Det mexicanske venstre fra oven og fra neden

I forbindelse med præsidentvalget i Mexico, er Andres Manuel Lopez Obrador fra partiet PRD blevet kaldt det mexicanske bidrag til den såkaldte venstrebølge i Latinamerika. Sideløbende med valgkampen har ”den anden kampagne” turneret landet og kritiseret den antagelse at Lopez Obrador skulle være repræsentant for venstrefløjen.

Af Anne Wind

Det seneste års tid er to meget forskellige venstrebølger rullet henover det politiske landskab i Mexico. Lopez Obrador-bølgen er den ene. I denne er Lopez Obrador den næste i rækken af latinamerikanske præsidenter, der skal dreje kontinentet mod venstre. Den anden venstrebølge i Mexico kommer længere syd fra, fra den zapatistiske bevægelse og udtrykt af talspersonen Subcomandante Marcos. Den begyndte da der sidste år blev erklæret rød alarm i de zapatistiske områder i Chiapas. Bevægelsen samledes i nogle dage og det skriftlige udkom af denne samling var Den sjette deklaration fra Lacandonjunglen, også kaldet La Sexta.

Kritikken af den politiske elite

Zapatisterne tager i La Sexta afstand fra PRDs rolle i vedtagelsen af den såkaldte indianerlov. En lov som Zapatisterne oplevede som beviset på de store mexicanske partiers illoyalitet. (Se foregående artikel).

Zapatisterne kritiserer den politik de store mexicanske partier herunder PRD, fører. ”Siger vi at politik ikke virker? Nej, det vi gerne vil sige er at denne politik ikke fungerer. Og den fungerer ikke, fordi den ikke tager folket i betragtning, lytter ikke til folket, tager sig ikke af det, nærmer sig det kun, når der er valg, og nu vil de ikke en gang længere have stemmer, nu er det nok med meningsmålinger til at afgøre, hvem der vinder.” Marcos har gentagne gang uddybet denne kritik af den mexicanske politiske elite. ”Deroppe foregår showet, og der er kun plads til tilskuere, ... dovenskaben bliver tilbudt, lad være at gør det, jeg gør det for dig, lad være at snak, jeg snakker for dig, lad være at beslutte noget, jeg beslutter for dig, lad være at tænke, jeg lader som om jeg tænker for dig.” Dette er ifølge Zapatisterne den melding, der indirekte lyder fra den politiske top.

Den anden kampagne samler venstrefløjsbevægelserne

Den anden kampagne er et opgør med den politiske kultur, der handler om ”at skifte ejer engang hvert sjette år”. Den handler om at konstruere en ny måde at lave politik på. Det handler om at forenes i mangfoldighed, om at få politikerne til at adlyde folkets vilje, om at skabe et rum for udvikling af nye politiske forståelser og nye former for politisk handling. Målet for den anden kampagne er at få det mexicanske folk til at tage magten ud af det politiske system, der er gennemsyret af korruption. Og skabe et nyt forfatningsgrundlag for Mexico. Nye love, der respekterer det mexicanske folks krav om bolig, jord, arbejde, mad, sundhed, uddannelse, demokrati, retfærdighed, frihed og fred.

Med inspiration fra Zapatisternes kamp i Chiapas handler den anden kampagne i høj grad også om processen. Et vigtigt led i udviklingen af et nyt politisk grundlag for Mexico, er samlingen af forskellige venstrefløjsbevægelser og en diskussion af hvad ’det sande venstre’ er. At nærme sig ’det sande venstre’ betyder også at tage afstand. Og Zapatisterne har fra starten af den anden kampagne taget afstand fra Lopez Obrador. Det betyder ikke at folk, der er med i den anden kampagne ikke kan støtte op om Lopez Obrador. Men det betyder at det fra starten har været meget klart, at den anden kampagne ikke var en støttekampagne til fordel for den kandidat, som nogle har udråbt til at være en venstrefløjskandidat.

Sociale bevægelser i fremgang

I løbet af maj og juni viste særligt to begivenheder i Mexico at den anden kampagnes idé om at samle sociale bevægelser vækker genklang ikke blot i Chiapas, men i hele Mexico.

”Det mexicanske landbrug har det dårligere end nogensinde før og bønderne er endnu mere på røven end i Porfirio Díaz tid,” (red. Præsident i Mexico i slutningen af 1800-tallet og starten af 1990-tallet) Står der i La Sexta. De mexicanske bønder er ikke ene om at være på røven.

Atenco

Den 3. og 4. maj 2006 i Atenco, en by et par timer fra Mexico City var hundrede af demonstranter på gaden for at demonstrere mod uddrivelsen af blomstersælgere fra byens historiske centrum. I månederne op til havde sælgerne været i løbende dialog med myndighederne for at få lov til at blive på den centrale plads i byen. Tidligt d. 3. maj mødte politiet talstærkt op for at drive sælgerne væk fra pladsen. Blomstersælgerne hentede opbakning fra andre beboere, bevægelser og organisationer i Atenco, Heriblandt det meget omdiskuterede Frente de los Pueblos en Defensa de la Tierra (FPDT).

Det kom til lange og blodige kampe mellem politi og demonstranter. Billeder af maskerede demonstranter med macheter blev sendt på nationalt tv i dagene omkring 3. og 4. maj i Mexico. De store medier gik myndighedernes ærinde og malede en historie op om en lille gruppe radikale oprøre, der var gået løs på politiet og på hvem, der måtte slås hårdt ned for at opretholde ro og orden. En historie der legitimerede at de sociale protester blev mødt med politiets brutalitet og myndighedernes kriminalisering.

Medierne fik lov at filme i Atenco, mens adskillige politienheder gik imod demonstranterne. I ét indslag kunne man ligefrem se en rapporter fra Televisa i front for en marcherende politienhed på vej mod demonstranterne. 3500 politimænd mod 300 demonstranter. Med blot et par måneder til præsidentvalget skulle der gøres tydeligt opmærksom på at der blev slået hårdt ned på sociale protester. Journalisterne fik ikke lov til at filme hvad som helst. Og nogle fik frataget deres kameraer. Det er en hårfin balance både at skræmme sociale oprørere til tavshed og undgå alt for meget negativ international opmærksomhed. I dagene efter sammenstødene i Atenco bragte alternative medier vidneudsagn ud fra folk, der var med i demonstrationerne og fra tilfældigt forbipasserende, der var blevet udsat for politiets hårdhændede behandling. De anholdte var blevet kørt til fængsler tæt ved Mexico by, en transport, der normalt ville vare et par timer, men som for mange af de anholdte strakte sig over seks timer. Jævnligt stoppede bilerne, fangerne blev genet ud, de blev banket og smidt ind i bilerne igen og mange kvinder blev seksuelt misbrugt under transporten. I fængslerne gik der uger før læger og gynækologer fik lov til at tilse de mishandlede og misbrugte fanger.

Oaxaca

Den 14. juni fløj en helikopter over Oaxaca by i det sydlige Mexico. Fra helikopteren blev tåregas skudt ud over 50-70.000 lærere, der var samlet i byen. Lærerne der i mere end tre uger havde besat den indre del af byen, vågnede denne onsdag morgen omkring kl. 4.30 ved skud, slag og anholdelser. Lærerne i Oaxaca har demonstreret i årevis. Men særligt siden 1. maj har de forsøgt at få myndighederne til at lytte til krav om forbedring af uddannelsesforholdene i delstaten. Men uden held. Med samme politibrutalitet som det sås i Atenco, blev lærerne her forsøgt trængt ud af byen. Den følgende dag indledte delstatens guvernør Ulises Ruiz Ortiz forhandlinger med lærerne, der dog brød sammen efter et par dage. Siden da har der været fire store demonstrationer med deltagelse af de strejkende lærere, samt protester fra en lang række andre sociale bevægelser i Oaxaca. Bevægelserne er forenet i et krav om guvernørens afgang. Og de fortsætter med fredelige demonstrationer og aktioner i håbet om guvernørens afgang og et politisk skift i Oaxaca og i Mexico.

Korrupte alliancepartnere

Men guvernør Ruiz Ortiz er ikke upopulær alle steder. Han er bedste venner med Roberto Madrazo, der var PRIs kandidat til præsidentvalget. Ruiz Ortiz har i store summer støttet Madrazos valgkampagne, rygtet vil vide han særligt har gjort det for offentlige midler. Madrazo har til gengæld udtalt at når han blev præsident, så må Ruiz Ortiz få nøglerne til Los Pinos, den mexicanske præsidentbolig. Og Ruiz Ortiz blev spået en central politisk karriere, hvis Madrazo blev præsident. Det lykkedes dog ikke og det har det ikke på noget tidspunkt tydet på at det ville. Ruiz Ortiz’ fremfærd i Oaxaca i juni (rygtet vil vide at han fik ordre direkte fra Madrazo) skal ses som en brutal reaktion fra en undertrykkende stat, men også som en reaktion fra et desperat PRI, der er i krise. Både Atenco og Oaxaca er symboler på den utilfredshed og sociale indignation, der ulmer under det tynde lag af demokrati i Mexico. Det er denne utilfredshed fra neden, der bærer den anden kampagne fremad. Ikke længere som en bevægelse centreret omkring den zapatistiske bevægelse, men som en selvstændig bevægelse af modstand og modmagt over hele Mexico.

Anne Wind er aktiv i Operation Dagsværks Chiapas-gruppe