Det store samfund: De syge og de unge betaler

Stop education cuts demonstration

Den ene brutale spareplan efter den anden, har rullet hen over briterne. Nu mobiliserer de til kæmpedemonstrationer hen over foråret. Spareplanerne ramte i første omgang de universitetsstuderende, dernæst stod sundhedssystemet for skud. Og senest er markedskræfterne sluppet løs på hele den offentlige sektor. 

Maiken Guttorm 

Den engelske premierminister David Cameron har lært af mesteren selv: Tony Blair. Han vidste om nogen hvordan man kunne eliminere sin politiske modstander ved at overtage dennes budskaber, eller i hvert fald formen. Reelt er der tale om en så voldsom spareplan, at økonomer advarer imod at Storbritannien kan risikere at gå helt i stå, i stedet for at komme væk fra krisen. 

Så måske er det ikke så mærkeligt at Cameron har haft behov for at udvikle et luftigt koncept med den helt rigtige klang af solidaritet og fællesskab for at få briterne til at lege med. De fleste har efterhånden fundet ud af at Premierministeren har et projekt, der hedder Big Society, men langt færre er i stand til at sige præcis hvad det går ud på. 

Jo mere Cameron udtrykker sin ’passion’ for Big Society, jo mere deler offentligheden sig skarpt i den gruppe der ser Big Society som én stor joke, og i en anden som oplever joken på egen krop, mest i form af fyringer og de voldsomme reformer af finansieringen af universiteterne og sundhedssystemet. 

Markedsuniversitetet 

Alle de større byer var fyldt med vrede studerende da Parlamentet den 9. december stemte den lov igennem, der gør det muligt at hæve undervisningsafgiften markant. Allerede op til afstemningen havde der været store protester, især i London. Siden protesterne tog fart i november, har vrede studerende over 30 gange besat universiteter. 

Med den nye plan, finansieres universiteterne med 40% statsstøtte og 60% egenbetaling. Forholdet har hidtil været omvendt. Koalitionsregeringens forslag hæver reelt de studerendes egenbetaling til mere end 50.000 kroner om året. Beløbet kan dog nå helt op på 77.000 kroner hvis universiteterne forpligter sig til at tage en større andel af studerende der er bogligt stærke men økonomisk knap så velstillede. 

Når reformen træder i kraft i 2012, vil den blive finansieret via en tilbagebetalingsklausul, som først træder i kraft når den studerende efter endt studie er kommet i arbejde og har fået en årsindtægt på 181.000 kroner, som er middelindkomsten, eller derover. 

Regeringens forsøg på at mildne de studerende ved at udtale, at få universiteter bør indkræve maksimum-taksten, lader da heller ikke til at have nogen særlig effekt. Labour indførte i 1998 afgiften og satte den efterføgende kun op. Indenfor relativt kort tid var de fleste universiteter røget helt op til loftet af afgiften. Tager man i betragtning at statsstøtten til universiteterne nu bliver væsentlig mindre, er det svært at forestille sig at det samme ikke vil ske igen. 

Men den mest fremtrædende grund til at de studerende bliver de økonomiske tabere i universiteternes konkurrence er, at udbuddet af potentielle studerende er så højt, at universiteterne slet ikke vil komme til at konkurrere på studieprisen. I 2010 blev 25% af alle ansøgere til universiteterne ikke optaget. 

Cambridge professor Stefan Collini noterer sig et paradigmeskift i forholdet mellem de studerende, samfundet og universiteterne: ”I virkeligheden, er det Browne (Red. Browne Kommissionen hvis anbefalinger blev fremlagt i efteråret 2010.) foreslår at vi ikke længere skal tænke på uddannelse som et offentligt gode, der udtrykkes gennem uddannet dømmekraft og delvist betales af staten (…) men i stedet som et mildt reguleret marked hvor forbrugernes krav – her de studerendes valg – afgør hvad serviceleverandørerne (her universiteterne) udbyder.” 

Med argumentet om at det er muligt men ikke nødvendigt at sætte prisen op, åbner regeringen desuden en mulighed for i fremtiden at skrue endnu mere ned for statsstøtten. Undervisningsminister David Willets advarer nu om, at hvis universiteterne hæver prisen til maksimum-grænsen, vil regeringen se sig nødsaget til at reducere den statslige støtte. 

Generalsekretæren for Lektorernes Fagforening, Sally Hunt, forklarer at ”universiteterne på den ene side får at vide at de ikke kan få lov til at indkræve den sum penge, der skal dække de midler der er blevet fjernet af regeringen, og på den anden side, at de skal udbyde bedre vilkår for de studerende fordi de nu betaler højere afgifter”. 

Ifølge en rapport fra Institute for Fiscal Studies vil universiteterne være nødt til at kræve mindst 60.000 kroner pr. studerende pr. år for at udligne de tabte indtægter i statsstøtte. Det er over den grænse undervisningsministeren insisterer på kun må overskrides i specielle tilfælde. 

I regeringens bestræbelser på at skære ned på udgifterne, kan de dog risikere at have overset en meget væsentlig faktor. Når den nye generation af udklækkede bachelorer og kandidater bliver så dybt gældsramte som loven åbner for, vil det være meget svært for dem at foretage investeringer eller noget så almindeligt som at købe et hus og afdrage på lånet samtidig. Derudover vil ledigheden for nyuddannede vokse i takt med, at den generelle ledighed stiger kraftigt. Det betyder sandsynligvis, at mange nyuddannede kommer til at kigge langt efter jobs, og dermed ikke afdrager på lånene. Bliver dette scenarium tilstrækkeligt omfattende bryder regeringens finansieringsplan sammen, da lånene ikke bliver indfriet og universiteterne og i sidste ende staten ikke får pengene tilbage. 

Fra sygehuse til privatklinikker 

Det højt skattede National Health Service (NHS) står overfor den største omstrukturering i mange år. Da valgkampen så småt var kommet i gang i august 2009, forsikrede David Cameron ellers at han ikke agtede at indføre forringelser på netop dette område. 

Derfor var det en brat opvågnen for briterne, da Cameron i januar 2011 introducerede det nye lovforslag i parlamentet. Det er planen, at der samlet set skal spares 175 milliarder kroner over de næste par år. 

Mange flere opgaver skal i fremtiden varetages af den private læge i stedet for på sygehuse. Den private læge skal planlægge behandlingsforløb sammen med patienten, anbefale behandlingsmuligheder og -steder, og koordinere den samlede behandlingsplan for patienten. 

Hverken læger eller sygeplejersker er venligt stemt over for at NHS skal skilles ad. Undersøgelser foretaget blandt privatpraktiserende læger viser at næsten to tredjedele er imod reformen og at færre end 25% forudser at det vil føre til forbedringer for patienterne. Brancheorganisationen British Medical Association, har indkaldt til ekstraordinært møde i marts for at drøfte medlemmernes utilfredshed. Der er sågar rygter om strejke, hvilket er højst usædvanligt blandt læger. 

I øjeblikket træder disse bekymringer dog i baggrunden. Istedet er fokus på de konktete følger af nedskæringerne. Det fremgår af flere uafhængige analyser, at over 50.000 vil miste deres job som følge af reformen af sundhedssektoren. 

Frihedens potentiale 

Da De Konservative overtog regeringsmagten i 2010, lå der uden tvivl en hvis forventning om at traditionelle konservative dyder såsom mindre offentlig sektor og mindre skat ville blive prioriteret. David Cameron lover nu at “afmontere den store stat og sætte det ‘store samfund’ i dets sted”. Det gjorde han på et pressemøde den 21. februar da han introducerede en plan for at sende stort set alle offentlige tjenester i udbud. Dog ikke sikkerhedstjenester og domstolstjenester, der som de eneste to udtrykkeligt blev undtaget. 

Samtidig er det som om den aktivistiske og folkelige deltagelse er ved at vende tilbage til det britiske politiske græsrodslandskab. Cameron siger, at han ønsker at frigøre statens lange fingre fra serviceydelser, og hans retorik om frihed kan ad omveje være med til at styrke venstrefløjen betragteligt. I takt med at Camerons brug af begrebet frihed mest trækker på økonomisk frihed eller frihed til de velstående, går det op for briterne hvor lidt frie størstedelen af dem i virkeligheden bliver under Big Society Britain. 

Udvalgte kilder: 

Stefan Collini i London Review of Books 

ResearchResearch.com 

The Guardian 

The Independent 

Gponline.com