Den store befrier Gandhi?

Mahatma Gandhis ikke-voldsfilosofi har givet ham gurustatus over hele verden, og den nævnes ofte som forklaringen på Indiens befrielse fra det britiske kolonistyre. Men ifølge Farooq Sulehria fra Pakistan var Gandhi en realpolitisk hykler og det var snarere væbnet kamp, der første til løsrivelsen.

Som nyankommet til Sverige og den vestlige sfære i bredere forstand forbavses jeg ofte over den brede heltestatus, som Mahatma Gandhi har opnået. I Pakistan og Indien, hvor Gandhi primært var aktiv, hersker nemlig et helt andet billede af denne statsmand, især på venstrefløjen.

For mig at se var det et udtryk for både hykleri og ironi da FN for nylig udnævnte Mahatma Gandhis fødselsdag den 2. oktober til International Ikke-Voldsdag for at hylde hans minde. Det er hyklerisk i den forstand at FN har godkendt krigshandlinger i Afghanistan, og ironisk eftersom Gandhi er et af de fremmeste eksempler på en personificering af dette hykleri.

En krigerisk helgen

Gandhi er højt værdsat over hele verden og æret med tilnavnet Mahatma (store helgen), et navn han fik af forfatteren og filosoffen Rabindranath Tagore. Af den simple grund ville mange af dem, der betragter Gandhi som en helgen, sikkert ryste på hovedet i mistro, hvis de hørte ham sige følgende: ”Intet partnerskab kan eksistere mellem de modige og de svage. Vi betragtes som svage mennesker. Hvis vi vil frigøre os fra den vanære, må vi lære at anvende våben”.

Han fortsætter: ”... vi må have mulighed for at bære våben og bruge dem... Hvis vi skal lære at bruge våben... er det vores pligt at indskrive os i hæren”. Disse helgenagtige ord, var rettet imod indere under første verdenskrig, da Gandhi påtog sig opgaven at hverve indere til det britiske imperiums hær. Forbavsede indere protesterede: hvordan kan en ikke-voldsfortaler deltage i en krig?

En Mahatma er ikke noget værd hvis han ikke kan bringe klarhed i sådanne verdslige spørgsmål. Således svarede han: ”Jeg accepterer det britiske imperiums fordele og beskyttelse. Jeg har ikke forsøgt at ødelægge det, hvorfor skulle jeg tillade at det blev ødelagt?”.

Blandt de verdslige fordele, som den overjordiske Mahatma høstede, var to krigsmedaljer og en majorgrad som tak for sit bidrag til de hvide hæres nedkæmpning af zulu-oprøret og sejren i Boerkrigen i Sydafrika. Af sådanne grunde var ”Gandhi den bedste politimand briterne havde i Indien”, som parlamentsmedlemmet Ellen Wilkinson deklarerede efter sit officielle besøg i Indien i 1932.

Den ikke-voldsprædikende Mahatma lånte ikke bare sin støtte til imperialistiske krige. Selvom han ikke levede længe nok til at opleve, hvordan Indien blev en atommagt og besatte Østpakistan, havde Indien raget uklar med Pakistan allerede inden hans død. I stedet for at modsætte sig Pakistans krav på Kashmir med ikke-vold, velsignede Gandhi premierminister Nehrus beslutning om at sende indiske tropper til Srinagar i Kashmir.

Ikke-voldsfilosofiens råd om at ”forkaste ethvert spor af vold fra dit hjerte” gjaldt kun, når formålet var at ”give absolut beskyttelse til enhver engelsk mand, kvinde eller barn”. Modsigelsesfyldt? Ja, men den britiske vicekonge af Indien, Lord Irwin, forklarer modsigelsen: ”Han er en underlig lille djævel, der altid forsøger at opnå fordele”. Derfor kunne Gandhi den ene dag kalde sig ’en anarkist, men en anden slags’, for næste dag at besøge Italien på Mussolinis indbydelse, hvor denne ’anden slags anarkist’ deltog i fascistiske demonstrationer.

Venskab mellem rig og fattig

På samme måde kunne Gandhi kalde sig for hindu, muslim, kristen, buddhist, jøde, hvad som helst... Dog med en enkelt undtagelse. Han kaldte sig aldrig for en gudløs bolsjevik. Tværtimod hævdede han, at ”hvis noget kan forhindre denne katastrofe (bolsjevismen) i at ramme vores land, er det satyagraha (ikke-vold)”.

Gandhi kunne tale de kasteløses, de urørliges, sag og bryde tabuet ved at besøge deres slumområder eller tage bad i deres brønde. Men han kunne aldrig spise af de urørliges hænder, for når alt kom til alt, var han Sanatni (fundamentalistisk hindu) og vedkendte sig sin tro på kastesystemet (Varnasharam Dharm).

Gandhis hjerte bankede også for kvinderne. Han opfordrede kvinder til at uddanne sig og bo i hans Ashram (skole). Men piger skulle passe på ikke at tiltrække drenge, for ellers sørgede Gandhi for at deres hår blev barberet af hovedet.

For proletariatet og bønderne lød det hellige råd: ”Arbejde og kapital behøver ikke at stå i modsætning til hinanden.” For trods alt ser tingene ud sådan, at ”selv i den mest perfekte verden vil vi ikke kunne undgå uretfærdighed, men vi kan og må undgå kamp og bitterhed. Der er utallige eksempler på hvordan rige og fattige lever i perfekt venskab. Men vi må mangedoble disse eksempler”.

Men levede han ikke sit liv som fattig? Jo. Men som der blev sladret om i disse gode gamle dage ”koster det en del penge at lade Gandhi leve i fattigdom”. Og ”en hel del penge” kom fra familierne Birla og Tata, som er to af de rigeste og indflydelsesrigeste familier i Indien. Disse penge dækkede ikke bare omkostningerne for Gandhis liv, men garanterede også at radikale som Subhash Chandra Bose blev underkuet. Den venstreorienterede Bose blev to gange valgt som formand for Kongrespartiet som modstander af Gandhis fraktion. Men penge fra Birla og Tata hjalp Gandhi med at organisere et kup.

Væbnet kamp befrier Indien

Bose afgik fra formandsposten, flygtede fra Indien og opbyggede befrielseshæren INA. Tusindvis af indiske soldater fra den britiske hær og andre indiske unge, gik med i INA. Boses popularitet oversteg Gandhis under anden verdenskrig, hvilket valget af ham til partiformand understregede. Boses legendariske status som befalingsmand i INA var ikke den første udfordring, Gandhi mødte i sin egenskab af at være Indiens selvskrevne leder. I starten af 1930’erne blev Gandhi og Kongrespartiet udfordret af den 23-årige Bhagat Singh, der overgik Gandhi og hans Kongresparti ved at angribe de britiske kolonialister sammen med Hindustan Socialist Republican Army. Efter at være blevet hængt, blev Bhagat Singh for det indiske subkontinent, hvad Ché Guevara er for Latinamerika. Hans popularitet under den kortlivede kamp endte med at være langt større end Gandhis. I virkeligheden var det den revolutionære væbnede kamp, inspireret af Bhagat Singh og derefter INA, der befriede Indien. Lærebogsklichéen om at Gandhis ikke-vold tvang de britiske koloniherrer til at forlade Indien, er ikke bare en trivialisering af Indien – og Pakistans – revolutionære arv, men også en uvidende historisk forenkling.

Farooq Sulehria er pakistanskfødt freelanceskribent fra Sverige

Artiklen under navnet ”Den falske profeten” blev bragt i den svenske avis Arbetaren i januar 2008. Artiklen er bygget på følgende bøger, som alle citater ligeledes stammer fra:

‘The Life of Mahatma Gandhi’ af Louis Fischer. 

‘India’s Struggle for Independence’ af Subhash Chandra Bose. 

‘Dancing with Wolves’ af Ahmed Bashir. 

‘Jinnah of Pakistan’ af Stanely Wolpert.