En oprørsbølge ramte Mellemøsten

Oprørene har ikke kun fjernet Tunesiens og Egyptens statsover-hoveder fra magten, men også demonteret en række myter om Mellemøsten, f.eks. myten om befolkningernes manglende vilje til demokrati og myten om klassekampens død. Analyse af oprørene i Egypten og Tunesien.

Internationalt Forums Mellemøstgruppe

Bouazizi tændte gnisten

Gnisten som satte gang i oprørene var den unge tuneser Mohammad Bouazizi. Han var studerende, men måtte arbejde for at forsørge familien. Han solgte frugt og grønt, men havde ikke råd til at købe licens til sin forretning. Da han gang på gang blev ydmyget af myndighederne, satte han den 17. december ild til sig selv.

Tusindvis af unge gik de følgende dage i demonstration overalt i Tunesien, og fagforeninger, kvindegrupper, advokat- og menneskerettighedskomiteer fulgte med. Efter få dages oprør var den forhadte og korrupte præsident Ben Ali smidt på porten.

Bouazizi blev oprørernes martyr. Millionvis af unge i Mellemøsten kunne identificere sig med ham. Og snart var oprør i gang i nabolandene Egypten, Algeriet, Libyen, Jordan, Yemen og Bahrain.

Mange har brugt betegnelsen ’den arabiske revolution’ og talt om en domino-effekt, der alene tilskrives det faktum, at der er tale om arabisk lande.

De arabiske lande har mange ting til fælles: sprog, geografiske grænser, en fælles koloni-historie, antikoloniale kampe mod fransk og britisk kolonialisme og despotiske regimer. I perioder har en stærk arabisk nationalisme kaldet panarabisme, hvis ideologiske mål er et forenet Storarabien, også været et fælles træk. Der er ingen tvivl om at disse faktorer har medvirket til, at oprørene så hurtigt bredte sig. Men de arabiske lande er ikke ens, og forskellige udfald kan forventes af de forskellige landes oprør. De arabiske befolkninger lever i en internationaliseret verden, hvor de er underlagt kapitalens herredømme, på linje med ikke-arabiske lande. Derfor kan man ikke udelukke at oprørene vil sprede sig til resten af Mellemøsten og til hele verden.

Vreden og kampen er ikke ny

Egypten, Tunesien og de (fleste) andre arabiske lande fik op gennem 1990’erne påtvunget den neoliberale politik af USA og EU. Det var den USA-styrede internationale valutafond IMF, der i 1991 lagde grunden til dagens fattigdom i Egypten, hvor man gennemtvang en række strukturtilpasningsprogrammer som resulterede i privatisering af offentlige virksomheder, fyring af arbejderne og hævelse af fødevarepriserne. Det vurderes, at 40% af Egyptens befolkning lever under fattigdomsgrænsen. Egypten er igen ved at blive et såkaldt 2% samfund, som det var under Kong Farouk (regerede fra 1936-1952). Her ejede 2% af landets befolkning 98% af landets værdier.

Den voksende fattigdom og overklassens tilraning af USA-dollar og privatiserings-milliarder har bidraget kraftigt til at udløse oprørene. Men også USA’s krig mod Irak og Israels massakrer i Gaza har spillet en rolle for politiseringen af (især) de unge og har fremprovokeret stærke anti-vestlige holdninger.

I Egypten er fagforeningerne underlagt statskontrol, alligevel er der stor tradition for arbejdskampe. Præsident Nasser sørgede i 1950’erne for at lægge fagforeningerne ind under statens kontrol. I Egypten har der de sidste tre år fundet omkring 3.000 demonstrationer og strejker sted, vendt mod korruption, undertrykkelse og dårlige lønninger. I 2008 gennemførte arbejderklassen omfattende strejker i byen Mahalla som udvikledes til en regulær opstand mod regimet. Mahalla ligger i Nildeltaet og er centrum for den største koncentration af arbejdere i Mellemøsten. Opstanden i 2008 resulterede i oprettelse af de eneste to uafhængige fagforeninger i mere end 40 år. Der er boligskatteopkrævernes og sundhedsarbejdernes fagforening, der tilsammen har omkring 70.000 medlemmer. Til strejkebevægelsen knyttede sig en række folkelige organisationer, der siden har arbejdet for at udvide fokus fra det økonomiske lokale niveau til nationalt politisk niveau.

En af disse bevægelser var ”6. april bevægelsen” som i 2008 opfordrede til civil ulydighed, og som den 25. januar i år stod bag indkaldelsen til ”vredens dag”. Denne bevægelse kom til at spille en hovedrolle i forhold til organiseringen af demonstrationerne på Tahrir-pladsen i Cairo.

Sekulære unge, og ikke islamister, stod bag oprørene

Fra USA’s og EU’s side har man søgt at skabe indtryk af at i Mellemøsten findes kun to alternativer: sekulært despoti og islamisk styre. Det er gjort for at legitimere støtten til de arabiske diktaturer. I starten vlev oprørerne derfor fremstillet som islamister. Men det stod hurtigt klart, at det store flertal af demonstranter var sekulære, veluddannede unge der har mere tilfælles med unge i resten af verden end med konservative muslimer.

Det var de unge fra ”6. april bevægelsen” og” We are All Khaled Said” (se faktaboks) der startede demonstrationerne. Men meget snart inddroges brede dele af befolkningen, herunder arbejderbevægelsen, små kommunist- og socialistparter, liberalistiske partier, islamistiske organisationer og kvindegrupper.

Der er ingen tvivl om, at det var de egyptiske arbejderes hurtige involvering i oprøret, der var med til at vælte Mubarak. Olieindustrien, transportsektoren, tekstil og turist-industrien strejkede både før og efter Mubaraks afgang. Hvis disse strejker havde udviklet sig til langvarige generalstrejker, var hele regimets eksistens blevet udfordret. I tæt samarbejde mellem USA og det egyptiske militær blev det besluttet at køre en fredelig linje fra militærets side og indkapsle oprøret i stedet for at risikere fortsat radikalisering. Det er forklaringen på det egyptiske militærs relativt ”civiliserede” optræden under demonstrationerne. Resultatet blev, atdet egyptiske militær som kom til at lede overgangsfasen frem mod valg og reformer i efteråret.

Men militæret er en utroværdig allieret. Militærets ledelse har ingen interesse i at indføre demokrati og fjerne korruptionen. Militæret har siden Sadat-perioden spillet en økonomisk hovedrolle i landet. Militæret ejer jord, industrivirksomheder og boligkomplekser og har skattefordele, gratis lægehjælp og privatklubber og militæret er en tæt samarbejdspartner med USA, der forsyner egyptisk militær med milliarder af dollars hvert år og leverer våben og militærtræning.

Kampen er kun lige begyndt

Man kan slå fast at der ikke var tale om en arbejderstrejke med en leninistisk avantgarde, som i klassiske revolutioner. Socialismen var endnu ikke på dagsordenen. Kravene handlede om social retfærdighed og borgerlige politiske rettigheder - ytrings-, organisations-og forsamlingsfrihed. Det er sandsynligt at fremtiden vil gøre det klart for dele af bevægelsen at dens krav ikke kan opfyldes inden for det nuværende samfunds rammer. At antikapitalistisk og antiimperialistisk kamp vil være den nødvendige udfordring.

Det er naturligvis en sejr at massebevægelserne tvang Zine Al Abidine Ben Ali og Hosni Mubarak fra magten. Men det er endnu ikke lykkedes at sætte regimerne fra magten. De løse netværk af unge, som udgjorde spydspidsen i massebevægelserne, er nu i gang med at danne er række organisationer. Det er afgørende i hvilket omfang det lykkes at fastholde mobiliseringen, i hvilket omfang arbejderklassen får indflydelse på kampen, hvilken rolle islamisterne i Det Muslimske Broderskab kommer til at spille, og hvordan ungdomsbevægelsen organiserer sig politisk.

Kilder:

E. Holemast: Ørkenvinden kan tage mange retninger, Bladet Kommunistisk Politik, februar 2011

Hicham Safieddine: Jetfly over Tahrir-pladsen, Solidaritet nr. 1, februar 2011

Socialist Project: Egypt and Tunisia Revolts, www.socialistproject.ca/inthenews/hottopics.php?t…

Faktaboks: De unges bevægelser 

6. april bevægelsen: Blev dannet i forbindelse med Mahalla-strejken 2008 og ledes af Ahmad Maher og Ahmed Saleh 

We are all Khaled Said: blev dannet af Wael Ghonin i protest mod at den unge egypter Khaled Said blev banket ihjel af to politibetjente. Khaled Said havde lagt en video ud på youtube hvor de to betjente delte et narkobytte mellem sig. Derfor slog de ham ihjel.

KVINDERNE I FRONT PÅ TAHRIR-PLADSEN 

Kvinder i frontKvinderne var en aktiv del af oprørene i både Tunesien og Egypten. I Tunesien har der i årtier været tradition for at kvinderne organiserer sig og deltager synligt i samfundsdebatten. I Egypten er det første gang kvinderne har været så synligt og aktivt til stede i en oprørsbevægelse. De var forrest i kampen mod Mubarak, de fungerede som sikkerhedsvagter, læger og som en del af de mange folkekomiteer, der under demonstrationerne stod for oprydning, sikkerhed, mediekontakt og planlægning. Der var tale om kvinder fra alle samfundslag: bondekvinder, intellektuelle, rige og fattige, husmødre fra middelklassen og karrierekvinder - kvinder med og uden tørklæder, højreorienterede og venstreorienterede.

Det er en myte at alle arabiske kvinder er hjemmegående, uvidende og ufri. I Egypten er mange kvinder lønarbejdere - de fleste med dårlige jobs som rengøringshjælp, gadesælgere eller jobs inden for fødevarer, tekstil eller sundhed. Kvindebevægelsen i Egypten er ikke ny. Huda Shaarawi, der i starten af 1900-tallet brød ud af sit ægteskab og tog sløret af, grundlagde i 1923 Den Egyptiske Kvindeunion. Hun var Egyptens første kendte feminist og blev forbillede for mange egyptiske kvinder.

— Læs mere på: www.autonominfoservice.net

Bud på tre muligheder for den fremtidige udvikling i Egypten og Tunesien:

Folkemagtens strategi: Mobiliseringen fortsætter, arbejderne, studenterne og kvinderne styrker de folkelige organisationer, der gennemføres landsomfattende strejker og aktioner, det gamle statsapparat brydes ned, og en demokratisk folkemagt bygges op. 

Den islamiske strategi: Islamiske bevægelser vinder frem med støtte i de fattige ude på landet og dele af det gamle statsbureaukrati. Det Muslimske Broderskab er den stærkeste islamiske bevægelse i Egypten og har ingen planer om at udfordre regimet eller kapitalismen. Broderskabet har tidligere under præsident Sadat støttet regimet i kampen mod den venstreorienterede opposition. 

Imperialismens strategi: Den gamle kompradorklasse (= borgerskabet i 3. verdenslande, som samarbejder underdanigt med imperialismen) pynter på facaden, udskifter ”de onde” fra det gamle regime, appellerer til de unge og småborgerskabet som er vrede over nepotismen og korruptionen. Det gamle regime bliver videreført i en ’moderniseret’ udgave, og der indføres reformer der ikke truer regimets relationer til den vestlige imperialisme.