En kolos på lerfødder

Der er få udsigter til sociale forandringer for de kinesiske arbejdere, der mærker konsekvenserne af Kinas voldsomme vækst. En lurende krise er måske den eneste åbning for en slagen arbejderklasse med et repressivt et-partistyre i total kontrol, vurderer Au Loong-Yu fra Hong Kong-baserede Globalization Monitor, der i en årrække har sat fokus på globaliseringens negative konsekvenser for de kinesiske arbejdere.

Af Søren Henriksen

”Vi startede Globalization Monitor i 1999 umiddelbart efter Asien-krisen. Vi startede ud som et blad og vi forventede ikke nogen succes. Vi havde forsøgt mange gange i halvfemserne, men uden succes. Men denne gang var anderledes og vi fik hurtigt positiv respons,” fortæller Au Loong-Yu, der beskriver Asien-krisen i 1997 som et form for starting point for mange i den sociale bevægelse, hvor det liberale arguments mere end tyveårige dominans blev brudt en smule. ”I 2002-03 blev vi enige om, at der skulle ske noget nyt. Der var stigende genhør for vores argumenter i Hong Kong, men vi mener, det er vigtigere at rette fokus mod Kina, da det er Kina, der er afgørende. Ikke bare ud fra et asiatisk perspektiv, men også fra et globalt perspektiv. Kina er en global spiller – en grum global spiller.”

”Vi diskuterede hvordan, og begyndte med at have en af vores kammerater til at arbejde i Kina med at starte et labour service center,” fortæller Au Loong-Yu. Det er ikke muligt at organisere i Kina på grund af systemets altomfattende kontrol, i stedet tilbyder Globalization Monitor retslig hjælp og rådgivning til de kinesiske arbejdere. ”Det bliver tolereret så længe, du ikke går for langt,” forklarer Au Loong-Yu.

I 2004 rejste Globalization Monitor Gold Peak-sagen. Gold Peak er en batterifabrikant der har kadmium-forgiftning af flere hundrede arbejdere på samvittigheden. Sagen illustrerer sammenfaldet mellem virksomhedernes og myndighedernes interesser. De lokale myndigheder har oprettet en lokal task force, der skal få de protesterende arbejdere på bedre tanker. Opbakningen fra myndighedernes side har betydet, at Gold Peak har kunne forholde sig fuldstændig arrogant til arbejdernes krav om fair kompensation, selv efter Globalization Monitor startede en international støtte kampagne.

En ny arbejderklasse 

Kinas arbejderklasse har gennemgået en omfattende omstrukturering. Arbejderklassen består i dag af to sektioner. En gammel og en ny, forklarer Au Loong-Yu: ”Den gamle er hovedsageligt beskæftiget i statssektorerne. Før i tiden var der mere end 100 mio. statsarbejdere – i dag er der kun 60 mio. De statsejede selskaber er blevet profitorienterede og 30-40 mio. mennesker er blevet fyret, for at sikre de statsejede selskabers overlevelse i mødet med de udenlandske selskaber”.

De private virksomheder har forvandlet Kina til en stor eksportproduktionszone og samlebånd for resten af verden. Det har bragt 120-150 mio. migrantarbejdere fra landet ind i byerne til arbejde i eksportindustrien. ”Det er den nye arbejderklasse,” forklarer Au Loong-Yu og fortsætter: ”Arbejdsvilkårene er så inhumane, at det er en total gentagelse af, hvad vi havde i 1800-tallets britiske fabrikker. Arbejde 14 eller 15 timer i døgnet – kan du forestille dig det?” Som et eksempel på de inhumane vilkår, nævner Au Loong-Yu et af de krav, der blev rejst i en strejke blandt migrantarbejdere. Arbejderne krævede, at arbejdspladsledelsen stoppede de fysiske afstraffelser.

Der er mange spontane strejker blandt migrantarbejderne, men ingen selvstændige organiseringer uden for de officielle fagforeninger, der ifølge Au Loong-Yu blot fungerer som styrets forlængede arm og ikke repræsenterer arbejderne. ”Selvom migrantarbejderne er unge, har de færreste af dem prøvet at arbejde på landet. Så de er ikke bønder og har ingen fælles identitet overhovedet. De er ret individualistiske i deres indstilling og har ingen ide om organisering,” fortæller Au Loong-Yu og fortsætter: ”Men det er ikke den eneste grund. Der er også en ekstern årsag. Der er altid enkelte arbejdere, der ønsker organisering – uanset hvor få arbejdere der er. Hvis man nyder friheden til at organisere sig og ytringsfrihed vil disse enkelte arbejdere gå forrest og danne organisationer før eller senere. Men under et-parti regimet er dette umuligt. Repressionen er for voldsom. De kinesiske myndigheder kan give mange indrømmelser til de store koncerner eller WTO, men de vil under ingen omstændigheder tillade tegn på selvorganisering”.

Socialt apartheid 

Det kinesiske system med registrering af husholdningerne er at sammenligne med apartheid, mener Au Loong-Yu. Befolkningen deles ind i landhusholdninger og byhusholdninger. Tidligere blev landbefolkningen nægtet adgang til byerne, men i dag er der brug for dem som arbejdskraft til eksportsproduktionszonerne. Det betyder dog på ingen måde, at de er velkomne. De har ikke mulighed for at slå sig ned, og deres børn er ikke berettigede til offentlig undervisning i byerne. Migrantarbejdernes fremtidsudsigter er således altid kortsigtede. ”Så længe de ikke har retten til at være permanente beboere, vil de ikke organisere sig. For hvad er formålet, når man ved man skal tilbage?” spørger Au Loong-Yu

”Det er derfor at den statsstyrede kapitalistiske vækst er så succesfuld, og der hverken er nogen arbejderbevægelse eller nogle sociale bevægelser, der udfordrer de neoliberale reformer fra neden. Det er fordi arbejderklasse-situationen er så slem og fordi den gamle arbejderklasse er blevet slået. De nye arbejdere er ikke i stand til at tage udfordringen op. Og når man ser bort fra arbejderklassen, hvem skulle så tage udfordringen op. Hvem har styrken?,” spørger Au Loong-Yu. Et-parti-regimets altomfattende kontrol og regulering af det kinesiske samfund er således en af de væsentligste årsager til, at social forandring har ringe udsigter i Kina.

Krisens potentiale 

Au Loong-Yu har ikke stor tiltro til Kinas officielle økonomiske tal, som af flere beskyldes for at være manipulerede. Og det er måske her, i Kinas kraftigt opskruede økonomi, at der findes en åbning. ”Vi er mere og mere ved at nå et nyt niveau for den kapitalistiske udvikling, hvor en krise rykker nærmere. Jeg tror hverken miljøet eller de menneskelige ressourcer kan holde til det. For fem år siden hed det sig, at vi havde ubegrænset udbud af arbejdskraft, men i dag begynder vi at opleve mangel på arbejdskraft. Det bliver sværere og sværere at hyre folk. Lønnen er så lav, at det næsten er meningsløst at blive migrantarbejder i byerne. Udviklingen generelt beror på stor gæld og vi oplever i disse år en kæmpemæssig aktieboble, hvor firmaernes værdi bliver kraftigt overvurderet. Ingen ved, hvornår boblen brister eller hvor stor gælden i virkeligheden er. Det eneste vi ved, er at de tal, man hører fra myndighederne er groft manipulerede."

"I denne situation må en ny bølge af arbejdermodstand vente til krisen udvikler sig og bureaukratiet taber kontrollen,” argumenterer Au Loong-Yu og uddyber med et eksempel: ”I en social krise ved den herskende klasse ikke altid, hvordan den skal agere. Indonesien er et godt eksempel. I mange år blev de indonesiske bevægelser holdt effektivt nede, men Asien-krisen satte en stopper for det. Det er, hvad vi må håbe på”.

Au Loong-Yu besøgte København i maj for at deltage i konferencen ”Globale rettigheder - ikke global konkurrence” arrangeret af Enhedslisten. Besøg Globalization Monitor