Direkte aktion mod det fleksible arbejdsmarked

Interview med Roger, der til dagligt arbejder som layouter, og Folkert, som arbejder i et kooperativ, der sælger kaffe fra de zapatistiske områder. De er begge fra ”Freie Arbeiterinnen und Arbeiter Union”, FAU, som er en 30 år gammel anarko-syndikalistisk organisation. I slutningen af 1990’erne gik den fra at være en propaganda-gruppe til at blive en egentlig fagforening. Årsagen til dette skift var bl.a. forværring af den økonomiske situation i tyskland, der skabte stor arbejdsløshed og generelt øgede presset på arbejdernes rettigheder.

Hvordan er FAU organiseret og hvilke mennesker er med?

FAU har ca. 300 medlemmer fordelt på 30 grupper rundt om i Tyskland. Det er ikke alle, der har råd til at betale for medlemskab, og derfor er det lidt svært at give et eksakte tal. Vores struktur er direkte demokratisk, og vi har derfor heller ingen ledere eller ansatte bureaukrater. FAU organiserer ikke arbejdere, men arbejdere organiserer sig i FAU. For os er det en væsentlig distinktion. Medlemmerne i FAU afspejler meget godt nogle af de ændringer der er sket på det tyske arbejdsmarked. Tidligere organiserede vi mange arbejdere på de store fabrikker, men i dag arbejder mange af vores medlemmer i mindre virksomheder eller som løsarbejdere. Der er også mange arbejdsløse organiseret i FAU. Folk som den traditionelle fagbevægelse oftest ikke favner eller er interesserede i at rumme. Arbejdsløse og aktiverede er jo oftest ikke engang i stand til at betale for medlemskab af de store traditionelle fagforeninger. FAU har en bred forståelse af arbejderklassen, som meget mere end den klassiske hvide mandlige industriarbejder.

Hvordan arbejder FAU?

Vi indgår rent principielt ikke overenskomst med arbejdsgivere. Det har vi faktisk heller ikke ret til i henhold til den tyske lovgivning, som kun giver den traditionelle fagbevægelse de rettigheder. Rettigheder der kræver et enormt medlems-grundlag. Selv de kristelige havde svært ved, at leve op til disse krav. I stedet benytter vi altid direkte aktion. I praksis kan det ofte betyde at opsøge chefen personligt, og fortælle ham, at hvis de og de problemer ikke bliver løst, så får han ballade. Det giver ofte et meget positivt resultat. Derudover bruger vi selvfølgelig mere traditionelle våben som strejker og blokader. Direkte aktion inkluderer alle de kampformer, der sikrer vores interesser direkte uden indblanding fra autoriteter eller udefrakommende forhandlere.

Kan I komme med eksempler fra konflikter, hvor I har været involveret?

Vi var bl.a. involveret i en større konflikt i virksomheden Gate Gourmet, som er et multinationalt cateringfirma, der leverer mad til fly. Firmaet blev opkøbt af den amerikanske kapitalfond Texas Pacific, hvis kortsigtede profitinteresser har ført til konflikter i flere lande, herunder også i Kastrup Lufthavn. Ved overenskomstforhandlingerne i Tyskland i 2005 blev arbejderne bl.a. stillet overfor et krav om ti procent lønnedgang. Hvilket de selvfølgelig ikke ville finde sig i, og det blev indledningen til et halvt års strejke.

Faktisk var arbejderne overhovedet ikke organiseret i FAU, men de traditionelle fagforeninger var passive. På grund af arbejdsmarkedslovene kunne arbejderne kun strejke i begrænset omfang, og de kunne ikke forhindre Gate Gourmet i at bruge strejkebrydere. Det vi kunne gøre i den situation var lave effektive blokader af firmaet, så strejkebryderne ikke kunne komme ind. De ansatte hos Gate Gourmet var selvfølgelig meget glade for hjælpen, og det var utvivlsomt med til at holde strejken i gang.

Konflikten endte dog med at der blev indgået forlig. Fagforeningstoppen fik forhandlet en ny overenskomst, som det lykkedes dem at overtale arbejderne til at stemme for. Lønnedgangen var da også vendt til en lille stigning, om end denne stigning ikke svarede til de generelle prisstigninger i samfundet, så der var faktisk tale om en reallønsnedgang.

Derudover var vores medlemmer også aktive omkring mandagsdemonstrationerne, som opstod som spontan reaktion på regeringens såkaldte ”Hartz VI reformer”. Gennem de senere år har vi oplevet nogle indtil utænkelige forringelser af arbejdsløshedsunderstøttelsen. Konsekvenserne er bl.a. at mange bliver tvunget til at tage såkaldte 1 euro-jobs, altså hvor de kun får 1 euro i timen (red. svarende til 7 kr.).

Hvad er jeres forhold til og erfaringer med traditionelle fagbevægelse?

Det er faktisk begrænset hvor mange situationer, hvor vi er involveret i den samme konflikt som den traditionelle fagbevægelse. De er næsten udelukkede engageret omkring overenskomstforhandlingerne. Hvis der opstår konflikter udenfor den korte forhandlingsperiode er der ikke meget hjælp at hente. Man får bare nummeret på en advokat, og så er det op til en selv at føre retssagen.

Det sker selvfølgelig, at den traditionelle fagbevægelse strejker eller lignende på en arbejdsplads, hvor vi også har medlemmer og så strejker vores medlemmer selvfølgelig også.

Mange af de store fagforeninger er ikke særlig synlige på de små arbejdspladser, da det er for dyrt og besværligt for dem. Deres bureaukratiske og hierarkiske struktur er indrettet til at organisere en masse arbejdere på de store arbejdspladser - navnlig i industrien, men eftersom arbejdsmarkedet har ændret sig, og produktionen er blevet delt ud på mindre enheder, så har de traditionelle fagforeninger problemer. På den måde er FAU meget bedre til at tilpasse sig det nye arbejdsmarked.

Hvilken rolle spiller international solidaritet i jeres arbejde?

For det første er det vigtigt for os at understrege, at når vi laver international solidaritet, så er det ikke noget med at vi støtter nogle stakkels arbejdere i den såkaldte tredje verden. Vi efterstræber en ligeværdig solidaritet mellem arbejdere - ikke på baggrund af medlidenhed, men fordi vi har fælles interesser. FAU er også medlem af en International sammenslutning af anarko-syndikalistiske fagforeninger, der hedder The International Workers Association (IWA). Vi bruger bl.a. vores internationale samarbejde til at koordinere fælles aktioner for at støtte hinanden i de forskellige kampe. Et godt eksempel på dette er vores aktioner mod den multinationale supermarkedskæde Plus, som har butikker over det meste af Europa. I en af de spanske butikker blev en kvinde fyret, fordi hun var gravid. Kvinden var og er medlem af den spanske afdeling af IWA, der hedder CNT, og vores internationale netværk begyndte at koordinere picket lines foran supermarkeder i flere lande. I Tyskland fik vi således stablet omkring 150 picket lines på benene. Det kom som en stor overraskelse for supermarkedskædens ledelse, som ikke kunne se vores interesse i denne konflikt, men det var et udtryk for international solidaritet - og det har virksomhedsejerne jo aldrig forstået