Den Fremmede

I Algeriet februar 1992 kuppede militæret regeringen efter at FIS (den islamiske frelses front) havde vundet valget i december 1991. Mange unge havde ved valget stemt på FIS, 'Abd al-Haq var en af dem.

Oversat og redigeret af Malte Svendsen-Tune

'Abd al-Hag er ikke religiøs fanatiker, men han forsøger at bede regelmæssigt. Han har svært ved at engagere sig politisk, og han søger lige så ofte flugt i hash og bedøvende medikamenter som i bønnens selvforglemmelse. Han præsenterer sig selv som en professionel "hittiste" - fransk/arabisk ord for de unge algierere, der holder murerne (heit) oppe ved at læne sig op ad dem.

Arbejdsløs og udelukket fra at uddanne sig er Abd al-Hag henvist til at hænge på gaderne i Algiers. Han ser ikke sin familie, er ikke gift og har som Islam foreskriver det ingen omgang med kvinder (man gifter sig ikke uden penge og lejlighed i Algeriet). Han har ikke noget konkret at foretage sig og forklarer sit stofforbrug med frygt og søvnløshed gennem de sidste fem år. Uden den traditionelle arabiske familietilknytning og sociale sammenhænge bliver de unge modtagelige for de religiøse prædikanters budskab, og en del er blevet "resocialiseret" i miljøet omkring moskeerne, men ikke alle finder tilfredsstillelse i religiøsitetens totalitarisme.

Den franske sociolog Miriam Verges har fået Abd al-Haq til at fortælle om sig selv, sine tanker og sit forhold til stat og religion i Algeriet. Interviewet lavede hun i december 91, da hun besøgte hovedstaden, Algiers, for at undersøge de unges forhold til valget.

I Algeriet dikterer Islams regler den "rette" levemåde - "discount-sandhed". I Danmark fokuserer vi også på det rigtige, men det rigtige har vi forskellige opfattelser af. Nogle er på "velfærdssamfund" og andre borgerlige floskler, mens andre søger at blive bevidste om samfundets struktur, der muliggør udbytning og i bund og grund er uretfærdig. Måske vil vi alle det samme, men strander halvvejs mellem teori og praksis? Vi lever i en splittet verden, og der er ingen, der ved om det gode finde s ved at forfølge sine idealer og tanker i håbet om at de kan komme andre til gode, eller om man kun finder skønheden ved at dø fra sig selv, som hovedpersonen i "Den fremmede" gør den morgen, han skal henrettes, fordi han i ligegyldighed har skudt en araber, der truede ham med en kniv. ("Den Fremmede er skrevet af Albert Camus, en fransk fo1fatter født og opvokset i Algeriet)

Hvad betyder det for dig at være muslim i dag?

Det er at tro på Gud og ikke gøre onde ting. Det er alt hvad jeg ved som muslim. At være muslim forudsætter en masse ting jeg ikke ved. Der er ikke nogen muslimer her i Algeriet. Hvis der var ville vi alle leve godt.

Ingen muslimer?

Nej. Der kræves at man afdækker/finder rahma (barmhjertigheden), det gode. I dag er der ingen barmhjertighed, ikke en gang mellem naboer. Før i tiden var naboen der, du kendte ham, han eksisterede , ikke bare fordi han sagde goddag og var høflig. I dag er mentaliteten anderledes. Naboen, de unge mennesker, alle er forandrede. Algeriet er forandret. Siden 86-87 har jeg fornemmet det.

Dengang var livet godt, antik. Vi manglede ikke noget. der var barmhjertighed. Man kunne tale med menneskene. I dag har folk skjulte motiver, og når du diskuterer skal du passe på hvad du siger, være beregnende. Jeg lever ikke længere, jeg overlever. Og jeg er ikke den eneste, der har det sådan.

Hvad var det at være antik?

Jeg havde tilfældige jobs. Jeg tog til stranden med mine venner. Der skete noget... Ved du hvor lang tid det er siden jeg har været på stranden? Tre år. Havet er blevet sløvt. Livet er blevet sløvt.

Hvad er forandret?

Menneskene og - hvordan skal jeg sige det? - alting er problematisk. Før kunne jeg gøre ting, besøge mennesker, nu besøger jeg ikke engang min familie, når der er en religiøs højtid. Man søger arbejde og finder intet. Jeg har søgt mange steder, men kun politiet ansætter. Jeg vil ikke ydmyge folk, arrestere deres sønner og misbruge magt. Det er ikke længere muslimer, der bor her.

Hvornår blev du klar over religionens rolle?

For fire år siden begyndte jeg at bede efter diskussioner med nogle unge fyre fra kvarteret, dem med forbindelser til moskeen. Jeg gik ikke til moskeen selv, jeg bad ikke regelmæssigt. Sandheden er at jeg ikke ville forpligte mig. Når det blev aften ville jeg allerede være bagud med mine bønner, så jeg stoppede faktisk helt med at bede. Jeg ville have været nødt til at gå til moskeen regelmæssigt, men min mor var bange for, at militæret ville slå en klo i mig. Så jeg vendte tilbage til alkohol og stoffer. Du må forstå, min tro er svag. Det er svært. Og jeg er let at påvirke. Først skubbes man i den ene retning, så lidt i den anden, og før i tiden hang jeg ud med hvem som helst, dem som bad, dem som drak og dem som røg. I dag må vi fokusere på det sande. Der er intet der kan sammenlignes med bøn. Jeg har tænkt meget på det. Jeg giver almisser, gode gerninger, og jeg prøver at komme til moskeen om dagen for at bede. I går havde jeg en kvælende fornemmelse, men jeg fik det bedre, da jeg kom til moskeen.

Du havde en kvælende fornemmelse?

Jeg vågnede op om morgenen, gik ned til en af cafeerne i El-Biar hvor jeg plejede at hænge. Jeg blev der ikke, men jeg vidste ikke rigtig, hvor jeg skulle gå hen. Nogle venner dukkede op, og selv om jeg plejer at holde meget lav profil, kom jeg ind i et skænderi. Så gik jeg ned til markedet, hvor jeg gik lidt rundt på må og få for at få tiden til at gå. Jeg gik tilbage til cafeen, sad der et lille stykke tid. Ved frokosttid gik jeg hjem, men min hjerne kørte i højeste gear, og jeg kunne ikke sove. Jeg havde lyst til kaffe og cigaretter.

Hvor kommer bønnen så ind i billedet?

Jeg gik til moskeen for at bede og så tilbage til cafeen for at hvile mig lidt. Jeg drak en kop kaffe. Jeg gik udenfor igen til eftermiddagsbønnen. Det meste af tiden foretog jeg mig ikke noget. Jeg gik hjem igen om aftenen lige før spærretid. Det var svært at falde i søvn. Før i tiden røg jeg cigaretter og zetla (fælles betegnelse for cannabis, betyder det som får dig til at falde i søvn), og jeg drak, men nu er jeg holdt op. Det er svært at sove, tankerne kører rundt i mit hoved, og j eg må vente på at det stopper. Når jeg vil sove uden at ryge kachiete, må jeg stå op og gå rundt. Det gør mig helt flad ikke at få noget søvn, jeg kommer ind i en ond cirkel. Jeg tænker for meget. Sådan er det at være algierer.

Ja hvordan er det?

Skal jeg fortælle dig sandheden ? Jeg bor i et fremmed land her. Jeg har intet, der er intet. Jeg elsker overhovedet ikke Algeriet. Ved du at vi hader vort land. Vi har intet at foretage os. I morges efter at jeg stod op, røg jeg noget chira (vestalgiersk ord for pige, bruges om cannabis), og jeg blev fuldstændigt udmattet. I stedet for at udvikle os, ødelægger vi det for os selv. Andre steder gør folk på vores alder masser af ting. Hvad har vi gjort for at skulle udsættes for dette?

Hvad betyder det for dig at være araber i dag? Og hvordan forholdt du dig til Golf-krigen?

Ved du hvad, vi forstod faktisk ikke særlig meget, og jeg kan ikke lide at lytte til hvad, der bliver sagt. Jeg ser ikke TV, jeg vil hellere lytte til musik, sha'bi (populær-musik) og nogen gange rai for at drømme mig væk.

Hvad synes du om FIS' leder, Abassi Madani?

Hverken han eller Ben Hadj siger mig noget, Boudiaf tiltalte mig; det forekom mig, at han kom tilbage for at ordne tingene her i landet. De andre politikere kan ævle løs fra morgen til aften uden at sige noget, som rører mig. (Mouhammed Boudiaf, FLN-leder fra frihedskampen, fra januar 92 præsident for the Higher Comitee of State, myrdet 29. juni 92)

Hvorfor Boudiaf?

Jeg kendte ham ikke før hans tilbagevenden til Algeriet, men fra første øjeblik følte jeg, at han var god. Han kom fra Marokko med store planer for Algeriet. Da jeg hørte ham tale, overbeviste han mig. Jeg har endda et billede af ham. Alle de unge omtaler ham positivt, især efter hans død.

Hvad med martyrerne fra frihedskampen - fx La'arbi Ben M'hidi?

Jeg har hørt folk snakke om ham. Folk som ham var jo frihedskæmpere, som gav deres liv for landet, så selvfølgelig respekterer jeg ham. Men frihedskæmperne er døde nu - må Gud vogte deres sjæle -dagens politikere har aldrig været frihedskæmpere. Jeg kan i hvert fald ikke længere tro på hvad folk siger, jeg tror ikke længere på prædikanterne. Jeg kan heller ikke stole på de folk jeg kender, mine venner. Som situationen er i øjeblikket, kan jeg overhoved et ikke lide nogen.

Hvordan er forholdet til dine forældre?

Normalt snakker en fader med sin søn. Når jeg kommer hjem, taler min far ikke med mig, han er ligeglad med, hvordan vi har det. Når det komm er til stykket, har jeg hverken en far eller mor.

Hvad forbinder du med det gode liv?

Før 1988 var der niyya (gode intentioner) og tillid. Som jeg fortalte, plejede jeg at tage til stranden med mine venner. Vi tog en taxa og blev hele eftermiddagen til det blev mørkt. Det var godt. Efter det år var det slut. Det er lang tid siden, jeg har været glad. Fremtiden piner mig. Jeg kan ikke fort sætte med leve på denne måde. Kun i den private sektor er der arbejde, men de udnytter og håner en. Hvis jeg havde midlerne, ville jeg rejse hvilket som helst sted hen. Jeg var engang tre måneder i Østrig med en ven. Tre måneder er kort tid, men derovre i et vestligt miljø følte jeg mig i live.

Hvad foretog du dig der?

Jeg spillede fodbold i en amatørklub. Jeg havde det godt, min moral var høj, jeg var glad dengang. Jeg stod op om morgenen, gik på arbejde, jeg uddelte reklamer til lejlighedskomplekserne. Om eftermiddagen trænede jeg med fodbold holdet. Jeg bad også mine bønner. Vi levede fire algierere og fem egyptere sammen i en lejet lejlighed med to soveværelser. Det var hyggeligt. De har alt derovre, og om aftenen levede vi virkelig. Derovre glemte jeg alle mine sorger. Jeg havde det virkeligt godt. Her har jeg en klump i maven, selv hvis jeg morer mig sammen med mine venner om aftenen.

Hvordan vil du forklare forskellen? At frygten ikke findes der?

Det jeg søger findes der. Hvis de ikke var vantro, ville det være dem , der kom i himlen. Det er et land med rettigheder, her er der intet. Hvis bare mine forældre kunne have taget med mig, kunne vi have slået os ned sammen, og alt havde været godt. Man kan leve et jævnt liv der. Jeg tænkte hele tiden på Algiers, hvor man virkelig ydmyger os. Min krop var i Østrig og mine tanker i Algiers. Jeg tænkte ikke - hvordan kan jeg forklare det ? Der siger de også godmorgen til dig selv om de ved du er araber. her har folk mistet tilliden til hinanden. Der er misundelige mennesker, folk der snyder dig, upålidelige folk. Bare se dig omkring. Jeg har venner, der er blevet skøre på grund af dette.

Og dig?

Så snart jeg har penge nok til en fly billet, rejser jeg. Jeg vil meget hellere plukke druer et eller andet sted end at være her. I Algiers træller du for 3,000 dinarer månedligt. Hvad kan du gøre med dem? På understøttelse ville jeg få mere end dette. jeg klarer mig, og alligevel har jeg intet. Nogle gange hjælper folk mig, men for det meste må jeg gøre noget i gengæld. Jeg vil ikke leve i overflod, bare blive gift, have en lille bil, ikke så stor, og arbejde i et nationalt foretagende. det er hvad jeg drømmer om.

Interview fra Middle East Report, 192, januar-februar 1995 af Miriam Verges.