Det evige offer og den barmhjertige frelser

En feministisk retorik bliver i den danske offentlighed ofte brugt til at retfærdiggøre racistiske dagsordener. Dette har utallige historiske og samtidige paralleller. Men hvad er mulighederne for at tænke udover den aktuelle ideologiske ramme af ’civilisationernes sammenstød’? Er det eneste alternativ til racismen at melde sig under kulturrelativismens faner? Denne artikel ser på faldgruberne i feminisme på globalt plan og om koloniale myter om kulturforskelle.

Af Anna Storr-Hansen

Vi hører historierne igen og igen. Historierne om den ikke-vestlige minoritetskvinde, der er undertrykt, fordi undertrykkende traditioner er en central del af hendes kultur. Hvis hun går med tørklæde, er det fordi hun ligger under for religiøse påbud. Hun må ikke uddanne sig og risikerer at blive tvunget til ægteskab af sine forældre af kulturelle årsager.

Men er det frugtbart for feminister i Danmark at inkludere etniske minoritetskvinder i deres verdensbillede og kamp gennem disse fortællinger? Er det sådan den feministiske kamp bliver global? Jeg vil påstå det modsatte, og tilføje at det tilmed har flere uheldige konsekvenser for den feministiske kamp på globalt plan.

Den feministisk klingende kritik af situationen for kvinder fra etniske minoriteter i Danmark har længe domineret den danske offentlighed. De har rødder i imperialistiske myter om folk fra den ikke-vestlige verden, hvor ’kvinden fra en anden kultur’ er et passivt og uformående offer, hvorimod manden er aggressiv og farlig.

Den stakkels kvinde, som objekt for europæiske frelserfantasier, har vist sig at være en yderst brugbar figur til at retfærdiggøre alverdens uhyrligheder. Blandt andre har den feministiske lektor fra Cambridge, Priyamvada Gopal, bemærket, at de mest brutale nykoloniale projekter som f.eks. krige i mellemøsten og stramninger af migrationslovgivningerne, og håndhævelsen af disse i hele Europa, begrundes med ønsket om at ’redde de brune kvinder fra de brune mænd’.

Kulturforskelle og frelse af kvinden

Men hvorfor er det egentlig så vigtigt for mange at pointere, at kvinder fra de ”andre kulturer” skal reddes fra deres kultur? Her er et tilbageblik på den koloniale historie brugbar. Både for at afdække hvilke forhindringer for bekæmpelse af racisme vi stadig støder på i dag, og for at give feminister mulighed for at forholde sig til feminismens fortid.

Det førnævnte projekt om at ’redde de brune kvinder’ peger tilbage til den type argumenter, som kolonimagter ofte har brugt til at legitimere deres mission. Faktisk mener den feministiske litteraturkritiker, Gayatri Spivak, at dette princip var centralt for den koloniale logik. For at forstå dette, må man forstå, hvor vigtig idéen om kulturforskelle var for retfærdiggørelsen af kolonialismen. Mine eksempler tager primært udgangspunkt i Indien, men der kan meget ofte drages paralleller til andre koloniale sammenhænge.

Den indiskfødte feministiske filosof, Uma Narayan, der har beskæftiget sig med at bygge bro mellem såkaldt vestlig og tredjeverdens feminisme, beskriver, hvordan forestillingen om kulturforskelle blev brugt som den væsentligste legitimerende faktor under kolonialismen i Indien. Den koloniale ideologi insisterede på, at den indiske og den vestlige kultur var radikalt forskellige, og dette kunne fungere som forudsætning for briternes civiliserende mission. Det koloniserede subjekt blev opfattet som anderledes, underlegent og umodent, og dette blev brugt som en af de gode grunde til at civilisere og modernisere dette subjekt.

De koloniale sammenhænge producerede aktivt forestillingen om essentielle kulturforskelle mellem, i denne forbindelse, vest og øst. Dette betød, at de koloniale fremstillinger af den indiske kultur tog udgangspunkt i, at den var en givet og uforanderlig størrelse defineret én gang for alle. Det koloniserede samfund blev opfattet som et sted uden historie, et sted der var gennemsyret af uforanderlige religiøse verdensbilleder, og deres traditioner blev set som tidløse elementer af den oprindelige kultur.

Disse koloniale idéer udviklede sig både i en racistisk og en kulturrelativistisk variant. Kulturrelativismen vil jeg vende tilbage til senere.

Kvinden blev tildelt en særlig plads i fortællingerne om ’de andre kulturer’. Hun blev set som et passivt offer for traditioner og kulturelle skikke og blev derfor et objekt for kolonimagtens frelsende projekt.

Kvinder, kønsrelationer og seksualitetsmønstre kom for både kolonisatorer og koloniserede til at symbolisere fastfrosne kulturelle forskelle mellem kolonimagt og koloniserede. Tildækning, omskæring, enkebrændinger (1) og andre fænomener kom i forskellige sammenhænge til at opfattes som uoversættelige udtryk for forskellige kulturer, og koloniale strider kom ofte til at handle om at bevare eller udrydde sådanne skikke.

Kvinden blev ofte set som en symbolsk figur, der skulle værne om de nationale traditioner under opbyggelsen af en selvstændig national identitet i kolonierne. Følgelig var det ikke usædvanligt, at de nationalistiske bevægelser fik et stærkt patriarkalsk islæt, og var blinde overfor kvindeundertrykkelse. På den anden side stod kolonimagten med sit bekvemme syn på kvinden som et passivt offer og de paternalistiske ambitioner om at redde hende. I Indien blev f.eks. skikke som børnebryllup og enkebrændinger brugt som en bekræftelse på at landet ikke var civiliseret.

Historisk fungerede fokuset på de uoverstigelige kulturforskelle til at dække over, at kvinder i alle kulturelle sammenhænge, også hos kolonimagterne, blev regnet som andenrangsborgere. Det var med til at aflede opmærksomheden fra hvilke ubehageligheder den vestlige og den koloniserede kultur – som tilsyneladende var så forskellige – havde til fælles, f.eks. i form af vold mod kvinder.

Der er utallige eksempler på, at vestlige feminister spillede med i dette spil, heriblandt kvindelige britiske stemmeretsforkæmpere. De var med til at fodre kolonimagterne med argumenter til at bevare deres dominans ved at fremstille kvinder fra ’andre kulturer’ som slavebundne af deres kultur. Denne belastede historie har betydet, at farvede og andre postkoloniale feminister har været og til stadighed er nødsaget til både at udfordre den hvide feminismes racefordomme og de antikoloniale eller antiracistiske bevægelsers kønsblindhed.

Nutidens ideologiske ramme

Eliterne i den vestlige verden har stadig stærkt brug for at retfærdiggøre sin globale dominans og en politik, der kombinerer skabelsen af ulighed med forhindringen af uønsket migration. Her viser arven fra kolonialismens ideologiske overbygning sig stadig at være meget anvendelig. Dette til trods for at vi lever i en verden der bryster sig at have lagt kolonitiden bag sig.

Der er naturligvis masser af væsentlige forskelle mellem fremstillingerne af ’andre kulturer’ og det kvindelige objekt for frelse, i f.eks. 1800 tallets koloniale Indien og i det danske samfund i dag. Sociologiprofessoren, Jasmin Zine, beskriver i Information i januar, at diskussionen om kulturforskelle og kvindeundertrykkelse i dag foregår indenfor en ideologisk ramme af islamofobisk revitaliseret orientalisme på den ene side og religiøs muslimsk fundamentalisme på den anden. Samuel Huntingtons teori om civilisationernes sammenstød er et aktuelt eksempel på en videreudvikling af idéerne om kulturforskelle, der er med til at forme vilkårene for debatten om kultur, racisme og kvindefrigørelse.

Den udbredte opfattelse af, at kvinder med oprindelse i ikke-vestlige lande pr. definition er undertrykt af deres kultur, er et udtryk for et manglende opgør med koloniale myter. Disse myter fungerer stadig i dag som en begrundelse for f.eks. at forhindre migration til Danmark og bygge murene rundt om grænseregimet EU endnu højere. F.eks. blev 24-årsreglen fremlagt som et tiltag, der skulle forhindre tvangsægteskaber,og dermed var til kvindernes eget bedste.

Myten om den passive og viljeløse ikke-vestlige – især muslimske – kvinde, og nødvendigheden af at redde hende fra de tyranniske ikke-vestlige mænd, optræder ofte i den danske offentlighed. Denne figur spiller sammen med, at der ofte ikke skelnes mellem ’de andres’ kultur, religion eller traditioner. Begreberne bruges nærmest synonymt, til at beskrive den tidløse og uforanderlige størrelse, der definerer handlerummet for medlemmerne af den kultur, der er anderledes end den dominerende.

I kombination med dette ligestilles den religiøse praksis jævnligt med passiv og ureflekteret lydighed. Dette syn på ’de andre kulturers’ religioner er forankret i den koloniale forståelse af østlige religioner som relativt uforanderlige sæt af overbevisninger og praksisser, der deles af alle dens medlemmer. Denne religionsforståelse ser totalt bort fra den sammenhæng, som religiøs praksis indgår i, samt fra de økonomiske interesser og politiske dagsordener, der bidrager til forandringer i de tilsyneladende fastfrosne overbevisninger og praksisser. Disse forståelser af religion, kultur og traditioner er i høj grad medvirkende til at fremstille ikke-vestlige kvinder som ofre. I de statiske kulturer har de ikke noget forandringspotentiale, og de fratages dermed indflydelse på eget liv.

I forsøget på at gøre op med at den kvindefrelsende retorik som gøder jorden for racisme, bliver kulturrelativisme ofte foreslået. Kulturrelativisme bygger på ideen om at acceptere ’de andres’ kultur og de praksisser, der er centrale for ’deres’ kultur, altså på ideen om kulturforskelle. Denne tilgang har nogle meget store faldgruber, idet det ofte er magtfulde og patriarkalske kræfter, der har mulighed for at definere, hvad de ’centrale kulturelle praksisser’ er. De praksisser, som bliver ’vigtige for kulturen’ er altså et resultat af kampe mellem politiske og økonomiske interesser om definitionsmagten. Det er f.eks. forklaringen på, at mange, der formodes at være en del af den danske kultur, idet deres forældre er etnisk danske, ikke kan identificere sig med den nationale identitet som Integrationsministeriet tog for givet, da de lavede ’danskhedstesten’, som man skal gennemføre for at få dansk statsborgerskab.

Tilmed er det ikke en sjældenhed, at de fænomener, der mærkes som vigtige for ’vores kultur’ indebærer kontrol med kvinder; kvinders tøj, familieplanlægning og adgang til uddannelse. Kulturrelativisterne risikerer dermed at levere argumentation til de kræfter, der ønsker at retfærdiggøre kvindeundertrykkelse gennem henvisninger til ’vigtige kulturelle praksisser’.

Selv den mest velmenende kulturrelativistiske tilgang kan altså have nogle uheldige konsekvenser, fordi den tager kultur og traditioners status for givet. Der findes ikke hele kulturer, der skråsikkert går ind for ulighed – kun magtfulde kræfter i dem der gør. De fasttømrede definitioner af kultur er ofte ikke til fordel for feministiske dagsordener, tværtimod. De er ahistoriske og begriber hverken, at kulturer er foranderlige eller, at fremstillingerne af kulturer ofte har politiske motiver. Kultursynet er altså med til at skabe problemer for feminisme på globalt plan, fordi det fratager mennesker muligheden for at forandre deres egen situation.

Selvom jeg argumenterer i mod ideen om kulturforskelle, vil jeg ikke benægte, at der er praksisser, der forekommer i nogle sammenhænge, som er fraværende i andre. Men fastfrysningen af kulturer slører, at værdier og praksisser faktisk er genstande for forhandling i alle kulturelle sammenhænge. Kultur og traditioner kan ikke i sig selv begrunde kvindeundertrykkelse, uden at kulturen og traditionen fastfryses og tildeles en uforanderlig kerne, der er defineret én gang for alle. Ingen form for kvindeundertrykkelse kan reduceres til at være et spørgsmål om ’traditioner’. Hvis man studerer den ikke-vestlige kvinde, der er undertrykt af ’traditioner’ nærmere, viser problemerne sig at være politiske og af meget nutidig karakter.

Som Uma Narayan påpeger, er alle kulturer foranderlige over tid, når man ser nærmere efter. F.eks. er forestillingen om den vestlige kultur også en historisk opfindelse, der blev udviklet i 1600-tallet i forbindelse med kolonialismen. Flere fænomener, der oprindeligt intet havde at gøre med Vesten, er blevet vestlige over tid, som eksempelvis kompasset, kaffen og kristendommen.

Narayan påpeger samtidig, at en politisk retorik, der polariserer vestlig og ikke-vestlig er farlig, fordi den leder opmærksomheden bort fra det faktum, at der faktisk foregår et fint samarbejde mellem eliterne i Europa og USA på den ene side og eliterne i f.eks. Mellemøsten og Asien på den anden. Et aktuelt eksempel er Danmarks glimrende forhold til Saudiarabien, på trods af at det er et af de lande i verden, der har den mest kvindeundertrykkende retspraksis.

Feminisme uden racisme?

Spørgsmålet er følgelig hvordan man som feminist fra vesten kan praktisere en globalt orienteret feminisme uden at reproducere racistiske fordomme om ’kvinder fra andre kulturer’. Her er der flere muligheder. Primært må man undgå at lade sig styre af den førnævnte ideologiske ramme, der opstiller et forsimplet valg mellem revitaliseret orientalisme og islamisk fundamentalisme (2).

Samtidigt er det kontraproduktivt at fokusere på andre kulturer som undertrykkende, fordi det medvirker til at sløre patriarkalske fællestræk og dermed til at undergrave kampen mod kvindeundertrykkelse internationalt. I stedet for at tage traditioners status for givet, må man gå bagom, og finde ud af hvilke historiske og politiske processer, der har givet dem denne status.

Vi må holde helt op med at bruge begrebet kultur til at koble feministiske kampe sammen. Det bliver alt for ofte brugt af antifeministiske kræfter, som f.eks. religiøse fundamentalister, til at legitimere deres magt. Det koloniale forsøg på at placere ikke-vestlige kulturer ’uden for historien’, giver i dag et ekko hos religiøse fundamentalister med ikke-vestlig oprindelse, som bruger begrebet ’traditioner’ til at definere kvinders ’autentiske’ plads i kulturen.

Den vestlige elite og visse vestlige feministers evindelige sang om, at ’de andres kultur er uforenelig med feminisme’ og de islamiske og hinduistiske fundamentalisters idé om, at ’feminisme er en vestlig forbandelse’ supplerer i grunden hinanden fint og bygger på de samme koloniale vrangforestillinger om kulturforskelle. Det koloniale syn på ’andre kulturer’, som under kolonialismen blev brugt til at fremstille kolonierne som irrationelle, underordnede og ude af stand til forandring, bliver i dag brugt af religiøse fundamentalister til at retfærdiggøre nationale og kulturelle visioner om kvinder i traditionelle roller. Følgelig anklages mange feminister fra den såkaldt Tredje Verden for at ville indføre ’vestliggørelse’ og for kulturelt forræderi af autoritære eller fundamentalistiske kræfter. At afvise feminisme som en vestlig ting er en bekvem måde at retfærdiggøre undertrykkelse og dermed afvise krav om demokrati og retfærdighed på. I dansk sammenhæng bliver ideen om, at kvinders lighed og feminisme skulle være et vestligt fænomen, brugt til at forherlige de vesteuropæiske og det nordamerikanske samfund. Samtidigt ser den totalt bort fra, at undertrykte gruppers rettigheder altid har været, og til stadighed er, et produkt af kamp.

Vi må gøre op med de koloniale ideer om uoverstigelige kulturforskelle og den eurocentriske feminisme, og på den måde lære af historien og være opmærksom på, hvordan fortiden optræder i vores bevidstheder. Det opgør har været i gang længe, både blandt farvede feminister og feminister fra den såkaldt Tredje Verden og blandt hvide feminister med en antiracistisk dagsorden.

Men der er desværre mange koloniale myter, der fortsat lever i dag, og der kan det, som feminist, være gavnligt at fokusere på de patriarkalske fællestræk, der eksisterer på tværs af kulturer. Som sociologiprofessoren, Sherene Razack, med muslimsk baggrund, sagde til Information i januar, er det nødvendigt ”at lægge kulturbegrebet fra os i sammenhæng med patriarkalsk vold. I stedet bør vi analysere al patriarkalsk vold på samme måde, hvad enten den begås af majoritet eller minoritet”.

Det samme foreslår Uma Narayan. Hun mener at mishandling og nedværdigende behandling af kvinder er opsigtsvækkende på tværs af kulturelle sammenhænge. I Indien forklares brudebrændinger, hvor bruden dræbes efter gommens familie har modtaget medgiften, med kultur og tradition. Men f.eks. i Danmark, hvor der også forekommer vold og drab i hjemmet, bliver dette ikke betragtet som et udtryk for dansk eller vestlig kultur. Narayan påpeger, at både makeup og tildækning af håret indebærer en slags kontrol over kvindekroppen og derfor i en feministisk analyse må behandles ens. Det er en god feministisk strategi at koble de feministiske kampe sammen, ikke for dermed at gøre den hvide heteroseksuelle kvinde til det eneste subjekt i feminismen, men for at finde ud af hvilke problemer og udfordringer, kvinder verden over har tilfælles.

Feministisk politik i Vesten må nødvendigvis indtænke et antiracistisk perspektiv, for på den måde at nuancere forståelsen af, hvordan undertrykkelsen af kvinder må ses i sammenhæng med racediskrimination, og det kan afsløre, hvornår og hvordan en feministisk retorik misbruges til at udvikle fordomme og udøve magt.

Anna Storr-Hansen er med i GAIAs redaktion og er feministisk aktiv. Hun læser derudover idéhistorie.

(1) Enkebrændinger er en skik, hvor enken brændes på et bål sammen med afbrændingen af hendes afdøde mand. Fænomenet var omdrejningspunkt for konflikter mellem kolonimagt og indiske hindufundamentalister i 1800 tallets Indien. Trods det allerede dengang var en uddøende skik, kom enkebrændinger til at symbolisere henholdsvis Indiens lave grad af civilisation og den indiske nationale identitet.

(2) ’Fundamentalisme’ er et belastet begreb, som har flere betydninger. Jeg bruger ikke begrebet om særlige religiøse observanser, men om moderne politiske bevægelser der bruger religion som grundlag for at opnå eller konsolidere deres magt og udvide deres sociale kontrol.

For videre læsning: 

Uma Narayan: Dislocating Cultures – Identities, Traditions and Third World Feminism.

Ania Loomba: Post/colonialism 

Chandra Talpade Mohanty: Feminism Without Borders