Den dag hæren kom til Pacoj

For tyve år siden skød soldater fra Guatemalas hær 52 mænd, kvinder og børn ved en massakre begået i landsbyen Pacoj. Nu kræver de overlevende fra massakren retfærdighed og har sammen med andre ofre for borgerkrigen anlagt sag mod landets tidligere diktatorer. Samtidig bliver den politiske situation i Guatemala mere og mere ustabil og forfølgelsen af regimets modstandere er igen et stigende problem. Derfor er der er igen behov for fredsvagter.

Christian Andersen er aktivist i Mellemamerika Komiteen og har i tre måneder opholdt sig i Pacoj som fredsvagt. Han har skrevet de følgende tre artikler og taget alle billederne.

Mauricio kniber det ene øje sammen og vurderer kyndigt mit værk. Jeg er trådt i lære som snedker for en tid, og hjælper med at lave 28 ligkister, som ofrene for massakren i landsbyen Pacoj, i Guatemala, skal begraves i.

Høvlebænken, vi står ved, tilhørte Mauricios bror. Han og 51 andre kaqchikel-indianere blev myrdet af soldater fra Guatemalas hær den 12. februar 1982. Nu, næsten 20 år senere har retsantropologer udgravet og fundet resterne af 28 mennesker i de massegrave, som ofrene for massakren lemfældigt blev kastet i. De overlevende fra massakren kan omsider se frem til, at deres døde slægtninge får en værdig grav.

Mauricio og otte andre indbyggere i landsbyen har sammen med overlevende fra en række andre massakrer begået i Guatemala i 1981-82 lagt sag an mod det daværende milititærdiktaturs øverste ledere. Anklagen lyder på krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, herunder folkemord.

Massakren

Indenfor har Mauricios kone, Celeste, sat den sodsværtede gryde over ildstedet, og bønnerne bobler over flammerne. Jeg har sat mig på en af de små træskamler ved ildstedet, mens hun tøvende begynder at fortælle om den dag, hæren kom til Pacoj.

— Mauricio fik at vide om morgenen, at en gruppe soldater var på vej, og at soldaterne havde slået folk ihjel i nabolandsbyen. Han forlod huset med det samme. Men jeg gik ikke med, for soldaterne var kommet før, og jeg troede, de bare ville have mad, fortæller Celeste på et spansk, der bærer tydeligt præg af, at hun hellere taler sit eget sprog, kaqchikél.

— Soldaterne brugte hele formiddagen i landsbyen på at lede efter de mænd, de søgte. Ved middagstid kom de tilbage til vores hus, og jeg gav dem tortillaer og kogte bønner.

— I løbet af eftermiddagen samlede de flere og flere kvinder og børn ved vores hus. Mellem klokken fire og fem sagde de, vi skulle stille op på række. Én efter én lukkede de os ind i huset, og jeg satte mig ned sammen med mine børn. Da alle var lukket inde, begyndte de at skyde. De skød fra døråbningen, men jeg mærkede det ikke. Først da jeg kunne føle blodet gennemvæde min huipil (de indianske kvinders vævede overdel) mærkede jeg det, hvisker Celeste og finder et hvidt lommetørklæde frem for at tørre tårerne bort fra øjnene.

Tre af Celeste og Mauricios børn blev dræbt af skuddene. Maria Silvestre på 14 år, Joaquin på 11 og den yngste på 8 år, Maria Polonia. 14 kvinder og børn blev myrdet i Mauricio og Celestes hus. Celeste blev ramt af kugler i halsen og skulderen.

Et hus til de døde

Bønnerne er kogt færdig. Efter måltidet og en majscigaret er Mauricio igang ved høvlebænken igen, og jeg lister om bag ved huset, hvor en smal sti gennem kaffeplanterne fører om til et stort hul. Her gravede retsantropologer for nylig resterne op af de 14 personer, der døde i Celestes hus. Knoglerne er nu bragt til undersøgelse i hovedstaden, for at dokumentere, at de begravede blev skudt. Retsantropologernes rapport skal senere bruges som bevismateriale mod den tidligere diktator og hans mænd.

Jeg går tilbage til huset af soltørrede lersten og sammenviklede majsstængler. Indenfor er Celeste igang med at pille tørret majs af kolberne. Jeg sætter mig ned og begynder i noget langsommere tempo at gøre det samme. Jeg spørger forsigtigt til kisterne, som vi kan høre Mauricio er ved at tømre sammen udenfor.

— Det er godt, siger Celeste med lys i øjnene, nu finder mine døde børn hjem, nu får de deres hus.

Fælles front mod folkemorder

Bevæbnet med hvide blomster og wild-west agtige plakater - "Eftersøgt: José Efraín Ríos Montt" - går godt 200 mayaindianere til kamp mod en af Guatemalas mest magtfulde mænd.

De er allesammen øjenvidner til et grusomt kapitel i Guatemalas historie. De har allesammen mistet én eller mange af deres kære. Idag til morgen, den 6. juni 2001, har de lagt sag an mod den tidligere militærdiktator Ríos Montt og hans hærs øverste officerer, og nu demonstrerer de for, at Guatemalas retsvæsen skal tage dem alvorligt. Historiens vingesus får det til at blafre i demonstrationens bannere: "Vi kræver upartiskhed og effektivitet af dommerne", står der. Demonstranterne kommer fra 11 landsbyer i Guatemalas højland. De har sluttet sig sammen i foreningen La Asociación para la Justicia y Reconciliación, og med fælles stemme ønsker de at bryde næsten 20 års tavshed og fortielse. Ríos Montt var kun ved magten i knapt halvandet år, fra marts 1982 til august 1983, men i løbet af hans regeringstid blev omkring 150 landsbyer massakreret, titusinder slået ihjel og hundredetusinder jaget på flugt. En sandhedsrapport, udarbejdet med FN i ryggen, fastslår, at Ríos Montts hær begik folkemord mod den mayaindianske befolkning. Idag er Ríos Montt formand for kongressen og generalsekretær i regeringspartiet Frente Republicano Guatemalteco (FRG).

Fra Huehuetenango til Hotel Ritz

Inden demonstrationen begav sig ud i Guatemala Bys gader, blev der afholdt en konference om anklagen mod Ríos Montt og den daværende militær-ledelse på det eksklusive Hotel Ritz. Den guatemalanske menneskeretsorganisation Centro de Acción Legal en Derechos Humanos (CALDH) bistår vidnernes sammenslutning med moralsk og juridisk assistance og har inviteret hovedstadens venstreintellektuelle og menneskeretsaktivister, samt udenlandske diplomater og det samlede journalistkorps til begivenheden. Nålestribede ambassadører og hvidskjortede tjenere med slikket nakkehår færdes hjemmevant rundt, mens barfodede indianske bønder, nogle efter at have rejst i flere dage for at nå frem, får deres livs første elevator-tur. Inden talerne begynder, diskuterer de blege byboer anklagens betydning for fredsprocessen i Guatemala. Mødets indianske deltagere samler sig omkring panorama-vinduet på 12. etage med udsigt over storbyen.

Et vidne beretter

Anklagen mod militærdiktaturets øverste ledelse lyder på krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, herunder folkemord. På konferencen læser en overlevende til massakren i San Francisco, i provinsen Huehuetenango, op af anklageskriftet: "...Kvinder og børn blev spærret inde i den katolske kirke og mændene blev ført ind i forsamlingshuset. Da soldaterne havde spærret alle folk inde begyndte de at slå kvinderne ihjel: I grupper på 10 førte de kvinderne tilbage til husene, hvor soldaterne efter at have voldtaget dem, spærrede dem inde og brændte dem levende. Nogle af børnene brændte sammen med deres mødre i husene, mens andre blev holdt fanget i kirken, hvorfra de grædende så deres mødre blive slået ihjel. Flere børn blev stukket ihjel med knive og nogle blev taget ved fødderne og slynget og knust mod massive træstolper. Til sidst slog soldaterne mændene ihjel. De hentede 10 af gangen og tildækkede mændenes ansigter med mændenes egne skjorter. De tvang dem til at lægge sig på jorden med ansigtet opad og skød dem bagefter én efter én i hovedet...". 350 mænd, kvinder og børn blev dræbt i San Francisco den dag, den 17. juli 1982.

Hærens grusomheder mod mayabefolkningen blev begået for at komme venstre-orienterede guerillabevægelser til livs, fortæller Carlos Loarca fra CALDH i sit indlæg på konferencen. Ríos Montt og hans stab beskyldte indianerne for at støtte guerillaen, og derfor skulle de slås ihjel. "Men civile, gamle og børn kan ikke være guerrillasoldater", konstaterer Carlos stilfærdigt.

Folkemord i to gear

Francisco Calí henvender sig direkte til de overlevende fra massakrerne: "I ved bedre end nogen anden, at jeres brødre, søstre, forældre og børn ikke bar våben, at de elleve landsbyer ikke var bevæbnede". Francisco Calí er selv mayaindianer og leder for den guatemalanske afdeling af den internationale indianerorganisation, Consejo Internacional de Tratados Indios. "På trods af sorgen er dagen idag en glædens dag. Idag kræver vi retfærdighed for vores døde slægtnige", fortsætter han og fortæller, at anklagen mod Ríos Montt er resultatet af næsten fem års arbejde. Ideen om en retssag mod Ríos Montt opstod i 1996 i én af de 11 landsbyer, der idag står bag anklagen. Siden har de overlevende og CALDHs jurister samarbejdet om at dokumentere, hvad der nøjagtigt skete under massakrerne, og retsantropologer har udgravet massegrave i alle 11 landsbyer.

Men forfølgelsen af mayaindianerne under Ríos Montts styre i 80erne er ikke noget enestående, hævder Calí. Fattigdommen og racismen, som de fleste indianerne i Guatemala kæmper mod hver dag, er en trussel mod mayaernes traditioner og skikke. "I Guatemala er der blevet begået to folkemord mod mayaindianerne - det ene på mindre end to år, begået under diktatorne Lucas García og Ríos Montt, og et andet, langvarigt folkemord, der begyndte for 500 år siden, da spanierne erobrede Amerika og som stadig er igang", slutter han nøgternt.

Forsoning

Frank LaRue, der er formand for CALDH, vender blikket tilbage til nutiden: "Idag tager I, de overlevende fra 11 landsbyer, et stort skridt, og dermed gør I hele Guatemala en tjeneste" siger LaRue til vidnerne. Han lægger vægt på, at i den overgang fra krig til fred som Guatemala befinder sig i, er retsopgøret med fortiden et uundværligt element. "Den væsenligste forsoning i det guatemalanske samfund må ske mellem staten og folket, for staten myrdede sin egen befolkning", analyserer LaRue og slår fast, at for at kunne tale om fred skal statens institutioner vinde folkets tillid. Det kan kun ske ved, at fortidens forbrydelser bliver ført for en domsstol, mener han.

Efter den sidste tale begiver de indianske deltagere sig ud på deres livs anden elevator-tur.

Hjem igen

Demonstranterne standser foran Guatemalas justitsministerium. De hvide blomster bliver lagt i en stor buket på fortovet, i håb om at også retfærdigheden vil blomstre. Spørgsmålet er, om Guatemalas retssystem er sluppet så meget ud af fortidens skygger, at retsprocessen mod Ríos Montt bliver gennemført.

Demonstrationen er slut og de tilrejsende indianere gør sig klar til at rejse hjem til landsbyerne. De indianske kvinder er iklædt en farvestrålende overdel, en huipil, som i hver egn af landet har bestemte farver og mønstre. Efterhånden som demonstranterne deler sig og samler sig i de grupper, de skal rejse hjem med, bliver gaden som en bred farvevifte.

En af de overlevende fra landsbyen Plan de Sanchez tager sig tid til at tale med en journalist fra en af landets største aviser: "Ríos Montt har ikke ret til at gøre det, han gjorde. Han beordrede henrettelsen af 282 familier i min landsby, den 18. juli 1982. Han har hænderne smurt ind i blod - det er en forbrydelse og vi kræver retfærdighed".

Igen behov for fredsvagter i Guatemala

Den hemmelige massegrav er ikke længere velforvaret. Overlevende fra 21 massakrer, begået i diktatorerne Romeo Lucas García (1978-82) og Efraín Ríos Montts (1982-83) regeringsperioder, har lagt sag an mod eks-diktatorerne og deres regimers øverste officerer.

Den brændte jords taktik

Sagsanlæggene er de første af sin art i Guatemala. I de hidtidige forsøg på at få dømt de ansvarlige for menneskeretsovergreb, begået under Guatemalas 36 år lange borgerkrig, har der været tale om individuelle sagsanlæg. Anklagerne mod Lucas og Montts regimer er derimod kollektiv, vidnerne fra 20 landsbyer i provinserne Quiché, Baja Verapaz, Huehuetenango og Chimaltenango har sluttet sig sammen i foreningen Asociación para La Justicia y Reconciliación (AJR). Menneskeretsorganisationen Centro para Acción Legal en Derechos Humanos (CALDH) støtter og rådgiver vidnerne og indgår som medanklager i sagen. Vidnerne ønsker at bevise, at massakrerne i deres respektive landsbyer ikke blev begået af uafhængige militærenheder, men derimod alle blev begået som led i en overordnet strategi udtænkt af landets og hærens øverstkommanderende. Denne "brændte jords taktik" kulminerede i perioden fra den 1. oktober 1981 til december 1982 og betød udslettelse af hundredevis af landsbyer og tusindvis af menneskers død. I to sandhedsrapporter, der er udarbejdet om borgerkrig-ens menneskeretsforbrydelser, karakteriseres overgrebene som folkemord mod den mayaindianske befolkning. Guatemala har ratificeret Geneve-konventionen om principper for krigsførelse og FNs konvention om retsforfølgelse af mistænkte for folkemord, og hvis de tiltalte findes skyldige i anklagerne om krigsforbrydelser og / eller folkemord, kan de derfor ikke søge ly i den amnestilovgivning, der er en del af fredsaftalerne, underskrevet i 1996 af den tidligere guerilla, URNG, og den daværende regering.

Vidnerne har ikke til hensigt at rive op i gamle sår, og formålet med sagsanlægget er derfor ikke at få de enkelte soldater eller medlemmer af civile forsvars patruljer (PAC) dømt for deres gerninger. Derimod ønsker vidnerne at få placeret det intellektuele ansvar for folkemordet, og at de ansvarlige bliver dømt og straffet for planlægningen og ordren om at udføre den etniske udrensning, der foregik i Guatemala, længe før det ord kom på mode.

Ud af anonymiteten

Som et del af fredsprocessen i Guatemala udarbejdede en kommision med FN i ryggen i 1997-99 en sandhedsrapport om borgerkrigens menneskerets-overgreb. Rapporten bygger på anonyme vidneudsagn, og den kommission, der

udarbejdede rapporten, havde ikke mandat til at placere det intellektuelle ansvar for krænkelserne ved navns nævnelse. At føre sag ved de guatemalanske domstole og retsligt bevise, at der i Guatemala i realiteten var tale om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, er umuligt at gøre ved anonyme vidneudsagn. De anklagede har ret til at kende deres modstander ansigt til ansigt, og vidnerne til de 20 massakrer, der indgår i sagsanlægget, og som bor i 21 forskellige landsbyer, er derfor nødt til at træde frem i fuld offentlighed.

Behov for fredsvagter

Kravet om at skulle stå frem med navn og ansigt har vakt vidnernes bekymring, i og med at mange af de undertrykkende strukturer, der herskede under borgerkrigen til stadighed eksisterer i Guatemala. Desuden bor vidnerne i flere af landsbyerne side om side med de mennesker, der begik massakrerne. Derfor har vidnerne i landsbyerne enten selv bedt om eller fået tilbudt tilstedeværelsen af "acompañantes", på dansk fredsvagter i deres landsbyer. Fredsvagternes primære opgaver er: 1) at udvise støtte til vidnerne og indgyde dem en følelse af sikkerhed, 2) upartisk at observere begivenheder i landsbyerne og statslige institutioners/repræsentanters handlen i forhold til vidnerne, og 3) at indsamle information om enhver trussel eller menneskeretsovergreb mod de implicerede i sagen, og udbrede denne information til et internationalt netværk af solidaritets- og menneskeretsorganisationer. Udsendelsen af fredsvagter koordineres af La Coordinación del Acompañamiento Internacional, der har ansat en person i Guatemala By og samarbejder med solidaritetsorganisationer i Quebec, Europa og USA. Freds-vagtsprogrammet blev opstartet i foråret 2000 og har siden knyttet kontakt til flere og flere af de organisationer, der i 90’erne sendte fredsvagter til de tilbagevendte flygtninges landsbyer.

Tiltagende repression

Og at der er behov for fredsvagter i Guatemala vidner de seneste måneders begivenheder desværre om. Siden Rios Montts højre-parti FRG tiltrådte som regeringsparti i 2000 er der sket en betydelig forværring af menneskeretssituationen i landet. I juli måned 2001 blev formanden for vidnernes forening forsøgt myrdet i sin hjemby i Ixcan-området og i oktober modtog en ansat i en kirkelig forening i Guatemala By, der havde huset medlemmer af vidnernes sammenslutning, trusler og indbrudstyve stjal følsomme oplysninger fra den kirkelige forenings kontor. Desværre er disse hændelser blot nogle enkelte i en bølge af angreb mod menneskeretsorganisationer, fagbevægelsen, bondebevægelsen, advokater, dommere etc. Flere gange i det seneste halve år har begivenheder i landområderne også vist, at de ellers nedlagte civile forsvarspatruljer (PAC) igen opererer som led i hærens bestræbelser på at bevare sin indflydelse i landet. FN, Amnesty International og Peace Brigades International har samstemmende udtrykt bekymring over den betydelige forværring af situationen, og flere og flere taler om, at Guatemala efter fem år med gryende fred og optimisme, nu igen er et land, hvor det er farligt at hæve røsten og kritisere hæren og den økonomiske elite.

Fredsvagter i Guatemala

I januar 1993 ledsagede internationale observatører den første kollektive hjemvenden af flygtninge fra Mexico. Det blev startskuddet til en omfattende tilstedeværelse af acompañantes/ fredsvagter i Guatemala op gennem 90’erne. Fredsvagterne opholdt sig som internationale observatører i de landsbyer, der husede hjemvendte flygtninge eller i civile modstandslandsbyer (CPR). Solidaritetsorganisationer fra en lang række europæiske lande, USA og Canada rekrutterede frivillige til opgaven. I Danmark stod Internationalt Forum for udsendelsen af fredsvagter.

Efter fredsslutningen i 1996 begyndte behovet for international tilstedeværelse i flygtningenes landsbyer at dale, og flere og flere lande ophørte med at sende fredsvagter til Guatemala.

Fra maj 1999 var det kun solidaritetsorganisationer fra Quebec, USA og Østrig der sendte acompañantes/fredsvagter til Guatemala, henholdsvis til opgaver ved udgravninger af massegrave, i Ixcan og i flygtninge landsbyer. Tilstedeværelsen af disse organisationer har været værdifuld, efter at behovet for acompañantes/fredsvagter igen er stigende dels p.g.a. de retslige tiltag mod Lucas og Montts regimer og dels p.g.a. af forværringen af menneskeretssituationen i landet efter FRGs tiltrædelse som regeringsparti.

På nuværende tidspunkt er en række af de organisationer, der udsendte acompañantes/fredsvagter i 90erne, igen begyndt at udsende frivillige.

CALDH

Centro para Acción Legal en Derechos Humanos:

Guatemalansk menneskeretsorganisation stiftet i 1990 i Washington, USA. CALDH har siden 1994 haft kontor i Guatemala By, efter at det blev mindre farligt at arbejde med menneskerettigheder i Guatemala.

CALDH støtter og rådgiver vidneorganisationen Asociación para La Justicia y Reconciliacion, og medvirker til indsamling af vidneudsagn og bevismateriale i sagerne mod Lucas og Montt.

Organisationen arbejder desuden med stort set alle aspekter af menneskerettigheder og spiller en markant rolle i Guatemalas meget aktive bevægelse for retfærdighed og demokrati. CALDH er en skarp kritiker af den nuværende FRG-regering.

CALDH udgiver månedsbladet Debate, der indeholder analyser af den aktuelle politiske konjunktur, kulturstof m.m.

Yderligere information: www.caldh.org