En lugt af kup

Af Conn Hallinan

Det minder mest af alt om forberedelserne til et kup, når USA forsøger at sætte en kæp i hjulet for Venezuelas præsident Hugo Chavez’ fattigdomsbekæmpelse i det forarmede sydamerikanske land.

Der er lugt af kup i luften i Venezuela i disse dage. Den minder om lugten i Iran lige før det USA-støttede 1953-kup væltede Mossedeah-regeringen og indsatte shah-regimet. Eller om militærets magtovertagelse i Sydvietnam i 1963. Men måske allermest om starten af september 1973, lige før kuppet i Chile, der blev begyndelsen på 20 blodige og mørke år.

I slutningen af 2001 holdt Pentagon, NSA (National Security Agency) og det amerikanske udenrigsministerium et todages møde om USA’s politik over for Venezuela. Lignende møder fandt sted i 1953, i 1963 og i 1973, ligesom det var tilfældet før kuppene i Guatemala, Brasilien og Argentina. Det burde give den venezuelanske præsident Hugo Chavez og hans koalition, som kom til magten i 1998, kuldegysninger.

Krav til Chavez

Den umiddelbare årsag til mødet mellem de udenrigs- og sikkerhedspolitiske myndigheder var en udtalelse, som præsident Chavez kom med efter angrebet på World Trade Center og Pentagon i september sidste år. Samtidig med at Chavez skarpt fordømte angrebet, satte han spørgsmålstegn ved bombningen af Afghanistan. Han kaldte det "at bekæmpe terrorisme med terrorisme". Som svar trak Bush-administrationen midlertidigt den amerikanske ambassadør tilbage fra Venezuela og indkaldte til det omtalte møde.

På mødet blev det besluttet, at Venezuela ubetinget måtte fordømme terrorisme - det vil sige enhver, som Bush-administrationen opfatter som terrorist. Da dette inkluderer både Cuba, som Venezuela har vigtige handelsforbindelser til, og oprørsgrupper i nabolandet Colombia, som Chavez har sympati for, var fremsættelsen af dette krav en direkte udfordring af Chavez.

Dråben der fik bægeret til at flyde over, var muligvis udtalelserne efter 11. September, men de mørke skyer der samles over Venezuela har mere at gøre med grundlæggende emner som olie, jord og magt, end med aktuelle spørgsmål som terrorisme.

Olierevolution

Chavez-regeringen forsøger for tiden at ændre den 60 år gamle aftale med udenlandske olieselskaber, der kun pålægger dem én procent i patentafgifter og dermed sikrer dem store skattefritagelser. Venezuela har en oliereserve på i hvert fald 77 milliarder tønder og er USA’s tredjestørste olieleverandør. Oliekilderne giver desuden et større afkast til de amerikanske selskaber Phillips Petroleum og ExxonMobil. Hvis den nye lov vedtages, vil disse selskaber skulle af med en større del af kagen til staten - og Venezuela må siges at have et stort behov for en større del af kagen. På trods af at oliekilderne årligt giver et afkast på 30 milliarder dollars, er 80 % af venezuelanerne i følge regeringsstatistikker fattige og halvdelen af disse er underernærede. De fleste der bor på landet har ikke adgang til jord og er nødt til at arbejde for andre, fordi 2 % af befolkningen ejer 60 % af jorden.

Pressen svigter

Den dybe kløft mellem en lille gruppe rige og masser af besiddelsesløse venezuelanere er ikke noget, der bliver talt meget om i de internationale medier. Her fokuserer man mest på Præsident Chavez’ lange taler til befolkningen og uroen blandt byernes over- og middelklasse. Internationale medier dækkede således "strejken" den 10. december, der var indkaldt af arbejdsgiverne og dele af den traditionelle fagbevægelse i protest mod en række økonomiske love og forslag om en jordreform. Men medierne skriver ikke om det faktum, at Chavez-regeringen har reduceret inflationen fra 40 til 12 %, skabt økonomisk vækst på 4 % , givet en million flere børn adgang til skolegang, firedoblet udgifterne til sundhedssystemet og overgivet jord til jordløse bønder. Vel at mærke uden at bede om hjælp fra IMF eller Verdensbanken.

Grønt lys for kup

Men Chavez’ bekæmpelse af fattigdommen registreres ikke på Washingtons radarskærm i disse dage. I stedet er amerikanske udviklingslån blevet frosset inde, og udenrigsministeriets Latinamerika-ekspert, Peter Romero, har beskyldt Chavez-regeringen for at støtte terrorisme i Colombia, Bolivia og Ecuador. Det minder mest af alt om en krigserklæring, og er i særdeleshed et grønt lys til enhver anti-Chavez-gruppe, der overvejer militærkup. Den amerikanske fjendtlighed overfor Venezuelas forsøg på at gøre noget ved landets underudvikling er med til at placere landet på en sydamerikansk ustabilitetsakse, der løber fra Caracas i nord til Buenos Aires i syd, og som også inkluderer Colombia, Ecuador, Bolivia og Peru. Fejlslagne neoliberale politikker blandet med korruption og autoritært styre har gjort regionen til en boblende kedel, som den seneste udvikling i Argentina demonstrerer. Og Bush-administrationen hælder benzin på bålet.

Artiklen er sakset fra San Fransico Examiner

Arbejdsgivere i strejke

I Venezuela er tingene for tiden vendt på hovedet. Regeringen i Caracas, som ellers altid før har beskyttet et lille mindretals interesser, er nu efter valget af Hugo Chavez i gang med grundlæggende samfundsreformer for at skabe større social retfærdighed. Dette har fået de tidligere magthavere og deres allierede op på barrikaderne. Oppositionen mod Chavez-regeringen udgøres dels af de to traditionelle partier, der i 50 år deltes om magten indtil jordskredsvalget i 1998, dels af storkapitalen og godsejerne som samtidig er ejere af de største massemedier. Denne alliance har i løbet af de seneste år sat gang i en politisk kampagne mod Chavez’ populære regering. I medierne angribes Chavez for fejl og mangler, mens resultaterne af regeringens politiske reformer slet ikke omtales. Den foreløbige kulmination på oppositionens kampagne var en landsdækkende generalstrejke den 10. december i protest mod en lovpakke, der blandet andet indeholdt skridt imod en jordreform. Det atypiske ved denne strejke var, at den var indkaldt af arbejdsgiverne (den blev dog også støttet af den traditionelle fagbevægelse som er knyttet til den gamle magtelite). Det lykkedes de strejkende at lamme landet og råbe de internationale medier op. Dette var der flere grunde til. For det første har de største massemediers ensidige opbakning til strejken haft sin effekt på den lavtuddannede venezuelanske befolkning. For det andet så mange arbejdere det som mulighed for en gratis fridag, da arbejdsgiverne lukkede deres fabrikker og kontorer. For det tredje blev de arbejdere, som nægtede at deltage i strejken, i mange tilfælde truet med fyring, hvilket også blev resultatet for en del.

Det lykkedes dog ikke oppositionen at stoppe den progressive lovpakke og på trods af protetskampagnen, viser meningsmålinger stadig, at flertallet af venezuelanere støtter Chavez-regeringen.