En frihedskæmper er død

George Habash tegnede om nogen den palæstinensiske befrielseskamp og rangerede i palæstinensernes øjne på linje med ’den anden store’, Yassir Arafat. De to førte mange indædte kampe om linjen i den palæstinensiske befrielseskamp, da de repræsenterede forskellige klassers interesser; Arafats Fatah det arabiske borgerskab og George Habash’ PFLP de fattige i flygtningelejrene, arbejderne og bønderne. Dem, der - med Habash’ ord - har alt at vinde og intet at tabe ved den palæstinensiske revolution. Habash var imod enhver fredsforhandling med den zionistiske besættelsesmagt og satte i protest mod Oslo-aftalen ikke foden på Vestbredden efter 1993.

Af Irene Clausen

Lørdag den 26. januar 2008 ved aftenstide døde George Habash, der gennem en menneskealder var PFLP’s generalsekretær, på et hospital i Jordans hovedstad Amman af et hjerteslag. Få minutter senere tikkede nyheden ind på mobiltelefoner hos palæstinensere verden over: Al Hakim er gået bort. Al Hakim var Habash’ nom de guerre (krigsnavn) og betyder ’Den kloge’.

”De har dræbt vores folk, de har drevet os væk fra vores hjem, by og land. På vejen fra Lydda til Ramallah har jeg set børn, unge og gamle ligge og dø. Hvad kan man så gøre andet end at blive revolutionær og kæmpe for den palæstinensiske sag?” (George Habash).

George Habash var 22 år og studerende da højtalervognene fra den zionistiske terrorgruppe Haganah i 1948 kørte ind i hans fødeby Lydda (i dag Lod i Israel), hvor de 10.000 indbyggere kun fik kort varsel til at forlade byen. Scenerne fra fordrivelsen blev aldrig glemt: Mennesker der blev skudt i gaderne, andre der skrækslagne og i hast pakkede deres ting og begav sig af sted. På vandringen mod et liv i flygtningelejre, men i den faste overbevisning af, at de snart ville vende tilbage.

Men de fik aldrig lov til at vende tilbage. I stedet blev staten Israel oprettet på palæstinensisk jord den 15. maj 1948, af palæstinenserne kaldet Al Naqba (katastrofen). Kravet om flygtninges ret til at vende tilbage - Al Audah - blev en ledetråd for George Habash og for det PFLP han i 1967 var med til at danne.

George Habash’ vej til PFLP

George Habash tog til Beirut og begyndte at studere medicin ved Det Amerikanske Universitet hvorfra han i 1951 blev kandidat. Han arbejdede nogle år som børnelæge i flygtningelejrene. Det er i høj grad erfaringerne fra livet i flygtningelejrene, der gav Habash indsigt i palæstinenseres liv og problemer og blev afgørende for hans senere politiske analyser og politikudvikling.

Habash var i 1953 med til at danne ANM (the Arab Nationalist Movement), inspireret af Nassers arabiske nationalisme og andre panarabiske doktriner.

De arabiske landes nederlag til Israel i junikrigen i 1967 blev en øjenåbner for Habash og andre revolutionære, der indså at man ikke kunne overlade det til de arabiske regimer at befri Palæstina. Samtidig indså de, inspireret af især Algier-krigen, at guerillakampen var eneste effektive metode til bekæmpelse af den zionistiske fjende, hvilket førte til opblomstringen af en række palæstinensiske guerillagrupper. PFLP - Folkefronten til Palæstinas Befrielse - blev dannet ved en sammenlægning af flere palæstinensiske grupper den 11. december 1967 med George Habash som generalsekretær. En post han besad indtil frontens 6. kongres i 2000, hvor han trak sig på grund af helbredsproblemer.

Strategien for PFLP blev lagt i 1969 og er stadigvæk gældende: En demokratisk sekulær stat for alle, uanset nationalitet og religion.

Flykapringer og Sorte September

Kort efter nederlaget i 1967 begyndte planlægningen af de flykapringer, der med ét satte palæstinensernes sag på den internationale dagsorden. I alt gennemførte PFLP fire succesfulde flykapringer og ét mislykket forsøg, i alle tilfælde med løsladelse af gidslerne, og i flere tilfælde med afbrænding af de kaprede imperialist-fly i ’revolutionslufthavnen’ i en ørkenby i Jordan.

De fire flykapringer PFLP gennemførte, gav Jordans kong Hussein et længe savnet påskud til at slå hårdt til mod de palæstinensiske guerillagrupper, som han frygtede ville overtage magten i landet. En grusom massakre mod palæstinenserne blev gennemført i Jordan i 1970, kaldet Sorte September. Den tvang PFLP og de andre guerillagrupper til at flytte hovedkvarteret til Libanon.

Formålet med flykapringerne havde, udover at skabe international opmærksomhed, været dels at hævne sig på de imperialistiske regimer, der støttede Israel, dels kræve løsladelse af palæstinensiske fanger. Men flykapringerne fremkaldte store og voldsomme debatter internt i PFLP, nogle var for deres fortsættelse, andre mente de skulle stoppes, fordi de ’stred mod den videnskabelig socialismes principper’.

På en kongres i november 1970 besluttede PFLP at stoppe flykapringerne, men dette nægtede George Habash at sige til medierne. Først fra 1972 fortalte han udadtil at PFLP var færdig med flykapringerne.

Afvisningsfronten

I 1974 vedtog PNC (The Palestinian National Council – PLO’s øverste organ) en resolution, der efter PFLP’s mening åbnede op for en to-statsløsning, og dermed en anerkendelse af staten Israel. Som konsekvens heraf forlod PFLP for en tid PLO’s ledende organer og dannede ’afvisningsfronten’, sammen med bl.a. DFLP og PFLP-General Command. Først efter Egyptens katastrofale Camp David fredsaftale med Israel i 1978 normaliseredes forholdet mellem PFLP og PLO igen.

I 1982 blev PLO fordrevet fra Libanon og flyttede sit hovedkvarter til Tunis, mens PFLP slog lejr i Syriens hovedstad Damaskus.

I 1990 fik Habash et hjerteanfald og blev nødt til at sætte det politiske tempo ned. Efter at have boet en årrække i Damaskus flyttede Habash i 1992 til Amman hvor han levede de sidste år af sit liv.

Svær balancegang efter Oslo-aftalen

Efter Oslo-aftalen i 1993 brød Habash og PFLP totalt med Arafat og PLO, og anklagede dem for at sælge ud af den palæstinensiske revolution. PFLP mente at Oslo-aftalen kun gavnede fjenden og var med til at svække den palæstinensiske modstand. De dannede en slags anti-Oslo kooordinering med udgangspunkt i Damaskus, der omfattede de grupper, der havde været aktive under den første Intifada, herunder også grupper som ikke var med i PLO, eksempelvis Hamas.

George Habash nægtede til det sidste at sætte sin fod på Vestbredden i protest mod Oslo-aftalens såkaldte selvstyre. PFLP boykottede valget i 1994 til selvstyreparlamentet.

Når PFLP deltog i parlamentsvalget i januar 2006, hang det sammen med en vurdering af, at det var vigtigt at være til stede, der hvor kampen mest aktivt foregik, nemlig på Vestbredden og i Gaza (et skridt som fronten er i gang med at evaluere). Samtidig sagde PFLP nej til tilbuddet om at deltage med ministre i Hamas-Fatah regeringen.

En gennemgang af PFLP’s engelsksprogede blad Democratic Palestine gennem den seneste snes år viser, via bladets utallige interview med Habash, en PFLP-leder med en usædvanlig kampvilje og analytisk klarhed, der baserer sig på den videnskabelige socialisme. Gang på gang slår Habash fast, at de virkelige fjender er imperialismen, zionismen og den arabiske reaktion. Og at den palæstinensiske befrielseskamp er en del af den arabiske og internationale befrielseskamp.

På trods af en klar svækkelse af PFLP i takt med venstrefløjens generelle svækkelse efter Sovjets sammenbrud, nyliberalismens sejrrige gang på jorden, islamisternes fremgang på bekostning af socialisterne, 11.september og USA’s og EU’s terrorstempling, så står PFLP stadig stærkt hos palæstinenserne, især på gaderne og i flygtningelejrene. Det samme gjorde George Habash.

Alle palæstinensere verden over kendte ham, og alle dem jeg har spurgt her i Danmark svarer, uanset politisk tilhørsforhold, at ”Habash, han var god og stod fast”. George Habash levede og døde som palæstinensisk frihedskæmper.

Irene Clausen er aktiv i Internationalt Forums Mellemøstgruppe

Kilder: 

Green March – Black September, The story of the Palestinian Arabs, John K. Colley, Frank Cass, London, 1973 

Democratic Palestine (1982 - 2007) 
www.pflp.ps