet på afslutningen af den Kolde Krig og fredsforhandlinger mellem guerillabevægelser og regeringer i de øvrige mellemamerikanske lande.

AF: JEPPE EJLSKOV, ANNE METIE WINNECHE OG LENE WINNECHE

Vi har intet at miste, intet. Vi har ingen tag over hovedet, ingen jord, ingen jobs, dårlige sundhedsforhold, ingen mad, ingen uddannelse, ingen ret til frie og demokratiske valg og ingen retfærdighed for os og vores børn, lød det den gang i 1994 fra rådhusets balkon i San Cristobal de Las Casas. Siden har der været fokus på Chiapas. Verden har fulgt den Zapatistiske Frihedshær, deres karismatiske leder og talerør: Subcomandante Marcos og Zapatisternes utraditionelle metoder og strategier i forsøget på at forbedre vilkårene for den undertrykte indianske befolkning.

I det følgende går vi tæt på Subcomandante Marcos, der i et interview fortæller om en moderne oprørsbevægelse på vej ind i det 21. århundrede, og hvilke vilkår og problemer en sådan står over for.

Zapatisternes opståen og historie

Vi skriver 1. januar 1994, nytårsnat. San Cristobal ligger øde hen, raketterne og kanonslagene er dødet ud kort efter midnat. Folk har søgt ly for kulden. Præcis kl. 00.30 genlyder de brostensbelagte gader af løbende skridt; ansigter skjult bag tørklæder og elefanthuer, ånde der bliver hængende i den klare natteluft. Effektive og velforberedte med retning mod Zócaloen, byens centrum. Rådhuset indtages, dørene barrikaderes, arkiver og papirer kastes fra balkonerne. "Feliz año nuevo, cabrones!"(Godt nytår, idioter) forkynder oprørslederen der senere bliver kendt i hele Mexico under navnet Subcomandante (underkommandant) Marcos, overfor et overrasket militær og en intetanende præsident Salinas på eksklusiv badeferie med familien ved Stillehavskysten.

Hermed træder zapatisterne og deres karismatiske frontfigur Marcos med et ud af Lacondónjunglens dække og frem på verdensscenen, og bliver til en begivenhed i en sammenhængende proces, der har historiske rødder tilbage til den spanske erobring for mere end 500 år siden.

For den mexicanske regering er det ikke en pludselig modstander, der dukker frem af intetheden, men en velkendt og alligevel undervurderet bevægelse, der har eksisteret i mere end 10 år.

EZLN (Den Zapatistiske Nationale Frihedshær) bestod ved sin begyndelse i 1983 af blot 6 aktivister: 3 mestitzer (blandingsrace) og 3 indianere - sidstnævnte overbeviste de andre om, at deres hjemstavn Lacandónjunglen i Mexicos sydligste stat Chiapas, ville være det ideelle sted at opbygge en guerillahær. Tre senere i 1986 havde EZLN 40 mand under våben; rekrutteringen foregik langsomt, men kontakten med de indian ske samfund var etableret. I takt med at de socio-økonomiske forhold op igennem 1980'erne forværredes for smålandbrugene, der er livsgrundlaget for næsten hele den indianske befolkning, voksede EZLN i størrelse. Det, der i begyndelsen for bønderne var en defensiv bevægelse i kampen mod godsejernes private vagtværn Guardias Blancas (de hvide vagter) blev i 1992 med Salinas' gennemgribende reform af artikel 27 i forfatningen (der omhandler jordfordeling) til en offensiv oprørshær i løbet af 1993.

Regeringen i Mexico City lå på dette tidspunkt i forhandlinger med USA og Canada om handelsaftalen NAFTA og ønskede for alt i verden ikke at afsløre interne uroligheder. Den voksende aktivitet i Chiapas blev neddysset, og den store militære tilstedeværelse blev retfærdiggjort med en påstået intensivering af indsatsen mod narkotrafikken - et påskud der også gav adgang til rigelige mængder af våben fra USA.

1. januar 1994 indtog EZLN 4 kommunale hovedbyer i staten Chiapas og erklærede militæret og præsident Salinas' administration krig. Krigen varede i 12 dage, hvorefter regeringen indvilgede i at indgå i samtaler med oprørerne. Militære analyser anslog at det ville tage omkring 6 måneder at eliminere EZLN og med et præsidentvalg i august samme år og en NAFTA-aftale i hus ville det være en for bekostelig affære for Salinas og det regerende parti PRI.

San Cristobal de Las Casas oktober 1996. Fotografer, journalister og repræsentanter fra solidaritetsorganisationer har fået deres adgangskort til området omkring Casa de La Cultura og venter i timevis udenfor de bygninger, hvor CONAI (det civile samfunds mæglere), COCOPA (regeringens mæglere) og EZLN holder møder. Efter dialogen mellem regeringen og EZLN gik i gang for mere end halvandet år siden, har der været adskillige sammenbrud. Sidst var i begyndelsen af september sidste år, hvor EZLN forlod den i protest mod at regeringen trak tingene i langdrag og ikke viste reel vilje til forandringer. Nu venter alle udenfor de gamle bygninger på pressekonferencer, der skal give et fingerpeg om stemningen og dermed muligheden for genoptagelse af dialogen.

Den sidste dag synes alle lettede og afslappede, trods trætheden efter de langvarige samtaler. EZLN har fået gennemført kravene om løsladelse af syv zapatistiske fanger og oprettelsen af en kommission, der skal kontrollere at begge parter overholder vedtagne aftaler. Der er plads til den humor, som er så karakteristisk for Subcomandante Marcos, alle virker positive.

Kort tid inden de 16 comandantes fra EZLN igen tager tilbage til Lacandónjunglen, indvilger Marcos i et interview med fire danskere.

Liberalisering og globalisering

Under den tolv dage lange krig i starten af 1994 udtalte du: "Det her er ikke blot om Chiapas; det er om NAFTA og hele Salinas' neoliberale projekt". Ser I stadig neoliberalismen og globaliseringen som den væsenligste årsag til de sociale problemer?

- Vi er vidner til en økonomisk globalisering på verdensplan. I alle lande, men konkret i Mexico, bevirker denne proces, at en del af landet stræber efter og har mulighed for at blive en del af den første verden, d.v.s. indgå frit i det globale marked og skabe handelsrelationer med Nordamerika, Europa og Asien, som i dag hører til de mest økonomisk udviklede i verden. Men denne økonomiske model medfører også, at den anden del af befolkningen må betale en høj social pris, fordi de har opretholdt deres levevis ved hjælp af sociale programmer: social forsorg, bolig-, uddannelse-, fødevare- og sundhedsprogrammer. Programmer, som først og fremmest er holdt gående, økonomisk set, af statens ejerskab over bestemte produktive sektorer, hvor de vigtigste er olie-, el- og transportsektoren. Med slutningen på den kolde krig, som vi kalder "Den tredje Verdenskrig", og åbningen af markederne har det væsentligste kriterium for at lede et land ikke været at løse problemerne blandt befolkningen, men at forvandle hele landet til et supermarked, hvor alt kan købes og sælges. Dette betyder, at den mexicanske stat, som andre stater, er nødt til at skaffe sig af med de virksomheder, den ejer; sætte dem til salg. Produktionskriteriet, som før anerkendte at en virksomhed var rentabel, hvis den producerede et socialt afkast. begynder at ændre sig: virksomhedernes kurs, som altså før var offentlig bestemt, fremkalder på den måde arbejdsløshed. Tanken bag staternes frie handel og globaliseringen er, at den vil forbedre landenes arbejdsmuligheder. Men hvis dette ikke sker og arbejdsløsheden stiger, samtidig med at de sociale programmer bortfalder forværres situationen for en del af befolkningen.

Indianere som 4. klasse

- Generelt har der været en overklasse, en underklasse og en stor middelklasse, so m havde mange fordele og udgjorde en bred skare. Den indbefattede millioner af mexicanere. Neoliberalismens ankom st sammen med den økonomiske globalisering bevirker en krise i den mexicanske model, og middelklassen begynder at svinde ind i to betydninger: deres købekraft og levestandard svækkes, og den del af af befolkningen, som tilhører denne middelklasse, begynder at blive reduceret.

Denne klasse formindskes uden at den herskende klasse, overklassen, vokser. Den klasse der vokser er indianerne i Mexico, som er en klasse for sig, rangerende under underklassen. Indianerne kan ikke engang siges at have en dårlig levestandard. Deres levestandard i Mexico handler udelukkende om overlevelse. Udregningen, som den neoliberale økonomiske model eller den økonomiske globalisering lavede var, at det var muligt at eliminere hele denne del af befolkningen uden brug af bomber og kugler, udtaler Marcos.

- Denne (den neoliberale) produktionsproces vil medføre at indianerne emigrerer til byerne eller forsvinder som en etnisk gruppe. Det er en meget kriminel kulturel opløsningsproces. I Mexico og i andre Latinamerikanske lande udgør denne population en stor procentdel af befolkningen - i Mexico er der ca. ti millioner indianere; 57 forskellige grupper: 57 skikke og 57 forskellige måder at tænke på. Da EZLN kom i regeringens søgelys satte vi fokus på den nationale indianerproblematik; men dette land forsøgte at opnå første-verdensstatus og var derfor i gang med at myrde en del af befolkningen, den del som oprindeligt ejede jord en: nemlig indianerne. Derfor er det grundlæggende i forhandlingerne mellem EZLN og regeringen problematikken vedrørende den indianske befolkning.

Regeringen og dens manglende evne til at løse konflikten

Hvordan ser du det politiske system og dets forsøg på at løse konflikten i Chiapas?

- Den mexicanske stat er ikke andet end en "snavset" stat, der har suspekte interne strukturer, som inkluderer storforbrydere, såsom PRI det regerende partis kandidater og ministre; påpeger Marcos.

- De ser igennem .tingerene med millionærerenes forbrydelser, narkotrafik og korruptionsskandalerne, som resulterer i hierarkier inden for PRI. Alt dette fremprovokerer en magtkamp indenfor regeringseliten. Den kamp som er den fundamentale kamp i Mexico for øjeblikket - den mest blodige og den som provokerer størst ustabilitet - er kampen indenfor regeringspartiet. De forskellige fraktionsgrupper som kæmper om magten, bruger ydre elementer til at presse hinanden. I tilfældet med konflikten i Chiapas, i krigen mod EZLN, kan PRI benytte sig af den fraktion, dén del af magten, som hurtigt løser konflikten med militære midler, hvor hæren avancerer og tilintetgør befolkningen. En anden mulighed er den, hvor man aftaler at løse konflikten hurtigt, men ad politisk vej, hvor hæren lægger våbnene, 91 hvor zapatisterne legaliseres. En tredjemuligheder, hvor regeringen vælger slet ikke at tage stilling til konflikten og dermed heller ikke løser den.

- Min grænse er nået, hvis man fortsat befinder sig i en konflikt, som stiger og falder i intensitet uden at der samtidig træffes aftaler om at stabilisere det politiske system i Mexico; udtaler Marcos

- Som vi ser det, er der ingen af de tre muligheder, hverken den militære løsning, den politiske løsning eller ved at undlade at tage stilling til konflikten, der eliminerer årsagerne [til konflikten]: den ringe livssituation og manglende politiske frihed for den indianske del af befolkningen. I øjeblikket mener vi at det svar der er det dominerende hos regeringen, med hensyn til konflikten, gør at vi stadig må fokusere på muligheden for krig.

Fra guerillabevægelse til politisk bevægelse

Zapatisterne opstod som guerillabevægelse, men ser idag ud til at have bevæget sig i en mere politisk retning i forbindelse med dialogerne med regeringsrepræsentanterne. Hvordan vil I selv beskrive denne forandring?

- Vi står overfor et problem; fordi vi aldrig planlagde, dengang vi opstod, at vi skulle være en etableret politisk magt. EZLN deltog som en væbnet magt fra de indianske samfund for at der kunne blive lyttet til dem og for at de kunne forsvare sig mod de paramilitære grupper, der er opstået i Chiapas. Om EZLN vil ændre kurs i retning mod en politisk bevægelse afhænger af den politiske situation i Mexico og muligheden for at opnå det, som der bedes om fra indiansk side ved fredelige og legale midler.

- Til at beskrive vores situation bruger vi metaforen om sneglehuset; når man står inde i sneglehuset er problemet, hvor man skal gå hen: udad eller indad, og hvor udgangen er. Det bedste ville være, om udgangen hverken var udad eller indad, Der er til stadighed dette problem, denne mangel på definition af EZLN, at man ikke ved, om det fundamentale problem, nemlig indianerproblematikken, løser sig ved at gå udad eller indad; det er det problem, vi illustrerer ved hjælp af sneglehuset. Vi skal diskutere og analysen, hvilke reelle mulighed er vi har for at blive politisk etablerede, eller om vi bør fastholde vores position som væbnede oprørere, indtil konflikten er løst.

Fred, våben og demokrati

Kunne man forestille sig - med den seneste afbrudte forhandling mellem regeringen og EZLN - at situationen ville blive skærpet yderligere?

- Man kan forestille sig to situationer. Den ene er, at regeringen vælger den hurtige militære løsning og dermed øger militariseringen. I en sådan situation vil vi ikke forholde os passive.

- Den anden mulighed er, at samfundene går sammen i desperation p.g.a. manglende resultater i dialogen. I sidstnævntetilfælde vil militæret også svare igen med militære aktioner.

Er det ikke et dilemma på den ene side at tale om fred og demokrati og på den anden side stadig kæmpe med våben i hånd?

- Jo, det er et dilemma. Det demokrati vi ønsker er ikke muligt at skabe med våben. Derfor siger vi heller ikke, at EZLN skaber demokrati. Det er det civile samfunds opgave. Det civile samfund er nødt til at være grundlaget for EZLN. Derfor siger vi også, at det ikke er en klassisk revolution.

Revolution og gamle ideologier

Hvilke historiske tanker har haft indflydelse på skabelsen af EZLN?

- Emiliano Zapatas og Fransisco Villas revolution i Mexico i 1910 har været en stor inspirationskilde. Den ide med ikke kun at etablere en lille guerillabevægelse, men også at opbygge en stor hær, var den samme model Fransisco Villa benyttede sig af i det nordlige Mexico.

Denne model med en hær af bønder. der en del af året er bønder og en anden del af året er soldater, er også den model vi anvender. Samtidig holder vi fast ved en afstand tagen fra magten, ved ikke at kæmpe for at forsøge at overtage den. Vi står fast ved at være en social pressionsgruppe. som også var Emiliano Zapatas fundamentale ide. Da Zapata ankom til Mexico City. tog han ikke magten, men trak sig derimod tilbage igen og overlod det til en anden gruppe at erobre magten. EZLN definerer sin ideologi, sin inspiration i politiske og militære termer, efter dybe historiske rødder.

Efter oprøret i januar 1994 brugte i slagordene "Viva la revolución" ("længe leve revolutionen"), hvorfor bruger I ikke længere disse ord?

- Vi fortsætter med at sige disse ord, men den revolution vi zapatister tænker på, er ikke en traditionel revolution, som går ud på at tage regeringsmagten. Det, vi siger er, at vores revolution ikke er en revolution med det mål at udskifte en politisk gruppe med en anden; men en revolution forstået som en åbning af det civile samfunds muligheder, for folk som ikke er tilknyttet et politisk parti. En åbning for at det civile samfund hermed reelt kan oven age styringen af samfundet.

Det, vi siger er, at en traditionel revolution blot betyder at ledelsen af samfundet fortsætter med at være i hænderne på en politisk retning, den være sig højre-, venstre- eller midterorienteret. En traditionel revolution forårsager ganske enkelt kun et skift af navne, initialer eller regeringsretning, mens det civile samfunds ønsker fortsat bliver negligeret. Vi siger derfor, at den sande revolution består i definitivt at forflytte politikerne, ikke fra regeringen, men fra magtudøvelsen i den forstand at det civile samfund opretholder kontrolinstansen og overvågelsen af dem som regerer. I denne betydning fortsætter vi med at sige: "Viva la revolutión".

Hvilken type magt ønsker I?

- Vi ønsker, at samfundene eller de sociale grupper, det være sig en bydel, en by, et universitet, en fabrik, et indiansk samfund eller et landsby samfund, selv bestemmer administrations- og styreform. Dette skaber en magt, som i EZLNs tilfælde er de organiserede samfund. Indimellem er det en hær med ordet som våben, ikke skydevåben, og hvor det vigtigste er organiseringen, specielt når vi taler om indianerproblematikken. Med ordet kan vi vinde mange krige.

Transformationsprocesser

Det vil sige I tror på en transformation i det civile samfund; altså en såkaldt bottom-up transformation, hvor ændringerne kommer nedefra?

- Ja, vi tror på en nedefra-og-op-proces. Vi tror, som tidligere nævnt. ikke at løsningen består i at have adgang til regeringsposterne og til de af regeringen opstillede mål. Derfor stiller vi ikke op til valgene. Det man skal er at organisere samfundene, ikke kun indianersamfundene eller landområderne, men også bysamfundene. Alle skal organiseres, så de kan tage initiativer i respekt for regeringsformen og forlange at regeringen løser sine problemer. Endelig skal der organiseres med henblik på at samfundet kan leve, og at det kan blive ved med at opnå resultater, opad, opad og opad, indtil man har modificeret de politiske relationer. Derfor er det logiske for EZLN ikke at bestride en offentlig position, men at have befolkningen med sig.

Kan der ikke være problemer i en sådan transformationsproces? Er forskellen mellem de strategier og mål, som de mexicanske bevægelser har, ikke for store til at skabe denne transformationsproces ? Her tænker vi specielt på den nyligt udsprungne guerillagruppe EPR, Ejercito Popular Revolucionario,(Folkets Revolutionære Hær).

- Jo, ikke kun i forbindelse med EPR, men også andre politiske bevægelser, hvis mål er at tage magten, eller som anser magten for at være den eneste vej til forandring. Adskillige sociale og politiske organisationer har utraditionelle mål, f.eks. valg. For EZLN's ved kommende mener vi, at det er OK, at disse organisationer kæmper for magten. Men det vi ønsker, er at kæmpe for at det civile samfund organiserer sig - det virker på længere sigt. For os er det ikke vigtigt, hvem der vinder krigen, de venstreorienterede, de højreorienterede eller midterpartierne. Hvis det lykkes at organisere samfundet, er en hvilken som helst regering nødt til at lade sig påvirke. Vi mener, at løsningen på det civile samfunds problemer ikke skal være et produkt af dem, som træffer afgørelserne, men at det skal være det civile samfunds opgave. Det handler i virkeligheden om to områder, der ikke kolliderer. Vi vil ikke slås med dem om magten; det er bedre, at vi taler internt med det civile samfund.

Den internationale og støtte opmærksom

Hvilken rolle spiller den internationale opmærksomhed og støtte for EZLN?

- Vi er overraskede, vi forventede ikke så stor en respons. Den interesse der har været, for først af få viden om zapatisterne og dernæst følge os på nært hold, har været meget stor. Herved forstår i essensen af EZLN og tager initiativer til at hjælpe og lære samfundene at kende.

Vi forestillede os i begyndelsen, at hvis det gik godt kunne vi opnå en form for national tilstedeværelse. Efter februar 1995, da militæret iværksatte sin store offensiv (red: angrebet på zapatisternes administrative base i Landsbyen Guadelupe Tepayac og fordrivelsen af dens indbyggere) begyndte den store internationale interesse for, hvad der sker i Mexico, hvilket var mere end vi havde håbet på. Vi mener krigen var det hele værd, hvis den har åbnet et vindue ud til verden, der kan kommunikere med en befolkninggruppe, i dette tilfælde den indianske befolkning, om hvordan det er at leve under et diktatur. Et diktatur der ikke formelt præsenterer sig som et sådant.

- Under alle omstændigheder synes vi, at den internationale respons fra alle medierne har været god. De er kommet med åbne sind, ikke forudindtagede og har prøvet at forstå, hvad det er der sker; at billedet er meget komplekst, men at det handler om en social rekonstruktion for den del af befolkningen som er udstødt. Det er akkurat som under apartheidstyret i Sydafrika, bortset fra at det i dette tilfælde ikke er sorte, men indianere, udtaler Marcos.

Figuren og det kulturelle Marcos sammenstød

Du er mestiz og kommer oprindeligt fra universitetsverden. Hvordan vil du beskrive dit møde med de indianske samfund?

- Det var som et sammenstød fra begge sider. Samfundenes reaktion mod en som kommer udefra sker ikke kun på grund af kulturen, men også på grund af hudfarven; den hvide hudfarve repræsenterer hovmod og forbryderiskhed, alt det dårlige var ensbetydende med den hvide hudfarve. For den som kommer fra byen, er det, der er indiansk noget som er kulturelt tilbagestående. Dette bunder i uvidenhed. Derfor er det et specifikt sammenstød og senere en vidensproces og assimilation, hvor indianersamfundene opdager, at man ikke kan genkende hjertet på hudfarven, eller at ens følsomhed ikke er socialt bestemt. I dette tilfælde forstod personen Marcos, at de ikke på nogen måde var kulturelt tilbagestående, men at de blot havde en anden kultur. I mange tilfælde en mere højtstående viden end hos den vestlige kultur. Derfor kom vi frem til, at der er en vidensproces, en måde hvorpå man anerkender og accepterer en forandring hos begge parter. Fra indianersamfundenes side var det en anerkendelse af, at der er en verden udenfor, som ikke behøver at være aggressiv, at vi kan være solidariske brødre. Med hensyn til bysamfundene, og i dette tilfælde personen Marcos, er anerkendelsen af, at han har meget at lære af det, der er udenfor universitetsverdenen, et bevis på kulturel respekt. Indianerproblematikken handler ikke så meget om kunsthåndværk eller fattigdom, men om at indianersamfundene beskyttede sig mod en kulturel tilbage tilbagegang ved at lukke sig for omverdenen. Derfor kender man heller ikke deres kultur. Sammenstødet mellem personen Marcos og indianersamfundene tog en anden form og åbnede et vindue; et vindue for at indianersamfundene kunne se det, der var udenfor, og for at verden udenfor kunne se indianersamfundene. Dette vindue er Marcos.

Hvordan forholder du dig til den store fokusering på figuren Marcos?

- Jeg synes, at det er morsomt for Marcos eksisterer ikke. Han er et slags talsrør for den indianske befolkning overfor medierne. Men han har intet ansigt. Vi kan tale om Marcos som en anden. Personen bag masken kan have den distance.

- Til tider bekymrer det mig dog, fordi man sætter for stor fokus på Marcos og glemmer hvad der ligger bag det hele: indianerspørgsmålet.

Du har nu i mere end I 2 år opholdt dig i Lacandón junglen, savner du ikke bylivet?

- Nej...

- Det man kan se er, at storbyen vi forlod for tolv år siden, og som vi nu ser falde sammen, er meget anderledes. Storbyen er ikke en by, men mange byer med en følelse af individualisme og angst. Angst for andre, angst for din nabo. Folk er meget lukkede og anspændte. Der er få fordele ved et sådan liv. I virkeligheden ser jeg ikke længere noget godt ved byen.

Der bliver tavshed et øjeblik, hvorefter han stille siger: - faktisk savner jeg nogle af de ting jeg holdte af... for eksempel at gå i biografen.

Marcos retter på sin elefanthue og tænder piben, hvorefter han fortæller os om huens symbolik og vigtighed.

- Det er den eneste mulighed jeg har for at være et sexsymbol... hvis jeg smider huen, ville alle sige: hvor er han dog grim!!!. - De andre kammerater bruger huen til at beskytte deres identitet, men i tilfældet Marcos er det for ikke at skuffe kvinderne.

- Efter 1. januar 1994 var det zapatistiske symbol det røde tørklæde. Han viser os det slidte og farveløse tørklæde og siger: - dette er ikke længere rødt; men det er det her tørklæde jeg havde på den 1. januar, da vi indtog San Cristóbal de las Casas. Huen har fået sit eget liv og symboliserer at enhver kan være rebelsk og enhver kan sige: Nu er det nok!! Tidligere var den et symbol for terrorisme, og nu er den et symbol for oprør ... og et sexsymbol. Det sidste tager I ikke med, vel?.

- Jeg tager huen af .... når jeg får lyst til et bad (latter).

Marcos smiler til os og siger afslutningsvis: - Jeg ser ikke personen Marcos om ti år, jeg ser ham ikke leve. Jeg tror at han har opfyldt sin funktion, trækker sig tilbage før eller dør... eller hvilken som helst anden ting, men jeg ser ham ikke om ti år. Jeg ser zapatistsamfundene med en bedre levestandard, men stadig med deres essentielle kultur, uden at have vestliggjort den og meget mere bidragende med deres kultur tiI verden omkring sig.

Tilbage til junglen

45 minutter er gået i selskab med Zapatisternes frontfigur, Marcos. Internationale Røde Kors står klar til at ledsage ham og de 15 andre kommandant er tilbage til de indianske samfund, hvor konklusionerne fra det ugelange møde skal diskuteres: skal dialogen mellem EZLN og regeringen genoptage s, så de reelle fredsforhandlinger kan komme i gang inden kommunal valgene i 1997? Hvordan skal EZLN forholde sig til eksterne og interne krav om bevægelsens ståsted? Som Marcos forklarer det i metaforen om sneglehuset: Hvis man står inde i et sneglehus, hvor bør man så bevæge sig hen? Mod det indre eller det ydre? Det lader til at EZLN's dilemma i øjeblikket er, om de skal brede sig ud og berøre flere områder med fare for at miste kontakten med deres base - den indianske befolkning, eller om de skal trække sig ind og fastholde at hovedspørgsmålet er den indianske problematik og måske miste den nationale og internation ale vinkel, som de gennem de sidste 2-3 år har opbygget.

Forhandlingerne mellem EZLN og regeringen er fortsat aflyst så længe de to parter er uenige om grundlaget for fredsforhandlingerne og EZLN's krav om juridiske ændringer af 6 artikler i den mexicanske konstitution. Det seneste møde mellem regeringsrepræsentanterne og EZLN d. 11. januar i år indikerer, at Zapatisterne er gået ind i sit 3. leveår med en uvished om optagelsen af reelle fredsforhandlinger og forandringer af levevilkårene hos den indianske befolkning.

Men som de siger "Zapata vive - la lucha sigue" (Zapata lever - kampen fortsætter).