”Det psykologiske pres er ubeskriveligt”

”Det psykologiske pres er ubeskriveligt”

Ahmadinejad, atomstrid og Allah. Iran fylder i medierne og på den politiske scene. Men er samtidig en sort plet på landkortet. Indtryk fra tre ugers rundrejse i Iran.

Af Tobias Frost 

Efter fire en halv time i flyet fra Frankfurt til Teheran, bliver der hektisk aktivitet. Da vi gik ombord var der højst ti kvinder der bar tørklæde. Men under indflyvningen til Mehrabad Airport kommer hijaber og manchoer frem, bukseben rulles ned, og bluser knappes til. Pludselig var det virkelighed, at vi var på vej til Den Islamiske Republik Iran.

De unge iranere

Med base i Teheran, rejste jeg i tre uger rundt i Iran i juli 2006. Teheran er en moderne megapol, der som en tumor breder sig udad og opad. De unge i Teheran lever et liv, som på overfladen ligner en ung vesteuropæers. De går på universitetet, i shopping-malls, på cafeer, spiser fastfood, ser satellit-tv, er på nettet, blogger og har de nyeste og smarteste mobiler.

Men under overfladen lever iranerne et helt andet liv. De unge står i et tomrum mellem deres forældres revolution og deres egne drømme. Næsten 70 pct. af iranerne er under 30 år. De er trætte af regimets begrænsninger, lovens vilkårlighed, meningskontrol, mangel på muligheder og familiestrukturer som begrænser dem. De vil kunne gå på gaden med deres kæreste i hånden. De vil have del i det liv, den velstand og den ytringsfrihed de ser gennem Internet og satellit-tv.

Blandt de unge vi mødte, som især er en del af den øvre middelklasse, har forældrene ekstremt meget magt. De fleste bor hos forældrene indtil de er gift. Meget få bor for sig selv. Forældrene betaler alt eller meget for de unge, og de har stor indflydelse på deres valg af studium. Samtidig overbeskytter forældrene de unge. Selvom de unge er ekstremt veludannede, så er det ikke velanset at arbejde. Og ofte er der heller ikke noget arbejde, hvilket en arbejdsløshed på 25 pct. blandt de 16-25-årige vidner om.

Forbrug som en ventil

Dette resulterer i en generation af unge, som er enormt autoritetstro og ikke har noget at lave. De er frustrerede og afmægtige. Konsekvensen sås kun alt for tydeligt.

Officielt er paraboler forbudte. Men overalt på tagene skyder parabolskåle frem. Og det iranske regime slår ikke ned på det. Ligesom de tillader bill-boards og kæmpe lysreklamer. Kapitalismen er blevet et middel til at dulme folk med, en ventil for den politiske modstand. De unge har taget forbrugerismen til sig. De, der ikke drukner sig i forbrug og dårlige tyrkiske soap-serier, flygter gennem narko og alkohol. Det er billigere at købe opium end et brød. Alkohol er en del af en hver husholdning.

Et af de få steder, hvor de unge har et frirum fra regimet og familierne, er i de mange parker. Her oplevede vi flere gange en langt mere fri kultur og til dels løssluppen glæde. Men hele tiden fornemmede man alligevel uroen og utrygheden.

Kvinder

De iranske kvinder lever under brutal undertrykkelse. Især fra samfundet, hvor hele retssystemet undertrykker dem. Men også i familierne undertrykkes kvinderne. I det iranske retssystem har kvinder kun den halve retsstilling. Allerede fra de fylder 9 år, er pigerne myndige, kan sættes i fængsel og dømmes efter samme strafferamme som voksne. For mænd gælder det først når de er 15 år.

Hvis en kvinde bliver myrdet, skal gerningsmanden kun betale den halve erstatning til hendes familie, i forhold til hvis det var en mand. I retssager gælder kvinder kun som et halvt vidne, hvilket betyder, at der skal to kvinder til, for at vidneudsagnet gælder. Ved arvesager får kvinder det halve i forhold til mænd. Kvinder kan ikke være dommere. Ved skilsmisse, som er ekstremt vanskeligt for kvinderne at opnå, får de ofte forældremyndigheden over deres børn indtil de er 7 år, derefter overgår forældremyndigheden 100 pct. til faderen.

Kvinder kan kun opnå skilsmisse, hvis en læge kan dokumentere, at hendes mand er narkoman eller impotent, hvis hun frasiger sig alle de fælles ejendele, eller hvis manden er i fængsel.

Mænd har juridisk set ret til at voldtage deres koner, mens det stadig er praksis, at stene kvinder der har haft sex uden for ægteskabet. Når en kvinde bliver gift har hun pligt til at have sex med manden når han ønsker det. Hun kan ikke sige nej, men er tvunget ligegyldigt om hun selv har lyst eller ej

Vold er et stort tabu, og derfor fortæller kvinden det sjældent hvis hun er udsat for vold eller bliver mishandlet i ægteskabet. De vil næsten altid sige, at et blåt mærke stammer fra et fald eller lignende.

Køn og sex

Konsekvenserne af det islamiske styres skarpe adskillelse af kønnene er tydelig. Først i universitetet begynder piger og drenge at have undervisning sammen. Indtil da er det begrænset med kontakt mellem kønnene. Dels på grund af lovgivningen, dels på grund af den offentlige mening og dels på grund af familiernes struktur. Sex er ekstremt tabuiseret. Der er ingen seksualundervisning i skolerne, og det er ikke noget der snakkes om i familierne. De unges eneste tilgang til det, bliver i stedet porno på Internettet og den endeløse strøm af satellit kanaler. Konsekvensen er, at unge har en ekstremt forskruet seksualitet. Mange fortalte, at enten har man sex i fuldstændigt mørke, for nedrullede gardiner, under dynen, eller også antager det ekstreme former, især i forbindelse med fester, hvor kombinationen af stoffer og alkohol, ender i rene sexorgier.

Religiøst diktatur 

Selvom shia-islam er statsreligion, og grundlaget for selve statens opbygning, så er der et andet forhold til religion i Iran end i mange andre muslimske lande. Vi mødte ingen ateister, mens gamle religioner, såsom zarathustrismen, står stærkt, ligesom mange af dem vi snakkede med havde et meget afslappet forhold til religion. Mange af moskeerne stod tomme til fredagsbønnen.

Det iranske islamiske styre forsøger at implementere islam i alle aspekter af folks liv, og ’beskytte’ folk imod enhver form for vestlig påvirkning. USA er den store satan og Israel den lille i regimets retorik. Alkohol og vestlig musik er forbudt. Kvindelig solosang er forbudt. Det er ulovligt at danse i det offentlige rum.

Men det er netop de ting, især de unge vender sig imod. Regimet håndhæver lovene vilkårligt og brutalt, blandt andet af Basij-folk, som er en frivillig gruppe af meget rettroende. De er allestedsnærværende og folks frygt for hvornår loven håndhæves og hvordan den håndhæves, er en dræbende form for undertrykkelse.

Uddannelse og lærdom er centralt i shia-islam, og det blev derfor en strategi for styret. Samtidig var det en del af regimets ’revolutionære’ strategi, at kvinderne skulle føde mange børn. Disse to faktorer er årsagerne til den kæmpe generation af revolutionsbørn, og det høje uddannelsesniveau. Samtidig er det det der, i sidste ende måske kan underminere selve systemet. Regimet kan ikke indfri de unges forventninger, og de mange veluddannede unge kan ikke finde jobs, og søger væk.

Håbløshed - en folkesygdom

Hvad drømmer de unge om? Revolution eller evolution? De fleste drømmer om at komme væk! Alene i 2002 forlod 160.000 iranere landet. De vil til Vesten eller USA. Med bevidstheden om den sidste revolution, samt tabene under Iran-Irak krigen i baghovedet, er der ingen der har lyst til revolution. Alle familier har mistet, og der er ingen der er villige til at betale de ofre, det vil koste at udfordre styret.

Som en ung iransk kvinde sagde til os: ”Iran lider af en folkesygdom - håbløshed. Nogle gange når man kigger på folk i Vesten og det liv I lever, kan jeg blive fyldt af vrede og frustration. Er jeg måske født til undertrykkelse? Man tror det er normaliteten man lever under. Det psykologiske pres er ubeskriveligt.”

Vi har historien på vores side

Det billede som tre uger i Iran har efterladt i mig er ekstremt komplekst. Jeg sidder tilbage med et opgivende og dystert billede af et land i forfald. Men Iran er også meget andet. Fantastisk kultur, arkitektur og historie. Et land med fantastiske mennesker, der midt i undertrykkelsen holder fast i livet, og åbnede deres hjem for os.

Og midt i ubehagelighederne var der lommer af modstand. Blandt andet overværede vi en teater-workshop i Teheran, hvor unge skuespiltalenter i en kælder, iført stramtsiddende tøj, øvede teater til Rammstein. Det var en meget surrealistisk oplevelse at sidde i Teheran og høre ”We all live in Amerika...”

Vi mødte tre unge kvinder der alle er aktive i kampen for politiske fangers rettigheder. En af dem, på 23 år, havde været fængslet første gang som 18-årig. Siden har hun været anholdt 8 gange. Selvom de er få, der kæmper, så troede hun på at deres modstand ville bære frugt. “Selv få mennesker kan starte store ting. Og i sidste ende kan det vælte regimet. Frihed har sin pris. I Europa og Vesten har I haft jeres kampe og betalt prisen for at være nået dertil hvor I er i dag. Hvis fængsling, tortur og i sidste ende døden er den pris vi må betale for at opnå friheden, så er vi villige til at betale den. Vi har historien på vores side!”

Tobias Frost var i juli tre uger med Mellemfolkeligt Samvirke i Iran som en del af projektet Next Stop Mellemøsten.