Den kollektive imperialisme

Med baggrund i Bush’s genvalg bringer vi denne analyse af Samir Amin om forholdet mellem USA og resten af verden. I et historisk perspektiv trækker Amin de store linier op og ser særligt på USA’s relationer til Europa

af Samir Amin

Kapitalismen har siden sin fødsel af natur været et polariserende system. Med polarisering menes den stadige opbygning af dominerende centre og en tilsvarende domineret periferi. Denne opdeling er indbygget i den kapitalistiske akkumulationsproces på globalt plan. Verden vil forblive imperialistisk - polariseret - i en overskuelig fremtid, for så vidt verden forsat vil blive domineret af kapitalistiske produktionsforhold.

Fra begyndelsen af 1600-tallet og frem til 1945 har imperialisme altid været i flertal - f.eks. Englands, Frankrigs og Tysklands imperialismer. Den stadige og ofte voldelige konflikt mellem imperialistiske magter har indtaget en lige så afgørende plads i omformningen af verden som klassekampen, i hvilken de grundlæggende modsigelser i kapitalismen kommer til udtryk.

Kollektiv imperialisme

Anden Verdenskrig blev afsluttet med en betydelig forandring af formerne for imperialisme. De forskellige imperialismer, der konstant var i konflikt, blev erstattet af en kollektiv imperialisme. Denne kollektive imperialisme repræsenterer centrene i det kapitalistiske verdenssystem: USA og deres canadiske provins, Vest- og Centraleuropa, samt Japan. USA’s dominerende rolle i efterkrigstiden må ses i dette perspektiv af kollektiv imperialisme.

Globalt herredømme

Det igangværende amerikanske projekt stammer ikke fra hjernen hos George W. Bush. Derimod har den amerikanske herskende klasse understøttet dette projekt siden 1945, selv om det først har været muligt efter Sovjets opløsning at forfølge det med den nuværende intensitet, stædighed og voldelighed.

Projektet har altid lagt afgørende vægt på de militære formål. Ved afslutningen af Anden Verdenskrig udarbejdede USA en global militær strategi. Her var målet ikke kun at omringe Sovjet og Kina, men at sikre Washington som den afgørende magt i enhver afkrog af verden og således styre kloden i overensstemmelse med, hvad USA’s regering måtte definere som dets nationale interesser.

Dette projekt medfører i dag, at USA’s nationale interesser stilles over alle andre principper for kontrol med lovlig politisk adfærd. Det medfører en systematisk mistro fra USA’s side overfor alle former for overnationale rettigheder.

FN undergraves

Det var præcis denne holdning, man gerne så forandret i den historie, der begyndte efter 1945. Det var på grund af de uhyrligheder, som konflikterne i imperialismens centre og de fascistiske magter udløste, at de Forenede Nationer blev skabt på grundlag af nye principper, der ulovliggjorde staters suveræne ret til at føre krig.

Dette gode initiativ - som blev støttet af mennesker verden over - repræsenterede et kvalitativt spring og åbnede op for fremskridt. Dette fandt dog ikke gehør hos den herskende klasse i USA. Autoriteterne i Washington følte sig aldrig trygge ved idéen om FN. I dag proklamerer de åbent og brutalt, hvad de har måttet skjule hidtil, nemlig at de ikke accepterer idéen om en international retsorden. En FN-orden som de betragter som værende i modstrid med udøvelsen af deres nationale interesser.

Vi må ikke acceptere nogen undskyldning for denne tilbagevenden til et tankesæt udviklet af Nazi-Tyskland, og som bidrog til ødelæggelsen af Folkeforbundet.

Efterkrigstidens verdensorden

Umiddelbart efter Anden Verdenskrig blev det amerikanske lederskab ikke kun accepteret men aktivt støttet af borgerskabet i Europa og Japan. Truslen om sovjetisk invasion havde ikke kun god klangbund hos højrefløjen men også hos socialdemokratierne, der følte sig truet af deres politiske modstandere, de kommunistiske partier i Europa. Man kunne tro, at denne kollektive karakter hos den nye imperialisme kun var af politisk natur, og når Europa og Japan var kommet økonomisk på fode igen, ville de søge at slippe fri fra Washingtons dominans. Dette blev ikke tilfældet - hvorfor?

Min forklaring er, at fremkomsten af nationale befrielsesbevægelser i Asien og Afrika fra slutningen af 1950’erne og et par årtier frem, samt den støtte de fik fra Sovjet og Kina, tvang imperialismen til at acceptere både ”fredelig sameksistens” og at store områder i verden unddrog sig dens kontrol. I denne situation fandt Europa og Japan, at en kollektiv imperialisme styret af USA, var en brugbar form til at håndtere Nord-Syd-konflikten på.

USA på den høje hest

Sovjetunionens sammenbrud og svækkelsen af de populistiske regimer, der fulgte i kølvandet på befrielsesbevægelsernes kamp, har banet vej for at USA’s imperiale projekt er vendt tilbage med fuld kraft i Mellemøsten, Afrika og Latinamerika. Dette projekt udfolder sig stadig inden for rammerne af den kollektive imperialisme. Det kommer til udtryk i en økonomisk styring af verden på basis af nyliberale principper og strukturtilpasning, som er ved at kvæle den tredje verden - alt sammen implementeret af G7, WTO, Verdensbanken og IMF. På det politiske niveau har Europa og Japan accepteret en marginalisering af FN til fordel for NATO; både under Golf-krigen i 1991 og under krigen i Jugoslavien i 2002. Dette er også tilfældet med Irak-krigen, selv om der er kommet nogle revner i facaden.

USA’s regering proklamerer i dag åbent, at den ikke vil tolerere etableringen af nogen økonomisk eller militær magt, som kan sætte spørgsmålstegn ved USA’s magtmonopol. Dertil har USA givet sig selv lov til at føre ”præventive krige”. På denne måde bliver tre potentielle modstandere sat på plads:

  • Først Rusland, hvis opløsning som stormagt er et strategisk mål for USA. Den russiske herskende klasse synes ikke at have forstået dette. De tror, at de efter at have ”tabt krigen” kan ”vinde freden”, som Tyskland og Japan gjorde efter Anden Verdenskrig. De glemmer, at Washington behøvede disse to tidligere modstanderes genrejsning netop for at matche den sovjetiske udfordring. I dag er situationen anderledes. USA har ikke nogen alvorlig konkurrent.
  • Dernæst Kina, hvis vækst og økonomiske succes bekymrer USA. Det strategiske mål er en sønderlemmelse af dette store land.
  • Endelig er der Europa. Her er USA ikke så bekymret indtil videre. Det skyldes for det første: Den betingelsesløse ”transatlantiske kærlighed” hos nogle få - England, (Danmark, red.), og de nye underdanige magter i Østeuropa. For det andet: Hele EU-projektets skrøbelighed. For det tredje: De sammenfaldende interesser hos den dominerende kapital i USA, Europa og Japan for at opretholde en kollektiv imperialisme. Dette skulle holde Europa på plads.

Kollektiv imperialisme - dens former og modsigelser

Der har imidlertid vist sig nogle sprækker mellem USA og nogle europæiske lande angående den politiske styring af den globale nyliberale orden. Er disse sprækker blot midlertidige og begrænsede, eller varsler de kommende forandringer? For at besvare dette, er det nødvendigt at analysere logikken i den nye fase af kollektiv imperialisme.

Økonomisk globalisering

Den nye kollektive imperialisme har sin oprindelse i forandringer i konkurrencevilkårene. For blot få årtier siden konkurrerede de store firmaer på nationale markeder. Det kunne ske på verdens største marked - USA’s - eller på de europæiske markeder. Vinderen af den nationale kamp havde et godt udgangspunkt for at klare sig på det globale marked. I dag er det omvendt.

Kampen udkæmpes med det samme på det globale marked, og her opnår vinderen dominans på alverdens nationale markeder. Internationalisering bliver således den primære ramme for de store firmaer. Med andre ord er forholdet mellem det nationale og globale, hvad angår årsag og virkning, vendt om. Tidligere var national økonomisk magt grundlag for global tilstedeværelse, i dag er det omvendt. Derfor har de transnationale firmaer, uanset deres nationalitet, en fælles interesse i en styring af verdensmarkedet. Denne fælles interesse bliver presset ned over forskellige handelsmæssige konflikter, der definerer den konkurrence som er iboende kapitalismen.

Solidariteten mellem de dominerende dele af den transnationale kapital er reel, og den kommer til udtryk i deres opbakning til den globaliserede nyliberalisme. USA ses i dette perspektiv som forsvarer - militært hvis nødvendigt - af disse fælles interesser. Washington er dog ikke indstillet på en ligelig fordeling af profitten ved dette lederskab. Tværtimod søger USA at reducere sine allierede til vasaller, der kun har krav på mindre indrømmelser. Vil denne konflikt føre til et brud på den Atlantiske alliance? Det er ikke umuligt, men heller ikke særlig sandsynligt.

USA’s plads i verdensøkonomien

USA’s produktionssystem er langt fra det mest effektive i verden. USA handelsunderskud øges år efter år: Fra et underskud på 100 milliarder dollars i 1989 til 500 milliarder dollars i 2002. Selv det overskud på 35 milliarder USA havde på det højteknologiske område i 1990 er nu vendt til et underskud. USA står over for europæisk og japansk konkurrence på det højteknologiske felt. Kina, Korea og andre asiatiske og latinamerikanske industrialiserede lande er konkurrencedygtige inden for almindelige industrivarer. Endelig er Europa og Latinamerika konkurrencedygtige inden for landbruget.

Den nordamerikanske økonomi snylter på sine partnere. Verden producerer og USA konsumerer.

Washington har tre redskaber, som skal kompensere for dette handelsunderskud: Gentagende ensidige brud på de ellers så priste liberale handelsprincipper, våbenhandel og en stadig søgen efter ekstraprofitter ved oliehandel. Det sidste kræver systematisk kontrol over producenterne af olie - en af de reelle årsager til krigene i Centralasien og Irak.

Sagen er, at væsentlige dele af det amerikanske underskud dækkes af opsparet kapital fra Europa, Japan, rige olielande og overklassen i den tredje verden.

USA’s strategiske mål

Det er stadig vitalt at kunne dominere periferien. Vi hører ofte, at ”i den nye økonomi” vil råvarerne fra den tredje verden miste deres betydning, og den tredje verden vil derfor blive marginaliseret i verdenssystemet. I modsætning til denne naive og hule diskurs har vi Bush-administrationens ”Mein Kampf”: ”The National Security Strategy of the United States”. Heri fremgår det, at USA arbejder hårdt for retten til at tilegne sig verdens naturressourcer for at kunne tilfredsstille sit forbrug. Kapløbet for at opnå kontrol over råvarer er i fuld gang, og her gælder det primært olie men også andre ressourcer som især vand. Ikke mindst fordi disse ressourcer vil blive en mangelvare - dels som følge af Vestens overforbrug men også industrialiseringen i dele af periferien.

Mange lande i den tredje verden vil blive vigtige industrielle producenter - såvel til eget marked som til verdensmarkedet. De vil blive importører af teknologi og kapital. De vil blive konkurrenter på det globale marked. De vil dermed forstyrre den nuværende balance i den globale økonomi. Her er ikke kun tale om mellemstore lande i Sydøstasien som Korea og Taiwan. Det er kæmpenationer som Kina, Indien, Mexico og Brasilien, der industrialiseres.

Kapitalismens vækst i disse lande vil ikke bringe stabilitet men konflikter internt og internationalt. Årsagen er, at kapitalismens ekspansion ikke kan opsuge den enorme mængde af arbejdskraft, som er koncentreret i periferien. Periferien vil vedblive med at være i oprør. Centret i det kapitalistiske system må derfor vedblive med at udøve sin dominans over periferien og gennemføre en nådesløs disciplinering af verdens folk, for at nå sine prioriteringer.

USA’s ledende kredse har til fulde forstået, at dets herredømme i den kollektive imperialisme hviler på tre afgørende fordele i forhold til Europa og Japan: Kontrol over klodens naturlige ressourcer, USA’s militære monopol og vægten af den anglo-saksiske kultur i den måde kapitalismens ideologiske dominans kommer til udtryk.

Konflikter i den kollektive imperialisme

Hvis de tre parter - USA, Europa og Japan - har en fælles interesse i den kollektive imperialismes globale styre, som deres forhold til den tredje verden viser, så er det ikke desto mindre et potentielt konfliktfyldt interessefællesskab.

Supermagten USA opretholder sin førerposition ved hjælp af tilstrømmende kapital, som nærer dets snyltende økonomi. Denne sårbarhed udgør en alvorlig trussel for Washingtons projekt. Europa i særdeleshed og resten af verden i almindelighed må vælge en af to strategiske muligheder: Enten at bruge overskydende kapital - det vil sige deres opsparing - på at finansiere USA’s overforbrug og USA’s investeringer og militære udgifter, eller de kan spare op og investere dette overskud hjemme.

Hvorfor er resten af verden villig til at dække USA’s underskud? Argumentet er, at fordelene ved USA’s administration af det globale system på vegne af den kollektive imperialisme er større end ulemperne. Finansiering af USA’s underskud er en gave, som må betales for at sikre stabilitet. Netop en gave - og ikke en investering med et garanteret godt afkast. Der er nogle lande, som benævnes fattige forgældede lande, og som må betale renten af deres gæld uanset konsekvenserne. Mens der er et magtfuldt forgældet land, USA, som er i stand til at afskrive sin gæld, hvis det skulle blive nødvendigt.

Den anden mulighed for Europa og resten af verden er at standse denne transfusion til USA, og i stedet bruge overskuddet lokalt til at genoplive sin egen økonomi. Hvis overskuddet blev brugt til at fremme lokal beskæftigelse, ville det kunne øge det offentlige forbrug, og dermed genopbygge den sociale dimension, som den nyliberale virus har nedbrudt. Der ville også kunne investeres i ny teknologi og udvikling, ja selv til militær oprustning, for at sætte en stopper for USA’s forspring på dette område. Men at vælge denne mulighed kræver en forskydning af magtbalancen mellem de sociale klasser til fordel for arbejderklassen.

Samarbejdet og konkurrencen mellem partnerne i den kollektive imperialisme for at få kontrol over periferien - plyndre dets naturressourcer og disciplinere dets befolkning - kan analyseres fra forskellige vinkler. Jeg vil nævne tre forhold som forekommer mig væsentlige:

  1. Det nuværende verdenssystem, som jeg betegner som kollektiv imperialisme, er ikke mindre imperialistisk end dets forgængere. Det er ikke et ”Imperium” af post-kapitalistisk art.
  2. Kapitalismens historie har været globaliseret lige fra begyndelsen. Det centrale i denne historie har været forskellige faser i imperialismen og dermed forskelligefaser i forholdet mellem center og periferi.
  3. Internationalisering er ikke det samme som en sammensmeltning af det økonomiske system via deregulering og åbning af markedet. Deregulering - i dens forskellige historiske former - frihandel i 18-hundredtallet og firmaernes frihed til at flytte rundt med kapital med produktion på globalt plan i dag - har altid kun været den dominerende kapitals projekt. I virkelighedens verden har disse projekter næsten altid været tvunget til at tilpasse sig krav, som ikke har passet i den liberale logik. Disse liberale projekter har reelt kun eksisteret i korte perioder i historien. Idéen om ”Frihandelen”, som blev fremført af datidens store industrimagt England, fungerede kun i to årtier fra 1860-80. Den blev fulgt op af et århundrede fra 1880 til 1980 karakteriseret af konflikter mellem imperialistiske magter og de socialistiske landes stærke afkobling fra det kapitalistiske verdensmarked. Derudover foretog de populistiske nationalistiske lande en mere beskeden afkobling fra det kapitalistiske marked i perioden 1955-1975.

Den igangværende sammensmeltning af verdensmarkedet der startede via nyliberalismen i begyndelsen af 1980’erne omfatter nu hele kloden. Dette sker i kraft af Sovjetunionens sammenbrud. Jeg tror, denne proces vil lide samme skæbne som forrige århundredes frihandel. Det kaos nyliberalismen skaber, viser at det blot er: ”Kapitalens permanente Utopia”.

Det europæiske projekt i liberalt kviksand

Er en anden europæisk politik mulig? Er den ved at tage form? Annoncerer den franske præsident Chiracs tale mod en unipolær atlantisk verden og for opbygningen af en multi-polær verden enden på USA’s og Europas atlantiske alliance? Hvis det skal blive en realistisk mulighed, er det nødvendigt, at Europa først kommer op af det kviksand, hvori det er ved at synke.

Alle regeringerne i de europæiske stater er blevet vundet over på nyliberalismens side. Denne styreform i de europæiske lande betyder intet mindre end en tvangsmæssig opløsning af ”Det Europæiske Projekt”. De økonomiske fordele ved den europæiske økonomiske union opløses i den økonomiske globalisering. Europas politiske og militære selvstændighed opløses i alliancen med USA. Som det ser ud nu, findes der ikke noget ”Europæisk Projekt”, men et nordatlantisk (eller måske triaden: USA, Europa og Japan) under USA’s ledelse har erstattet det.

Efter Anden Verdenskrig lykkedes det Vesteuropa at indhente USA’s økonomiske og teknologiske forspring. Efter 1989 var den sovjetiske trussel borte. Det samme var de ofte meget voldelige modsætninger mellem kontinentets tre store magter: Frankrig, Tyskland og Rusland. Disse modsætninger, som havde påvirket europæisk historie gennem halvandet hundrede år, var bilagt. Dette er efter min menig positivt og indeholder et rigt potentiale for videre udvikling. Den er ganske vist underlagt et økonomisk fundament, der bygger på liberalisme, men denne liberalisme var indtil 1980’erne tøjlet af det socialdemokratiske historiske kompromis, som tvang kapitalen til at tilpasse sig kravet om social retfærdighed fremført af arbejderklassen. Siden hen er udviklingen dog forsat i en ny social ramme - inspireret af en amerikansk antisocial liberalisme.

Denne sidste udvikling har kastet de europæiske samfund ud i en flerdimensional krise. Grundlæggende er det en økonomisk krise som følge af, at man valgte den liberale model. Krisen er blevet uddybet af, at de europæiske lande har rettet sig ind efter USA’s økonomiske krav: Europa er gået med til at finansiere USA’s underskud på bekostning af egne interesser.

Dernæst er det en social krise, som viser sig ved en opblomstring af arbejderklassens modstand mod de fatale konsekvenser af liberalismen.

Endelig er der en begyndende politisk krise, en afvisning af at rette sig ind - i det mindste betingelsesløst - over for USA’s ordre om en endeløs krig mod landene i syd.

USA’s fabrikerede krige har skabt en offentlig opinion. Hvad angår Irak-krigen var reaktionen global. Visse regeringer har endda ytret sig kritisk: først Frankrig, så Tyskland, Rusland og Kina. Men det forbliver et faktum, at de selvsamme regeringer ikke har sat spørgsmålstegn ved deres trofaste eftergivenhed over for liberalismens økonomiske krav. Denne modsigelse må løse sig på den ene eller anden måde. Enten ved at underkaste sig Washingtons krav eller ved et reelt brud, der økonomisk og politisk gør en ende på den atlantiske alliance.

Den væsentligste politiske konklusion på denne analyse er, at Europa ikke kan komme ud over den atlantiske forbindelse, så længe den politiske alliances fundament er den transnationale kapital. Det er kun, hvis sociale og politiske kampe bliver i stand til at ændre dette økonomiske indhold i magtblokken, og de dermed påtvinger et nyt historisk kompromis mellem kapital og arbejde, at Europa vil være i stand til at distancere sig fra Washington og dermed tillade en eventuel genoplivning af det ”Europæiske Projekt”. Under sådanne betingelser kunne Europa også - ja det burde - engagere sig internationalt i forhold til Østen og Syden på en anden vis end den måde, den kollektive imperialisme har engageret sig på. En sådan kurs vil være et skridt på den lange vej væk fra kapitalismen. Med andre ord, ”Det Europæiske Projekt” må dreje til venstre - et alvorligt venstresving - eller det vil forgå.

Redigeret og oversat af Torkil Lauesen fra:

Samir Amin: ”U.S. Imperialism, Europe, and the Middle East” fra Monthly Review vol. 56 no. 6. Nov. 2004