Det nye samfund i det gamles skal

Et sammendrag af Michael Hardts besøg i Medborgerhuset Blågården i København, den 20. august. Her fortalte han om deres seneste værk ”Multitude”, som kredser om modstanden i det globale magtsystem; særligt denne ”multitude”s (mangfoldigheds) kamp for at virkeliggøre globalt demokrati.

Af Michael Hardt

Oversat og redigeret af Lasse Wamsler og Anna Storr-Hansen

Negri og jeg har hele tiden ment, at vi ikke kan komme med anvisninger til, hvor globaliseringsbevægelsen skal orientere sig mod. Vi må se på hvilke former for autonomi, der allerede eksisterer, og hvordan bevægelsen kan bygge videre på disse kampe.

I dag er nogle af de vigtigste kampe for bevægelserne tre tæt forbundne fænomener: den permanente globale krig, immigrationen og det såkaldt prekære arbejde.

Her er det vigtigt at forstå, hvordan den permanente globale krig og immigration hænger sammen. I en dansk kontekst, fornemmer jeg, betyder den globale krig, at frygten for terror og ”den islamiske trussel” bliver et nyt argument for kulturel renhed og lukkede grænser. Kulturelle forskelle betragtes simpelthen som farlige, og dette legitimerer som bekendt en stram indvandringslovgivning og øget overvågning.

Bevægelserne har med betegnelsen ”det prekære arbejde” sat ord på det forhold, at arbejdsmarkedet i stigende grad er defineret ved usikkert arbejde, der hverken er socialt sikret eller på faste kontrakter, og som traditionelt ikke varetages af fagforeninger.

Spørgsmålet er nu, hvordan man organiserer sig på grundlag af disse arbejdsformer. Dette er også direkte forbundet med immigration, da det tit er etnisk bestemt, hvem der ikke har adgang til garanteret arbejde.

Dette er ikke udtryk for ønsket om at ekskludere traditionelle fagforeninger, men nærmere modsat - det er erkendelsen af at den traditionelle fagbevægelse netop har ekskluderet udstødte som fx arbejdsløse og immigranter. Alle disse andre sociale kræfter burde blive inkluderet i fagbevægelsen, ligesom den argentiske ”piquetero”-bevægelse står for. Det er en fejl at sige at det kun er dem fra den traditionelle, sikre sektor der kan organisere sig politisk, og det er nødvendigt at ændre vores definitioner af arbejde og produktion for at udvide fagbevægelsen, som hidtil ofte har været en ekskluderende organisation.

Det er ikke et spørgsmål om enten eller. Et eksempel er EZLN i Chiapas. Her er det en fejl at påstå at zapatisterne skal følge diktater fra den mexicanske fagbevægelse, selvom dette jo ikke betyder at den mexicanske fagbevægelse savner eksistensberretigelse.

Multitude

Den politiske definition af Multitude skal vi finde ved at se på hvordan sociale bevægelser historisk har udviklet sig, og vores bevægelser har arvet to organisationsformer.

Den ene er partiets form, hvor der er ét lederskab og én dagsordenen, der sættes centralt. Den anden er en alternativ form, der er baseret på forskellighed - som især feminismens, homokampens og antiracismens organiseringer har udviklet. Disse kampe havde hver deres egen dagsorden og organiserede sig autonomt. Den ene organisationsform var altså baseret på enhed og den anden på forskelle.

Det vi ser i dag er en kombination af disse former. Seattle-demonstrationerne i 1999 var et eksempel på det, hvor en masse forskelligartede grupper som fagforeninger, feminister, miljøgrupper og anarkister handlede i fællesskab uden noget centralt lederskab.

Her var modsætningen mellem enhed og forskellighed ikke længere aktuel, idet man erfarede at autonom organisering og samarbejde sagtens kunne fungere samtidigt og faktisk definere selve organisationsformen. Det er en meget kraftfuld drejning indenfor politisk organisering at vi ikke længere behøver at opleve et modsætningsforhold imellem de to organisationsformer.

Bevægelsernes svaghed

Globaliseringsbevægelsens styrke har i høj grad været dens mangfoldighed og evne til at sætte dagsordenen. Samtidig har bevægelsen overordnet set været utilstrækkelig på tre punkter:

For det første har det været et problem udelukkende at kunne organisere sig negativt - imod fx IMF, Verdensbanken, G8. En generel frustration er, at vi ikke har været gode nok til at arbejde direkte henimod vores alternativer.

Det andet punkt er begæret efter at forbinde bevægelserne til alle hjørner af verden. Det har været svært da en stor del af bevægelsen har været nordamerikansk eller europæisk.

Her har de Sociale Forummer været en løsning på begge problemer: At samles til sit eget topmøde - i stedet for fjendens - samtidig med at udvide sine forbindelser hinsides Europa og Nordamerika.

Et tredje problem har været, at ønsket om at fastholde autonomien ofte har ført til en mangel på kontinuitet og effektivitet. Dette var især tilfældet i Argentina, hvor insisteren på autonomi delvist betød et kollaps, og hvor institutionelle strukturer til sikring af kontinuitet ikke blev skabt.

Vi har brug for nye former for institutionalisering for bevægelserne der både giver plads til kontinuitet og autonomi, uden at vende tilbage til fx centralisering og faste ledere, som bevægelserne allerede har forkastet.

Når der er en generel erkendelse af problemerne, har vi muligvis allerede redskaberne til at løse dem. Marx beskrev det dejligt præcist: ”Menneskeheden taler ikke om problemer, den ikke allerede har redskaberne til at løse.”

En ny produktion

Nutidens sociale kampe er i høj grad blevet centreret omkring viden og information. Den industrielle produktions herredømme i verdensøkonomien er blevet erstattet af den såkaldt immaterielle produktion, hvilket vil sige produktionen af viden, information, billeder, sociale relationer og følelser. Selvfølgelig forbliver arbejdet ”fysisk”, men selve produktet bliver i stigende grad immaterielt.

At producere immaterielle værdier er ikke først og fremmest frigørende - nærmere tværtimod. Det er et fænomen der nedbryder skellet mellem arbejde og fritid. Produktionen af følelser og sociale relationer er i høj grad en del af dig selv, men bliver i stigende grad en del af dit job. Et eksempel på denne udbytning, hvor arbejdet centreres omkring følelser og kommunikation, er arbejdere på de såkaldte call centers, i fastfood-kæder og indenfor omsorgserhverv.

Samtidig er arbejde, der er i stand til at skabe sociale relationer, meget mere magtfuldt end arbejde, der ikke er. Hvis de kommunikative evner bruges anderledes end de gør på arbejdet, har de stort potentiale for frigørelse fra den kapitalistiske dominans og for realiseringen af autonomien.

Informatiseringen sætter sig også igennem i landbruget, der tidligere var underlagt industrialisering. Dette kommer blandt andet til udtryk i striden om ejerskab til den information og viden, der ligger i såsæden. Når Monsanto udvikler ny såsæd, patenteres den genetiske information der ligger i den. Jorddyrkere har altid vidst at såsædens kvalitet, er et spørgsmål om viden. Når denne viden i dag bliver privat ejendom, handler kampene om hvorvidt retten til den viden skal ligge i hænderne på multinationale selskaber.

Pointen er, at andre former for produktion og arbejde i dag skal tilegne sig kvaliteterne ved immaterielt arbejde. Det samme var tilfældet i 1850’ernes industrialisering, hvori Marx så en tendens til industrialisering, på trods af at industriarbejderklassen kun udgjorde en lille del af arbejdsstyrken. Det er det samme vi prøver at gøre nu - at pege på en tendens der er kvalitativt anderledes; en tendens til at industrien og andre sektorer kommer under indflydelse af kommunikation og information.

En ny organisering

Hvad du lærer på arbejdet, skaber betingelserne for den måde du er i stand til at organisere dig politisk. Når kvaliteter som samarbejde, netværkstruktur, decentralisering og kommunikation præger arbejdet i dag, vil den politiske organisering også blive formet ud fra disse kvaliteter. Hvis du ikke har brug for en chef men kan samarbejde decentralt, så har du heller ikke brug for en partileder og en centralt sat dagsorden.

Dette kan sammenlignes med den kommunistiske bevægelse for 100 år siden: Det fabriksarbejderen var i stand til, var det han/hun lærte på fabrikken, nemlig både at samle bilen, men også at samarbejde med andre arbejdere. Partiets opgave var, på et politisk plan, at reproducere den organisatoriske og kooperative viden som arbejderne allerede havde tilegnet sig i arbejdsprocessen. Når det i dag er muligt at organisere bevægelser autonomt og reelt demokratisk, er det fordi det er de kvaliteter folk har tilegnet sig igennem produktionen. Dette betyder at det kommunistiske parti ikke længere er den mest effektive organisationsform.

Det er selvfølgelig stadig arbejderne der besidder den viden, der er nødvendig for produktionen, men den viden der stadig er under chefens kontrol, bærer potentialerne til arbejdernes selvorganiserede, autonome produktion.

Ethvert værktøj er et våben

Idéen om Multitude som ”frihed til forskellighed” er nemt forenelig med en forbrugerorienteret markedstankegang, der hylder begær og forskellighed, men det faktum at Empire fungerer via skabelsen af forskelle, betyder jo ikke at vi derfor bør kræve ensretning og kulturel renhed.

Men en strategi til at bekæmpe kapitalen uden simpelthen at benægte alt ved den er at arbejde ”indefra”. At tage kapitalens uopfyldte løfter op og kræve dem opfyldt: kræve reel forskellighed og reelt demokrati. Bare fordi Bush siger ”frihed og demokrati” betyder det ikke at vi skal holde op med kæmpe for det.

Selvom et firma bruger anarkistiske slogans skal vi fortsætte med at bruge dem, og transformere det firmaet gør, til vores egen fordel.

Evnen til at tænke utopisk, skal ikke bruges til at udtænke færdige pakkeløsninger til et fremtidigt samfund, men til i nutiden at forestille sig verden anderledes.

Vi kan ikke forestille os de relationer vi ønsker før vi har smadret kapitalismen, men vi kan heller ikke smadre systemet uden samtidigt at skabe alternativet. IWW, Industrial Workers of the World, brugte et slogan, der stadig er aktuelt: ”We need to create the new society in the shell of the old”. Vi kan ikke først ødelægge for derefter at bygge op. Vi må skabe alternativer som samtidig ødelægger markedets diktatur - vi må skabe en praktisk utopi ved at bruge de redskaber vi allerede har.