En blodig historie

AF: PELLE DRAGSTED

1822 blev Colombia uafhængig af Den spanske Krone, efter en lang og blodig befrielseskrig ledet af uafhængighedsgeneralen Simon Bolívar. Landet som kaldtes "Gran Colombia" bestod på det tidspunkt af de nuværende selvstændige stater Colombia, Venezuela og Ecuador. Bolívar drømte om et forenet selvstændigt Latinamerika med demokrati og social retfærdighed. Hans drømme skulle dog hurtigt blive gjort til skamme. Allerede i løbet af ti år var de befriede områder delt i et antal stater. Hvoraf en af dem blev Colombia, som fik sit navn i 1863.

I Colombia var sidste halvdel af 1800-tallet præget af langvarige krige mellem det liberale og det konservative parti som repræsenterede landets forskellige magteliter. Den største af disse var 1000-dages krigen fra 1899-1903.

I 1903 blev Co lombia og USA uenige om opførslen af den nye Panamakanal. USA satte en løsrivelse i scene og dannede det, der i dag er Panama.

Efter vedtagelsen af en ny grundlov var der i en 50-årig periode fred mellem de to partier. Undertrykkelsen af den socialistiske bevægelse og fagbevægelse var imidlertid en af de mest brutale i Latinamerika. Læsere af nobelprismodtageren García Marquez "100 års ensomhed" vil huske skildringen af massakren på over 3000 strejkende bananarbejdere i Cíenega i 1928.

To-Partisystemet

I 1948 udbryder der igen krig mellem det liberale og det konservative parti. Krigen udløses af mordet på den populære og progressive liberale præsidentkandidat Jorge Gaítan. Krigen koster over 200.000 mennesker livet. I 1957 indgår de stridende parter imidlertid et forlig, som skal sætte dagsordenen for colombiansk politik helt frem til i dag. De to partier indgår i den såkaldte "nationale front", som i al enkelhed går ud på, at det konservative og det liberale parti skiftevis skal have magten i landet. Hermed er det som oppositionen kalder det colombianske topartisystem endeligt cementeret og mens andre latinamerikanske lande har set en eller anden form for modificering af de politiske liv, hvor andre politiske kræfter er kommet på banen, har Colombia opretholdt denne magtdeling og opretholder den den dag i dag.

De væbnede bevægelser opstår

I tyverne opstår de første marxistiske celler i Colombia som i 1930 omdannes til PCC -Colombias Kommunistiske Parti. Partiet er ligesom fagbevægelsen fra starten udsat fra massiv undertrykkelse fra topartisystemet. Partiet bliver i starten af 40'erne forbudt og de første væbnede selvforsvarsgrupper opstår. En af disse grupper holder til i Marquetaliaregionen, hvor man har opbygget såkaldte bonde-selvforsvarsregioner. I 1963 rykker 16.000 soldater mod Marquetalia som anses som et kommunistisk arnested. Ordren går på at eliminere de indbyggere i området, som ikke er enige i regimets politik, og hundredvis af bønder blev likvideret.

Selvforsvarsgrupperne trækker sig ind i junglen om omdannes til mobile guerrillaenheder.

Det var disse grupper under ledelse af PCC, der to år efter tog navnet FARC - angrebet på bønderne i Marquetalia udviklede sig til den guerrillakrig som nu har raset i Colombia i 34 år.

Således skriver FARC i et dokument om Marqutalia:

"Marquetalia blev symbolet på at man i vores land for at opnå en demokratisk sameksistens måtte rejse og bevæbne sig mod topartisystemets uværdighed. Det er derfor, at Colombias demokratiske opposition i dag befinder sig i bjergene som væbnet guerrilla".

FARC udviklede sig i de kommende år til en guerrillahær med national rækkevidde og udviklede deres politiske program. Spørgsmålet om jorden blev, ligesom i mange andre latinamerikanske lande, et af de centrale spørgsmål. I Colombia er 2/3-del af jorden ejet af blot 4% af befolkningen og de jordreformer som er blevet gennemført har været uden betydning.

I 1966 vedtog FARC de såkaldte "Guerrillaens jordprogram", som i korte træk slår fast, at jorden skal eksproprieres fra godsejere og multinationale til at ejes af den der arbejder på den.

Kort efter angrebet på Marquetalia dannedes Colombias anden guerrillabevæglse ELN. Bevægelsen var stærkt inspireret af Che Guevara og den cubanske revolution, men havde samtidig stærke bånd til befrielsesteologiens basismenigheder. Den kendte revolutionære befrielsesteolog Camilo Torres blev således en ledende figur i bevægelsen indtil han d. 15. februar 1966 faldt i hærens baghold.

I 1969 sluttede den spanske præst Manuel Perez, som havde lavet socialt arbejde i den fattige Cartagena-provins, sig til ELN. Han blev senere - og er den dag i dag bevægelsens leder.

ELN lægger i sit program vægt på nødvendigheden af national kontrol med naturressourcerne og begår omfattende sabotage mod de multinationale selskabers olie-ledninger.

Gennem 70'erne vokser guerillaen sammen med den folkelige protest. Hæren går dette i møde med øget undertykkelse og etableringen af de såkaldte paramilitære grupper, som for alvor begynder at tage del i konflikten. Også USA, for hvem Colombia er et vigtigt økonomisk interresseområde, går aktivt ind i konflikten. Hundred vis af Colombianske officerer uddannes i "Contra-guerrilla" på den berygtede "School of America" og den colombianske hær forsynes med moderne militært isenkram.

I samme årti opstår, som i resten af verden, en række forskellige venstrefløjstendenser: trotskister, proalbanister o.a. hvoraf de fleste i dag er forsvundet. Der opstår desuden en række mindre guerillabevægelser. Herunder bl.a. PRT, EPL og det venstre-socialdemokratiske M-19.

Fredsforsøg

D. 28. maj 1984 indleder FARC en våbenhvile efter forhandlinger med regeringen, der munder ud i de såkaldte Uribe-aftaler. Aftalerne garanterer venstrefløjen sikkerhed for at deltage i det legale politiske arbejde, samt en reform af valgsystemet som sikrer lige adgang til medier, direkte valg ti I borgmesterposten, som indtil da har været udpeget af guvernøren.

FARC lancerer herefter en ny bred politisk organisation - Unión Patriotica, UP.

Mange progressive medlemmer af det liberale pa1ti og uafhængige tager sammen med ledere fra FARCs guerrillafronter fat på at opbygge den nye organisation. I 1986 gik man til valg og for første gang nogen~inde fik venstrefløjen i Colombia et stort antal stemmer omkring en halv million.

Man vinder 9% af pladserne i parlamentet samt omkring 50 kommuner. Samtidig tiltager den folkelige kampstyrke. Strejker og bondemarcher bliver almindelige og en jordarbejderfagforening og en slags LO -Central Unitaria de Trabajadores, dannes.

Den beskidte krig

Den colombianske regering og militæret har ikke i sinde at lade situationen gribe om sig og de igangsætter det der af oppositionen kaldes "Den beskidte krig". I de næste fem år myrdes omkring 3.500 ledere og medlemmer af UP og PCC. Over i 50 borgmestre og byrådsmedlemmer myrdes sammen med hundredvis af fagforenings ledere.

Dette får FARC til at trække deres kadrer ud af UP, der dog fortsat angribes. FARC forholder sig i de næste par år afventende og gennemfører kun få væbnede aktioner.

I 1990 samme dag som Colombia vedtager en ny grundlov, starter krigen på ny. FARCs militære hovedkvarter "Casa Verde" angribes af en overvældende og professionelt udstyret hær. Angrebet bliver en fiasko for hæren, der mister 120 soldater samt 9 helikoptere. Præsident Gaviria erklærer en altomfattende krig mod guerrillaen og lover, at FARC er nedkæmpet inden 18 måneder.

Siden er FARC vokset støt og omfatter i dag 60 guerrillafronter imod 30 ved krigens genudbrud.

Mellem '90 og '93 indgår flere af de mindre guerillabevægelser aftaler med regeringen. M-19, PRT og størstedelen af EPL demobiliseres. De får i deres forhandlinger indflydelse på landets nye grundlov og M-19 får en relativ høj stemmeandel ved det første valg. Fredsaftalerne gav dog først og fremmest "frynsegoder" til de demobiliserede og aftalerne kritiseredes af FARC og ELN for ikke at tage fat på de grundlæggende årsager til den væbnede konflikt.

Påstanden er ikke helt ude af trit med virkeligheden. I Colombia lever 70 % af befolkningen i fattigdom og i de sidste 4 år er der kommet 3.5 mill. nye fattige til, arbejdsløsheden er ifølge officielle tal 21% og mindstelønnen er så lav, at det er umuligt at forsørge en familie.

Samtidig er undertrykkelsen af den legale opposition tiltagende og de paramilitære grupper er netop blevet legaliseret af Colombias regering.

Den væbnede kamp fortsætter

FARC og ELN der nu sammen med resterne af EPL indgår i samarbejdet "Cordinadora Guerrillera Simón Bolívar CGSB" er op gennem 90'erne vokset anseligt og FARC har i dag hele områder under deres kontrol. I august 1996 gennemførte CGSB en omfattende offensiv. I 15 af landets 30 regioner, heriblandt hovedstaden Bogota angreb guerrillaen militære installationer og foretog sabotage. Samtidig lammedes landets trafik og flere regioner blev isolerede fra resten af landet. Regeringen anerkendte, at den havde undervurderet guerrillaens kapacitet og hærens øverstbefalende Harold Bedoya krævede hæren mere end fordoblet.

Guerillabevægelserne ønsker imidlertid stadig at finde en fredelig løsning på den langvarige konflikt, men den skal bygge på grundlæggende ændringer af årsagerne til konflikten.

Med henvisning til de tidligere indgåede fredsaftaler udtalte lederen af ELN, Manuel Perez:

"Man kan ikke forstå hvordan en bevægelse vil afvæbne sig til gengæld for "bestikkelse". Guerrillaen er født af folket, som reaktion og konsekvens af den sociale utilfredshed, af sulten, af lidelsen. Det er umuligt at forestille sig en demobilisering fra vores side uden reelle ændringer af grundlaget for undertrykkelsen."

Som et bevis på sin vilje til fred udsendte Guerrilla-samarbejdet CGSB i 1992 et forhandlingsgrundlag bestående af tolv konkrete forslag. Af de vigtigste kan nævnes:

- Afvisning af Verdensbankens og IMFs økonomiske politik.

- National kontrol med naturrigdomme, olie mv.

- Tiltag mod korruption

- Afvisning af "Doktrinen om national sikkerhed" og reducering af hæren.

- De paramilitære grupper skal opløses og deres bagmænd straffes.

- Menneskerettighederne skal respekteres og oppositionens sikkerhed skal garanteres.

- En jordreform skal igangsættes Meget lidt tyder dog på at en fredelig løsning på konflikten er inden for rækkevidde. Regeringen ønsker nemlig ikke reel dialog med guerrillaen, men overgivelse og afvæbning.

Det største problem for en fredelige løsning er imidlertid den dobbeltmagt der eksisterer i Colombia. Igennem 30 års krig er militæret blevet en kolossal magtfaktor, og selvom regeringen har den formelle magt, er det svært at forestille sig en fred uden hærens accept.

Raul Reyes, kommandant i FARC, mener således også at der skal et enormt pres til for at få de reaktionære kræfter til at accepterer en mulig fredsløsning:

"Kun en slagkraftig militær offensiv fra guerrillaen og en samtidig stærk massebevægelse både på landet og i byen som kræver grundlæggende løsninger på fattigdommen, korruptionen og den omfattende vold, kan tvinge den herskende klasse til forhandlingsbordet".

Væbnede bevægelser - demobiliserede og under våben

Demobiliserede

EPL (marts/91)

M-19 (marts/90)

PRT (januar/91)

Quintin Lame (marts/91)

CRS (april/94)

Ialt ca. 5.000

Under våben

FARC-EP

UC-ELN

EPL (Sector Carabello)

Jaime Bateman Cayon (del af M-19)

Colombia Libre (del af PRT)

Ialt ca. 20.000

Bevægelser og partier i Colombia:

FARC-EP

Colombias Væbnede Revolutionære Styrker - Folkets Hær

Colombias største guerrilla. anslås at have 15.000 under våben. Tætte forbindelser til PCC.

ELN

Den Nationale Befrielseshær.

Cubansk-inspireret guerrillahær. Ledet af den spanske præst Manuel Pérez.

EPL

Den folkelige befrielseshær.

Væbnet gren af det Kommmunistiske parti M/L. EPL afvæbnedes i 1992. En del af bevægelsen fortsætter dog den væbnede kamp.

CG-SB

Cordinadora Guerrillera Simon Bolívar.

Guerrillasamarbejde mellem de tre ovennævnte grupper.

M-19

Bevægelsen af 19. april.

Nationalistisk og venstre-socialdemokratisk guerrillabevægelse. Afvæbnedes i 1990 og deltog kort efter i valg. I dag uden betydning.

PRT

Arbejdernes revolutionære parti.

Mindre guerrillagruppe, der afvæbnedes i 1991.

UP

Unión Patriotica.

Bred valgalliance ledet af PCC. UP er udsat for permanente angreb, men har stadig et antal borgmesterposter.

PCC

Colombias Kommunistiske Parti.

Partiet dannedes i trediverne og var i mange år illegalt. Stærke bånd til FARC.